HISTORIEN om ALICE og ASMUS På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om |
1880: FØDT: den 17. Januar som sin families første pigebarn, døbt den 23.5. samme år i Sankt Pauls Kirke med navnet HARRIET MARIE INGEBORG DANIELSEN. Forældrene er opgivet som Danielsen, Charles Georg Villiam, Handskemager, og H. Henriette Dorthea Christine Nielsen, Borgergade 26. Faddere er Jomfru Karen Andersen og forældrene. Fødselsanmeldelsen er foretaget af "Erichsen", der er vel her tale om jordemoderen. Harriet Marie var udover at være sine forældres første datter også deres 4. barn. Forud for hende havde de fået 3 sønner, men den første, den i 1875 fødte Viktor Søren, var død knap 9 måneder gammel i 1876, samme år som forældrene var blevet gift. Ved Harriet Maries fødsel var det derfor kun den 2 1/2 år ældre Alfred Bernhard Konstantin og den godt og vel 1 år gamle Georg Christian Aage, der kunne byde hende velkommen i familien. Far Charles Georg Villiam var på dette tidspunkt 27 år gammel, mens mor Henriette Dorthea altså var 24 år. I Folketællingen den 1.2. 1880 ses familien bosiddende i Borgergade nr.26 (matr.nr. 186) - ligesom ved Harriet Maries dåb: Far Charles på 27 år, Mor Henriette Dorthea på 24 og børnene Alfred Berhard Konstantin på 2 år, Georg Aage Christian på 1 år, samt "et udøbt pigebarn" på (under) 1 år = den nyfødte Harriet Marie Ingeborg, som senere bliver døbt i Maj måned. I 1880 levede Harriet Maries farfar Skomager Søren Danielsen stadig, mens farmor Caroline Sørensen for længst var død. I Folketællingen figurerer Søren Danielsen og Far Charles' Moster Ane Marie boende i Borgergade 35, Baghus 1 sal. Harriet Maries morfar, Værtsarbejdsmanden NIELS HANSEN NIELSEN ved Holmen, boede ved barnedåben i Elefantgade 25, stuen, sammen med mormor: ANE MARIE NIELSEN og de yngste af morbrødrene: ALFRED OSCAR NIELSEN på 14 år og CHRISTIAN AUGUST FREDERIK NIELSEN på 12. Desuden var der i familien et lille barnebarn,Thorvald August Nielsen, som var søn af den afdøde MOSTER DAGMAR JACOBINE ANINE . Den 26.5. fødes Harriet Maries kusine, Farbror Alfreds datter, der døbes 8.8. i Skt.Pauls Kirke med navnet: Agda Karin Danielsen. 1881: FARFAR SØREN DANIELSEN DØD d. 31.1. og begravet d. 6.2. fra Holmens Kirke. - 62 år gl., død af Lungesygdom. - Bopæl: Borgergade 35, Baghus. BROR FØDT: den 21. April får Harriet Maries forældre igen en lille dreng, som den 2. December 1881 i Sankt Pauls Kirke døbes HENRY CHARLES OTTO DANIELSEN. Ved dåben er familien flyttet til St. Kongensgade 99, 4.sal - over gården. 1882: BROR DØD: Året begyndte skidt! Den 6. Januar døde den 3-årige GEORG AAGE på Blegdamshospitalet af Skarlagensfeber. Farbror Otto Ferdinand bliver far til en lille dreng, som fødes den 15.9. og hjemmedøbes den 29.10. med navnet Otto Eigil Danielsen. Den lille dreng dør allerede den 31.10. og begraves den 3.11. 1883: BROR DØD: Også dette år begyndte skidt, da den 1 3/4 år hamle HENRY CHARLES OTTO døde i hjemmet den 12. Januar af mæslinger og bronchitis. Begravelsen fandt sted den 17. Januar fra Sankt Pauls Kirke. Jordfæstelsen var på Vestre Assistens Kirkegaard og Far Charles betalte 1 kr. for at graven kunne få en "overordtl. Dybde". Farbror Alfreds søn født d. 11.2. og døbt d. 14.5. i Skt.Paul: Knud Holger Danielsen. - Bopæl Krusemyntegade 7, 1. 1885: I Folketællingen for 1885 ses familien stadig boende i Store Kongensgade 99. Far Charles er nu 33 år og stadig handskemagersvend. Mor Henriette Dorthea er 30 år, bror Alfred Bernhard 7 år, og Harriet Ingeborg selv 5 år gammel. I Folketælligen bor Farbror Otto Ferdinand i Toldbodgade nr. 11, 2. sal (Matr. 53) med sin hustru Mathilde og børnene Yelva, Aage, Johanne, Anna og Astrid. FT: MORFAR NIELS HANSEN NIELSEN, 58 år, bor nu i Gernersgade 3, 1.sal til højre i Baghuset, sammen med MORMOR ANE MARIE, 56 år, og FÆTTER "TORWALD" på 6 år. MORFAR NIELS HANSEN NIELSEN DØD den 1. Oktober 1885 af Krampe. Han begraves den 4. Oktober fra Holmens Kirke. KUSINE Yelva, Farbror Otto Ferdinands ældste datter, konfirmeres d.4.10. i Slotskirken. 1886: Farbror Axel død af tuberkulose d. 18.10. og begravet fra Trinitatis Kirke den 23.10. 1887: FÆTTER Aage, Farbror Otto Ferdinands søn, konfirmeres d. 17.4. i Slotskirken. 1889: KUSINE Johanne, Farbror Otto Ferdinands datter, konfirmeres d. 7.4. i Slotskirken. 1890: Den 1. Februar 1890 er der igen Folketælling og her ses familien i Store Kongensgade 99 , på 4.sal i Baghuset, anført således: Far Charles, 37 år, Mor Henriette er 35 år, bror Alfred 12 og Harriet Marie selv 10. Sammen med dem bor også en logerende blikkenslager på 22 år: Oluf Andersen. NY FÆTTER: Farbror Alfreds søn født d.16.7. og døbt d. 28.9. i Skt. Paul: Aage Henry Danielsen. - Bopæl: Krusemyntegade 7. 1891: KUSINE Agnes Anny Alfrida, Farbror Alfreds datter, konfirmeret d. 5.4. i Skt. Paul. Den 1. Maj 1891 er den 11-årige Harriet Maries familie flyttet til en lejlighed på 5. sal i Turesensgade 6. KUSINE Anna, Farbror Otto Ferdinands datter, konfirmeret d.4.10. i Slotskirken. 1892: FARBROR ALFRED DØD d. 9.1. og begravet d. 15.1. fra Skt. Paul. - Bopæl: Krusemyntegade 7. - 42 år gammel. SØSTER FØDT: Den 14. Juni kom der i familien en ny lille pige, som den 10. Juli blev døbt i Sankt Johannes Kirke, hvor hun fik navnet ANNA EMILIE DORTHEA DANIELSEN. Som faddere optrådte "Jfr. Agnes Danielsen" - altså Bror Alfreds datter - samt Far Charles og Mor Henriette. FÆTTER Robert Ove Edvin, afdøde Farbror Alfreds søn, konfirmeret d. 20.10. i Skt.Paul. 1893: KUSINE Astrid, Farbror Otto Ferdinands datter, konfirmeret d.1.10. i Slotskirken. 1894: HARRIET MARIE INGEBORG KONFIRMERET: den 1. April 1894 af Pastor Prior i Vor Frue Kirke. 1895: KUSINE Agda Karin, afdøde Farbror Alfreds datter, konfirmeret d. 7.4. i Skt.Paul. 1896: Den 1. Maj bor familien for en kort periode (ca 1-1 1/2 år) i kælderen i Holsteinsgade nr.8. 1897: FÆTTER Knud Holger, afdøde Farbror Alfreds søn, død - druknet i Lystbådehavnen d. 27.8. - begravet 1.9. fra Skt. Paul. Pr. 1. November 1897 er Harriet Marie med sin familie flyttet til Henrichsensgade 7, hvor de også her har fået en lejlighed i kælderen. FARBROR OTTO FERDINAND på 53 år DØD d. 12.12. og begravet den 17.12. på Garnisons Kirkegård fra Sankt Jacobs Kirke. 1899: I Maj 1899 er Henriette Marie og familien flyttet til Henrichsensgade nr. 3, og bor nu i en stuelejlighed. 1900: I Maj 1900 er familien igen flyttet. Denne gang til Classensgade 4, 1.sal. HARRIET MARIE INGEBORG GIFT: Den 20. Maj 1900 blev den 20-årige Harriet Marie gift i Sankt Jakobs Kirke med den 30-årige Detailhandler Johannes Hannemann Jørgensen fra Regnegade 1 (?). Senere - i 1916 - tog parret navneforandring og kastede Jørgensen bort, så de kun til at hedde Hannemann. Forlovere ved vielsen var "Fædrene". 1901: Ifølge Folketællingen den 1.Februar 1901 boede Harriet Maries familie bor stadig i Classensgade nr.4, stuen til højre: Far Charles kalder sig nu Handskefabrikant og beskæftiger sig med Handel. Alfred Bernhardt Constantin er blevet Værkfører hos Hansen i Gothersgade 63, mens Harriet Marie Ingeborg er streget på listen. Lillesøster Anna Emilie er endnu kun et barn. Harriet Marie og Johannes Hannemann boede nu i en 4.-sals lejlighed i Store Regnegade 2. Johannes anfører her at være "Kok - forhenv. Detailhandler", men "Arb.løs for Tiden". 1902: SØN FØDT: den 27. Februar 1902 blev Harriet Marie mor til en lille dreng, som den 23. Marts samme år blev døbt i Vor Frelser Kirke, hvor han fik navnet JOHN HARRY ALFRED CHARLES JØRGENSEN HANNEMANN. (Jørgensen blev senere streget). Både "Handskemager Charles Danielsen og Hustru Henriette" var sammen med "Mekaniker Alfred Danielsen", altså Harriets storebror, faddere. 1904: BROR GIFT: den 17. April bliver den 26 år gamle ALFRED BERNHARD KONSTANTIN gift i Frederiksberg Kirke med den 22-årige Malvina Marie Sperling, datter af snedkermester og forvalter Theodor Johan Heinrich Sperling og Flora Johanne Emilie Johansen. 1905: FÆTTER Aage Henry, afdøde Farbror Alfreds søn, konfirmeret d. 9.4. i Skt. Paul. BRORDATTER FØDT: den 12.4. blev Alfred Bernhard Constantin far til en lille pige, som den 23. Juli blev døbt ODA MERRY BERLA DANIELSEN i Sankt Jakobs Kirke. Far Charles stod fadder sammen med svigerdatterens forældre Forvalter Sperling og Flora Sperling. SØN FØDT: den 7. Juli nedkom Harriet Marie igen med en søn, som fik navnet ALFRED CHARLES JØRGENSEN (senere: HANNEMANN). Han blev døbt den 16. September i Fredens Sogn ved en hjemmedåb og derefter fremstillet i Nazaret Kirke den 28. Januar 1906. Kun Bror ALFRED og dennes hustru Malvina Marie var sammen med Johannes Hannemanns forældre faddere. 1906: SØN ALFRED CHARLES JØRGENSEN (senere: HANNEMANN) fremstillet i Nazaret Kirke den 28. Januar 1906. Kun Bror ALFRED og dennes hustru Malvina Marie var sammen med Johannes Hannemanns forældre faddere. SØSTER KONFIRMERET: Den 30. September blev ANNA EMILIE DORTHEA konfirmeret af Pastor H.P. Mollerup i Frihavns Kirken. 1908: FAR CHARLES GEORG WILLIAM DANIELSEN DØD den 7. Januar 1908 i sit hjem i Classensgade 4, 1.sal. Han blev 54 år, men havde været syg gennem længere tid. I dødsattesten skriver lægen Dr. Hjalmar Damm, at sygdommen havde varet i 9 måneder! Charles havde lidt af Diabetes og fik tilsyneladende lungetuberkulose efter en influenza. Samme år flyttede Mor Henriette fra København og forsvinder fra Politiets Registerblade, hvor hun først ses i gen i 1923, da hun kommer tilbage fra Sofievej 27. Måske har hun boet der i den forløbne tid. I 1912 bor hun imidlertid på Frederiksberg på Fjords Allé nr.7. 1911: Den 1. Februar 1911 var der Folketælling og her ses Harriet Marie og Johannes med sønnerne John Harri Alfred Charles Jørgensen og Alfred Charles Jørgensen at bo i Stengade nr. 2A på 4. sal. Johannes oplyser her, at han er Maskinarbejder hos Automatic på Nørrebrogade 32 og at han spadserer til sin arbejdsplads. Det er ikke klart, hvor Mor Henriette har boet i 1911, men inden 1912 har hun i hvert for en periode opholdt sig i Stampesgade nr.7 sammen med søster Anna Emilie. Afdøde Farbror Alfreds søn Robert Ove Edvin død. 1912: SØSTER GIFT: Den 26. Januar 1912 blev den 19-årige ANNA EMILIE DORTHEA gift i Christianskirken med lægen Hugo Holger Levin af Mosaisk Trossamfund, hvorfor der skulle udfyldes en attest angående de kommende børns opdragelse i den Mosaiske Tro. Da Annas far var død, var det nogle os ubekendte herrer, som optrådte som forlovere: Fabrikant Albert Philipsin i Frederiksborggade 27 og Ingeniør Stefan Polack fra Store Kongensgade 70. Måske fordi bruden var så ung og skulle have tilladelse fra sin mor, foregik vielsen i Pastor Kalkars hjem og der udstedtes et "Vielsesbrev" den 23. Januar. SØN FØDT: Samme år blev Harriet Marie igen mor, også denne gang til en lille dreng, der blev født den 6. September 1912, indført i Helligkors kirkebog og døbt i Skt. Johannes Kirke den 14. September året efter med navnet ORLA JØRGENSEN HANNEMANN (Jørgensen blev senere sløjfet). 1913: Den 10. September 1913 meldte Harriet Marie og Johannes flytning til Poppelgade 4, 1.sal. SØN DØBT: den 14. September 1913 blev Harriet Maries yngste søn døbt i Skt. Johannes Kirke af Pastor Gottschalch-Hansen. Barnet fik navnet ORLA JØRGENSEN HANNEMANN og faddere var Harriet Maries mor "Enkefru Henriette Danielsen, Fjords Allé 7, og "Fru Johanne Jørgensen, Gl. Kongevej 13, samt Faderen". 1916: I 1916 var der igen Folketælling den 1. Februar og nu er familien flyttet til Classensvej nr. 9, 5.sal tv. Johannes er nu Arbejdsmand i A/S Frihavnen med en indkomst på 250 kr. og ingen formue. Han er sat i skat til Staten på 4, 60 kr. og til Kommunen på 17,36 kr. De 3 sønner er stadig børn og går vel i skole. Men Harriet Marie er streget på listen og ført over på Tillægslisten for beboere, der er midlertidigt fraværende. Her står hun anført som Fabriksarbejderske, men med Midlertidigt Opholdssted: Hospitalet. SØN KONFIRMERET: Den 16. April 1916 blev Harriet Maries ældste søn JOHN HARRY ALFRED CHARLES JØRGENSEN konfirmeret af Pastor Mollerup i Frihavnskirken sammen med 17 andre drenge. 1918: Den 12. December 1918 fik familien sit efternavn ændret, idet Jørgensen blev sløjfet, så de derefter kun benævnedes Hannemann. 1921: I Folketællingen den 1. Februar 1921 bor familien stadig på Classensvej nr. 9, 5.sal tv. Nu arbejder Johannes som Bryggeriarbejder ved Carlsberg, Vester Fælledvej 100, mens ældste søn John Harri er "Expedient" hos Isenkræmmer Petersen på Falkoner Allé 2 og mellemsøn Alfred Charles er i manufakturlære hos Fr. Fiedler i Store Kongensgade 31. Yngste søn Orla er her kun 9 år gammel og går i Maria Kirkeplads Skole, en "værneskole" oprettet i 1913. Skolen skulle udskille og hjælpe de børn, der ikke kunne følge med i den normale kommuneskole. Hertil var ORLA blevet indskreven den 26.8. 1920 fra 1. klasse i Holsteinsgade Skole, og her gik han indtil han blev udskrevet den 1. August 1926. 1923: Mor Henriette Dorthea Christine flytter fra Sofievej 27 til Hobrogade 11, 4.sal. 1925: I 1925 er der Folketælling den 5. November og her finder vi igen familien med adressen Classensvej 9, 5. sal. Johannes som Bryggeriarbejder og Harriet Marie som Husmoder. John Harri er nu "Musiker", mens Alfred Charles er "Koksmath" og vist nok på vej til USA med M/S California. Orla på 13 år er vel dårligt konfirmeret endnu, men kirkebogen, der omhandler konfirmerede, er ikke offentligt tilgængelig. Mor Henriette bor iflg. FT 1925 stadig i Hobrogade 11 på 4.sal tv. Hun er Enke, Husmoder og nyder Aldersrente. 1930: I Folketællingen den 5. November 1930 er familiens adresse skiftet til Fiskedamsgade nr. 9, 5. sal, men det er nu ikke fordi de er flyttet, derimod ændrede Kommunen navnet på Classensvej - i 1925 blev den sydlige del ændret til Hardangergade, og i 1926 den nordlige del til Fiskedamsgade. I denne Folketælling er kun yngestesønnen Orla hjemme. Han er nu Cigarmagerlærling hos Cigarfabrikant Christensen i Gothersgade 48 B, mens Johannes stadig er Bryggeriarbejder hos Carlsberg Bryggeriet. Ældstesønnen John Harri finder vi derimod i Vejle, hvor han bor i Gormsgade 19, 3. etage til venstre. Han er Musiker (ved) Apollo i Skyttehusgade. Samme beskæftigelse havde han i Vejle i 1929. Teatret står desuden anført som hans bopæl d.5.11. 1929. Ifølge Vejle Vejviser hed stedet i 1931: Apollo, i 1932-1934: Landsbyen og i 1935: Sevilla. I begyndelsen af 1900-tallet havde etablissementet navnet Restaurant Skovbrynet. Mor Henriette bor iflg. FT 1925 stadig i Hobrogade 11 på 4.sal tv. Hun er Enke, Husmoder og nyder Aldersrente. 1932: SØN GIFT den 1. April 1932: Den 15. Marts 1932 kunne Borgmesterkontoret i Vejle udstede en Ægteskabsattest til JOHN HARRY ALFRED CHARLES HANNEMANN, Musiker i "Landsbyen, Vejle", og Oda Carla Jørgensen. Parret boede tilsyneladende i Nyboesgade 72 i Vejle. Som Vidner optrådte Assistent Fru K. Nielsen, Vejle, og Kontorist Signe Bysted, samme sted. Oda var født i Aarhus den 23. Oktober 1911 og altså 21 år gammel, mens John Harry var 30 år. Hvad der videre blev af parret, vides ikke. SØN GIFT: Ifølge en ikke verificeret oplysning på MyHeritage blev ALFRED CHARLES HANNEMANN som 17-årige også gift i 1932 med den 25-årige Christine Nielsen (født 6.4. 1907 i Kliplev). Parret skal have fået et enkelt barn, en unavngiven søn. 1934: SØNNEDATTER FØDT: Den 4. April fødte John Harry's hustru Oda en lille pige på Sygehuset i Slagelse. Hun blev indskrevet i kirkebogen for Sankt Mikkels Kirke, men først døbt lidt senere i Holbæk, hvor familien da boede i Møllebakken 7, 1.sal. Den lille pige blev døbt den 20. Maj 1934 af Sognepræst Chr. Hansen i Holbæk Sankt Nikolaj Kirke, hvor hun fik navnet GRETE HANNEMANN. Forældrene angaves som "Musiker John Harry Alfred Charles Hannemann og Hustru Oda Carla Jørgensen. Faddere var: "Kok Alfred Hannemann og Hustru Kristine, Fiskedamsvej 21, København.- Enkefru Henriette Danielsen, Hobrogade 11, København" (altså John Harry's mormor). Det er ved denne lejlighed, at der i kirkebogen står: "nu boende Møllebakken 7, 1. Holbæk". SØN GIFT: Den 16. September 1934 blev Harriet Maries yngste søn ORLA HANNEMANN gift i Frihavnskirken med den 21 år gamle Inger Helene Dahl, Ugift Husassistent i Helgesensgade 23. Som Forlovere optrådte "Brudgommens Fader", altså Johannes Hannemann, og Kapellan Henrik Peter Mathiassen. 1938: MOR Henriette DØD: Enkefru Henriette Dorthea Christine dør den 16. Januar 1938 og bliver begravet den 23. Januar kl. 1 på Holmens Kirkegård fra Lutherkirken af Pastor Skittrup. Hun blev 82 år gammel. Som dødsårsag opgaves "Paralysis cordis, Pneumonia". 1940: I 1940 er det kun Johannes, Bryggeriarbejder ved Carlsberg Bryggeri, og Harriet Marie, som bor i Fiskedamsgade 9, 5. sal tv., da der er Folketælling den 5. November. - Sønnernes opholdssteder er ikke fundet. 1955: SØN FRASKILT: Den 13. August 1955 fik ORLA HANNEMANN bevilget sin skilsmisse fra sin første hustru Inger Helene født Dahl, som har var blevet gift med i 1934. 1956: SØN GIFT: den 22. April 1956 blev søn ORLA HANNEMANN gift for anden gange, denne gang med Grete Irene Hansen. Som vidner til vielsen i Tårnby Kirke optrådte kun brudens forældre. ÆGTEMAND DØD: Den 2. Maj 1956 døde JOHANNES HANNEMANN i København 81 år gammel. Dødsattester og kirkebøger for denne periode er pt ikke tilgængelige. 1958: HARRIET MARIE INGEBORG DØD: Den 25. August 1958 døde HARRIET MARIE INGEBORG i København 78 år gammel. Dødsattester og kirkebøger for denne periode er pt ikke tilgængelige. 1985: SØN DØD: ALFRED CHARLES HANNEMANN skal iflg. optegnelse på MyHeritage være DØD i 1985, 80 år gammel. HVORNÅR HARRIET MARIEs 2 ANDRE SØNNER DØDE, vides ikke.
|
|
|
|
og ÅRSTAL |
og TING |
|
|
|
|
|
|
|