1907-1910:

Otto Asmus Thomsen blev født den 22. August 1907 i Vejle som ældste søn af købmand Severin Asmus Thomsen, kaldet Asmus, og hustruen Ane Caroline Justine Rasmussen, kaldet Caroline. Straks efter sønnens fødsel begyndte hans forældre at udfylde en "Barnets Bog" med fotografier og oplysninger om det lille nye familiemedlem. (Bogen kan ses affotograferet her)

Forside af "Ottos Bog" - Til højre: Otto 3 uger gammel med sin Moster Anna:
.....

Som fødselssted opgiver kirkebogen: Vesterbrogade 13. Det var her, på østhjørnet af Vedelsgade og overfor den nu forsvundne Brogade, at "Huset på Hjørnet" lå. Asmus' barndomshjem med købmandsbutikken i stueetagen i hjørnet og beboelsen bagved, samt på førstesalen. Og allerøverst et stort og dejligt loft. Det er det barndomshjem, som Otto i 1966 beskriver i en artikel i "Jul i Vejle", som kan læses i sin helhed her.

Ikke mindst de ydre omgivelser var dejlige for et barn at vokse op i. Huset var nemlig omgivet af en meget stor have, som Otto syntes var det bedste: "allerbedst af alt var dog haven. Den var selve eventyret og tilmed en verden, hvor drengen var næsten enevældig, selvom der var enkelte ting, han ikke måtte. (Det vågede især Bedstefar over). Haven var stor, gik et langt stykke ned ad Vedelsgade og havde naturligvis også noget så kedeligt som et kartoffelstykke, Til alt held var jordbærstykket lige så stort. Hvert år udsøgte Bedstemor det første modne bær, og det fik drengen.

Til den mere fornuftige del af haven hørte også hønsegården. Høns var der ikke rigtig noget ved, når de ikke mere var kyllinger, Sjovere var dværghønsene, der havde deres egen lille hønsegård i det rigtige dværgformat. Deres æg var halvt så store som almindelige æg, men smagte helt godt. I et stort bur flagrede kanariefugle og undulater omkring. Duerne boede på loftet, men havde spisestue i gården. Det var "højstjærter", og derfor var deres hale flottere end andre duers.

En kat var der altid. Den havde, som det er kattes skik, mange liv og kunne genopstå i ny skikkelse. En tid var den kullende sort. Den kat blev for resten med alderen mere og mere rød, og da den døde mæt af mus, så det ud, som om den var rustet op. Forhen havde der været mange andre dyr. Da Far (altså Severin Asmus) var dreng, holdt han geder, og et aflukke i gården hed stadig "gedehuset"."

Haven gik altså et langt stykke ned ad Vedelsgade, men også et langt stykke mod øst ad Vesterbrogade. Det blev senere solgt fra og der kom et gartneri, senere en benzintank og idag ligger der et langt beboelseshus med husnummer 11. Fotoet nedenfor viser Haven i 1917, men allerede 1914 var den store grund (med gadenummer 11 og matrikelnummer 629cf) til højre for Huset på Hjørnet solgt fra og ejet af Handelsgartner Gabriel Jensen. De mange drivhuse er således sikkert kommet til efter 1914.

"Udsigt fra Bygning i Staldgårdsgade over mod Vedelsgade, mod Vesterbrogade, Brogade og Uhrhøj, Vejle 1917"
Fotograf: H. P. Jensen. Foto: Vejle Stadsarkiv (gengivet efter aftale med Arkivet)

I hushjørnet i nr.13 var der som nævnt en købmandsforretning, den havde Bedstefar (Jesper Thomsen) i sin tid købt og dertil havde han i 1893 flyttet den købmandsforretning, som han tidligere havde på hjørnet af Staldgaardsgade og Vardevej (nu Vesterbrogade).

Forretningen havde Otto's far (Severin) Asmus overtaget den 1. Januar 1906, lige efter sit bryllup med Caroline, der havde fundet sted den 31. December 1905. Jesper Thomsen var da 63-64 år gammel og vel klar til en tilværelse som pensionist, så han og hustruen Elisabeth Cathrine flyttede op på husets førstesal - og blev til "Bedstefar og Bedstemor ovenpå" - mens Asmus og Caroline flyttede ind i værelserne bag butikken. På førstesalen var der forøvrigt indrettet hele 2 lejligheder og den ene var udlejet til en margarinefabrikant og hans hustru.

Da Otto blev født, var hans far 25 år gammel og hans mor 28. De havde altså været gift i lidt mere end 1 1/2 år, da de fik deres førstefødte, som 3 uger efter fødslen blev døbt i Sanct Nicolai Kirke den 15. September 1907. Pastor Sjelborg foretog dåbshandlingen og som faddere angiver kirkebogen: "Barnets forældre, Frøken Anna Rasmussen, Veile, Gartner Særmark Thomsen, Hover".

Anna Rasmussen var Carolines yngre søster. Caroline var ud af en større søskendeflok, der talte ikke mindre end 6 overlevende børn: Julius, Albert, Just, Ane Caroline Justine, Hans og Anna, der var vokset op i Faktor ved Vejle Amts Folkeblad Rasmus Christian Rasmussen og hustru Petrine Nielsen's hus i Skovgade nr. 14. Det var disse 2, der for Otto blev "Bedstefar og Bedstemor i Skovgade". Han fik også et nært forhold til sin moster Anna, ligesom til sine morbrødre og bedsteforældre.

Thomas Særmark Thomsen var Severin Asmus' ældre bror, som uddannede sig til gartner og fik eget gartneri på Uhre Bakke. Også denne onkel kom til at betyde meget for Otto.

I stuen bag butikken havde den lille familie deres dagligstue, med et 3-fags vindue ud mod Vedelsgade. Her kunne de sidde og slappe af, når butikken var lukket. Far Asmus med sin avis og mor Caroline med sit sytøj. Den fine petroleumslampe over bordet er idag væk, men nogle af pyntegenstandene på skænken arvede Otto efter sine forældre og de er stadig i familiens eje.

Klik for at se foto i større udgave

Her var trygt og godt at være for den lille Otto, men endnu bedre var altså gården og haven, - og butikken. For "alle og enhver kom i butiken. Arbejdsklædte mænd arriverede tidligt på morgenstunden og fik pægleflasken fyldt fra ankeret med en mærkelig vædske, der også brugtes til at pudse vinduer i. Senere på dagen var det mest konerne. De stod på den anden side disken med sjal og spånkurve, og hvad de købte blev med en lille stump blyant skrevet ind i en kontrabog. --- Mange af kunderne var Fars og Mors gode venner. Købmanden kendte hele familien og alle dens glæder og sorger. Tilgift var ikke forbudt, og en jul fik kunderne som present et par kopper med købmandens navn på. - Og så var der vist endda et kræmmerhus med bolscher oveni."

"Kasseapparat var der heller ikke noget der hed så lidt som automatisk vægt. Pengene hørte hjemme i en skuffe, og der var vist ikke engang lås for. Og hvorfor også det, når indholdet dog hver aften blev lagt ind i en blikæske, som stod under Fars seng? - Og vægten var en rigtig vægt med lodder, de mindste så små, at de dårligt nok kunne få skålen til at vippe, og de største så tunge, at drengen havde ondt ved at rokke dem, Der stod "kilo" og "gram" på, men det var der aldrig nogen som sagde. Man snakkede om "pund" og "quint", og det stod der også på de gamle lodder, Bedstefar havde gemt oppe på loftet."

"Til skålene klippede Far små runde "lyseduge" af papir, fint mønstrede med huller og tunger. Sådan var Far så fingernem. Han var en svend til at dreje kræmmerhuse og veje sine varer af i poser, for dær skulle det vise sig, om man var rigtig købmand eller ej."

"Allerdejligst var butiken om aftnen, når lyset var tændt. Så stod mørket buldrende sort uden for ruderne og den evindeligt klemtende dør. Folk kom og gik og snakkede og lo i butikens krydrede varme og koloniale duft."

"Engang blev hele butiken fotograferet. Det foregik en efterårsaften efter lukketid. Fotograf Albjerg kom og stillede sit apparat op, lagde noget hvidt pulver på en tallerken og sagde, at man skulle ikke være bange. Hvad man heller ikke var, for man kendte godt fotograf Albjerg og hans hyggelige atelier. Alligevel sagde det puf på en mere alarmerende måde end ellers. Det gibbede i drengen, men da var billedet taget."

Og Otto var da også allerede blevet fortrolig med at blive fotograferet, dels var hans far en ivrig amatørfotograf, dels blev der ofte taget gruppebilleder af mængder af familie og venner, og endelig var besøg hos fotograf Albjerg i Vejle ikke så sjældne. Her blev Otto første gang fotograferet, da han vel var omkring et halvt år gammel - i sin dåbskjole på armen af sin mor. Det må have været "puffet" fra det hvide pulver, som har fået ham til at spærre øjnene så kuglerunde op. Årstallet 1908 er skrevet på en større kopi af foto'et, som Caroline fik indrammet og hængt op på væggen i sin stue.

.....

Nedenfor ses Asmus med Otto, der vel er omkring 1 års tid gammel. Mon billedet er taget i familiens have? Det er det næste da, hvor hele den lille familie er fotograferet i Juli 1909, kort før Ottos 2-års fødselsdag den 22. August.

.....

Også Moster Anna var en tur hos fotografen med den 2-årige Otto. Dette foto lader til at være taget samtidig med det næste fotografi af Otto og hans far i uniform, hvorpå Caroline eller Asmus har noteret "2 Aar. - 20-9-09".

På det ene af disse postkort-fotografier er der yderligere skrevet "Far til mønstring, Efteraarsmanøvre" , samt "Til Tage - Bror Otto, godt 2 Aar" og "Tage Asmus". Få år efter fotografbesøget fik Otto nemlig en lillebror, Tage Asmus Thomsen.

.....

Men lad os lige spole lidt tilbage, for først må vi have lidt mere at vide om de familiemedlemmer, der omgav den lille Otto og gjorde hans barndom så glad og tryg. Lad os nærstudere det familiegruppefoto, som blev taget i anledning af Otto's dåb den 15. September 1907:

Fotografiet er antagelig taget i den store have i Vesterbrogade 13, der var i hvert fald plads nok til en større forsamling. Midt for i forreste række sidder Otto's forældre, Asmus og Caroline, der trods sine 28 år ligner en meget ung pige. Mon hun lignede sin mormor, der i sin ungdom kaldtes "den kønne Ane Steens"? Ane havde levet sine sidste år i Carolines familie, men var død i 1898. Til højre for Caroline sidder hendes svigermor, Asmus' mor Elisabeth Cathrine Thomsen, født Asmussen, Ottos elskede Bedstemor ovenpå. Og ved siden af hende må det være "Tante Maren", Maren Pedersen, der var enke og ernærede sig og sine 2 døtre ved en lille viktualiehandel på Kirketorvet. Tante Maren var en ældre halvsøster til Carolines mor. Yderst til venstre på første række sidder Faktor Rasmus Christian Rasmussen og hustruen Petrine, født Nielsen, Carolines far og mor, og Ottos elskede Bedstefar og Bedstemor i Skovgade.

I næste række ses yderst til venstre Tante Hansine, Tante Marens yngste datter som senere overtog viktualieforretningen. Damen til højre kunne være Else Thomsen gift med Bogtrykker Niels Udbye, som står længere til højre. Den næste dame kendes der intet navn på, men herren bag hende må være Jens Albert Rasmussen, en farbror til Caroline, og den lille dame bag Asmus er vist Karen Johanne Christensen, plejedatter hos Tante Hansine. De 2 unge herrer til højre kan være William og Johannes Rasmussen, som måneden efter skiftede efternavn til Rønvig. De var sønner af Jens Albert Rasmussen og dermed Carolines fætre; bag Caroline står Bogtrykker Niels Udbye, der var gift med en af Jesper Thomsens søstre, Else. Ved siden af Udbye står Jesper Thomsen, Ottos elskede Bedstefar ovenpå. - Og bag ham står hans ældste søn Thomas Særmark Thomsen, der jo stod fadder ved Ottos dåb. Ved siden af ham står en ukendt kvinde, men foran hende er det Anna Rasmussen, Carolines lillesøster, der ligeledes stod fadder ved dåben. Yderst til højre står Tante Sophie, Tante Marens ældste datter og altså halvkusine til Ottos mor, men samtidig gift med Jens Albert Rasmussen, en yngre bror til Carolines far.

1911:

Det er de samme bedsteforældre, onkler og tanter - men også en mængde andre personer, som vi møder på det store gruppefoto, som blev taget den 14. Maj 1911, da Ottos lillebror Tage Asmus blev døbt. Her er billedet helt sikkert taget i haven bag huset i Vesterbrogade 13, da muren bagved hører til rummene bagved butikken og væggen til venstre til det sidehus, som Otto kaldte "pakhuset". Det vender ud mod Vedelsgade. Yderst til højre er indgangen til haven fra Vesterbrogade, den indgang hvorom Otto senere skrev: "Han huskede, at den hvide låge før havde haft en slags portal over sig.".

Og hvem har så denne gang samlet sig for fotografen? Ja, den 3 1/2-årige Otto står midt i den føste række af siddende, mellem sin mor og sin mormor. Til højre for Caroline ses Asmus og Bedstefar ovenpå, Jesper Thomsen. Til venstre er det Bedstemor i Skovgade, Petrine, og Bedstemor ovenpå, Elisabeth Cathrine, samt yderst Tante Hansine. De 2 småpiger forrest er den knap 12-årige Dagmar Katrine Asmussen, kaldet Ninne, og den 14-årige Laura Crespo Asmussen, som begge i denne tid boede hos deres faster Elisabeth.

Bag Hansine står yderst Carolines søster Anna Rasmussen. Måske er det Else Thomsen, gift Udbye, der står bagest, mens det må være Tante Hansines plejebarn Karen Johanne Christensen, som står til højre. De næste unge kvinder har vi ikke navn på, måske er der tale om nogle af Udbyes børn. Den høje, unge mand bagest er måske William Rønvig (tidligere Rasmussen). Bag Caroline står vist nok hendes farbror Jens Albert Rasmussen og bagest hendes far Rasmus Christian Rasmussen. Bag Asmus ses Jens Alberts hustru Tante Sophie ved siden af Christiane Rasmussen, som er gift med Carolines ældre bror Just. Bag Jesper Thomsen ses Niels Johan Udbye og yderst til højre Just Rasmussen. Den unge mand mellem de sidstnævnte 2 herrer kan være Johannes Rønvig.

Der var imidlertid også mange familiemedlemmer, som ikke har kunnet være til stede ved de 2 højtideligheder. Først og fremmest Carolines ældre brødre Julius (Albert Otto) Rasmussen og Albert (Julius Christian) Rasmussen, som allerede i 1890erne var udvandret til Amerika. Også Just (Hans Christistan Just) var udvandret, men var vendt tilbage og ses med sin hustru Christiane ved Tages dåb i 1911. Carolines lillebror Hans var ligeledes udvandret til USA.

Caroline havde også 2 fastre og 2 farbrødre udover farbror Jens Albert, som var redaktionsekretær ved Vejle Amts Folkeblad og sammen med hustruen Sophie med til alle familiebegivenheder. Farbror Peter Just Rasmussen boede i Herning med hustruen Amalie, mens den afdøde farbror Hans Frederik Rasmussen havde boet i Kolding med sin store familie. Her boede også Faster Caroline Justine, som var gift Hentzen, mens "Tante Malle", Amalie Margrethe Rasmussen, boede i København, men ofte var på besøg i Vejle.

På Carolines mors side var der et nært forhold til Tante Maren, Petrines ældre halvsøster, og hendes døtre Tante Hansine og Tante Sophie - der jo var gift med Carolines farbror Jens Albert. Deres 2 sønner William og Johannes, der i Oktober 1907 havde skiftet familienavnet Rasmussen ud med Rønvig, var også tæt på alle familiebegivenheder. Carolines øvrige halvmostre var der vist ikke forbindelse til, men halvmorbror Mads Pedersen boede også i Vejle. Hvor megen forbindelse de havde med ham, vides ikke, men Otto skriver senere om alle de mennesker, der færdedes udenfor havelågen: "Også fejemanden var udstyret med trækvogn. Det var onkel Mads, en bror til Bedstemor, og han var veteran fra 64. Det fik drengen forklaret, da han spurgte Mor, hvorfor onkel Mads altid blev kaldt et gammelt futteral."

Omkring 1910 var en del af den store familie vistnok på skovtur og det var formodentlig Ottos grandonkel Jens Albert Rasmussen, der forevigede situationen. Otto har senere skrevet en kommentar til billedet: "Fra v: Anna Rasmussen (Moster), Severin Asmus Thomsen, (liggende) R C Rasmussen, Otto Asmus Thomsen, Mor, Bedstemor (i Skovgade), tante Sophie. - Bagved: William Rønvig, hans på det tidspunkt forlovede, Just Rasmussen, Christiane Rasmussen. ca. 1910, Vejle, formodentlig fot. af J A Rasmussen":

Lille Tage, som han altid senere omtaltes i familien, blev født i huset Vesterbrogade 13 den 11. Marts 1911 og døbt 2 måneder efter, den 14. Maj. Hvor familien tidligere havde hørt til menigheden ved Sanct Nikolaj Kirke, hørte den nu under Vor Frelser, som var blevet indviet Allehelgens søndag den 3. November 1907. Pastor Beck foretog dåben og som faddere angiver kirkebogen: Barnets forældre, Faktor Christian Rasmussen og Hustru Petrine, Veile.

Den 22. August 1911 fyldte Otto 4 år og i den anledning var hele familien hos fotografen. Asmus er her omkring 29 år gammel, Caroline 32 og Lille Tage knap 1/2 år gammel.

Familien fotograferet den 22. August 1911, på Ottos 4 års-fødselsdag. Tage er her knap 1/2 år gammel.
.....

Caroline begyndte nu et lille hæfte med tekst og billeder til sin lille nye søn - lidt ligesom det, hun og Asmus havde lavet til Otto - og vi har jo ovenfor set, hvorledes hun samlede fotografier af familien, sig selv, Asmus og storebror Otto, som Tage skulle have. I hæftet noterede hun således, at Tage var blevet født kl. 12 om formiddagen og at han ligeledes var blevet døbt kl. 12, samt at han ved fødslen havde langt sort hår og mørkeblå øjne. I dåbsgave modtog han ikke mindre end 35 kr. fra sin farfar og morfar, samt fra Niels Udbye. Der er også en lille notits om fotograferingen: "Fotograferet med Otto og Forældre, det kneb med at sidde stille saa længe".

1912:

Men Lille Tage fik ikke et langt liv, måske var han svagelig fra fødslen, måske blev han offer for sygdom, det melder historien ikke rigtig noget om, men den 18. Februar 1912 døde han i hjemmet på Vesterbrogade, blot 11 måneder gammel. Og den 22. Februar blev han bragt til Vor Frelser Kirke, hvor Pastor Jensen stod for højtideligheden og begravelsen på Vejle Østre Kirkegaard.

Graven på Østre Kirkegaard findes stadig (2018). - Til højre: Otto som 3-årig, antagelig taget forår 1911.
.....

Det var en forfærdelig sorg for Caroline at miste sin lille dreng og hun bar ham med sig i sit hjerte resten af livet, ligesom Otto gjorde det og ligesom hans senere tilkomne lillesøster Annalise gjorde det. Altid med tårer i øjnene, selvom hun aldrig havde kendt Lille Tage.

Mon Tage døde af vejrtrækningsproblemer? Otto fik i hvert fald - det vides ikke fra hvornår - problemer med vejrtrækningen. Han fik astma og bronchitis, men man havde ikke meget at stille op mod den slags dengang. Lægen tilrådede, at Otto blev sat i et lukket rum, hvor der så brændtes røgelsespinde af. Det skulle efter hans mening hjælpe på vejrtrækningen, men umiddelbart synes man ikke, at det kan have haft en gavnlig effekt at blive lukket inde i et røgfuldt rum, mon ikke snarere det har forværret problemet?

Man kan tænke sig, hvor ængsteligt Caroline har betragtet sin ældste søn, når han hev efter vejret. Nu skulle hun vel ikke også miste ham. Det gik heldigvis ikke så galt, Otto kom til at leve i 75 år.

For den 4 1/2-årige Otto var Lille Tages død nok et tab og en sorg, men nogen legekammerat havde den lille jo ikke nået at blive, så mon ikke livet fortsatte nogenlunde uforstyrret, selvom hans forældres sorg naturligvis må have været slem at overvære. Måske er Bedstefar og Bedstemor ovenpå og Bedstefar og Bedstemor i Skovgade trådt til og har taget af sig af Otto, så han kunne fortsætte sin leg i haven og sine oplevelser af livet udenfor.

Bedstefar i Skovgade, Rasmus Christian Rasmussen, kom egentlig fra København, men var nu endt som typograf ved Vejle Amts Folkeblad. I Vejle blev han gift og her fik han mange venner og bekendte, samt en stor familie. Og så dattersønnen Otto, der i artiklen "Christian Københavner" i Jul i Vejle 1962 fortalte således: "Christian Københavner har jeg kendt, men aldrig under det navn. For mig var han "Bedstefar i Skovgade". Jeg har gået søndagsformiddagstur med ham i et Vejle, hvor der næsten ingen biler var og slet ingen radio. Derfor slog vi et vend op om Kirketorvet, og de sidste nyheder fra en af de aviser, der var kommet op søndag morgen, blev klistret op på telegramtavlen ved siden af Folkebladets port, så folk kunne spørge nyt også på en søndag." "Ja, jeg har gået ved hans hånd i Vejles gader. Det eneste kedelige ved det var, at vi så tit måtte stå stille, for alle og enhver hilste på Bedstefar, og næsten alle skulle han snakke med. Hvad der blev talt om, fik jeg vel aldrig fat på, men jeg ved, at jeg på de ture har fået min første viden om, hvad den gemytlighed var, som Bedstefar altid blev rost for."

"Jeg har også siddet på hans knæ og hørt ham synge, for han var glad ved sang og havde en køn stemme. Et af hans yndlingsnumre var visen om kejseren på det høje slot og katten, der ikke tog sig i agt, men tabte noget på hans dragt."

Men også Bedstefar og Bedstemor ovenpå tog sig af deres første barnebarn og sammen med dem og sine forældre tilbragte Otto også megen tid på Uhre Bakke, hvor Onkel Særmark havde sin planteskole. "300 fod over havet, som han ikke uden stolthed skrev på det prospektkort, han lod trykke med udsigten fra sin bakke. En masse jord havde han på begge sider af landevejen, ikke med marker som ellers herude på landet, men med lange geledder af buske og træer, buske med bær og træer med frugt, og hvad der ellers kunne være. Og det land var med alle sine skjulesteder langt bedre at lege i end mark og eng." Oppe på bakketoppen "havde Onkel afgivet en stump af sin jord til familien, og Far, der havde håndelag, havde selv bygget huset af gamle pakkasser fra sin butik. - Her samledes altså familien og den gang havde man familie og meget af den og holdt sammen på den".

"En sommerdag, vistnok i 1911, var der et ganske særligt leben oppe på Bakken. Der var mange flere mennesker, end der plejede at være, og mange helt fremmede, og de var kommet for at se Robert Svendsen flyve. Heller ikke det så jeg noget af. Alle havde så travlt med at kigge op i luften og pege, at ingen tog sig af den tre års purk, der løb rundt mellem benene på dem og gerne ville op. Er det skuffelsen, følelsen af forladthed mellem alle de fremmede, som gør, at man husker den dag så tydeligt? Pludseligt blev der et voldsomt røre. Så lille jeg var, forstod jeg, at noget var sket. Da man lidt efter kom i tanker om mig, fik jeg at vide, at flyveren var styrtet ned på Grundet mark."

Udover den dejlige legeplads, som haven, planteskolen, og butikken udgjorde, havde Asmus da også forskelligt legetøj i huset.

Der var den spændende "top", som man kunne trylle med:
...

Første gang man åbnede "låget", var der en lille rød kugle indenfor - men anden gang ! - Det var ren magi!
......

Og den lille brune roulette-skål - hvor en nød måtte gøre det ud for kugle:
...

Samt den mekaniske mand, der kunne danse stepdans, når han blev trukket op:
...

Otto 5 år gammel (1912) i Haven. - Til højre: Otto som julemand med bydrengen Frederik Kramer ca.1912.
.....

Og så var der Julen 1912, hvor Otto fik julemandskostume på og blev fotograferet i gården bag butikken sammen med bydrengen Frederik Kramer. Den voksne Otto Asmus fortæller i 1966: "Julestemningen begyndte allerede en tre ugers tid i forvejen med alle de store udstillinger, og særlig stærkt føltes den den anden søndag før Jul, når lyset tændtes i butiken og døren låstes op midt på en søndag eftermiddag. Det tidlige mørke, den lyse butik og den usædvanlige søndagshandel borgede for, at nu var juleaften meget nær. Forinden var alle julevarerne kommet, frugten, nødderne og marcipanen. Far havde tilbragt mange aftner med at pakke jule-tilgiften ind, og et år måtte drengen iføre sig rød tophue og langt skæg (forfærdiget af optrevlet sejlgarn; det kradsede). I den mondur blev han fotograferet, og de fasteste af de faste kunder fik et billede. Jo, reklamen trådte sine børnesko også på hjørnet."

Huset på Hjørnet 1912. Fra venstre Jesper Thomsen, Caroline med Otto, Asmus og ukendt kvinde med barn:

1913:

Og så blev året 1913 og Otto fik en lillesøster den 29. April. Den 22. Juni var der så atter barnedåb i Vor Frelser Kirke, hvor den lille pige af Pastor Westergaard blev døbt Annalise Asmus Thomsen. Faddere var "Barnets forældre, Faktor Christian Rasmussen og Hustru Petrine, Vejle".

Her i sommeren 1913 blev Otto fotograferet af sin mors halvkusines søn Johannes Rønvig, som endte med at blive en kendt og skattet fotograf i Vejle. Det må være taget oppe på Onkel Særmarks planteskole på Uhre Bakke, for Onkel havde en hest, der hed Tykse og "boede i den ene udlænge sammen med gederne". Otto skrev senere: "Lad andre være begyndt som hyrdedreng på heden, selv var man engang den benovede vogter af Onkels brægende husdyr. Jeg trak dem ud og hjem, tøjrede dem på engen, ja, jeg har været med til at malke dem. Jeg har stangedes med dem, og jeg har stridt med dem, når de enten ikke ville af stedet, eller de rykkede sig løs og stak af med tøjret hoppende efter sig. Jeg gemmer et billede af mine skæggede venner, som jeg, iklædt matrostøj og stråhat, med en dusk græs lokker til at posere for fotografen".

Måske samtidig blev der taget et gruppefoto af nogle dele af familien, som var på besøg på Uhre Bakke i 1913. Her er ikke noteret noget om, hvem der er med på billedet, men de stående må være, fra venstre: Onkel Særmark, Laura, Moster Anna, Tante Hansine, Tante Christiane, Tante Sophie og Caroline. Siddende ses en ukendt mand til venstre for Bedstemor ovenpå, en ukendt kvinde og Otto med Særmarks hund "Tot", om hvem Otto skrev: "Med onkels hund, Tot, som trofast ledsager gik man så på opdagelse, som Robinson på sin ø, som jægeren på sit revier".

Tilsyneladende blev der ikke taget et stort gruppefoto ved Annalises dåb, men ligesom sine brødre blev hun i hvert fald fotograferet, da hun var 1/2 år gammel og igen da hun var halvandet år, denne gang sammen med storebror Otto, som her i 1914 var 7 år gammel:

.....

1914:

Det må være på denne tid, at Otto er begyndt at gå i skole, men yderligere oplysninger herom mangler for øjeblikket. Men i 1914 og 1915 var hele familien sammen hos fotografen og blev foreviget ikke mindre end 2 gange. Første gang da Annalise var halvandet år og Otto 7, det må altså have været omkring 29. Oktober 1914. Og anden gang da Annalise var 2 år og Otto 7 1/2, hvilket må have været i foråret 1915.

....

1915:

Som man kan se, er Asmus på det sidste nu atter i uniform og han ser denne gang noget mere sammenbidt og bekymret ud, end da han var på efterårsmanøvre i 1909. I slutningen af Juli måned var Første Verdenskrig begyndt og i August måned indkaldtes soldater til Sikringsstyrken, som var Danmarks hærs ekstraordinære styrke under Krigen. Med Sikringsstyrken nåede den danske Hær op på 58.000 mand. Hovedparten af disse var stationeret på Sjælland, herunder i Slagelse, hvortil også Asmus blev sendt. Sikringsstyrken nedbragtes gradvist fra 1915 og ophævedes helt i 1919.

Det har været med bange anelser, at Asmus tog afsted. Og ængsteligt for Caroline at sende ham afsted, for på et ukendt tidspunkt før dette havde han pådraget sig en gigtlidelse, som åbenbart havde plaget ham en del. Han var muligvis af lidt skrøbeligt helbred og familien var bange for, at strabadserne ved indkaldelsen skulle skade ham. I starten håbede han på at blive kasseret, men det skete ikke, i stedet kom han i Ingeniørtropperne og måtte holde til knap 3 måneders lange og kolde vagter, samt arbejde med hakke og skovl. Det svækkede hans helbred yderligere og han havde ingen modstandskraft, da sygdommen brød ud 1/2 år efter hjemkomsten.

Under sit fravær fra hjemmet sendte Asmus meget ofte postkort til både Caroline og Otto. Det første var til Caroline med et landskab med udsigt til Slagelse, poststemplet Slagelse 14.3.15 og følgende tekst: "Søndag aften. Godt ankommen til Slagelse, haaber at i alle har det godt. Venlig Hilsen til eder allesammen - Asmus Thomsen".

Det næste modtog Caroline allerede dagen efter med et foto af Slagelse Politistation og følgende tekst: "Slagelse 15.3. 1915, kl. 11 Form..: Kære Caroline, ja nu er jeg bleven ind.... til Kassation, men Oversergenten viste ikke om det blev i morgen. Kl. 3 i Efm faar jeg besked. jeg maa bo hvor jeg vil i Nat, saa jeg har bestilt værelse her, hvor jeg boede i Nat, Jernbanehotellet. Jeg skal nok skrive i Eftermiddag igen. - din Asmus. - Velan til eder alle."

Også Otto modtog postkort fra sin far. Det første fik han den 15. Marts med et billede af "Anlægget" i Slagelse og gode nyheder fra sin far: "Kære Otto og Annalise. Jeg kommer nok snart til Veile igen. de andre skal sendes til København i morgen tidlig kl. 6, men jeg skal til Lægen. Vær nu rar og hjælp Mor med alt... Venlig hilsen fra Fader"

Og samme dag kl.8 ankom det næste postkort til Caroline med et stik af Antvorskov Slot c.1588 og oplysningen: "Imorgen kl. 11 saa skal jeg for Lægen og hvis alt gaar vel er jeg hjemme Onsdag. Venlig hilsen til eder alle - Asmus."

Desværre gik lægebesøget ikke som forventet, og dagen efter, den 16. Marts fik Otto et nyt postkort fra sin far: "Jeg blev ikke kasseret. Jeg tænker jeg kommer til København i morgen. Har i det alle godt. jeg har det godt. Venlig hilsen fra din Far Asmus Thomsen." (motivet var her en landevej med udsigt til Slagelse).

Samme dag modtog Caroline ikke mindre end 3 postkort fra Asmus, vist nok afsendt i denne rækkefølge med nogle timers mellemrum: "Min adresse er 1514-37 Bl & K - 1904 - Sølvgades Kaserne, København K. Hav det godt, er paa vei til Kbh. -Lev vel!" På forsiden er der på et foto fra Slagelse skrevet: "ja det blev jo ikke til noget at komme hjem endnu". ---- Det næste lød: "Kære: Tak for Brevene ... Jeg har det godt, vi har meget frihed og jeg fryser ikke mere, mit Tæppe bruger jeg nu, vi har ellers tre. Jeg skal nok melde mig saa snart jeg mærker en smule gigt. ...." . --- Og det sidste: "Ingeniør Kaserne Makketut. har lige faaet mit Kaffe, min Adresse ikke som jeg har opgivet men N 154-4-37Btl - Aargang 1904, Ingeniør Kasernen, København. - Asmus Thomsen".

Det var noget af en skuffelse for familien, at lægen ikke skønnede Asmus uegnet til tjeneste. Dels var alle jo bekymrede for hans helbred, hvis han frøs ville gigten måske tage fat igen, og dels var det et problem for Caroline som "enlig mor" med 2 mindre børn - Annalise var jo endnu blot 2 år - at skulle klare hjem og butik. Heldigvis fik hun god hjælp af familien og især Bedstefar ovenpå, der jo godt nok havde overladt arbejdet til sønnen, må være trådt til og klaret de praktiske ting, som Caroline nok ikke har haft megen begreb om.

Otto savnede selvfølgelig også sin far i denne tid og den 22. Marts skrev han selv en hilsen på det kort, som hans mor lod afsende. "Tak for Kortet" skrev han "Det var Heldigt at Du Blev Fri for Vagten". Skriften er stor og skæv og tydeligvis helt nylært.

De næste par måneder tilbragte Asmus i København. Dog havde han nogle fridage, blandt andet i Påsken, hvor han kunne tage hjem og se til familien. Det var dog ikke altid lige let at få at vide, hvornår han kunne få fri, og nogle dage fløj postkortene frem og tilbage mellem København og Vejle med ændrede tider og muligheder.

I Påsken var Asmus altså hjemme, men den 8. April var han tilbage i København og den 12. sendte han et postkort til Otto med på forsiden teksten til sangen "Ship-Ahoy". Teksten på bagsiden var: "Kære Otto, ja nu er jeg lige kommen fra Vagt og faaet mig vadsket, saa nu føler jeg mig godt tilpas igen. det var fint veir hele tiden. Du hjælper vel godt i Butikken og synes godt om at gå i 2. Klasse. Hilsen til Eder alle paa Hjørnet fra din Fader, Asmus Thomsen 154-37-4 Komp. Ingeniørkasernen, Kbh."

14 dage senere fik Otto på ny kort fra sin far med et foto fra "Zoologisk Have ved København: De to unge Flodheste "August" og "Stine" og teksten: "25-4-1915 Kære Otto, I Dag Søndag er jeg fri fra 9 1/2 Form. til Kl.8 Aften saa skal jeg paa Vagt. Jeg har været ude i Zoologisk Have og se alle de mange Dyr, du skulle lige have været med, det er saa dejligt og varmt veier. Bagefter gik jeg en Tur i Frederiksberg Have og saa Foraarets Vækning. Venlig Hilsen til eder alle - fra din Fader".

Omtrent samtidig tegnede en soldaterkammerat Asmus på vagt - og der blev taget fotografier af soldaterne:

.....

I begyndelsen af Maj måned blev Asmus' kompagni flyttet til Saltholm og Kastrup, hvor de skulle arbejde med at skovle grus og hakke jord til en jernbane. Det må have været hårdt arbejde og tæret på Asmus' kræfter. På fotografiet ovenfor ser han da også træt og udslidt ud.

Den 14. Maj var det Asmus' fødselsdag og det lader til, at han havde fået tilladelse til at rejse hjem i nogle dage, men i løbet af dagen viste det sig, at han ikke kunne få tilladelsen igennem, så om aftenen måtte Caroline skrive til ham, at både hendes og hans forældre havde været på besøg "og vi har siddet og talt om dig i Dagens Anledning". Mon ikke også Otto og Annalise er blevet skuffede, da deres far alligevel ikke kom hjem som lovet.

Men så 2. Juni oprandt indkaldelsens sidste dag omsider og familien kunne vente Asmus hjem. Hvornår han ankom til Vejle, vides ikke, men afrejsen fra Sjælland var ikke helt lige til, så han sendte en besked til Caroline på endnu et postkort: "Nu er vi altsaa begyndt at aflevere og pakke osv. og i morgen tidlig Kl. 3 stiller vi og marserer til Tømmerup, derfra til København, derfra til Slagelse, men det ser ud til at vi først bliver færdig efter Toget er kørt, men maaske gaar der Ekstratog, det ved man jo ikke. Paa snarlig Gensyn og Venlig Hilsen til eder alle fra din Asmus".

At Caroline og børnene har ventet deres mand og far med længsel, er der vist ingen tvivl om, og nu kunne familien så nyde resten af sommeren sammen, vel med gode stunder med venner og slægtninge i haven bag butikken og med udflugter til Onkel Særmark på Uhre Bakke. Disse startede altid med en travetur fra Vesterbrogade over åen til Brogade og gennem Uhrskov. "Forinden købte man små tvebakker i et bageriudsalg. Hvad kostede det? Fem øre måske. Det må forresten have været en tør omgang, for jeg mindes aldrig (skrev Otto senere), man fik noget til. Men aldrig har så lifligt knasende tvebakker smeltet så livsaligt på gummerne".

Den 22. August 1915 var det Ottos 8-års fødselsdag og i den anledning modtog han blandt andet dette kort fra Bedstefar og Bedstemor i Skovgade:

Og så kom efteråret og Julen, som fejredes med familien, mens man glædede sig over atter at være sammen. Og den nu 8-årige Otto hjalp til i butikken efter bedste evne, selvom "det var ham en stor sorg, at far ikke ville lave en rigtig juleudstilling med noget, der bevægede sig, som i forretningerne oppe i byen. Ja, selv i Vestergade var der den slags. Efter meget plageri fik drengen da lov at forsøge sig. Et papskilt med et ansigt blev skåret i stykker og sat sammen igen, så hovedet ved hjælp af et sindrigt snoretræk kunne bevæge sig og nikke efter de bedste forbilleder. Vidunderet blev stillet i vinduet og fik straks succes, En flok af unger stod og glanede. Men triumfen var kortvarig. Pludselig sagde en gadedreng (for det må det have været) med høj stemme og løftet pegefinger: - Æv, han står bare og trækker i en snor. - Og så var der ligesom ikke så meget ved det mere."

1916:

Efter Jul og Nytår kom så 1916 med den sure, triste, mørke og lange Januar måned, måske var der sne og rigtig koldt, måske blot regnfuldt, vådt og klamt, men Februar er jo heldigvis en kort måned, som man plejer snart at kunne se en ende på. - Men netop dette år blev alt anderledes: omkring den 15. Februar blev Asmus nemlig syg, ramt af et voldsomt angreb af gigtfeber, hvortil der sidst på måneden stødte en lungebetændelse, som man dengang ikke havde noget middel imod. Den 29. Februar 1916 døde Asmus - knap 34 år gammel!

(Gigtfeber er idag ikke så udbredt og farligt, som det var i 1916. Sygdommen opstår fordi immunforsvaret reagerer uhensigtsmæssigt på en infektion, oftest halsbetændelse med streptokokbakterier. Gigtfeber er hyppigt årsag til hjerteklapproblemer, men efter at penicillinen kom frem, kan en følgesygdom som lungebetændelse jo behandles, så idag havde Asmus' sygdom antagelig ikke haft så fatal udgang.)

Asmus' død var endnu et frygteligt slag og sorg for Caroline, der i det lille hæfte, som hun havde lavet til Tage, nu klistrede de nyeste familiebilleder med Asmus ind og skrev: "Otto og Annalise mistede deres Far d. 29. Februar 1916 - efter kun 14 Dages Sygdom, Gigtfeber med tilstødende Lungebetændelse, blev begravet 5. Marts." Caroline skulle komme til at overleve sin mand i 53 år!

På en måde var Ottos barndom nu pludselig forbi. De sorgløse år, hvor Far passede på og sørgede for, at alt gik som det skulle, var forbi og ville aldrig komme igen. Der var sorgen, og savnet, og utrygheden, og det pludselige ansvar ved nu at være Manden i den lille familie, sin Mors støtte, sin søsters beskytter. Det må have været overvældende - og skræmmende.

Otto beskrev det senere i Jul i Vejle 1966 således: "Sådan blev så megen virkelighed til leg i huset på hjørnet. I de dage, da man snakkede om, at der ville blive krig, og folk stimlede sammen om opslagstavlerne uden for Folkebladet og Avisen, var der også en tavle i gården derhjemme, og familien kunne godt gøre det ud for et opløb. Men den leg fik sin egen alvor: skulle Far være soldat? Han blev det, indkaldtes trods skrøbeligt helbred til sikringsstyrken, som det hed, kom syg hjem, og en skønne dag var drengens allerbedste legekammerat ikke mere.

Fra den dag var huset på hjørnet et andet. Det ligger der endnu, men den verden, det engang rummede, er forsvunden. Og dog ikke tabt. Den kan den dag i dag i gode øjeblikke få liv i hastige glimt som disse."

Men heldigvis var Otto, hans mor og søster jo omgivet af hele den store, varme, kærlige og omfavnende familie, som stillede op, når der var barnedåb og familiefester, men også når der var hjælp og trøst behov.