BESA var Alice's mormor, hun var mor til BEDA, Alice's mor, og gift med OTTO FERDINAND DANIELSEN.

Hendes dåbsnavn var MATHILDE HENRIETTE HOLM og hendes far var "Hoftapèt-seren" J.P.B. Holm og dennes anden hustru Oline Christiane, født Olsen.

Mathilde blev født den 18. Maj 1847. Da var hendes far endnu ikke Hoftapetserer, men blot "Sadelmagermester" og havde fra 1839 sit eget firma, der senere fik navnet J. P. B. Holm & Søn's Eftf., tapetsererfirma.

Familien boede enten i Dybensgade No. 185 (iflg. Folketællingen (FT) 1845) eller i Gothersgade 338 1st sal (iflg FT 1850).

Mathilde havde allerede 4 ældre søskende, som var født i hendes fars første ægteskab med Sophie Andresine, med hvem han var blevet gift den 9. August 1834 i Holmens Kirke. Der var 3 brødre og 1 søster:
- Peter Lorentz Christian, født den 16. Oktober 1834 og derfor 12 1/2 år ældre end Mathilde,
- Wilhelmine Marie Henriette, født den 29. November 1835 og derfor 11 1/2 år ældre end Mathilde.
- Carl Theodor Julius, født den 17. Oktober 1837 og derfor 9 1/2 år gammel ved Mathildes fødsel.
- og Poul Georg Axel, som blev født den 16. September 1840, og derfor 6 1/2 år ældre end Mathilde.

Iflg. FT 1845 - altså få år før Mathildes fødsel - boede familien i Dybensgade 185 og husholdningen omfattede foruden far og mor og 4 børn: 1 tjestepige og 2 lærlinge. Desuden husede de en ugift 22-årig kvinde, der var beskæftiget med skrædersyning. Hendes navn var Oline Olsen.

Sophie Andresine var muligvis allerede da svagelig og skrantende af sygdommene "lungesvindsot" (tuberkulose) og "Brights sygdom" (en form for nyresygdom), som få år senere forårsagede hendes død. Måske måtte hun overlade mere og mere af sit arbejde som husmoder til den unge syerske Oline, der måske også har måttet tage sig af børnene - og ægtemanden. I hvert fald blev Oline gravid "i utide" og måtte søge til Den Kongelige Fødselsstiftelse for den 18. Maj 1847 at føde sit "uægte" barn, der ved fødslen fik betegnelsen "Barn nr. 1262". Den lille pige blev døbt Mathilde Henriette den 25.Maj samme år i Fødselsstiftelsen, hvor der til hendes Fødselsangivelse senere er tilføjet "Sadelmager Jens Peter Holm og Hustru Oline Christiane født Olsen, cop. 31.Decbr 1851 i Helliggejst Kirke".

Men inden da døde Sophie Andresine den den 29. April 1849 af de ovenfornævnte sygdomme og blev begravet den 3. Maj samme år fra Holmens Kirke. Hun nåede kun at blive 35 år.

Jens Peter Holm sad altså så i 1850 som enkemand med 4 halvstore børn (Peter Lorentz var da 16 år, Wilhelmine Marie 15 år, Carl Theodor 13 år og Poul Georg 10 år). Til at hjælpe sig med børn og husholdning havde han "forfremmet" syersken Oline, som nu var 25 år og fungerede som "Huusjomfru". Desuden talte husholdningen 1 tjenestepige og 1 lærling.

Efter Sophie Andresine's død fortsatte J.P.B. Holm så sit forhold til sin 23-24-årige "Huusjomfru", som den 3. Juni 1851 nedkom med sønnen Jens Olaf Sophus. I Kirkebogen står forældrene angivet som "Sadelmagermester Jens Peter Holm og Hustru Oline Christiane Olsen, Gothersgade 338. Men parret var endnu ikke blevet lovformelig viet. Dette skete først den 31. December 1851 i Helligaands Kirke. Mathilde var dengang 4 år.

Når Jens Peter ikke allerede havde giftet sig med Oline, kan det skyldes, at der vel skulle skiftes med de ældre børn efter Sophie Andresines død. Det fremgår af en bemærkning i Kirkebogen, da parret endelig bliver gift. Den kan tydes omtrent således: .....?Skifte?....attest(?) af 13. Febr. (?) 1851?

Hvor Mathilde opholdt sig i sine første leveår og til forældrenes bryllup, vides ikke. Hun anføres ikke sammen med resten af familien i Folketællingen 1850, men er del af familien i FT 1855.

Oline Christiane og J.P.B. Holm fik yderligere 2 børn:
Thorvald August Ferdinand Holm (født den 18. September 1856 da Mathilde var 9 år gammel).
Ove Valdemar Holm (født den 26. August 1861 da Mathilde var 14 år gammel).

Måske er det omkring dette tidspunkt, at Mathilde's halvsøster Wilhelmine (der så har været omkring 27 år gammel) har tegnet Mathilde? (klik her for at se større foto)

Nogle af de ældre søskende var allerede hjemmefra, da Thorvald blev født. Peter Lorentz allerede på et tidspunkt i perioden 1850-1855 og Carl Theodor og Poul Georg i perioden 1855-1860. Det skete altså i det tidsrum, hvor Mathilde var 3-13 år gammel.

Wilhelmine blev gift få år efter den 24. November 1858 og flyttede derpå hjemmefra. Mathilde var da 11 år gammel. (Wilhelmine blev gift med snedkersvend (og senere -mester) Christian August Nielsen, som var søn af Hofsnedkermester Ferdinand Julius August Nielsen og hustruen Jacobine. Hun blev senere mor til Emmy Oline Mathilde og Georg Albert Waldemar)

Ved Thorvalds fødsel boede familien som nævnt i Gothersgade nr.31, matr.nr.338, på 1. Sal. Her boede de også, da lillebroren Ove Valdemar blev født den 26. August 1861. Mathilde var da 14 år gammel. Det var vel i disse år, at Mathilde sammen med sine veninder, når de gik hjem fra skole, lagde vejen forbi Nyhavn, hvor de kyssede H.C. Andersens dørplade. (Vi ved desværre ikke, hvor Mathilde gik i skole. Hendes brødre gik alle 3 i Melchiors Borgerskole, hvor hendes senere ægtemand vist nok også gik)

I 1862 var der fest i familien, for da blev Mathilde konfirmeret. Det skete den 27. April i Helligåndskirken. Hvad Mathilde derefter lavede, ved vi ikke. Måske hjalp hun sin mor i hjemmet.

Da Mathilde var næsten 22 år, blev hun gift med den 24-årige "Contorist" Otto Ferdinand Danielsen. Brylluppet fandt sted i Helligånds Kirke den 7. Maj 1869. Der blev lyst for de unge den 18. April og vidner ved brylluppet fra deres fædre. Otto Ferdinand boede inden brylluppet tilsyneladende stadig hjemme hos sin far i Østergade 40.

Hvor det unge ægtepar boede de første år vides ikke, men da deres første datter Yelva blev født året efter (den 25. April 1870) boede familien i Korsgade 44 og barnet blev døbt i Sankt Johannes-Kirken. Senere flyttede de først til Havnegade 49, hvor de boede, da Aage, Johanne og Anna blev født den 2. Maj 1872, den 25. Oktober 1873 og den 23. Januar 1876. Alle børnene blev døbt i Holmens Kirke. Så må lejligheden være blevet for lille, for da Astrid blev født året efter, den 13. Decmber 1877, angives adressen som Nørre Søgade 27. Den nye lejlighed hørte atter til Sankt Johannes Sogn, så det var i denne Kirke, at Astrid blev døbt den 2. Januar 1878.

Børnene kom jo hurtigt efter hinanden, Yelva som nævnt i 1870, et dødfødt drengebarn i 1871, Aage i 1872, Johanne i 1873, Anna dog først i 1876 og Astrid i 1877. Sidste barn var Otto Eigil, som døde som blot 6 uger gammel i 1882.

På fotografiet til højre ses Aage, Johanne og Yelva (som ca. 2-, 3/4 og 5/6-årige? dvs. ca. 1875/1876? fotografiet er ikke dateret.)

Yelva Agnete Danielsen, født 25.4. 1870, død 6.8. 1947
et dødfødt drengebarn, født 14.4. 1871, begravet 18.4. 1871
Aage Holm Danielsen, født 2.5. 1872, død 25.4. 1953
Johanne Caroline Petrea Danielsen, født 25.10. 1873, død 24.1. 1930
Anna Augusta Danielsen, født 23. 1. 1876, død 14.4. 1951
Astrid Camilla Augusta Danielsen, født 13.12. 1877, død 3.4. 1954
Otto Eigil Danielsen, født 15.9. 1882, død 31.10. 1882, 6 uger gl.

På fotografiet nedenfor har Mathildes barnebarn Alice skrevet "ca.1880-1881:
Anna-Yelva-Aage - Johanne - Astrid forrest":

Kort herefter flyttede familien til Nørresøgade 25 B, hvor de fik en lejlighed i forhuset, stuen til venstre. Lejligheden havde 6 værelser og huslejen var på 312 1/2 kr. for 1/2 år. I ejendommen boede 10 familier, der ialt talte 19 mænd og 38 kvinder. Heraf var jo så en hel del børn, alene i Mathildes familie var der jo 5 børn i alderen 9, 7, 6, 4 og 2 år. Desuden husede de en 32-årig tjenestepige, Marie Johanne Larsen, som var kommet til København i 1872, og en mandlig logerende, Assistent Hans Christian Jensen på 26 år. Alle disse oplysninger fremgår af Folketællingen den 1.2.1880.

Ikke længe efter flyttede familien til en 2. sals lejlighed i Toldbodgade nr. 11. Og her boede de, da Mathilde nedkom med sit sidste barn den 15. September 1882. Den lille dreng var åbenbart meget svagelig, for den 29. Oktober måtte han hjemmedøbes i al hast og han døde - som der står i Kirkebogen - "før Dåbens Stadfæstelse i Kirken". Det var da også ganske kort efter dåben, at den blot 6 uger gamle Otto Eigil døde den 31. Oktober. Han blev begravet fra Garnisons Kirke i familiens gravsted på Garnisons Kirkegård den 3. November 1882.

Iflg. Folketællingen 1885 boede familien nu i Toldbodgade nr. 11, 2. sal (Matr. 53) sammen med en tjenestepige (men ingen logerende, som de havde i 1880). Fotografierne herunder stammer fra denne periode. Til venstre har familien været hos fotografen for at blive foreviget, her er Mathilde og Otto Ferdinand, Yelva, Aage, Johanne og Astrid, forrest Anna”. --- Til højre ses nogle hyggestunder i Toldbodgade.
(NB: på dagligstuevæggen ses det lille rosenbillede, som stadig er i familiens eje. Det er flankeret af fotografier af Mathildes forældre og nedenunder hænger tilsyneladende fotografiet af de 3 ældste børn, som ses herover. Til højre i en stor ramme hænger et fotografi af Mathilde, tilsyneladende det ovalt skårede her ovenfor. Måske har det tilsvarende fotografi af Otto Ferdinand hængt på den del af væggen, som ikke er kommet med på billedet? - Måske er de runde platter på væggen i spisestuen de tallerkener, som kom op at hænge, da Mathilde flyttede til Willemoesgade? - se historien om disse her - NB: der eksisterer 2 typer af tallerkerner, her kaldet 1 og 2)

MARIE-LOUISE SKRIVER: "Familien hørte til det bedre borgerskab, havde en del selskabelighed, middagsselskaber osv og kom blandt andet sammen med kaptajner fra Dampskibsselskabet. Otto Ferdinand havde først titlen ”Speditør”, senere var han kontorchef i DFDS.

Da Otto Ferdinand døde i 1897, (den 12.12.), 53 år gammel, af apopleksi (således Alice), var de fem børn voksne, men langtfra alle forsørgede. Aage, der var 25 år, fik (eller havde allerede?) ansættelse i DFDS, hvor hans far ved sin død var kontorchef, og han understøttede både moderen og søstrene(?). Yelva, 27 år ved faderens død, boede hos sin mor og førte hus for hende. Johanne, 24 år, Anna 21 år og Astrid, lige akkurat 20 år, måtte ud af hjemmet for at tjene penge. Johanne blev lærerinde og var i den tid, Mor kendte hende, i Vordingborg. I folketællingen fra 1906 er Johanne allerede bosat i Vordingborg Landsogn. Anna kom vist på kontor. Astrid var bl.a. en periode i 1898-1899 i Randers, måske hos veninden Emma Bruun, som i 1898 var blevet gift med Niels Peter Bruun. Han var Direktør for jernbanefabrikken Scandia i Randers og de boede i Udbyhøj. Senere var Astrid tilbage i København hos en familie Bendz som en slags selskabsdame og 10 år senere var hun i Jylland (Bjerringbro?), hvor hun traf Christian Holtet. Hvilken stilling hun havde der er ukendt; på vielsesattesten kaldes hun ”Pige”, var det det samme som tjenestepige eller blot betegnelse for en yngre ugift kvinde?

Yelva var det ældste af børnene, iflg Mor (Alice) meget smuk og flot. Da hun blev konfirmeret, blev husets unge pige sagt op, og så kunne Yelva gå sin mor til hånde i husholdningen. Yelva blev aldrig gift. Da en løjtnant engang ved en selskabelig begivenhed viste interesse for hende, tog Otto Ferdinand sin datter til bords med ordene: ”Jeg tager først og jeg tager bedst, Hr. Løjtnant!”. Hvad Yelva mente om det, melder historien ikke noget om. På sit dødsleje sagde Otto Ferdinand til sin ældste datter: ”Yelva, du må aldrig forlade din mor!” Og det gjorde hun heller ikke. Hun blev boende hos sin mor, havde ingen egen indtægt, og da moren døde i en høj alder, hun døde et par uger før sin 89 års fødselsdag, overtog Yelva hendes rolle. Det skal Harvey vist have sagt. Men Yelva var ikke spor kuet, så vidt jeg kan forstå. Hun styrede hjemmet, da moren blev ældre, havde styr på finanserne, opdrog sin søsters børn (Gudrun og Alice), og var ikke sådan at bide i skeer med. Mor citerede tit Besa for at sige: ”Yelva, kan der blive til en cerut efter middagen?” "----

Kort før Otto Ferdinands død var familien flyttet fra Gothersgade til en lejlighed på 3 sal på Nordre Frihavnsvej nr.50 A. Denne ejendom, som måske er det, der idag hedder Drewsensvej 1, må på det tidspunkt have været ret nyopført. Det samme gjaldt vel ejendommen Willemoesgade 51, hvor Mathilde og hendes børn flyttede hen, efter at hun var blevet enke. De boede på forskellige etager i dette hus og børnene var tilsyneladende skiftevis hjemme- og udeboende. Men i 1907 blev Astrid gift i Silkeborg, i 1909 var det Aages tur og i begyndelsen af 1911 Annas. Johanne forblev ugift lærerinde og Yelva passede sin mor.

I 1907 blev Mathilde også bedstemor for første gang til Astrids datter Gudrun, i 1911 kom Aages søn Otto til og senere på året endnu en datterdatter, Astrids datter Alice. Endelig fik Anna datteren Anne-Grete, i familien kaldet Bitten i 1918.

Mathildes yngste datter Astrid havde ikke meget held med sit ægteskab og blev senere skilt (i 1919). Hun havde da allerede nogle år boet hos sin mor og storesøster, med sine små piger. Familien boede nu i en lejlighed på 4.sal i Willemoesgade 51:

Astrid boede med sine døtre hos BESA og MOSTER BELL (Yelva) indtil 1922, hvor hun sagde "Så FLYTTER vi!" og derpå i løbet af ganske kort tid fandt sig en lejlighed på Nørrebro og flyttede ind der med Gudrun og Alice.

Selvom de alle holdt meget af hinanden og blev ved med at gøre det, var samlivet ikke uden problemer. BESA kunne ikke tilgive sin svigersøn først at have "forført" hendes datter og derpå at have svigtet hende. Og hun kunne finde på at sige til Gudrun: "Du ligner HAM derovre i Skanderborg!", hvis barnet var uartigt. Og måske var Gudrun lidt trodsig og stædig ind i mellem - og så blev der skældt ud. Og var Astrid hjemme (hun arbejdede på kontor hele dagen, mens BESA og BELL passede børnene), måtte hun lægge øre til beklagelser over det uartige og trodsige barn, hun måtte mægle og hun måtte glatte ud - og hun måtte vel også trøste, selvom historien ikke melder så meget herom.

Men til sidst nåede de til 1922, hvor Alice var 11 år og Gudrun 15 år og den evige hakken på hendes ældste datter blev Astrid for meget. Den lille familie flyttede, men bevarede den tætte kontakt. Hver søndag aften stod de på slaget 6 i Willemoesgade 51, 4.sal for at spise middag hos BESA og BELL. Og Alice gik herhen hver dag efter skoletid og øvede sig på klaveret. Og de mødtes til familiesammenkomster og tilbragte dele af ferierne sammen.

BESA døde den 23. April 1936 som næsten 89-årig. Hun blev begravet på familiegravstedet på Garnisons Kirkegård på Østerbro i København. Gravstedet blev senere sløjfet.