Ane Maria blev født i starten af April måned 1791 som datter af Christian Olsen og Catharina Elisabeth Wikström.

Ane Maria var forældrenes første barn, da de var blevet gift den 26. November 1790. Far Christian hørte til Holmens Faste Stok og tjente som Constabel i 1. Artilleri Compagnie som nr.55. Mor Catharina Elisabeth, som i kirkebogen kaldtes Cathrine Lisbeth, stammede fra Sverige. Hun var kommet til København sidst i 1780'erne fra den lille by Västervik, som ligger ved Skærgården i Smålands nordligste del. Forældrene var jævnaldrende, begge født i 1764 og derfor ca. 27 år, da deres første barn blev født.

Før forældrenes bryllup havde far Christian boet i Kirkestræde og kort efter den lille piges fødsel fik han tildelt et af flådens huse på Christianshavn, et af de såkaldte Laboratorio-Huuse, nærmere bestemt nr. 14. Og her voksede Ane Maria op fra i hvert fald Påsken 1792.

Ved Ane Marias fødsel levede begge hendes farforældre, Ole Salvesen, der på dette tidspunkt var omkring 51 år gammel, og Anna Sophia Andersdatter, hvis alder ikke kendes. Ane Marias morforældre, Catharina Andersdotter og Jonas Wikström, var der vist ikke megen kontakt til, da de levede i Sverige sammen med mor Catharina Elisabeths søskende, mens farforældrene levede på Christianshavn ligesom Ane Marias familie. Her levede også Ane Marias farbror Johannes Peter på 18 år og faster Rebecca Maria, som i 1791 var 14 år gammel.

Efter Ane Marias fødsel gik far Christian til Holmens Kirke for at anmelde fødslen og oplyse det navn, som barnet skulle havde i dåben, samt faddernes navne og stilling. Det lader til, at han til dette hverv valgte venner og naboer på Christianshavn og flere af disse kom også til at stå fadder til de søskende, som Ane Maria senere fik.

Den 10. April 1791 blev lille Ane Maria så døbt i Holmens Kirke med brændevinsbrænderne Harboe og Musfeldt, samt høker Pedersen som mandsfaddere, mens Jomfru Ane Maria Musfeldt bar barnet og Jomfru Ane Maria Nielsdatter gik for.

Brændevinsbrænder Harboe's familie var dem, som hyppigst trådte til som faddere ved dåben af Catharina Elisabeth og Christians børn. Lorentz Harboe boede også på Christianshavn, men i Brogade/Langebrogade 10. Han var fra 24. Januar 1783 gift (i sit første ægteskab) med den afdøde Svend Hansen Lunds enke, Anna Catharina, som medbragte nogle børn fra sit første ægteskab, døtrene Bolette Kirstine og Edle Johanne, som var født i henholdsvis 1773 og 1778. Lorentz Harboe og Anne Cathrine fik i 1784 den fælles datter Signe Henriche/Hendriette. Harboe havde en pæn stor husholdning med 2 tjenestekarle, samt en tjenestepige. Desuden logerede fuldmægtig Johan Harboe hos familien.
Harboes optrådte ikke mindre end 8 gange som faddere til Olsen-børnene. Brændevinsbrænderen selv i 1791, da Ane Maria blev døbt. Hans hustru i 1793, da Ane Cathrine blev døbt. Hendes ældste datter Bolette (Bodil) Kirstine/Christine både i 1793, og 1798, samt 1799, hvor først Ane Cathrine døbtes, derpå den kortlevende Johannes blev døbt, og endelig da Johannes Christian blev døbt. Edle Johanne stod fadder til Ole Christiansen i 1795, til Ole Christian Olsen i 1796, og til Johannes Christian i 1799.

Brændevinsbrænder Hands Musfeldt boede i 1787 på Christianshavn i Store Torvegade 349. Da han i 1791 stod fadder til Ane Marias dåb, var han omkring 55 år gammel, mens hans hustru Anne var ca. 56. Datteren Anne eller Ane Maria, som også var med ved dåben i 1791, var da omkring 28 år gammel. Musfeldt havde også en pæn stor husholdning med 1 tjenestepige og 2 tjenestekarle. Desuden havde familien en logerende arbeidsmand.

Ane Marias familie har sandsynligvis også handlet hos Høker Erich Pedersen, der både stod fadder til Ane Maria i 1791 og til Ole Christian i 1796.

Kort efter Ane Marias fødsel er det muligt, at mor Catharina Elisabeth for en tid måtte klare barn og hjem alene, for fra den 19. Maj til den 1. Oktober 1791 var Christian Olsen tilknyttet et af Holmens Orlogsskibe (muligvis Kronprinds Frederik, bygget i 1782) og måske med dette ude at sejle på sommertogt. I 1791 var han bundet til at tjene til 16. Oktober 1801.

Til Påsken 1792 fik Ane Marias far som nævnt tildelt 1/2 hus af Holmens ejendomme på Christianshavn med adressen Laboratorie-Huus No.14 og her flyttede han så ind med familien. Ægteparret var her begge 27-28 år gamle og Ane Maria altså knap 1 år.

Huset bestod af en trappe og nogle mindre rum kaldet "Sal og Kammer" med en skillevæg af bindingsværk og forsynet med et "Fyrsted" og et "Locum comune". Laboratoriehusene lå ved Ovengaden neden Vandet, helt mod sydvest og det, der idag kaldes Hammershøis Kaj. Her lå områderne kaldet Land Artilleriets Laboratorium (til højre, nr.169 på Geddes kort fra 1757) og Søe Artilleriets Laboratorium (til venstre, ud mod den tværgående kanal, nr. 170 på Geddes kort).

I Laboratoriet opbevaredes blandt andet krudt og bomber, granater og patroner. Måske ikke det tryggeste sted at bo, når man betænker, at det Gamle Laboratorium allerede var sprunget i luften 2 gange: den 6. August 1679 "formedelst Guds Vejr og Tordenslag" og den 16. Juni 1683, hvor eksplosionen forårsagde en "saadan Tummel og Alarm i Vejret, at Vinduer og Tage i de Huse som endog ogsaa laa langt derfra sprunge udi mange Tusinde Stykker og bleve ganske og i Grund fordærvede" (Dengang.dk). Ikke desto mindre blev Catharina Elisabeth og Christian boende her i mange år med deres lille familie, som stadigt øgedes.

Den 3. Maj 1792 udfærdigedes en liste over inventar og stand af ejendommen Laboratorie-Huuse No.14, hvori det lyder: "Opgang af 1 trappe med 11 Trin hvorfor 1 Lem med Hængsler, 1 Dør for Kammeret med Hængsler, Stabler og 1 Klinke ...2 1/2 Fag Vinduer i Kammer og Gangen med Karme, Ramme og behørig Beslag. Skillerum mellem Sahl og Kammer af Bindingsværk, Loft over Huuset. Gulvet i Kammeret og Gangen af Bræder for Fyrsteder mange Sten. Opgang til Loftet af 1 Trappe ned 16 Trin. ! Lem med Hængsler for Loftsrummet. Tag, Skorsten og Fyrsted samt Locum Comune".

Fra 1793 blev Christian overført til nr. 28 i 1. Artillerie Compagnie, hvor han stadig fungerede som konstabel. I denne bestilling forblev han indtil 1799.

Da Ane Maria var næsten 2 år gammel, blev hun storesøster til en lille pige, som blev født i begyndelsen af Marts 1793 og døbt i Holmens Kirke den 10. Marts. Ane Maria har dog vel været lidt for lille til rigtigt at forstå al opstandelse med fødsel og jordemoder og dåb. Men har vel været glad for at få en lillesøster at lege med og nu selv at være "den store".

Ane Marias lillesøster blev døbt Ane Cathrine og fik vel her navn efter både sin farmor Ane Sophia og sin svenske mormor Catharina, men samtidig også efter sin gudmor, brændevinsbrænderdatteren Jomfru Ane Cathrine Harboe.

Kunne lille Ane Maria ikke deltage så meget i postyret over lillesøsterens fødsel, kunne hun vel bedre være med, da hun 2 år senere atter blev storesøster til en lillebror født den 11. April 1795. Måske fulgte hun med sin far til Holmens Kirke for at oplyse fødsel, navn og faddere og måske nåede der også at blive lidt festligt stemning op til dåben, som fandt sted den 19. April, hvor lillebror blev døbt Ole Christiansen.

Men det er ikke sikkert, at det var så festligt endda, for samme dag, som han blev døbt, døde den lille dreng "af Slag" og lå derpå i sin lille kiste - som nok af økonomiske årsager var fremstillet af strå i stedet for det dyre træ - en uge i den lille trange stue i hjemmet, inden turen gik til Skibskirkegården, hvor fattige folk fra Holmen kunne få begravet deres døde uden omkostninger, men også uden sten eller markering.

Skibskirkegården var i 1733 blevet hegnet ind, men da der fortsat kunne findes både køer og svin på kirkegården, blev den i 1769 omgivet af en bred grøft, hvortil kom en randbeplantning af hvidtjørn. Så var gravstederne fri for at blive rodet igennem af kreaturer, men de var stadig anonyme, for det blev først tilladt at markere dem med mindesmærker i 1790'erne.

Året efter kom der dog igen en lille dreng i huset og den nu 5-årige Ane Maria havde igen 2 små søskende, både en lillesøster, den nu 3-årige Ane Cathrine, og en lillebror.

Den lille dreng var født den 13. Marts 1796 og blev døbt i Holmens Kirke den 20. Marts samme år med navnet Ole Christian, som han overtog efter sin afdøde bror og efter sin farfar og far.

Ane Marias far og mor var nu begge 31 år gamle og både hendes farfar Ole Salvesen og hendes farmor Anna Sophia levede stadig. De var nu henholdsvis omkring 56 og 66 år gamle. Også faster Rebecca Maria, der nu var 19 år gammel, og farbror Johannes Peter på 23 var i live. Han skulle dette år på togt med Orlogsskibet Schiold fra den 10. Maj til den 16. September. Og året efter stod han atter til søs. Den 19. Maj påmønstrede han Fregatten Iris, som skulle på togt til Vestindien, muligvis over flere år. Skibet sejlede "Sundet ud" den 14. Juni 1797 og tog kursen syd om England. Sejladsen til Vestindien varede ialt 50 dage, så skibet er altså nået frem omkring den 2. August. Her skulle Iris forblive i 440 dage, indtil omkring 15. Oktober 1798.

Men det blev ikke til så lang tid for Johannes Peters vedkommende, for den 28. November 1797 døde han i Vestindien. Eller måske døde han til søs og blev sænket i havet af sine kammerater. Den 27. December 1797 nåede meddelelsen til København fra Chefen på Fregatten Iris: at Johannes Peter Olsen var død den 28. November 1797 - blot 24 1/2 år gammel. Det må have været et hårdt slag for hans gamle forældre, Ane Marias farforældre, og ligeledes for resten af familien. Og uvisheden om, hvorledes han var død og hvordan han var blevet begravet, har været svær at bære. Måske er han død af infektion eller sygdom og begravet på en kirkegård på de Vestindiske Øer. Så familien havde ikke engang mulighed for at følge ham til Skibskirkegården på en sidste rejse. Men det var vilkårene får Flådens folk, også det at sidde derhjemme og først langt senere at få de frygtelige nyheder. Det kendte Ane Marias mor nu også fra sin egen opvækst ved Skærgården, hvor hendes far og brødre var fiskere og skippere.

Ane Maria voksede op på Christianshavn i de ovenfornævnte Laboratorio-Huuse, hvor der også i et par lokaler var indrettet en skole for søartilleristernes børn for at spare dem den lange vej til Nyboder. Her havde de ukonfirmerede børn indtil 1793 fået undervisning i "Christendom, Regning og Skrivning, men i Januar 1793 var skolen blevet ophævet, da der kun var enkelte småbørn, som undervistes i de sidste år. I stedet blev børnene flyttet til Skolen på Christianshavn og de mindre drenge kom til Divisionsskolerne i Nyboder, mens pigerne kom i Kvæsthusskolen, som lå udenfor Søkvæsthuset i Dronningens Bredgade på Christianshavn."

Om Ane Maria nåede at komme i denne skole, vides ikke, og den blev forøvrigt nedlagt kort efter og børnene flyttedes til Christianshavns Fattig- eller Plejeskole, der var etableret i Christianshavns Arbejdsanstalt. "Børnenes navne skulle da opgives til Fattigvæsenet, men denne Ordning satte ondt blod hos folkene, der vel var fattige, men dog mente sig for gode til, at deres børn skulle overgives til Opdragelse af Fattigvæsenet." (Bidrag til Søartilleriets historie)

Da Ane Maria var 7 år gammel, blev familien igen forøget, og igen med en lille dreng, der fødtes den 3. Marts 1798 og den 11. Marts samme år blev døbt Johannes i Holmens Kirke. Navnet fik han måske efter sin svenske morfar Jonas Wikström, men vi ved ikke om familierne ellers havde nogen forbindelse med hinanden efter, at Ane Marias mor havde forladt sin svenske hjemby Västervik.

Den lille dreng levede dog ikke længe og allerede et halvt år senere døde han den 3. Oktober 1798 under et udbrud af kopper. Igen stod der i den trange stue en lille kiste og ventede på at blive båret til Skibskirkegården, hvor jordfæstelsen fandt sted den 8. Oktober.

I Januar 1799 blev Ane Marias snart 35-årige far Christian overført til nr. 19 i 1. Divisions 1. Artillerie Compagnie, hvor han stadig gjorde tjeneste som konstabel. Der er her noteret, at han skal tjene til 16.10. 1811. Christian har altså fået forlænget sin kontrakt, der tidligere kun gjaldt til 1801. Familien boede fortsat på Christianshavn i Laboratorio No.14.

Den 8. September 1799 blev Ane Maria storesøster for sidste gang, da hendes 35 år gamle mor Catharina Elisabeth nedkom med en lille dreng, som den 15. September samme år døbtes i Holmens Kirke, hvor han fik navnet Johannes Christian efter sin året før afdøde bror. Ane Maria var nu 8 år gammel og kunne vel sammen med den 6-årige Ane Cathrine følge med i hele forløbet omkring fødsel, dåb og festivitas. Og samtidig måtte vel småpigerne tage sig af lillebror Ole Christian på 3 1/2 og hjælpe deres mor i huset og med den lille nye.

Desværre tilstødte der kort tid efter, den 6. Januar 1800, en sørgelig begivenhed, da børnenes farfar Ole Salvesen døde, mens han var indlagt på Almindelig Hospital. Dødsårsagen var alderdom og han blev begravet på Skibskirkegården den 8. Januar. Ifølge kirkebogen for Holmens Kirke blev der i forbindelse med hans begravelse ikke betalt noget beløb, hverken til Kirken eller til Skolen (for sang). Det var der vel ikke råd til, så begravelsen har nok været meget enkel og den lange tur til kirkegården uden for Østerport på en mørk og grå, kold og trist Januar dag, der måske også var fuld af sne, sjap og slud, må have været ekstra tung. Om børnene har været med til ligfærden, ved vi ikke, måske måtte de blive hjemme for at passe den nye lillebror, der vel ikke så tidligt skulle udsættes for Januars udendørs kulde og frost.

Den 4. December 1800 blev Ane Marias ældste lillebror, den nu 4 1/2-årige Ole Christian, antaget som Rugdreng ved Holmen, tilknyttet 1. Artillerie Compagnie som nr. 83. På dette tidspunkt var forældrene Christian og Catharina Elisabeth begge 36 år gamle og det har nok været en lettelse for dem, at få deres dreng antaget til tjeneste ved Holmen, da det medførte ekstra rationer og muligheder for barnet. Men der var også ulemper, for til gengæld for goderne måtte forældrene binde deres barn til tjeneste i en meget lang årrække. I Ole Christians tilfælde faktisk for 30 år!

Nu var der så sørget for Ole Christian. Han fik klæder, kostrationer og skolegang. Og familien fik et måske tiltrængt tilskud til kosten og økonomien. Hvilken skolegang de 2 døtre fik, vides ikke. Måske er de kommet tidligt ud at tjene, ligesom det var deres mors lod i barndommen i Västervik i Sverige. Her i 1800 var Ane Maria 9 år gammel og Ane Cathrine 7 år. Man bemærker, at Ole Christian som kun 4 1/2 år gammel, var meget ung til at blive antaget som rugdreng.

Den 1. Februar 1801 afholdtes der folketælling i København og her noteredes Christian Olsen og Catharina Elisabeth som boende i Søetatens Laboratorium nr.14 sammen med børnene Ane Maria Christiansdatter på 10 år, Ane Cathrine Christiansdatter på 8 år, Ole Christiansen på 6 år og Johannes Christiansen på 2 år. Vi er her midt i efternavnenes brydningstid og børnene får stadig deres fars fornavn til efternavn, tilføjet -sen eller -datter. Senere valgtes i stedet faders efternavn som familienavn og de kom alle til at kalde sig Olsen. Lidt forvirring var der dog stadig med drengenes navne, men efterhånden blev det til, at "Ole Christiansen" kom til at hedde Ole Christian Olsen og "Johannes Christiansen" blev til Johannes Christian Olsen.

Den 2. April 1801 blev den danske flåde i farvandet ud for København angrebet af den engelske flåde og efter en kort kamp og mange faldne blev sagen afsluttet med en fredsforhandling. Dagene op til denne katastrofale begivenhed havde været ladet med forudanelser, forberedelser og bekymringer og vi kan vel godt formode, at Ane Maria og familien har følt sig trykket ved tanken om, at far Christian nu skulle i krig. Hvad skulle der blive af dem alle, hvis han endte med at blive fældet af en fjendtlig kugle? Christian selv har vel også været bekymret, men en følelse af national samling og forsvarsbegejstring havde bredt sig i byen, hvor frivillige meldte sig under fanerne, så hans følelser har måske været mere blandede end familiens.

Vi ved ikke, på hvilket skib Christian var stationeret under Slaget på Reden, men vi ved, at han slap fra kampen med livet i behold og kom velbeholden hjem til familien.

Den 10-årige Ane Maria har vel fulgt opmærksomt med i begivenhedernes gang, der var kulminationen på flere års krige og uroligheder:

Slaget på Reden: Fra 1797-1799 havde England og Frankrig været i Krig. Det var søkrig og under denne trivedes kapervæsenet og alle parter - også Danmark - beslaglagde hinandens skibe og overtog laster og materiel. I løbet af mindre end et år var over 150 danske skibe taget af engelske kapere og orlogsmænd. Et uheldigt træk for Danmark var det den 16. December 1800 at slutte et væbnet neutralitetsforbund med Rusland, hvilket straks medførte en reaktion fra England, der gav 149 danske skibe i engelske havne sejlforbud og i Marts 1801 sendte en flåde på 53 skibe mod Kronborg, hvortil den ankom den 21. Marts. Den betydelige danske orlogsflåde var, bortset fra de skibe der var på rejse, aftaklet for vinteren. Skibsbesætningerne var til søs med handelsskibene. I stedet begyndte man at presse folk til tjeneste. Kilometervis af tovværk, tonsvis af sejldug, master, ræer, blokke, skyts og ammunition lå parat i arsenalerne, men at gøre skibene sejl- og kampklare ville tage 6 uger. Den engelske flåde kunne nå hertil på mindre end 2. Skønt en engelsk aktion kunne forventes, undlod man at påbegynde klargøringen for ikke at udæske fjenden. For at lukke gabet mellem Prøvestenen og Trekroner blev armerede blokskibe lagt for anker i en række som flydende forter og med transportpramme imellem. Kommandoen over disse førtes af chefen for Københavns defension til søsiden Olfert Fischer, der hejste stander på blokskibet Dannebrog. Onsdag den 1. April sejlede den engelske flåde med en kampstyrke på 36, heraf 12 linjeskibe, ildkraft på 1206 kanoner og fjorten morterer, samt et mandskab på 8885 mand, med kurs mod den danske linie. Om morgenen den 2. April, kl. 10.30, løsnede den engelske flåde det første skud. Kampen blev hård, men overmagten var for stor og Kronprinsen lod skydningen indstille og man begyndte at forhandle en fredsaftale. Kampen havde kostet 370 døde og 665 sårede på dansk side. Begravelsen af de faldne blev en enstående national manifestation. Den foregik allerede påskedag med udgangspunkt fra Søkvæsthuset på Christianshavn, hvorefter processionen gik gennem byen, ud gennem Nørreport og ad Farimagsvejen til Skibskirkegården på Østerbro. Om begravelsen skriver Oehlenschläger: "De faldne blev jordede tilsammen i én stor grav og en høj blev kastet over dem ligesom over heltene i oldtiden". Begravelserne herude fortsatte endnu i lang tid, efterhånden som ligene blev taget op af søen og de hårdt sårede på hospitalerne døde. (Kilde: S.Cedergreen Bech: Storhandelens by : Københavns historie, Bind 3: 1728-1830. Side 276-287).

Den 6. November 1801 blev også lillebror Johannes Christian antaget som Dreng i 1. Artillerie Compagnie som nr. 88. Bemærk her, at drengen jo kun var 2 1/2 år gammel, da indskrivningen skete. Der har muligvis været akut behov for tilskud til kost og økonomi.

I 1804 blev faster Rebecca Maria den 18. September trolovet med matros Jørgen Gundersen fra 4. Divisions 1. Compagnie. Ved brylluppet i Holmens Kirke den 19. Juli 1805 var far Christian forlover for sin søster og måske har der været en lille bryllupsfest, -fejring, eller spisning sammen med familien i dagens anledning. Under alle omstændigheder må den nu 13 2/2 år gamle Ane Maria og hendes 11 år gamle lillesøster nok have været vældigt optaget af denne begivenhed. At blive gift var jo det, som alle piger dengang måtte tragte efter, Og det selvfølgelig med en Holmens mand, anderledes kunne det næsten ikke være. Selvom der selvfølgelig af og til kom folk ind udefra - det var jo dog også deres egen mor. Men mest almindeligt var det nok at vælge sig en kæreste og ægtemage blandt brødres eller fætres venner og medsoldater. Ja, en matros kunne altså også gå an.

Den 25. Juli 1805 nedkom så Rebecca Maria med en lille søn, Ane Marias fætter, som den 4. August blev døbt Christian (Jørgensen/Gundersen). Han var jo godt nok opkaldt efter sin morbror, men hverken Christian eller Catharina Elisabeth var blandt fadderne.

Den 6. Oktober 1805 - det år, hvor Christian og Catharina Elisabeth var blevet 41 år - blev Ane Maria - der her i kirkebogen kaldes Anne Maria Olsen - konfirmeret i Holmens Kirke som 14-årig. Nu var hun så at regne som voksen og måtte nok nu ud at tjene, hvis ikke det allerede var sket tidligere.

Den 6. November 1806 blev den nu 7-årige lillebror Johannes Christian antaget i 1. Artillerie Compagnie. Nu begyndte vel hans skolegang og pligter.

Det lader til, at Ane Maria har gået og skrantet i disse år. Måske var hun aldrig et stærkt og robust barn, det kan vi ikke vide. Hvad vi ved, er at hun blev angrebet af "tæring", som var et af mange navne for tuberkulose, der også kaldtes lungesot, svindsot, brystsyge eller phthisis. En frygtelig sygdom, der forårsagede store vægttab og nedbrydning af lungerne, og fik patienten til at blive svag og bleg, nærmest svinde ind, visne og hentære.

I 1700-1900 døde anslået en milliard mennesker verden over af tuberkulose, som er den sygdom, der har kostet flest menneskeliv gennem historien. End ikke pesten har flere ofre på samvittigheden. Mellem 20 og 25 % af alle dødsfald i europæiske byer i første halvdel af 1800-tallet skyldtes tuberkulose.
Chancen for at overleve tuberkulosesmitte var ringe på grund af de dårlige og utilstrækkelige behandlingsformer og for mange var lidelsen næsten det samme som en dødsdom.
Det kunne dog tage adskillige år, inden det kom såvidt. Og i denne tid svækkedes patienterne mere og mere. Indimellem var der dog bedre perioder, hvor man kunne håbe, at sygdommen var ovre, men så kom tilbagefaldene og selvom der på denne tid var mange, der havde et romantiseret billede af sygdommen, som kaldtes "den hvide død" og opfattedes som en smuk måde at dø på, var dette ikke tilfældet.
Et uddrag af et brev fra komponisten Chopin kan give en idé om de frygtelige lidelser, som stakkels Ane Maria måtte gå igennem - og som hele hendes ulykkelige familie var tilskuere til:
"Vi har sygdom i huset. Emilia (komponistens søster) har været i sengen i fire uger; hun hoster og er begyndt at spytte blod, og moder er bange. Malcz (deres læge) ordinerede åreladning. De tappede blod af hende én gang, to gange; igler uden ende, medicinske urter, sennepsplastre, rædsel, rædsel".
(Jakob Eberhardt: Verdenshistoriens største epidemier : fra pest til covid-19. 2.udgave. FADL's Forlag, 2020)

Den 28. April 1807 døde Ane Maria af sygdommen. Christian og Catharina Elisabeth mistede deres førstefødte, søster Ane Cathrine på 14 og brødrene Ole Christian på 10 og Johannes Christian på 2 år mistede en elsket søster og legekammerat. Kun 16 år gammel blev hun, da hun måtte lægges i kisten, som stilledes op i den trange stue i hus nr. 14 ved Søetatens Laboratorium. Her stod den så indtil forældre og søskende den 4. Maj måtte gå den tunge gang til Skibskirkegården for at begrave en alt for ung død.

Måske kunne familien denne gang ligefrem sætte en lille sten - eller måske bare et beskedent trækors - på graven, for fra 1790'erne var det blevet tilladt at markere gravene med mindesmærker. "På denne tid opstod nemlig en almindelig interesse for grønne gravsteder og der kom blandt andet fokus på Holmens Kirkegård, som i 1798 blev nyanlagt med en bred, nord-syd gående hovedallé, hvortil kom, at den fik et nyt reglement, som tillod monumenter - og som, naturligvis, også satte en række priser på, hvad det skulle koste at have et gravsted med en sten". (Kilde: Holmens Kirke / Ulla Kjær ... et al. - Gad, 2019. s. 198-200, 209)