HISTORIEN om ALICE og ASMUS
- deres liv, deres forældre, deres slægt

På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om
ALICE INGE AGNETE THOMSEN, født HOLTET, og OTTO ASMUS THOMSEN fra Vejle

Gader i Slagelse : Stenstuegade

Læs også om:

----- Slagelse i den periode, hvor Asmus' familie boede her ----- Fischer-familien ----- Familiens Slagelse ----- Fotos fra Slagelse -------

Se her på siden: Hvordan så Stenstuegade ud i 1800-tallet

 

Stenstuegade, også benævnt Steenstuegade, er en meget gammel gade, der har fungeret som forbindelsesvej mellem byens 2 gamle kirker, Skt. Peders mod vest og Skt. Mikkels mod øst.

Man er ikke sikker på forklaringen på gadens lidt mærkelige navn. H.K.Nielsen (se litt.note forneden) skriver: "Måske har der et sted mellem de to offerhøje ligget en gammel gravhøj med en stenstue (jættestue), men det er nok mere sandsynligt, at navnet stammer fra Slagelses kongelige badstue, som i middelalderen sikkert har været kvarterets eneste stenstue".

"Fra det 16.århundrede til langt op i 1800 tallet var alle husene og gårdene i Stenstuegade opført med bindingsværk, idet man nøjes med træ til de bærende og afstivende dele, medens mellemrummene i væggene blev udfyldt med lerklining, der blev holdt sammen af et fletværk af grene, som i nogle enkelte tilfælde, kunne mellemrummene være udfyldt med soltørrede sten. Tagene var dækket med strå eller halm, der i den tørre årstid var uhyre brandfarlige, og det medførte da også, at alle gadens huse og gårde nedbrændte ved den store bybrand i 1652.

Ved genopbygningen efter branden blev husene ikke ret meget forbedret, for størstedelen af grundejerne var fattige folk, som kun havde fra hånden til munden, og det gjaldt jo om at få tag over hovedet så hurtigt som muligt, så selv om man gerne ville have haft nogle bedre bygninger, så forbød den manglende kapital og lånemulighederne dette.

Da kong Frederik den Anden i 1580'erne tildelte Slagelse store jordarealer, påbød han samtidig, at byen inden 3 år skulle bygge nye bygninger på alle øde og belejlige steder. De eksisterende gårde og huse skulle alle istandsættes, og inden for samme tidsfrist skulle alle stråtage være afskaffede.

Det har sikkert ikke været muligt for Stenstuegades beboere at efterkomme denne kongelige befaling, for midt i det 18. århundrede var kun 8 af gadens huse blevet delvis dækket med tegl, hvilket vil sige, at der var tegl til gaden og stråtag til gården.

Skønt mange af Slagelse bys huse i 1700 tallet var blevet forbedret og forsynet med grundmur, så skete der ingen forbedringer af betydning i Stenstuegade. De ringe økonomiske vilkår grundejerne havde bevirkede, at mange af de gamle små huse i gaden blev bevaret langt op i det 20. århundrede. Periodevis skete der naturligvis udskiftninger af vinduer og døre. Man malede også det tidligere kalkede bindingsværk, og ændrede på de oprindelige umalede eller tjærede gavle, porte og lemme.

Ved tilbyginger var mange af ejendommene efterhånden blevet forøget med baghuse, der indeholdt bryggers, stalde, værksteder, latriner og i nogle tilfælde også beboelse."

Nielsen skriver også, at de store flertal af Stenstuegades beboere var jævne mennesker, håndværker- og arbejderfamilier. Her var megen fattigdom og "langt op i det 19.århundrede var der mange steder i de små huse stadig lerklinede gulve i stuerne, jordgulv i køkkenet og offentlig brønd til vandforsyning". Drikkeri var et ofte forekommende problem, vel også forårsaget af at familierne fik mange børn i de kummerlige forhold, som ikke stod til at ændre, og at livet var et slid og slæb fra morgen til aften til en løn, som dårligt strakte til at mætte de mange munde. Mange fædre henfaldt da til brændevinen, "som i gamle dage blev leveret af Slagelses mange brændevinsbrænderier".

"Ofte måtte moderen selv gå på arbejde og familiens små måtte så klare sig selv, måske ved hjælp af større søskende eller ved ældre, venlige naboers hjælp". Kvindernes arbejdsmuligheder var desuden på den tid begrænsede og dårligt lønnede, de kunne arbejde med at vaske, stryge, sy, lappe og gøre rent for andre. Vi ser også i Fischer-familien flere af de ugifte kvinder og enkerne, som ernærer sig ved syning. Margrethe Fischer ernærede sig i 1834 som kogekone og kunne senere leve af sine midler, mon dette erhverv var mere indbringende end sypigens? Eller havde hun arvet penge, som kunne strække til hendes alderdom? Familien boede jo godt nok ikke (med en undtagelse, se nedenfor) i Stenstuegade, men forholdene i den nærliggende Løvegade har nok ikke været meget anderledes.

I en kortere periode omkring 1840 levede dog enken Ane Sophie Schou, født Fischer, med 2 af sine børn, sønnen Jens Peter Schou og den 3-årige, uden for ægteskab fødte Carl Palle, i Stenstuegade nr.210. En ejendom, hvori der levede ikke mindre end 33 personer fordelt på 8 familier.

Også Ane Sophies bror, Hans Jensen Fischer, boede her i nr. 214 for en kortere periode i 1834 som væversvend hos vævermester Carl Henike og dennes familie.

De sidste år af familiens tid i Slagelse, havde de tilsyneladende ingen forbindelse til Stenstuegade. Måske har de opfattet den ligesom forfatteren Leck Fischer, som skrev, at da han var dreng i Slagelse (han var født i 1904), "kom ordentlige mennesker nødig i Stenstuegade og da slet ikke ved aften. Det var et stort ingenmandsland, hvor man simpelthen ikke kom, en gyde med faldefærdige, rædsomme huse, beboet af ros, og dér lå "Folkets Hus", hvor der efter sigende ofte var slagsmål".

H.K. Nielsen (se litt.note forneden) citerer en artikel i Vestsjællands Avis fra 1841 - altså omkring det tidspunkt, hvor Ane Sophie og hendes børn boede her - hvori der står: "Jeg kender sådanne propfulde huse - én stue, hvor 3 familier - mænd, koner, bislopperske, børn - 14 menneskelige væsner i et hul - ; at disse væsener sultne, frysne, går nøgne og i højeste grad demoraliseres, at de for at leve er nødt til at stjæle og røve, eller de af hinanden fristes og forledes dertil, at de ved en ussel og knap næring bliver svækkede og sygelige, at de omsider må falde kommunen til byrde som fattiglemmer, om de ikke som forbrydere bliver grebne og straffede, at deres afkom opfødes ved elendighed og skandale - , alt dette synes ikke at røre ejerne af disse huse".

Efter at der i 1853 var udbrudt kolera-epidemi i København med 7219 angrebne og 4737 døde, og derpå i 1857 i Korsør, bestemte Slagelses Sundhedskommission overfor grundejerne at indskærpe den daglige rensning af rendestenene, samt af stalde og svinestier. Desuden skulle nu alle byens lokummer og møddinger tømmes daglig og udkøres på byens mark. Men i midten af September måned kom alligevel det første tilfælde af kolera i Slagelse. Det ramte en 74-årig kone fra Slagelse Hospital (Det gamle Kloster), som var kommet hjem efter et ophold i Korsør. Hun blev isoleret i et hus midt i Stenstuegade for ikke at bringe smitten ind på det af gamle og svagelige tæt befolkede Hospital. Efter hendes død den 14. September kom der flere tilfælde af kolera i Stenstuegade, i nutidens nr.21 som dengang lå på hjørnet af Herrestræde. Epidemien var dog kortvarig, det sidste udbrud var i November 1857 og af de ialt 40 smittede døde kun 27. Men de fleste tilfælde opstod netop i og omkring Stenstuegade, Herrestrædehjørnet og Løvegadehjørnet, hvor også byens dårligste boliger lå.

Plan over Slagelse, ca. 1750

HVORDAN så STENSTUEGADE ud i 1800-tallet?

I gadens nr.1, hvor der nu er en stor moderne bygning, lå fra 1783 et bageri, som ejedes af Christoffer Ernst Heindrich og dennes søn og fra 1825 af bagermester Schäfer. Bageriet lå i gården og havde brødudsalg ud mod Rosengade. I ejendommen lå også indtil 1854 en forretning, der handlede med ride-, køre- og rejsetøj.

Nr.3 og nr.5 udgjordes af den gamle Apothekerhave, som var en videreførelse af den gamle park, som havde hørt til Slagelse Kongsgård.

Nr.7 var en stor ejendom, som i 1848 blev købt af Justitsråd Emanuel Orelius. I 1891 solgte han til E.E. Henriksen, som indrettede bygningerne til værtshus og forlystelsessted med keglebaner, gynger og karuseller under navnet "Tivoli".

Nr.9 ejedes af brolægger Chr. Hansens enke. Ejendommen overtoges i 1868 af Bolette Strand, som samme år solgte til tømrer Edvard Heinrich Domingo Borello.

Nr.11 havde tilhørt Jens og Ingeborg Hviid og solgtes efter hendes død i 1868 til hans søsterdatter, som derpå solgte den videre til murermester Michaelsen. I 1870 solgte denne ejendommen til sin nabo Borello. Herefter solgtes de 2 ejendomme i 1873 til malersvend Poul Julius Rasmussen og her blev dennes familie boende. Huset havde både for- og baghus og beboedes i 1868 af 6-8 familier, heriblandt en skrædder ved navn Larsen.

Nr.13 (matr.nr. 62b) købtes i 1854 af bager Augustinus Harder, der i 1835 var chef for Slagelses Borgervæbning og Brandkorps. Efter Harders død i 1865 boede hans enke her til 1878, hvorefter huset solgtes til klædehandler P. Rasmussen og dennes søn tømrer Niels Rasmussen, som boede i nr.15 (matr.nr.62a). I 1887 boede der 7 familier med ialt 20 personer i ejendommens forhus og store baghus. I 1872 lod Slagelse Kommune grave en ny bybrønd ud for ejendommen.

Nr.15 (matr.nr.62a) var udskilt af en tidligere samlet ejendom og her byggede P.Rasmussen i 1884 det hus, hvor hans søn kom til at bo til sin død i 1886, hvorefter hans kone blev boende til 1893. I huset boede 3 familier med 9 personer. I gården var der en brønd, som var fælles for nr.13 og nr.15, samt ligeledes fælles latriner, som havde direkte afløb til et hul i jorden.

Ejendommen nr.17 købtes i 1858 af murermester Anders Michaelsen, som udlejede lejligheder i både for- og baghus. I 1887 boede der 6 fattige familier med 23 personer, hvoraf 9 børn under 14 år.

I nr.19 lå gadens ældste hus med bræddegavl og bjælkeloft og stråtag til gården. Det ejedes i 1880 af en frøken Margrethe Hansen, som dog ikke selv boede der, men lejede det ud til kludekræmmer P. Jensen og to enlige damer.

I nr.21 boede høker Jens Olsen , som i 1830 også havde en lille forretning i huset. Hans familie ejede huset i mange år, men det var lille og i 1889 beboet af 6 familier med 20 personer. Under koleraudbrudet i 1857 blev 4 personer i ejendommen syge. En 3 årig pige blev syg og døde hurtigt, måske smittet af sin far, som havde været på besøg i Korsør, hvor koleraen også var i udbrud. 4 dage efter blev en 31-årig kone og hendes 8-årige søn syg. Drengen kom sig, men konen døde 5 dage efter. Samme dag blev en 6-årig pige syg, men også hun kom sig. De syge tilhørte 3 forskellige familier i ejendommen.

Stenstuegade nr.2-4 (matr.nr.203, senere 341) ligger på hjørnet af Rosengde. Gadeforløbet her blev ændret allerede i 1868 efter at Schweizerpladsen var blevet beplantet og reguleret, men før ændringen ejedes hjørneejendommen fra 1846 af 2 brødre, skræddermester Chr. Jørgensen og høker Anders Jørgensen.

Nr.6 (matr.nr.233) blev i 1865 købt af skomagersvend Peter Salomon, der boede her med sin familie og 3 andre familier. Ejendommen blev revet ned i 1898.

Nr.8 er idag gadens ældste bygning. Den ejedes i 1840 af tømrermester Clausen og derpå af hans søn, som solgte den til tømrer Borello i 1876 med tilhørende 4 bilæggerovne og 3 "vindovne"!

I nr.10 boede fra 1843 til 1866 kleinsmedemester Ernst Veckmann Øland, som derpå solgte huset til tømrer Borello, hvis hustru i 1880 solgte det til gårdejer Jacob Johansen, som udlejede det til en detaillist, en kludekræmmer og en møllersvend.

Nr.12 ejedes af smedemester Mads Jørgen Hemmingsen, som købte det i 1854 og 2 år efter solgte til murermester Hermann Christensen. I 1860 gik ejendommen på auktion og overtoges af gårdejer og sognefoged Christen Pedersen, der døde i 1869. Huset skiftede så atter ejer og overgik til enken efter hattemager Lars F. Bergøe. og hendes søn.

Steenstuegade nr.14 (matr.nr. 200a) købtes i 1852 af malermester Nicolai Peter Lund. I 1870 overtoges den af tømrer Borello, hvis efterlevende hustru solgte huset i 1880. Den nye ejer, gårdejer Jacob Johansen, lejede ejendommen ud til 6-7 familier, som beboede et forhus, sidehuse og nogle udhuse.

Nr.16 blev i 1857 købt af jernstøber og maskinfabrikant Henrik Rasmussen, hvis sønner overtog ejendommen i 1876. Her var både for- og baghus, beboet af 6 familier med 28 personer. I den dårligt brolagte gård var der mødding, latriner og et pissoir.

Nr.18 (matr.nr. 348) ejedes fra 1842 af jernstøber Henrik Rasmussen, der her byggede et jernstøberi og maskinværksted, som med tiden fik 40-80 ansatte. I 1876 overtog Rasmussens sønner virksomheden, som nu spændte over 4 gadenumre: 16, 18, 20 og 22 og Løvegade 9 og 11.

Huset i nr.20 var sikkert bygget efter branden i 1652, så det var allerede gammelt, da jernstøber Rasmussen købte det i 1857 og udlejede det til familier, som arbejdede på hans maskinfabrik.

Ejendommen nr.22 menes at have været lige så gammel. Den blev i 1852 købt af Hans Hansen, der boede her i 20 år for derpå i 1873 at sælge til landbetjent Ole Mortensen, som straks efter solgte det til jernstøberen i 1874, Også dette hus lejedes derpå ud.

Den lige så gamle ejendom i nr.24 købtes i 1855 af høker Rasmus Nielsen, som boede der med sin familie. Hans enke overdrog i 1886 huset til sin søn mod selv at kunne blive boende. Derudover boede der også 2-3 andre familier med ialt 15 personer.

Nr. 26 var tilsyneladende også opført efter 1652. Her boede i 1845 skomagermester Johan Ludvig Chr. Ibsen og hans hustru, som i 1881 solgte huset, der stødte op til det nye Ting- og Arresthus på Løvegade, til detailhandler Jens Christensen. Ejendommen havde ingen brønd, så vandet måtte hentes udefra. Ejendommen handledes flere gange i 1880'erne og 1890'erne, indtil den endte hos jernstøberen i 1907.

Gadens nr.28 var fra gammel tid høkerforretning. I 1835 købtes ejendommen af høker Chr. Fabian Adler, der solgte den i 1866 til høker og slagter Hans Christiansen. Der var ikke noget slagtehus på ejendommen, så slagtningen foregik i porten. I gården var der hestestald og svinesti, samt selvfølgelig latrinhuse, så i 1887 fik ejeren en påtale fra Sundhedskommissionen. I huset boede dengang 4 familier med ialt 14 personer, heraf 5 børn under 14 år.

Nr.30 ejedes i 1855 af murermester Eggertzen og hans familie, der boede her sammen med andre 5-6 familier. Omkring 26 personer, hvoraf de 10 var børn, boede i for- og baghuset.

Huset Stenstuegade nr.32 ejedes indtil 1874 af murersvend H. Hansen. Herefter var ejeren gårdmandsenken Kirstine Nielsen og hendes datter Frederikke Dorthea Pedersen. Her boede også 4 andre familier, bla.a en tøffel- og træskomager, en syerske der "udførte al slags håndarbejde og forfærdigede morgensko og kludesko smukt og billigt", og en skomager som også var gadefejer.

Nr. 34 husede fra før 1850 et værtshus. I 1860 overtoges ejendommen af skomagermester Woltmand, som solgte den året efter til murersvend Frederik Christian Johansen, der hurtigt videresolgte til brænderibestyrer Ole Larsen, som ejede den indtil sidst i 1890'erne.

Nr. 36 blev i 1867 købt af patruljebetjent og murermester Tidemann, som døde i 1891, hvorefter hans børn solgte huset til murermester Clausen.

I nr. 38 boede skomager Albrecht Nielsen i 1868. Det var et ganske lille hus på kun 40 kvadratmeter med kun én lejlighed, som udlejedes til arbejdsmand Peter Andersen og dennes familie.

Nr. 40 købtes i 1828 af skomagermester Anders Olsen, hvis efterlevende hustru i 1863 solgte den til sin bror skrædder Theodor Jørgen Sørensen. Efter dennes død i 1879 solgtes huset i 1882 til maler Harald Morten Holbom og derpå til konstruktør Lars Chr. Nielsen, som rev det gamle hus ned og i 1884 byggede det hus, som står idag.

Nr.42 var oprindeligt en del af matrikel nr.192, ligesom nr.40. I 1855 købtes nr.42 af murer Johan Ebbesen Hansen. I 1858 overtoges ejendommen af boelsmand Niels Jensen og i 1863 købtes den på auktion af prokurator A.G.Rye for Kreditforeningen, som derpå videresolgte den til slagter og høker Svend Rasmussen, der indrettede slagteri i baghuset. Allerede i 1871 gik huset igen på auktion og den nye ejer var detaillist Ole Jensen, der så i 1877 solgte ejendommen til slagtermester Pilemann. Det var denne, som i 1879 nedrev de gamle bygninger og opførte det hus, vi kan se idag og som i 1887 husede 3 familier med 16 personer.

Nr. 44 var også i 1850 ejet af en slagtermester, Frederik Fritz Böie, men blev ved auktion i 1862 solgt til fæstegårdmand Johan Jensen, der sammen med sin hsutru udlejede de 2 lejligheder, som var i huset. I 1897 købtes det af gårdejer Lars Johansen. Senere blev det revet ned og ombygget.

Nr.46 (matr.nr. 190, derpå 362) var i 1849 blevet købt af murersvend Jonas Fabian Adler, som måtte lade det gå på auktion i 1863. Den nye ejer blev Slagelse Velgørenhedsfond, som derpå udlejede huset til Adler, men lod grunden opdele, så man i 1869 kunne bygge Slagelse Børneasyl på en del ud mod Herrestræde og i 1880 kunne sælge en anden del til Slagelse Svendeforening, som senere nedrev den gamle ejendom.

 

Litteratur om Slagelse:
Fibiger, Bjarne: Slagelses historie. - 1999. = Fibiger.NET Nielsen, H.K.: Stenstuegadekvarteret i Slagelse / ved kaptajn H.K. Nielsen. - Udgivet af Vestsjællands Offset og Bogtryk ApS, 1981.
Nielsen, H.K. : Stenstuegadekvarteret i Slagelse. - Udgivet af Vestsjællands Offset og Bogtryk ApS, 1981.
Nielsen, Ole G. : Fra det nu forsvundne Slagelse. - 2. oplag - Strandbergs Forlag, 1999.
Trap, J.P.: Kongeriget Danmark. - 3. omarbejdede udgave. - København : Gad, 1898.
- side 581-595.
Postkort fra Slagelse - herimellem også nogle lidt ældre
Slagelse Leksikon: perioden 1788-1850

PERSONERNE
(alfabetisk liste)

PERSONERNE
i ALICE's slægt

PERSONERNE
i ASMUS' slægt

HISTORIERNE
FOTOS
TEKSTER

STAMTAVLER og SAMLESIDER

DOKUMENTER
ORDLISTE
KILDER og LINKS
HOVEDSIDE
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 13.3.2013 og sidst opdateret d. 20.3.2013