HISTORIEN om ALICE og ASMUS
- deres liv, deres forældre, deres slægt

På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om
ALICE INGE AGNETE THOMSEN, født HOLTET, og OTTO ASMUS THOMSEN fra Vejle

BEDA = Astrid Holtet, født Danielsen - Alice's mor

----- 1922 til 1954 -----!

Læs om: Astrids barndom --- Astrids ungdom --- Astrid i perioden 1907-1921 ------ Se: Astrids liv i Årstal med Kildeangivelser

Se også: Siden om Familien Danielsen

I 1922, hvor Alice var 11 år og Gudrun 15 år, blev den evige hakken på hendes ældste datter Astrid for meget og hun sagde "Så FLYTTER vi!" og derpå fandt hun sig i løbet af ganske kort tid en lejlighed i Sjællandsgade 17 på Nørrebro og flyttede derind med Gudrun og Alice. (Huset eksisterer ikke længere, men er erstattet af et nyt byggeri og en legeplads). Den 1.Maj 1922 er er Astrid registreret som tilmeldt adressen i Sjællandsgade ifølge Politiets Registerblade.

Flytningen var en større affære, Astrid havde jo aldrig haft eget hjem og havde vel hverken møbler eller husgeråd. Hun startede derfor et lille regnskabshæfte, hvor hun noterede alle sine udgifter op. Indtægter var der jo ikke så mange af, men heldigvis havde hun nogle obligationer - måske efter sin far? Og på måde fik hun snart skaffet de fornødne ting til at skabe et hjem for sig og sine døtre.

"Udgifter i Anledning af Grundlæggelsen af mit Hjem 1.4. 1922" står der på forsiden af regnskabsbogen, som er fremstillet af restpapir og genbrugspap. De første udgifter stammer fra den 16. Februar 1922 og er betalt af Astrids gage. Hun har købt: et hakkebræt til 4 kr. 15 øre (egentlig dyrt, når man tænker på hvad sådan noget koster i dag), en hakkekniv, spækkebrætter i flere størrelser, en rist til brød og en bakke til 6,50 kr. (mon det er den gamle "kinesiske bakke, som Alice og senere hendes ældste datter overtog?). Træskeer og en kagerulle måtte der også til.

Den 21. Februar solgte Astrid så sine obligationer for 1565,97 kr. - som alle blev brugt på flere indkøb: et gulvtæppe for 79, 20 kr., et duntæppe og 2 måtter, ... 3 kurvestole, 3 taburetter og et klædeskab (95kr.!), et bord til 50 kr., et skrivebord til 135 kr. og et bogskab til 120 kr. En divan og 2 senge tog også en pæn bid af beløbet og hertil måtte så også anskaffes puder og tæpper. En servante var også blandt indkøbene og så naturligvis gardinstof og køkkenudstyr. Så var indtægten fra salget af obligationerne også brugt og Astrid måtte bruge sine "egne penge" til at supplere med.

Det blev til et helt hyggeligt hjem, som selv Astrids mor måtte indrømme. Men Alice tilgave hende aldrig, at hun til andre sagde "Ja, der er såmænd så hyggeligt i Astrids lille fattige hjem". Selv havde "Besa" og "Bell" jo ingen indtægt, så de fik nogle månedlige beløb fra Aage at leve for. Og både Johanne og Astrid - og vel også Anna - bidrog til denne husholdning.

Året efter flytningen holdt Astrid fest for sin ældste datter, der blev konfirmeret i Holmens Kirke søndag den 8. April 1923. Vi ved ikke præcist, hvornår billedet til højre blev taget. Efter flytningen? Eller efter konfirmationen? Astrid ser i hvert fald lidt træt ud.

Også her måtte hun jo punge ud - og udgifterne finder vi igen i hendes lille regnskabsbog. Der blev købt sko og silkestrømper, silkehandsker og hårsløjfe, natkjoler og chemiser, og en konfirmationskjole til over 53 kroner, en selskabskjole til over 43 og en dragt til 42kr.

Dertil kom maden for 150 kr. og vinen til 70kr. Et ur til 120kr og præsten modtog 25 kr. Og resten af familien skulle jo også se ordentlige ud den dag, så der blev også købt en skolekjole til Alice og dragt, hat og sko mm. til Astrid selv. Også et par handsker til Yelva blev det til.

Astrid i lejligheden i Sjællandsgade

Den lille familie flyttede, men bevarede den tætte kontakt. Hver søndag aften stod de på slaget 6 i Willemoesgade 51, 4.sal for at spise middag hos Besa og Bell. Og Alice gik herhen hver dag efter skoletid og øvede sig på klaveret. Og de mødtes til familiesammenkomster og tilbragte dele af ferierne sammen.

Sådan gik de følgende år, i sommeren 1924 eller 1925 var Alice og Astrid på besøg hos Astrids svigerinde Anna Christensen Holtet, som i 1911 var blevet gift med Niels Peter Nordvad og boede i Buddinge. Deres søn Egon var knap et år yngre end Alice og efter fotografierne at dømme kom de godt ud af det med hinanden.

Holtet-familien havde således ikke helt slået hånden af Astrid og hendes piger, selvom det var meget lidt de så til deres far. Alice fortalte, at hun på et ret sent tidspunkt skulle møde ham, da han var på visit i København, og at Astrid bagefter spurgte "Nå lille Alice, hvad syntes du så om din far?" - Svaret var: "Ja han var da en nydelig ældre herre".

I 1925 blev Gudrun færdig med skolen, hun tog pigeskoleeksamen fra Ingwersen og Elbrechts Skole den 27. Juni og skulle jo så til at finde på, hvad hun ville lave bagefter. Men først var der sommerferie med en tur til Astrids søster Johanne i Vordingborg (fotos nedenfor) og et ophold i perioden 6.-18. Juli som "paying guests" hos skuespillerinden Gerda Christoffersen på Rosenlund i Lynge. (se mere om Rosenlund på Lokalhistorisk arkiv og forening i Allerød Kommune. - søg efter Rosenlund)

Fotografiet til højre er fra Rosenlund. Johanne og Astrid sidder på verandatrappen.

 

Johanne og Astrid  på Rosenlund
Hos Johanne Danielsen i Vordingborg 1925: Astrid, Johanne skænker kaffe, Aage med Alice og sin egen søn Otto, og: Gudrun, Astrid, Alice, Johanne, Aage og Aages hustru Rosa.
Hos Johanne Danielsen i Vordingborg 1925- Hos Johanne Danielsen i Vordingborg 1925

Da sommeren var forbi, måtte Astrid tage stilling til, hvad Gudrun nu skulle, da hun ikke havde lyst til at gå i skole længere. Astrid sagde så meget kontant: "Hvis du ikke vil læse, så må du ud og bestille noget!" Og sådan blev det. Familien havde vist nok nogle bekendte, som skulle udstationeres på Grønland og de tog nu Gudrun med som "ung pige i huset" eller underviser for deres børn.

I Folketællingen den 5. November 1925 figurerer kun Astrid og den stadig skolesøgende Alice i lejligheden i Sjællandsgade, så da må Gudrun allerede var draget af. Hun var vist nok væk et års tid.

Astrid havde en veninde ved navn Esther Poulsen, som var gift med en telegrafist ved Store Nordiske. Familien var flere gange udstationeret i udlandet, blandt andet i England og Moskva, og de tog derpå Gudrun med hertil. Den 12.Juli 1926 fik hun et pas og så rejste hun til Rusland, hvor hun vist også blev et års tid.

Året efter måtte Astrid atter holde fest, denne gang for Alice, der nu skulle konfirmeres den 24. April 1927 i Holmens Kirke. Om Gudrun var nået hjem til konfirmationen, vides ikke, der er stempler i hendes pas fra den 1. Juni 1927, så det er tvivlsomt.

Fotografierne nedenfor er fra Det Kongelige Biblioteks Have i 1927. De er muligvis taget i anledning af Alice's konfirmation.
Alice og Astrid i 1927--- Besa fotograferet i Willemoesgade omkr.1Alice og Astrid i 1927922

Fotografierne nedenfor er taget på Langelinie og dateret 1927.
Alice og Astrid i 1927--- Alice og Astrid i 1927

Samme år fyldte Astrid 50 år den 13. December. Vi ved ikke noget om, hvorledes hun fejrede dagen, men mon dog ikke familien har været samlet i den anledning.

Og så fortsatte dagligdagen. Alice i skole og Gudrun måske på kontor i denne periode? Astrid fortsatte med at arbejde hos Tutein & Koch, hvor hun avancerede til Kontorchef. Firmaet var grundlagt i 1909 og måske var det i anledning af 20-års jubilæet i 1929, at personalet var hjemme hos Ingeniør Koch, hvor der blev taget et gruppebillede. Ingeniøren havde venligt inviteret også Astrids døtre, så til venstre på fotoet ses Alice og til højre Gudrun. Astrid sidder i midten i sort kjole og Ingeniør Koch er markeret yderst til venstre bag Alice. Billedet er desværre ikke dateret.

Hjemme hos Ingeniør Koch, årstal ukendt

Den 24. Januar 1930 ramtes familien af en stor sorg, da Astrids søster Johanne, lærerinden i Kalundborg, døde vist nok af lungecancer. Hun blev begravet i familiegravstedet på Garnisons Kirkegård.

Den 5. November 1930 var der endnu en gang folketælling og denne gang er Gudrun også anført som beboer i Sjællandsgade 17 i lejligheden på 4.sal i forhuset. Det varede dog ikke så længe, for snart var Astrids ældste datter atter på farten. I Oktober 1930 havde hun fået nyt pas, for nu skulle hun til Ægypten, igen sammen med en familie som "ung pige i huset". Den 10. December 1930 fik hun visa fra "Consulat Royal d'Egypte à Berlin" og derpå gik rejsen sydpå. Den 12. December var hun i Brenner og den 13. i Venedig. Herfra har hun muligvis sejlet til Ægypten, men vi kender ikke meget til denne tur. Dog ved vi, at hun blev meget syg under de fremmede forhold, var det musetyfus?, Hun tabte sig forfærdeligt og måtte måske rejse hjem før tiden. Den 6. November 1931 er hendes pas stemplet i Marseille og da havde hun jo da næsten været væk et år.

Det må naturligvis have været meget bekymrende for Astrid, at Gudrun var så syg og så langt væk, men 1931 bragte så mange andre begivenheder, som tog hendes opmærksomhed. Om sommeren blev Alice student og det har givetvis været fejret i familien. Sommerferien blev tilbragt i en lejet villalejlighed i Husum eller Herlev (angives forskelligt på fotografierne, hvor der forøvrigt bruges stedets gamle form Herløv) sammen med to andre ansatte hos Tutein & Koch, Fru Witter og Frk. de Voss (Vres?). Også et ophold i Fru Sønderhausens sommerhus var der plads til. (Sønderhausens var jo naboer til Astrids mor i Willemoesgade og gode venner af hele familien).

”Astrid – AliceYelva og Besa sommeren 1931 i lejet villa i Herlev”
Foto af Astrid, Alice og Yelva, forrest Besa, sommeren 1931

"Bagest: Fru Witter og Besa. Forrest: Yelva Alice - frk.de Voss (? eller Vres ?) og Astrid. Herlev, sommeren 1931".

Sommeren 1931 i lejet villa i Herlev

”Frk. Witter, Yelva, Frk. de Voss - Besa, Fru Witter og Astrid i Herlev”
Sommeren 1931 i lejet villa i Herlev

" Yelva - Besa – Astrid i. Herlev, sommeren 1931".
Sommeren 1931 i lejet villa i Herlev

Sommeren 1932 tilbragte Astrid og Alice på Fyn ved Hesselager (foto nedenfor hvor Astrid (bagest) står sammen med Fru Bokkenheuser, en lærerinde fra Odense, som familien traf på Fyn),

men der blev også tid til nogle af familiens elskede spadsereture på Langelinie (foto tilhøjre med Fru Bruun til venstre, Astrid i midten og Alice til højre. Dateret ca. 1932-1933).
Astrid og Fru Bokkenheuser på Fyn 1932

Sommeren 1935 (ca.) tilbragte Astrid på "en Lystgård ved Bogense" sammen med Gudrun og Alice (foto nedenfor):

Sommer ved Bogensen 1935
Spadeseretur på Langelinie 1932-1933

Den 23. April 1936 ramtes familien atter af en stor sorg. Astrids mor døde som næsten 89-årig. Hun blev begravet på familiegravstedet på Garnisons Kirkegård på Østerbro i København. Gravstedet er senere blevet sløjfet.

1937 var derimod et år med en stor glæde, da Astrids ældste datter Gudrun den 12. Oktober (få dage før sin 30-års fødselsdag) blev gift med Harvey Aksel Hjortholt, en yngre bror til den Ingeborg, som var gift med Astrids fætter Aage Henry Danielsen. (Den Ingeborg, som i familien citeres for at have sagt "Man kan jo ikke få alting på èn gang, må Tante Mathilde jo vide" til Astrids mor Mathilde). Gudrun og Harvey valgte at blive borgerligt gift på Københavns Rådhus. Mon Astrid har syntes dette var i orden? Hun var jo af en meget traditionel og borgerlig familie, så sikkert ikke. Men sådan ønskede de unge, at det skulle være, og sådan blev det. På dette tidspunkt boede Gudrun forøvrigt for sig selv på adressen Ved Hegnet 6.

Måske var det, da hun flyttede herhen, at Astrid og Alice flyttede fra Sjællandsgade til Slagelsegade 20 (kort).

Samme år fyldte Astrid atter rundt. Den 13. December 1937 blev hun 60 år. Heller ikke denne fødselsdag ved vi idag noget om, men familien har sikkert været samlet om en god middag, som de holdt så meget af.

Sommeren 1939 tilbragte Astrid og Alice i Esrum. Her var de flere somre på Pension Eskild, hvor de faldt vældig godt til og fik nye venner, blandt andre Vilhelm Carlsen og hans hustru Anna, som Alice kaldte Anna Katà. Disse to blev nære venner af Alice og senere hendes udkårne Asmus og "låneonkel og -tante" til deres børn.

Astrid holdt tilsyneladende meget af disse sommerferier i landlige omgivelser. Desværre var vejret ikke altid med dem og Alice fortalte ofte senere, hvordan hendes mor efter en regnfuld og trist sommer havde sukket og sagt: "Endnu en gang er de lyse nætter regnet væk".

Astrid med hat og Alice til højre "sammen med 2 fremmede unge piger, Vilh.Carlsen og Ove Beicher i Esrom 1939"
Esrum 1939

Så kom en række hårde år for alle - krigsårene. Alice var i Januar 1939 blevet færdig med sit universitetsstudium (en Magisterkonferens i Sammenlignende Litteraturhistorie) og fik job som korrekturlæser på Nationaltidende. Det var sene vagter og der var aftener, hvor hun måtte gå hjem uden lys i gaderne på grund af mørklægningen. Mon ikke Astrid ind i mellem har været bekymret for sin yngste datter? Men måske også glad, for Alice havde knyttet bånd til en medstuderende, Otto Asmus Thomsen fra Vejle, som Astrid kom til at sætte stor pris på.

Den 6. August 1947 mistede Astrid endnu en søster, Yelva døde som 77-årig og blev begravet i familiegravstedet.

Samme år fyldte Astrid 70 år den 13. December og denne gang blev dagen i hvert fald markeret. Der blev taget et portrætfoto af fødselaren!

1948 blev et nyt glædeligt år, for da blev først Alice gift med sin Asmus den 27. Februar. Bruden var desværre lidt upasselig og vielsen måtte derfor foregå i hendes hjem i Willemoesgade 74 på 3. sal i stedet for i naboen Frihavnskirken. Vidner ved brylluppet var Astrid og Gudrun.

Astrid boede på dette tidspunkt i en stuelejlighed i Willemoesgade 70 (kort). Hertil var hun flyttet, da hun havde fået gennemtrumfet, at det var på tide, at Alice kom til at bo for sig selv, og at de opgav den fælles lejlighed i Slagelsegade 20.

 

Astrid 70 år i 1947

Og i 1948 blev Astrid så bedstemor for første gang, da Alice den 27. August fødte datteren Anne-Birgitte.

Den 24. Oktober var der atter fest i familien og barnebarnet blev døbt i Frihavnskirken.

Og i løbet af vinteren 1948 og foråret 1949 gik Astrid og Alice atter ture sammen på Langelinie, denne gang med Anne-Birgitte i barnevogn (foto til højre).

I 1950 blev der taget et billede af Astrid, denne gang sammen med barnebarnet og svigersønnens mor, Caroline Asmus Thomsen.

Astrid, Anne-Birgitte og Caroline Asmus Thomsen

Alice og Astrid på Langelinie 1949

I 1950 rejste Alice og Asmus med den lille Anne-Birgitte på ferie i Frankrig. De kom hjem igen den 31. Maj og Astrid stod i døren for at byde dem velkommen hjem. "Der er Beda" sagde Anne-Birgitte, som familien kaldte "Pus", til Astrids store glæde.

En anden stor glæde var fødslen af endnu et barnebarn, da Alice den 18. Oktober 1950 nedkom med datteren Marie-Louise. Og den 28. Januar 1951 holdt familien stor fest efter dåben i Lutherkirken. På det gruppefoto, som blev taget hjemme hos Alice og Asmus, sidder Astrid til venstre for Alice med dåbsbarnet, mens Gudrun og Harvey står bagved.

Gruppefoto ved Marie-Louises barnedåb  28. Januar 1951

Julen 1950 fejrede Astrid hos Alice og Asmus i deres hjem i Rosenvængets Allé nr.17 sammen med Asmus' mor og søster fra Vejle og med Gudrun og Harvey.

I 1951 mistede Astrid sin sidste søster, da Anna Westrup døde. Også hun blev begravet på Garnisons Kirkegård i familiegravstedet.

Samme år kunne Astrid stå i Rosenvængets Allè 17 den 30. Juni og modtage Alice, Asmus og børnebørnene, der kom hjem efter ferie i Touraine og Vejle. Juleaften 1951 fejredes hos Alice sammen med Gudrun og Harvey, Harveys mor Fru Hjortholt, Asmus' mor og søster fra Vejle og Asmus' ven skuespilleren Kai Simon.

Den 13. December 1952 fyldte Astrid 75 år og dette blev fejret med en fest hjemme hos Alice og Asmus i Rosenvængets Allé. At det ikke var Astrid selv, som stod for festen, betød nu ikke, at hun ikke var med i forberedelserne, for Alice har på det familiefoto, som blev taget på dagen, noteret: "mor betalte".
På billedet ses: Bageste række: Elsa og Otto Danielsen – Astrids kusine Agda Netterstrøm - tante Rosa – tante Kirsten – tante Maja – mellem dem Asmus og Harvey – Bitten (Annas datter Annegrethe Westrup) og Knud Mogens ------ Næste række: onkel Ernest WestrupAlice – Astrid – Gudrun og onkel Aage ---- forrest: barnepige Gerda med Pev (Marie-Louise) og Pus (Anne-Birgitte)”

Familiefoto ved Astrids 75-års fødselsdag den 13. 12. 1952


Den 25. April 1953 døde Astrids bror Aage. Han blev 81 år gammel og blev begravet på familiegravstedet på Garnisons Kirkegård.

Året efter fik Astrid en blodprop eller lignende i sit hjem og blev kørt til Bispebjerg Hospital, hvor hun døde den 3. April 1954 efter at have ligget bevidstløs i omkring en uge. Dødsårsagen blev angivet som "apopleksi". Den 8. April blev Astrid bisat fra Bispebjerg Krematorium. Pastor Svend Hertling forrettede ceremonien. Astrids urne blev nedsat i familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. Hun fik som ønsket en prunkløs gravsten foran sine forældres gravsted.
Familiegravstedet er senere blevet sløjfet.

*


SE FLERE FOTOS med tilknytning til ASTRID HOLTET nedenfor og på Fotosiden:

familiegravstedet på Garnisons Kirkegård

BEDAalene
StoerreFamilie
LilleFamilie
AliceBedaGudrun

PERSONERNE
(alfabetisk liste)

PERSONERNE
i ALICE's slægt

PERSONERNE
i ASMUS' slægt

HISTORIERNE
og
ÅRSTALLENE
STEDERNE
og
TINGENE
FOTOS
TEKSTER

STAMTAVLER og SAMLESIDER

DOKUMENTER
ORDLISTE
KILDER og LINKS
HOVEDSIDE
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 14.5.2012 og sidst opdateret d. 27.6.2012