HISTORIEN om ALICE og ASMUS
- deres liv, deres forældre, deres slægt

På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om
ALICE INGE AGNETE THOMSEN, født HOLTET, og OTTO ASMUS THOMSEN fra Vejle

Aage Holm Danielsen : "Onkel Aage" - Morbror til Alice -

----- UNGDOM -----!

Læs om: Aages barndom --- Aage i perioden 1909-1926 --- Aage i perioden 1927-1953 ------ Se: Aages liv i Årstal med Kildeangivelser

Iflg. Folketællingen 1885 boede familien nu i Toldbodgade nr. 11, 2. sal (Matr. 53) sammen med en tjenestepige (men ingen logerende, som de havde i 1880). Fotografierne herunder stammer fra denne periode. Til venstre har familien været hos fotografen for at blive foreviget, her er Mathilde og Otto Ferdinand, Yelva, Aage, Johanne og Astrid, samt forrest Anna. --- Til højre ses nogle hyggestunder i Toldbodgade.
(NB: på dagligstuevæggen ses det lille rosenbillede, som stadig er i familiens eje. Det er flankeret af fotografier af Mathildes forældre og nedenunder hænger tilsyneladende fotografiet af de 3 ældste børn. Til højre i en stor ramme hænger et fotografi af Mathilde, tilsyneladende det ovalt skårede her ovenfor. Måske har det tilsvarende fotografi af Otto Ferdinand hængt på den del af væggen, som ikke er kommet med på billedet? - Måske er de runde platter på væggen i spisestuen de tallerkener, som kom op at hænge, da Mathilde senere flyttede til Willemoesgade? - se historien om disse her - NB: der eksisterer 2 typer af tallerkerner, her kaldet 1 og 2)
Foto af Mathilde og Otto Ferdinand, Yelva, Aage, Johanne og Astrid, samt forrest Anna Foto af familien Danielsen i daglistuen i Toldbodgade 11.Foto af familien Danielsen i spisestuen i Toldbodgade 11

 

I 1887 var Aage så blevet konfirmeret i Slotskirken den 17. April. Han kom måske straks herefter på kontor, der var i hvert fald i Folketællingen små 3 år senere.

To år efter var det den knap 16-årige Johannes tur til at blive konfirmeret den 7. April 1889. Højtideligheden fandt også her sted i Slotskirken.

I Folketællingen 1890, hvor Aage var 17 år, angives han som "Contorist". Han arbejdede i hvert fald senere i DFDS, så hans far har vel skaffet ham derind efter konfirmationen.

På et tidspunkt måtte Aage også aftjene sin værnepligt, som kom til at foregå i marinen. Vi kender ikke det nøjagtige tidspunkt, men i Politiets Registerblade ses han anmeldt adressen i Toldbodgade "hos Speditør Danielsen" den 1. November 1891, og da han først frameldes 5 år senere, kan man måske antage, at han var marinesoldat i perioden, der gik forud herfor. Men det er da også muligt, at dette først skete i 1896.

Den 1. November 1896 frameldtes Aage nemlig på adressen i Toldbodgade, men det var også på dette tidspunkt, at familien flyttede til Nordre Frihavnsvej (nuværende Nordre Frihavnsgade) nr. 50A (nuværende Drewsensvej). Det var muligvis en mindre lejlighed, for både Johanne og Astrid var nu flyttet hjemmefra (Astrid boede mange forskellige steder fra begyndelsen af 1897 (og måske tidligere) som ung pige i huset, selskabsdame og lignende, og Johanne ligeså. Og Aage var måske også væk, hvis det var nu fra den 1. November 1896, at han aftjente sin værnepligt i marinen.

Året efter sluttede trist i den nye lejlighed. Aages far døde i 1897, den 12. December. Der var begravelse den 17. December i Sankt Jakobs Kirke og på Garnisons Kirkegård, hvor familien havde gravsted.

Aage var altså nu familieoverhovede. Han overtog tilsyneladende sin fars stilling hos D.F.D.S. og han måtte af sin løn forsørge sin mor og ældste søster Yelva, mens de yngre søstre skaffede sig indtægter ved at være i huset, på kontor og undervise.

Den 1. Maj 1898 tilmeldtes Aage atter en adresse i Politiets Registerblade, denne gang var det Willemoesgade 51, stuen, hvortil hans mor og søstrene Yelva og Anna nu var flyttet.

Ifølge Folketællingen den 1. Februar 1901 boede Aage, hans mor og 2 søstre stadig i Willemoesgade 51, men nu var de flyttet op i en lejlighed på 2.sal til højre. Aage angav her sin stilling som "Inspektør" ved Det Forenede Dampskibsselskab, mens Anna arbejdede som "Kontorist" i Nordisk Caffe Compagnie.

I 1906 var familien flyttet op på 3.sal i samme ejendom og Aage var blevet Kontorchef (og Anna Bogholderske). Det var vel i disse år, at han mødte sin Rosa, som han skulle blive gift med i 1909.

I 1907 blev Aages yngste søster Astrid gift. Hun var i lykkelige omstændigheder, så der blev ikke gjort så meget ud af brylluppet, som stod i Silkeborg Præstegaard den 22. Juni 1907. Brudgommen hed Chr.Holtet og det var sikkert ikke meget, familien kom til at se til ham. Han var knap nok blevet færdig med sit jurastudium og i gang med at finde sig et embede. Astrid boede i Bjerringbro inden brylluppet, men vi ved ikke, hvor hun boede efter. Den lille niece Gudrun blev født i Vejle den 14. Oktober 1907, men hvor mor og barn så opholdt sig, forbliver i det dunkle.

------ Læs her om Aage i perioden 1909-1926 -------

 

PERSONERNE
(alfabetisk liste)

PERSONERNE
i ALICE's slægt

PERSONERNE
i ASMUS' slægt

HISTORIERNE
STEDERNE
og
TINGENE
FOTOS
TEKSTER

STAMTAVLER og SAMLESIDER

DOKUMENTER
ORDLISTE
KILDER og LINKS
HOVEDSIDE
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 11.6.2012 og sidst opdateret d. 4.7.2012