HISTORIEN om ALICE og ASMUS
- deres liv, deres forældre, deres slægt

På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om
ALICE INGE AGNETE THOMSEN, født HOLTET, og OTTO ASMUS THOMSEN fra Vejle

SLAGELSE HOSPITAL (1800-tallet)

--------- Læs også om Slagelses historie, om gader og byudvikling, om hospitaler, kirker og skoler --- og se her en plan over byen på den tid ---------

---------- Og siden: Slagelse - Familiens By (1800-tallet) ----------

Denne institution i Bredegade har spillet en mere eller mindre aktiv rolle i Fischer-familiens liv. I 1796-ca.1798 boede Margrethe og Jens Hansen Fischer her i nærheden, i Bredegade i et ukendt husnummer. Det markante bygningsværk, hvor de gamle, fattige og syge fik plads, og hvor Latinskolens drenge blev bespist, har det unge par sikkert ofte passeret til og fra deres forskellige gøremål. Senere flyttede familien længere mod nord, til Løvegade, og tænkte måske så ikke så meget over hospitalets eksistens.

Men på et tidspunkt mellem 1850 og 1853 blev hospitalet en del af familiens liv. Margrethe Fischers barnebarn, Hansine Laurine Schou, datter af Margrethes ældste datter Ane Sophie, som var død allerede i 1843, havde siden levet hos sin mormor og moster Hansine Fischer i Løvegade. Den stakkels pige var lam i underkroppen og blev omkring 1853 angrebet af sygdommen rosen. Man må formode, at dette var grunden til at hun kom på Slagselse hospital, men årsagen kan også have været, at Margrethe efterhånden var svagelig (hun døde i 1855), så barnebarnet ikke længere kunne blive i hendes hjem. Under alle omstændigheder døde Hansine Laurine i 1853 som hospitalslem.

Herefter gik der nogle år, hvor familien sikkert ikke havde noget med hospitalet at gøre. Men i slutningen af 1850'erne flyttede Margrethes datter Hansine og svigerdatteren Sidse Marie Fischer, der var enke efter sønnen Hans, ind i et hus i Bredegade nr. 238. Hvor dette hus lå, vides pt ikke, men de to svigerinder har nok passeret hospitalet, når de skulle ind i bymidten.

Endelig besluttede Hansine og Sidse Marie sig for at ansøge om optagelse på hospitalet, hvor de kom til at leve fra et tidspunkt mellem 1870 og 1880 og til deres død i henholdsvis 1884 og 1900. Altså i minimum 24 og 30 år!

Slagelse Hospital, Kirken. Bredegade i Slagelse ..... De ældste bygninger, Helligåndshuset, ved Slagelse Hospital

SLAGELSE HOSPITAL, i daglig tale kaldet "KLOSTERET"

Slagelse havde siden 1300-tallet et hospital, hvor "syge, fattige, vanvittige, gamle og skrøbelige kunne få ophold". Samtidig havde hospitalet til opgave støtte de unge mennesker, som søgte uddannelse i Slagelse latinske Skole. De fattige unge, som blev optaget i skolen, blev bespist på hospitalet, men skulle til gengæld synge ved gudstjenesten i Antvorskov Slotskirke. Bespisningen af både hospitalslemmer og disciple ophørte dog i 1733 og 1750.

Den 17. September 1751 fik hospitalet en ny fundats, og det var denne som var gældende, da familien Fischer boede i Slagelse. Hospitalet blev drevet for midler, som indgik på forskellig vis: de såkaldte kongetiender, som kom fra Kapitelstaksten, de såkaldte tiender, som kom fra Slagelse Herrreds "Kirkekøbstakst", jordskyld af Slagelse By, indtægter fra "Hospitalsjorderne" og "Hospitalets lidet Bøndergods". Indtægterne blev derpå fordelt med "1/3 til hospitalslemmernes forsørgelse, 1/3 til kostpenge for hørerne og disciplene ved Latinskolen, og 1/3 til årlige lønninger af forstander, rektor, konrektor, præst og læge, samt til udgifter til lys og varme, lemmernes begravelse og reparationer af bygninger mv."

I 1812 indførtes en ny fordeling af midlerne, hvorved hospitalet nu skulle have 5/9 og skolen 4/9 dele af indtægterne. Det var dog ikke uden problemer. I 1824 var indtægterne således mindre end udgifterne, men senere gik det fremad.

Ved hospitalet var der også en præst. Hans embede var dog ikke selvstændigt, men knyttet til Sct. Peders Kirke eller til Slotspræsteembedet ved Antvorskov. Præst i 1771-1801 var Carl Vilhelm Lund, i 1801-1846 Hans Bastholm, i 1846-1853 Christian Henrik Biering Benzon, i 1854-1884 Georg Christian Mechlenburg Branner, i 1885-1896 Johannes Emil Clausen og i 1896-1905 Christen Vilhelm Victor Møller.

Af hospitalets læger kan nævnes nogle, som også medvirkede ved vaccination af familiens børn: Andreas Lund fra København, som virkede i Slagelse fra 1802-1809, Andreas Hundrop ligeledes fra København, som virkede i Slagelse fra 1815 til 1843, Christopher Hammeken var konstitueret i 1843 og fastansat i 1849-1860. De følgende læger kan have tilset Hansine og Sidse Marie, da de tilbragte deres sidste år på hospitalet: Christian Peter Prahl fra Hillerød var i Slagelse som praktiserende læge i 1851 og ved hospitalet i 1860-1888, han var desuden distriktslæge i 1888; Bernhard Ludvig August Lunddahl, ved klosteret i 1881 og ved hospitalet i 1888-1890, Christian Michael Winther, praktiserende læge i Slagelse i 1881, var ved hospitalet i 1890-1916.

DE ÆLDSTE BYGNINGER

De ældste dele, som man kan se idag, findes på kompleksets bagside - se billedet øverst til højre. Den høje gavl længst til venstre er ældst og skulle stamme fra tiden før det nuværende hospitals grundlæggelse. Bygningen er næsten kvadratisk og måler omkring 9 meter på hver led. Den er bygget på et fundament af rå kampsten og har en indvendig stjernehvælving. Man mener, at denne bygning måske har været det gamle Helligaandshus' sygesal med forbindelse til kirken, som ligger ud mod Bredegade - se billedet øverst til venstre - det er kirkebygningen i forgrunden.

Det oprindelige gulv blev fundet under restaurering i 1935. Det var lavet i mursten og i det sydvestlige hjørne fandt man "et relikviegemme, en firkantet fordybning med en flise henover", samt på vestvæggen spor af en niche, hvor der måske har stået et alter. På østvæggen fandt man desuden 2 indvielseskors.

I 1848 blev dårekisterne nedlagt og den ældste bygning omdannet til sygestuer. Det høje, stjernehvælvede loft blev i den forbindelse sænket.

I 1897 flyttedes sygestuerne fra den ældste bygning og rummet kom en tid til at tjene som fyrrum.

Bygningen mellem de 2 takkede gavle og bygningen bag den takkede gavl til højre er kommet til lidt senere, dog kendes det nøjagtige byggeår ikke og det vides heller ikke, hvilken af disse bygninger der er den ældste.

INDRETNING

I regnskaberne finder vi udtryk som "De fattiges stue" (som skal have været opdelt med skillevægge), "de fattiges køkken", "skolens spisestue" og "degnekøkkenet".

I 1732 byggedes et nyt "hospitalhus" bestående af 10 fag, inddelt i 2 rum, hvori der skulle være plads til 17 personer. Herefter talte man om "det gamle hospital" og "det nye hospital". Tilsammen kunne disse bygninger huse 55 personer. Madlavning kunne klares på de 3 ildsteder og opvarmning klaredes af 4 kakkelovne.

I 1747 blev der i hospitalet indrettet 2 dårekister.

I 1751-1752 indrettede man påny en bygning, denne gang til 6 personer. Den kaldtes "det lidet nye hospital", mens bygningen fra 1732 kaldtes "det store nye hospital".

Der findes en inventarliste fra 1767, hvor man kan se, at der i det gamle hospital stod 4 lange fyrretræsborde og 4 bænke og at opvarmningen besørgedes af en jernbilæggerovn. I det lidet nye hospital stod også en bilæggerovn og et "lidet fyrrebord". I det store nye hospital havde man 2 lange fyrretræsbænke og -borde og 2 bilæggerovne.

NYERE BYGNINGER

I 1768-1769 blev nogle gamle bygninger revet ned og nye blev bygget for et beløb af 28.000 Rigsdaler. Til de gamle bygninger fra Middelalderen føjedes nu en lang lav fløj ud mod Bredegade og en tværgående fløj. Ialt rummede bygningerne 23 værelser med plads til 4 personer i hver, og 1 værelse med plads til 8, 3 køkkener og 3 "forsamlings- og arbejdsstuer". Af en inventarliste fra 1786 fremgår det, at hospitalet har "100 stk. Senge-Stæder". En gammel tegning viser Bredegade med kirken og den nye hospitalsfløj i én etage med høj tagrejsning, der giver plads til 3 midtergavle med hver 1 vindue. Det var hospitalsforstanderen, som havde sine værelser mod gaden.

I 1790 måtte hospitalets tag repareres, da det regnede ned gennem tag og lofter i beboernes senge!

Selvom der senere blev foretaget flere om- og tilbygninger, gjaldt følgende beskrivelse fra 1840 sikkert også for en stor del for den tid, hvor Hansine og Sidse Marie Fischer boede her:
"Lemmernes værelser er på begge sider af den gjennemløbende steenlagte gang, der får sin meste belysning fra de vinduer, der er anbragte over dørene til lemmeværelserne; ved at åbne disse og ved rør, der går igennem adskillige af værelserne, sørges for den nødvendige ventilation.
Værelserne er smukke, luftige og indeholder hvert 4 senge med omhæng. Desuden er her 3 store forsamlingssale, 2 for fruentimmer og 1 for mandfolk, hvilke kunne opvarmes, hvortil de fleste af lemmeværelserne ingen indretning have, 3 køkkener og et stort værelse til at modtage svagelige lemmer.
Den på hovedbygningen perpendiculaire udbygning danner tvende gårde, en større og en mindre, hvilken sidste tilforn har været kirkegård."

Bemærk, at soveværelserne ikke havde nogen opvarmning og at bygningen også indeholdt et sygeværelse. Den gamle kirkegård lå i området ud for de ældste bygninger, i plænen, som ses på det højre billede foroven. Efter 1848 indrettedes det gamle kirkegårdsområde til have for hospitalets beboere.

I 1848 byggede man påny til, denne gang mod syd. Sammen med en anden fløj længst mod vest dannedes der således en stor firkantet gårdsplads.

I 1849 var der på Slagelse Hospital ifølge Trap Danmark (se litt.note forneden) 120 "hospitalslemmer".

På et tidspunkt mellem 1860 og 1870 flyttede Hansine Fischer, der i den periode var mellem 56 og 66 år gammel, og hendes svigerinde enken Sidse Marie Fischer, der her var mellem 48 og 58 år gammel, ind i Slagelse Hospital, hvor de levede deres sidste mange leveår (mindst 24 for Hansines vedkommende og mindst 30 år for Sidse Maries vedkommende) som hospitalslemmer, forsørgede af hospitalet.

I 1870 ved vi ikke nøjagtigt, hvor på hospitalet de boede, da det ikke fremgår af folketællingen, men netop dette år blev hospitalets østre fløj revet ned og der opførtes en ny bygning i 2 etager med 36 værelser. - Og i 1877 blev gadefløjen ombygget og forhøjet med en etage og fik plads til 21 værelser.

Her i den nye 1.sal i forhuset nr.10, flyttede både Hansine og Sidse Marie ind og her boede de i følge folketællingen i 1880. Efter Hansines død i 1884 flyttede Sidse Marie på et tidspunkt over i mellembygningen (her menes vel den nye østfløj?), hvor hun stadig boede på 1. sal i 1890.

I 1885 fejrede hospitalet sin 300 års-dag med en festgudstjeneste i kirken og et festmåltid for beboerne på forsamlingsstuerne. Det må have været en oplivende dag for den nu 70-årige Sidse Marie, som vel både har været i kirken og her hørt hospitalets præst, sognepræst Johannes Clausen, prædike over ordene "Og der skal være en hytte til skygge om dagen imod hede og til ly og til skjul imod vandskyl og imod regn" fra Esaias Bog 4,6. Samt nydt den kantate af M. Rosing, som blev afsunget. Og så bagefter har deltaget i det særlige festmåltid. Sikkert et kærkomment afbræk i dagenes ensformighed.

Måske har Sidse Marie til sidst nydt godt af hospitalets nyeste tiltag, en moderne sygeafdeling, som i 1896 blev indrettet i den sydlige fløj. Ved hendes død den 15. Februar 1900 er der noteret, at hun boede i nr. 7, 1. sal. Hun blev begravet på Hospitalets Kirkegård, der fra 1860'erne lå i et hjørne af Sct. Mikkels Sogns Kirkegaard.


Vis stort kort

KIRKEN

Lige fra dengang i 1300-tallet, hvor det gamle Helligaandshus lå her ved Bredegade, har der til hospitalsvirksomheden også været knyttet en kirke. Det kan endda være, at den første sygesal og kirken var indrettet i samme rum.

Den nuværende kirke stammer imidlertid fra 1864, da det på grund af sammenstyrtningsfare blev nødvendigt at rive den gamle kirke, hvis tilblivelsesår vi ikke kender, ned og opføre en ny bygning. Denne blev indviet den 17. November og måske boede Hansine og Sidse Marie allerede da på hospitalet og fulgte med i byggeriet og indvielsesfestlighederne. Alterbilledet fra den gamle kirke blev ophængt i den nye bygnings sydlige langside og måske har de to svigerinder også hørt om det, da det blev anskaffet i 1847.

KIRKEGÅRDEN

Hospitalets gamle kirkegård lå i området ud for de ældste bygninger, i plænen, som ses på det højre billede øverst på denne side. Efter 1848 indrettedes det gamle kirkegårdsområde til have for hospitalets beboere, men de gamle gravsten kunne ses her til sidst i 1850'erne. I 1860'erne blev kirkegården imidlertid nedlagt og hospitalet fik i stedet sit eget hjørne af Sct. Mikkels Sogns Kirkegaard, hvor vel så både Hansine og Sidse Marie blev begravede efter deres død i henholdsvis 1884 og 1900.

HOSPITALSLEMMERNE

I 1776, ikke så mange år før Margrethe og Jens Hansen Fischer boede i Bredegade, forsørgedes der på hospitalet 100 almindelige lemmer, samt 3 eller 4 i dårekisterne.
I 1849 var tallet vokset til 120.
I 1883 forsørgedes der 126 personer på hospitalet.
Som regel var omkring 1/3 del af lemmerne mænd og 2/3 del kvinder.

Beboerne var byens syge og gamle, som fik husly og pleje og fri begravelse. De skulle dog selv medbringe sengeklæder og fik ingen hjælp til tøj. Føden måtte de selv sørge for. Oprindeligt sørgede hospitalet for bespisningen, men efter 1733 fik lemmerne i stedet udbetalt et beløb hver lørdag. I 1783 drejede det sig om 3 mark, i 1878 om 3 kroner og et 3-punds brød om ugen. 50 af de mest trængende fik dog gratis middagsmad to gange om ugen. Mon dette gjaldt Hansine og Sidse Marie, når der om dem i folketællingen 1870 står "forsørges af Slagelse Hospital"?

For at komme til at bo på hospitalet måtte der ansøges herom og ansøgningerne er bevaret i hospitalets arkiv, som opbevares i Rigsarkivet. Årsagerne til ansøgningerne var blandt andet fattigdom og dårligdom. Heriblandt var også krøblinge, såsom Hansine Laurine Fischer, der jo ellers havde levet hos sin mormor, så måske var hendes adkomst til hospitalet, hvor hun jo døde, at hun blev angrebet af sygdom (hun døde tilsyneladende af rosen).

Når en syg eller gammel blev optaget på hospitalet, blev det indskrevet i en såkaldt Descriptionsprotokol, hvor der blev noteret oplysninger om den pågældendes liv og forhold, og i en Professionsprotokol, hvori man opregende vedkommendes ejendele, formue og gæld. Herefter måtte beboerne hverken sælge eller forære noget væk uden særlig tilladelse, da hospitalet nu var deres formynder og deres arving. Ved dødsfald blev ejendelene samlet sammen og solgt på en offentlig auktion og det indkomne beløb tilfaldt hospitalet. Det drejede sig som regel ikke om store summer eller værdifulde ejendele, men om f.eks. en pude, et skørt, en trøje, eller "1 sort ulden kaabe" og lignende. Enkelte lemmer kunne dog være i besiddelse af f.eks. sølvknapper eller et sølvur, eller måske have modtaget en lille arv, som kunne forsøde tilværelsen, mens resterne indgik i hospitalets arv.

Indtil 1762 boede mænd og kvinder sammen, men senere forsøgte man at dele beboerne op i de forskellige fløje. Man boede som ovenfor nævnt 4 i samme værelse, som ikke kunne opvarmes og yderligere var plaget af fugt. ("Regnskaberne fortæller undertiden om, at en del senge måtte kasseres, fordi de af denne årsag var ganske rådne").

En lille smule privatliv kunne lemmerne dog have i deres senge, for det var "himmelsenge med lange omhæng". Disse omhæng fjernedes først i 1891 eller 1897, hvor den daværende hospitalslæge Winther skrev: "Der var på de fleste af stuerne, foruden de menneskelige beboere, også en rigelig dyrebestand, især væggetøj... Disse flade, men vævre medskabninger holdt meget af de nævnte himmelsenge, under hvis smalle tøjlister, der holdt gardinerne, hele familier havde taget ophold."

Der fandtes altså 3 opvarmede fælles "arbejdsstuer", hvor kvinderne spandt og mændene skar propper. Hvad de tjente herved, fik de derpå lov at beholde. Luften i rummene har nok ikke været for god, så for at bedre den, afbrændte man enebærkviste. De raske beboere måtte selv lave deres mad i de 3 fælles køkkener.

Indtil 1836 var gulvene stenbelagte, men dette år blev der lagt trægulve i alle værelser og i 1838-1839 blev der anbragt bilæggerovne, så alle værelserne kunne opvarmes. I 1870 blev der ovenikøbet indlagt varmeapparat og i 1871 blev der indrettet et badeværelse, så forholdene har næsten været "helt moderne", da Hansine og Sidse Marie flyttede ind.

Indtil 1895 boede man stadig 2 eller 3 i hvert værelse, men senere blev det ændret til at alle fik et eneværelse. Mon Sidse Marie har nået at opleve denne forbedring, inden hun døde i 1900? Og mon hun har nået at kunne nyde det? Vi ved intet om hendes helbredstilstand, da hun døde.

Der findes 2 opgørelser over gennemsnitslevealderen og dødsårsager hos hospitalslemmerne. En for perioden 1836-1885, i hvilken jo både Hansine Laurine Schou og Hansine Fischer døde, og en for perioden 1891-1915, i hvilken Sidse Marie Fischer døde. Der døde i disse perioder henholdsvis 480 personer og 323 personer og gennemsnitslevealderen var 76 1/2 år og 78 år, så det var ikke sådan, at lemmerne levede så kummerligt, at de døde tidligt. De fleste døde af "alderdomssvaghed med forkalkning", en del af "hjertesygdom" og "hjerneapopleksi", men også foskellige kræftformer tyndede ud i beboerne, ligesom influenza, lungebetændelse og bronchitis. Vi ved ikke, hvad den 79-årige Hansine og den 87-årige Sidse Marie døde af, men den lamme Hansine Laurine døde som blot 24-årig, tilsyneladende af rosen.

----- REGLER

Beboerne måtte ikke tigge i byen, de måtte heller ikke gå i byen uden forstanderens vidende og det skulle heller ikke ske for tit. Derfor skulle porten holdes lukket, så der kunne føres kontrol med at disse regler blev overholdt.

Beboerne måtte heller ikke stifte gæld uden forstanderens tilladelse og de måtte ikke have børn eller slægtninge boende.

Brændevin måtte under ingen omstændigheder komme indenfor dørene. Det kunne kun tillades, hvis lægen ordinerede det. Hvis nogen overtrådte budet, blev brændevinen konfiskeret og hældt i rendestenen. Desuden blev den ugentlige udbetaling reduceret til det halve, og hvis "forbrydelsen" gentog sig, bortfaldt den helt. En tredie overtrædelse medførte bortvisning fra hospitalet.

I det hele taget måtte der ikke drikkes over måde, bandes eller sværges, eller øves klammeri. I så fald blev præsten tilkaldt og ugepengene blev reducerede. Forstanderen kunne også idømme den skyldige ophold i arresten på vand og brød og sidste strafmulighed var igen bortvisning.

Der kunne dog alligevel festes en smule, for forstanderen måtte gerne sælge tyndt øl til beboerne, men det har nok været en dårlig erstatning for den, der var vant til sin brændevin.

Kirkegang var en forpligtelse for alle raske. Hvis man ikke mødte op til gudstjenester, katekisation, morgen- og aftenandagt, vankede der bøder.

Katekisation afholdtes hver uge i Kirken af præsten, der her påmindede beboerne om at være taknemmelige mod Gud, indbyrdes kærlighed, forbøn for Kongen, øvrigheden og fædrelandet, tålmodighed og tro, osv.

De strenge regler medførte af og til, at et hospitalslem stak af. Hvis vedkommende helt blev borte, blev der ikke gjort videre i sagen. Men hvis vedkommende kom tilbage igen efter en "udflugt", blev de straffet med pengebøder.

Desværre var der vist en del brådne kar i mellem lemmerne og borgerne i Slagelse klagede flere gange over beboernes drikfældighed og hvad den førte med sig.

DE SYGE

Indtil 1848 lå sygestuen lige vest for kirken, så de sengeliggende kunne følge med i gudstjenesten. Men i 1848 blev dårekisterne, som havde været indrettet i det gamle Helligåndshus ved siden af kirken, nedlagt og rummet blev nu indrettet til sygestue. I 1891 var rummet delt i 2, der havde henholdsvis 2 og 4 senge. Heraf var den ene seng sygeplejerskens, så her kunne højst være 5 patienter.

Det må vel så have været herinde, at Hansine Laurine, der var ramt af rosen, tilbragte sin sidste tid. Hun døde i 1853, men mon ikke denne beskrivelse fra 1891 passer på hendes oplevelse af sygestuen: "Solen kom aldrig rigtigt derind, fordi der var plantet flere træer lige udenfor vinduerne. Gulvene - især i den største stue - var i stykker, fugtige og frønnede. Der førte fra den lille gang, hvori indgangsdørene til sygestuerne befandt sig, også en dør ind til et tredie rum, et slags spisekammer, hvor der i skabe og på borde stod rester af den mad, som patienterne levnede. Fra dette spisekammer gik en dør ind til retiraden".

I 1897 indrettede man så en ny sygestue med plads til 11 patienter i den søndre fløj.

DÅREKISTERNE

Til hospitalet var knyttet nogle små rum, indrettet i 1747 i kompleksets ældste bygning, Helligåndshuset. Her var de sindssyge anbragt, nogle gange flere sammen. I 1799 - altså på den tid, hvor Margethe og Jens Hansen Fischer boede i nærheden - blev de beskrevet således: "3 afskyelige huller uden luft og lysning". Forholdene og plejen var kummerlige, men bedredes vel lidt efterhånden. Endnu i 1820 var dårekisterne i brug, men inden 1848, hvor de blev nedlagt, var brugen ophørt.

PLEJEPERSONALE

Oprindeligt var der ansat et ret stort personale til at passe landbruget, som hørte til hospitalet, og til at passe køkken og bespisning. Da denne ophørte, blev personalet kraftigt beskåret. Ja i 1751 mente man endog, at der blandt beboerne var flere, som ikke var dårligere end at de kunne ordne de forskellige gøremål og hjælpe dem, der var dårligere end de selv. Hvis der ikke var raske nok til at rede de syges senge, lave mad, tænde ild, holde varmt, gøre rent, røge enebær for at holde luften god, vaske de syge og opvarte ved dårekisten, holde gården ren og føre portnertjeneste, måtte hospitalsforstanderen antage 2 midaldrende kvinder til disse jobs. "Sådanne kvinder kaldtes "stuekoner" og de havde deres seng stående i forsamlingsstuerne". Antallet af disse plejere blev senere sat op til 3 og i 1804 til 4.

KLOSTERET

I 1857 blev der oprettet en ny stiftelse kaldet Slagelse Kloster med boliger for 50 kvinder "af den dannede middelstand", som skulle huses i en nyopført bygning, der stod klar i 1859. Den nye bygning ligger noget længere mod sydvest, ud mod Bjergbygade ved sidegaden Klosterhaven. De bedrestillede beboere her havde også kår, som var betydeligt bedre end dem, de almindelige hospitalslemmer nød. Stiftelsen eksisterer stadig væk.

 


Plan over Slagelse, ca. 1750

Litteratur om Slagelse Hospital:
Fibiger, Bjarne: Slagelses historie. - 1999. = Fibiger.NET
Holmgaard, Otto: Slagelse Helligaandshus og Hospital. - København : Levin & Munksgaards Forlag, 1935.
Nielsen, Ole G. : Fra det nu forsvundne Slagelse. - 2. oplag - Strandbergs Forlag, 1999.
Trap, J.P.: Kongeriget Danmark. - 3. omarbejdede udgave. - København : Gad, 1898.
- side 581-595.
Postkort fra Slagelse - herimellem også nogle lidt ældre
Slagelse Leksikon: perioden 1788-1850

PERSONERNE
(alfabetisk liste)

PERSONERNE
i ALICE's slægt

PERSONERNE
i ASMUS' slægt

HISTORIERNE
FOTOS
TEKSTER

STAMTAVLER og SAMLESIDER

DOKUMENTER
ORDLISTE
KILDER og LINKS
HOVEDSIDE
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d.. 11.3.2013 og sidst opdateret d. 20.3.2013