HISTORIEN om ALICE og ASMUS
- deres liv, deres forældre, deres slægt

På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om
ALICE INGE AGNETE THOMSEN, født HOLTET, og OTTO ASMUS THOMSEN fra Vejle

Johanne Caroline Petrea Danielsen : "Moster Johanne" - Moster til Alice -

----- fra 1921 til 1930 -----

Læs om: Johannes barndom --- Johannes ungdom --- Johanne 1904-1920 ------ Se: Johanne's liv i Årstal med Kildeangivelser

I Folketællingen den 1. Februar 1921 angives Johanne som "Lærerinde ved Marienberg" og det er ikke længere Rasmus Borre, som er førstelærer, men derimod den kun 27-årige Søren Peter Madsen, som er flyttet hertil med sin hustru og 4 børn. Johanne var da 37 år gammel og allerede en gammel erfaren lærer. Det har måske ikke været helt nemt sådan at få en ung og ny førstelærer, men tilsyneladende var der et godt forhold mellem lærerne, som vi kan se af nogle fotografier, som er taget i sommeren 1921, hvor den 9-årige niece Alice tilbragte noget tid alene hos sin moster. Her var hun med i søndagsskolens udflugt til Lekkende Skov og hun legede med førstelærerens næsten jævnaldrende ældste datter Edith og med Hertha Brøndahl, som var datter af en plejer ved Oringe (ifølge Alice) og boede lidt længere nede af gaden. Til Marienberg Skole var der i 1921 også knyttet en Andenlærer ved navn Ludvig Rasmussen, der ligeledes boede ved skolen med sin hustru og 4 små sønner. Og en pedel, Carlo Frederiksen, hvis hustru var "Skolekone".

Om disse billeder har Alice fortalt, at de er taget i Lekkende Skov sommeren 1921 på en skovtur med søndagsskolen. Alice var som 9-årig på ferie i Vordingborg, alene i ca. 14 dage hos "Moster Johanne" ved Marienberg Skole. På billedet til venstre ses bl.a.: "fra venstre: Edith Madsen (ældste datter af Overlærer Madsen), Alice, Hertha Brøndahl (som døde som 12-årig af sukkersyge), Helge Madsen (3. barn af Overlærer Madsen), Poul Madsen (2. barn), Arnold?". Bag Arnold står muligvis hans mor, mens Alice ikke huskede hvem de andre kvinder var.
Lekkende Skov 1921- Lekkende Skov 1921

Den 8. April 1923 blev Johannes ældste niece Gudrun konfirmeret i Holmens Kirke og Johanne har vel været hjemme for at deltage i festlighederne, som vi kender lidt til fra Astrids regnskabsbog.

I sommeren 1924 eller 1925 havde Johanne besøg af familien fra København. Hendes bror Aage og svigerinden Rosa sejlede ned til Vordingborg i deres sejlbåd - og havde vel sønnen Otto med? Eller måske tilbragte han også noget sommerferie hos Johanne ligesom Alice. Både Alice og Gudrun og deres mor var i hvert fald også på besøg i Vordingborg og hele familien drak kaffe i "overlærerens del af haven" ved Marienberg Skole.

Hos Johanne Danielsen i Vordingborg 1924 eller 1925: Astrid med sommerhat som hun selv har syet af strimler af papir, Johanne der skænker kaffe, Aage med Alice og sin egen søn Otto, og på næste foto: Gudrun, Astrid, Alice, Johanne, Aage og Aages hustru Rosa.
Hos Johanne Danielsen i Vordingborg 1925- Hos Johanne Danielsen i Vordingborg 1925

Også i 1925 lader det til, at Johanne var i København om sommeren, for da besøgte hun familien som den sommer i perioden 6.-18. Juli var "paying guests" hos skuespillerinden Gerda Christoffersen på Rosenlund i Lynge. (se mere om Rosenlund på Lokalhistorisk arkiv og forening i Allerød Kommune. - søg efter Rosenlund). Herunder ses et foto af Johanne og Astrid på terrassetrappen på Rosenlund.

Johanne og Astrid på terrassetrappen til landstedet Rosenlund

I Folketællingen den 5. November 1925 er Johanne stadig lærerinde ved Marienberg Skole og hun bor stadig ved skolen, ligesom Lærer Søren Peter Madsen og dennes familie og den ganske unge lærer Svend Madsen og hans kone.

I 1927 var der 2 konfirmationer i København, hvor Johanne sikkert har deltaget, nevøen Otto blev konfirmeret den 10. April i Hellerup Kirke og niecen Alice den 24. April i Holmens Kirke.

Johanne i have. Årstal ukendt---- Johanne Danielsen - årstal ukendt

Johannes næste år kender vi ikke meget til. Vi ved, at hun blev syg og senere døde af lungecancer, men hvornår denne sygdom blev opdaget og hvad der blev gjort for at lindre den, ved vi ikke. Vi ved heller ikke, hvornår hun kom på St. Elisabeths Hospital i Sundby, hvor hun døde den 24. Januar, som 56 1/2 år gammel. Johanne blev begravet i familiegravstedet på Garnisons Kirkegård (det er senere blevet sløjfet). Begravelsen foregik fra Holmens Kirke og blev forrettet af H.G. Hornbeck.

Johannes gravsten på Garnisons Kirkegård - gravstedet er nedlagt.

 

PERSONERNE
(alfabetisk liste)

PERSONERNE
i ALICE's slægt

PERSONERNE
i ASMUS' slægt

HISTORIERNE
STEDERNE
og
TINGENE
FOTOS
TEKSTER

STAMTAVLER og SAMLESIDER

DOKUMENTER
ORDLISTE
KILDER og LINKS
HOVEDSIDE
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 10.6.2012 og sidst opdateret d. 21.3.2012