HISTORIEN om ALICE og ASMUS
- deres liv, deres forældre, deres slægt

På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om
ALICE INGE AGNETE THOMSEN, født HOLTET, og OTTO ASMUS THOMSEN fra Vejle

CATHARINA ELISABETH WIKSTRÖM fra Västervik

- 20.4. 1764 - 1834 -

Den idag kendte LINIE er:

Jonas Wikström og Catharina Andersdotter (Tip3-oldeforældre til Alice)

Catharina Elisabeth Wikström og Christian Olsen (Tip2-oldeforældre til Alice)

Ole Christian Olsen og Dorthe Maria Birch (Tipoldeforældre til Alice)

Oline Christiane Olsen og Jens Peter Bek Holm (Oldeforældre til Alice)

Henriette Mathilde Holm og Otto Ferdinand Danielsen (Bedsteforældre til Alice)

Astrid Camilla Augusta Danielsen og Jens Christian Christensen Holtet (Forældre til Alice)

Alice's 2xTipoldemor Catharina Elisabeth Wikström / Wickström kom fra den lille by Västervik i Sverige til København omkring 1790, hvor hun forlovede sig og giftede sig med en dansk bøsseskytte ved Holmen, Christian Olsen.

Västervik er idag hovedby i Västerviks Kommune, Kalmar Len, Småland, hvor byen ligger i Smålands nordligste del. Byen ligger ud mod Skärgården og lå oprindeligt noget længere inde i Gamlebyviken, hvor nu kvarteret Gamleby ligger. Gamleby omtaltes allerede som by i 1275, men i 1433 flyttedes byen længere ud mod vigens åbning og havet, hvor Västervik kunne beskyttes af Stegeholms Slot, som lå på den lille tange Slottsholmen. I 1600-tallet blev Västervik flere gange angrebet af danske styrker, som både brændte og hærgede byen. Efter et angreb i 1670'erne måtte byen genopbygges totalt med den byplan af retvinklede gader, som ses idag og som var færdigudbygget i 1682.
På et gammelt kort over Västervik ses byens opdeling i 4 kvarterer, Nordra Qvarteret, Västra Qvarteret, Ôstra Qvarteret og Södra Qvarteret. Det var her i disse retvinklede gader i Östra Qvarteret at Wikstöm-familien boede fra i hvert fald 1764 til første fjerdedel af 1800-tallet. I år 1800 havde Västervik et befolkningstal på 2.985 personer, men efter industrialiseringen i 1800-tallet steg det kraftigt.


WIKSTRÖM-FAMILIEN i VÂSTERVIK:
Jonas Wikström (ca. 1745-1793) og Catharina Andersdottar (ca.1747-1808), (Tip3-oldeforældre til Alice)
--- Anna Maria Wikström, kaldet Anna Maja, født ca. 1763, død 19.11.1811.
-------- Brita Elisabeth Annasdottar/Wikstróm/Malmberg, kaldet Brita Lisa, uægte datter af Anders Malmberg, født 1781, død ca. 1825.
-------------- Adrian Falleij, søn af kobbersmeden Isac Magnus Falleij, født 1806, død 1860.
-------- Peter Christian Wikström (2), født 1795.
--- Catharina Elisabeth Wikström, kaldet Cajsa Lisa, født 20.4.1764, døbt 22.4. i Västervik (Tip2-oldenor til Alice). Drog omkring 1790 til Danmark, hvor hun blev gift med Christian Olsen. Hun døde i 1834.
-------- Ane Maria Olsen i København, født 1791, død 1807.
-------- Ane Cathrine Olsen i København, født 1793, død 1847.
-------- Ole Christiansen Olsen i København, født 1795, død 1795.
-------- Ole Christian Olsen i København (Tipoldefar til Alice), født 1796, død 1849.
-------- Johannes Olsen i København, født 1798, død 1798.
-------- Johannes Christian Olsen i København, født 1799, død 1831.
--- Nils Wikström, født 30.12.1766, døbt 4.1.1767 i Västervik. Gift med Maria Helena ("Maja Lena) Halling. Forsvand på havet? Var savnet i over 19 år, inden hans hustru fik betegnelsen "enke".
-------- Maria Cathrina Wikstróm (kaldet Maja Cajsa), født 1789.
-------------- Brita Cajsa Wikström, uægte, født 1814.
-------------- Elisabeth Margaretha Wikström, uægte, født 1817.
-------- Jonas Magnus Wikström, født 1792.
-------- Peter Christian Wikström (1), født 1794, død som spæd i 1794.
--- Jonas Wikström, født 26.9.1770, døbt 29.9. i Västervik. Druknet i 1825.


Catharina Elisabeth Wikström, som i sin svenske familie, barndom og ungdom kaldtes Caisa Lisa, var født den 20. April 1764 i den lille by Västervik i det nordlige Småland, ved Skärgården. Hendes far, Jonas Wikström, ernærede sig i de første år som tjenestekarl, men senere som sømand og til slut kaldes han Jack-Skeppare, altså skipper på en mindre båd af typen "jagt".

Caisa Lisas mor hed Catharina Andersdotter og vi ved desværre ikke noget om, hvornår forældrene var blevet gift. Ej heller noget om deres fødselsår og forældre. De kom muligvis fra en helt anden by og er først kommet til Västervik i 1763, hvor kirkebogen oplyser, at Jonas Wikström har været fadder ved en dåb den 15. April.

Da Caisa Lisa blev født, havde forældrene allerede ét barn, en lille pige, som var et år ældre end Caisa Lisa, og født omkring 1763. Vi ved heller ikke, hvor Anna Maria Wikström, som i familien kaldtes Anna Maja, var født eller døbt.

Ved Caisa Lisas fødsel lader det til, at hendes forældre var meget unge. De angiver senere deres fødselsår som henholdsvis 1745 og 1747 og har altså været omkring 19 og 17 år gamle. Og endnu yngre ved Anna Majas fødsel.

Caisa Lisas faddere lader ikke til at have været slægtninge til hendes forældre. Der var en skibsbygmester og en tjenestekarl, men også en Herr Olaf Ekeblad og Madame Anna Dorethe Jøransson, måske herskabet hvor Jonas tjente? Desuden en "Hustru" Anna Solberg og en "Jungfru" Helena Keiser. Det er ikke navne, som man støder på senere i Caisa Lisas liv. Dog stod smedemester N. Solberg fadder til Caisa Lisas lillebror Jonas i 1770. Og Anna Dorethe Jøransson må have været den samme som den Anna Dorothea Halling, der også stod fadder til Jonas. Hun var nemlig på et tidspunkt før 1771 gift Göransson og blev senere gift med Stadskirurg Johan Anders Köler, hos hvem både Anna Maja og Caisa Lisa senere kom i huset som tjenestepiger.

Caisa Lisa blev døbt den 22. April 1764 i kirken i Västervik.

Der var dengang kun én kirke: Sankta Gertruds Kyrka, som stammede fra Middelalderen med et kor og sakristi fra 1430'erne og et kirkerum fra ca. 1450, samt et kirketårn fra omkring 1670. Kirken undgik den store ildebrand i 1677, men efterhånden som befolkningstallet øgedes efter byens genopbygning i 1682, måtte den gamle kirke udbygges. I 1739 blev der bygget et tværskib mod nord og omkring 1760 også et tværskib mod syd. Det er således denne kirke, man ser idag, og den kirke, som også Wikström-familien må have frekventeret, ved vielser, barnedåb, nadverbesøgene 1-3 gange om året, samt begravelser. I 1805 ville Biskoppen i Linköping rive kirken ned, men planen blev dog opgivet.

Hvor familien boede, da Caisa Lisa blev født, ved vi ikke, men da de resten af livet mest boede i den østlige del af Västervik, i Östra Qvarteret, har de sikkert også boet her i starten. Ned mod stranden ligger der her stadig en række gamle fiskerhuse, som kaldes "Båtsmansstugorna". Nogle af de adresser, som familien senere har opgivet, hører til blandt disse huse.

Hvordan mon lille Caisa Lisa oplevede sin barndom? Hun var måske med, når forældrene gik til gudstjeneste i Sankta Gertruds Kyrke, med mindre hun måtte blive hjemme og passe de små søskende, der snart efter fulgte. Til alters kunne hun ikke komme som barn, men hun oplevede, at forældrene gik dertil en eller to gange om året, og helst sammen.

Da Caisa Lisa var 2 1/2 år gammel og Anna Maja 3-4 år, blev de storesøstre til lillebroderen Nils, som blev født den 30. December 1766 og døbt den 4. Januar 1767. Far Jonas var vel nu 21 år gammel og mor Catharina 19 år. Blandt fadderne var der muligvis denne gang en slægtning, sømandshustruen Catharine Jonasdatter. Men vi kan ikke være sikre på en slægtsrelation, da begge navne, Catharina og Jonas, var almindelige i Västervik på den tid.

Caisa Lisa forældre gik som nævnt ofte i kirke og 1 eller 2 gange om året til alters. I Kirken førtes der udførlige lister over disse "nadversgæster" og her har Caisa Lisa måske set sine forældre modtage nadveren i Maj 1769 samt i Januar og Juni 1770. Dette år blev hun - nu 4 1/2 år gammel - atter storesøster til en ny lillebror, der blev født den 26. September og døbt Jonas i Sankta Gertruds den 29. September. Igen lader der ikke til at have været slægtninge blandt fadderne, der blandt andre talte en Løjtnant Grubbe og Jomfru Ulrica Grubbe, samt smedemester N. Solberg med flere. Og netop hos en Hr. Jacob Grubbe kom Caisa Lisa senere i huset som tjenestepige i 1779.

I 1771 gik Caisa Lisas forældre til alters i Januar og Juni måned, mens de i 1772 og 1773 kun gik i Januar. Det lader til, at far Jonas på omkring 27 år var på søen i disse sommerperioder og så havde 25-årige mor Catharina vel hænderne fulde med 4 små børn på 9, 8, 6 og 2 år. Måske var det også småt med pengene, i hvert fald kom storesøster Anna Maja tidligt ud at tjene. Måske allerede i 1773 og i hvert fald i 1774, kom hun som 11-årig i huset som tjenestepige hos den 28-årige Stadskirurg Johan Anders Köhler og hans 37-årige hustru Anna Dorothea Halling. Også Caisa Lisa kom senere i huset her og måske var der en form for forbindelse mellem disse familier? I hvert fald blev bror Nils senere gift med en Halling-pige.

I 1775 og 1777 boede hverken Caisa Lisa eller Anna Maja hjemme, de var begge ude at tjene, mens brødrene Nils på 8-10 år og Jonas på 5-7 år stadig boede hos deres forældre i Östra Qvarteret, først i nr. 118, dernæst i nr.116. I denne periode var Anna Maja 12-14 år gammel og Caisa Lisa 11-13 år. Ingen af dem var gamle nok til at komme med til alters, da deres forældre gik i både Januar, Juni og December 1776 og i April og August 1777. I 1778 gik de igen i Januar, April og September og i April kunne den 15-årige Anna Maja gå med til sin første altergang.

I 1777 var Caisa Lisa imidlertid ikke hjemme, da hun boede hos Stadskirurg Cöhler i Östra Qvarteret nr. 131. Det var en større husholdning, som bestod af den 34-årige Stadskirurg Johan Anders og hans 43-årige hustru Anna Dorethe, født Halling og tidligere gift Göransson, samt hendes 2 sønner af første ægteskab, den 15-årige Hans Göransson og den 14-årige Zachris Göransson. Desuden var der ægteparrets fælles søn, den lille 5-årige Carl Gotlib Cöhler. Husholdningen talte også en lærling, Anders Hultborn på 21 år, samt pigen Lisa Erichsdotter på 37. Og så var der selvølgelig den 13-årige Caisa LIsa.

I 1779 var den 15-årige Caisa Lisa flyttet til en ny familie og tjente hos den 52-årige Hr. Jacob Grubbe og dennes 48-årige hustru Hedvig Catharina von Stein. De havde i huset døtrene Beata Ulrica på 27 år (vel den Jomfru Ulrica som i 1770 var fadder ved bror Jonas' dåb) og Lisa Catharina på 23, samt sønnerne Gustaf Adolf Grubbe og Carl Reinholt Grubbe på henholdsvis 17 og 14 år. Desuden var der en lille 8-årig datter Carolina Christina - og så Caisa Lisa som enepige. Der må have været nok at bestille i det hus! Måske fik Caisa Lisa sin første altergang sammen med Grubbe-familien.

Søster Anna Maja var samtidig i huset hos en familien Svensson, hvor der også logerede en 36-årig skipper ved navn Anders Malmberg, som hun 2 år senere udlagde som far til sin uægte datter Brita Elisabeth.

Sådan noget kom Caisa Lisa ikke ud for, men hun må nok have fulgt begivenhederne på tæt hold, da Anna Maja kom hjem til forældrene med sin tykke mave og måtte bekende, at hun var med barn. Caisa Lisas lille niece blev født den 13. Februar 1781 og døbt i Sankta Gertruds den 16. Blandt fadderne var "Smeden Solbergs Hustru Johanna". Smedemesteren var åbenbart en ven af familien - eller måske en slægtning - i hvert fald stod han flere gange fadder til Caisa Lisas søskende.

I 1782 boede den 17-årige Caisa Lisa hjemme, da der blev lavet folketælling, sammen med sin 37-årige far Jonas, den 35-årige mor Catharina, og brødrene Nils på 15 og Jonas på 12. Det lader til, at det kun har været pigebørnene, som blev sendt ud at tjene - eller i huset hos andre - i en så tidlig alder, mens drengebørnene blev holdt hjemme. Måske de blev sat i skole eller havde småjobs, for lediggang er jo da roden til alt ondt, og store drenge har en god appetit, så det kan vel ikke have været nemt at føde på dem.

Vi ved faktisk ikke, hvor Caisa Lisa opholdt sig efter 1782. Hun er ikke at se hos forældrene og heller ikke som tjenestepige i andre familier i Västervik. Hun er heller ikke fundet i de afgangslister for sognet, som kirken førte. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er at hun den 10. Juli 1786 fik et "Altergangs Beviis af Hr. Walbeck, dat(eret) Westervick i Sverrig". Hun var da 22 år gammel.

Man må derfor formode, at Caisa Lisa her opholdt sig i Västervik eller omegnen indtil Juli 1786, hvorefter hun så på et ukendt tidspunkt er rejst hjemmefra, både fra Västervik og i sidste ende også fra Sverige for at ende i København på et tidspunkt før November måned 1790.

København blev Caisa Lisas skæbne. Her blev hun gift og fik sine børn, og her døde hun. Og det ser ud som om, at Caisa Lisa her igen blev til Cattharina Elisabeth, selvom hun på dansk også kaldtes både Cathrine Elisabeth, Cathrine Lisbeth, Ane Cathrine, Thrine Lisbeth og sågar Ane Cathrine Elisabeth. Også hendes svenske efternavn voldte problemer, når det skulle skrives i kirkebøgerne og folketællingerne. Det findes i mange udgaver med og uden c og k, enkelt eller dobbelt w, måske med to i'er og en gang også med et g i midten.

Hvordan, hvornår - og hvor - Catharina Elisabeth lærte sin kommende mand at kende, vides ikke. Måske har det allerede været i Sverige? Eller på rejsen mod København? Eller kan det have været for hans skyld, at hun begav sig ud på den lange rejse og forlod sit fædrene hjem, sin mor og far, og sine søskende? Vi ved faktisk heller ikke, om hun nogensinde så dem igen, men det er nok ikke sandsynligt. Måske de holdt kontakt med et brev ind i mellem? Men ikke engang det er særligt sandsynligt. En meget senere oplysning antyder, at Catharina Elisabeth hverken kunne læse eller skrive. Måske tabte de simpelthen forbindelsen.

Under alle omstændigheder opholdt Catharina Elisabeth sig i København i efteråret 1790, hvor hun lod sig kurtisere af den jævnaldrende - nu 26-årige - konstabel ved Holmen Christian Olsen. Forholdet mellem de to unge mennesker udviklede sig og i sensommeren 1790 blev Catharina Elisabeth gravid. Lidt tid går der jo, inden det bliver helt klart, at det er det, der er galt. Omkring Oktober må de have været klar over, at der var et barn på vej og Christian veg ikke tilbage for at tage ansvaret på sig.

Den 2. November 1790 gik de unge til Holmens Kirke for at blive trolovede og indskrevet til ægteskab. De betalte den krævede afgit og blev skrevet op som henholdsvis "Pige" og "Ungkarl, Constabel i Artil C., No.55", boende i Kirkestrædet.

Christian Olsen var ligesom Catharina Elisabeth født i 1764, men i København omkring den 20. Juli. Han var blevet døbt i Holmens Kirke, da hans far Ole Salvesen var Bøsseskytte ved Holmen, tjenende i 1. Division 8. Compagni og boende på Christianshavn. Moderen hed Anna Sophia Andersdatter og hende kender vi ellers ikke ret meget til. Men parret boede antagelig allerede i Amagergaden 343, måske det der også hed Amagerstræde 343 og senere blev til Amagergade nr. 12, lige før gaden drejer mod Christianshavns Vold. Det var i hvert fald her, at Ole Salvesen med familie, samt den 23-årige Christian som ugift "loserende constabel" boede i 1787.

I November 1790 boede Christian Olsen så i Kirkestræde. Det er svært at vide, om det var Lille, Mellem eller Store Kirkestræde, der menes, men det var alle gader der fra området ved Højbro Plads løb ned mod Nikolaj Kirke.

Den 26. November 1790 blev Catharina Elisabeth "Wickström" så viet til sin Christian i Holmens Kirke. Det var ved denne lejlighed, at altergangsbeviset fra Västervik blev fremlagt. Forlover var for brudgommen: Ole Salomonsen, 1ste Art. C. No. 82, altså Christians far Konstabel Ole Salvesen. Brudens forlover var en Jens Andresen, som var tømmermand ved Holmen. Måske har Catharina Elisabeth tjent eller logeret i dennes hus, for hendes bekendtskabskreds i den store by var vel endnu begrænset.

Hvor det unge par boede den første tid, vides ikke, for det var først fra Påsken 1792, at Christian fik tildelt et af Holmens huse på Christianshavn. Det er i hvert fald, hvad man kan se af Orlogsværftets optegnelser, men de ældste af disse har mange mangler, så måske har parret fået en bolig allerede tidligere.

For i begyndelsen af April 1791 nedkom "Cathrine LIsbeth Wiigström" nemlig med deres første barn, datteren Ane Maria, som blev døbt den 10. April i Holmens Kirke. Som faddere valgte Christian nogle naboer og deres døtre, nemlig brændevinsbrænderne Harboe og Musfeldt, høker Pedersen, og "jomfruerne" Ane Maria Musfeldt og Ane Maria Nielsdatter. Lorentz Harboe var 9 år ældre end Christian og boede i 1787 i Brogaden (Langebrogaden) 10 sammen med sin hustru Anne Cathrine, 3 døtre og en yngre bror, samt 2 tjenestekarle og en tjenestepige. Det er jo også muligt, at Catharina Elisabeth har tjent i denne store husholdning i starten af hendes ophold i København. Christian Muusfeldt var "spisevært" og boede i 1806 i Pilestræde 122 (nutidens 42-44).

Kort efter Ane Marias fødsel er det muligt, at Catharina Elisabeth for en tid måtte klare barn og hjem alene, for fra den 19. Maj til den 1. Oktober 1791 var Christian tilknyttet et af Holmens Orlogsskibe (muligvis Kronprinds Frederik, bygget i 1782) og måske med dette ude at sejle på sommertogt. Christian var jo født ind i Holmens mandskab og var som 15-årig i 1779 blevet antaget som "Artillerie Dreng", men måske har han allerede meget tidligere været blandt "rugdrengene", hvis forældre fik ekstra rationer af rug, samt klæder og skolegang til deres sønner mod i en tidlig alder at binde dem til mange års tjeneste. I 1782 skulle Christian for eksempel tjene i endnu 16 år og i 1791 var han bundet til at tjene til 16. Oktober 1801.

Til Påsken 1792 fik Christian som nævnt tildelt 1/2 hus af Holmens ejendomme på Christianshavn med adressen Laboratorie-Huus No.14 og her flyttede han så ind med Catharina Elisabeth og den lille 1-årige Ane Maria. Ægteparret var her begge 27-28 år gamle.

Huset bestod af en trappe og nogle mindre rum kaldet "Sal og Kammer" med en skillevæg af bindingsværk og forsynet med et "Fyrsted" og et "Locum comune". Laboratoriehusene lå ved Ovengaden neden Vandet, helt mod sydvest og det, der idag kaldes Hammershøis Kaj. Her lå områderne kaldet Land Artilleriets Laboratorium (til højre, nr.169 på Geddes kort fra 1757) og Søe Artilleriets Laboratorium (til venstre, ud mod den tværgående kanal, nr. 170 på Geddes kort). I Laboratoriet opbevaredes blandt andet krudt og bomber, granater og patroner. Måske ikke det tryggeste sted at bo, når man betænker, at det Gamle Laboratorium allerede var sprunget i luften 2 gange: den 6. August 1679 "formedelst Guds Vejr og Tordenslag" og den 16. Juni 1683, hvor eksplosionen forårsagde en "saadan Tummel og Alarm i Vejret, at Vinduer og Tage i de Huse som endog ogsaa laa langt derfra sprunge udi mange Tusinde Stykker og bleve ganske og i Grund fordærvede" (Dengang.dk).
Ikke desto mindre blev Catharina Elisabeth og Christian boende her i mange år med deres lille familie, som stadigt øgedes.

Den 3. Maj 1792 udfærdigedes en liste over inventar og stand af ejendommen Laboratorie-Huuse No.14, hvori det lyder: "Opgang af 1 trappe med 11 Trin hvorfor 1 Lem med Hængsler, 1 Dør for Kammeret med Hængsler, Stabler og 1 Klinke ...2 1/2 Fag Vinduer i Kammer og Gangen med Karme, Ramme og behørig Beslag. Skillerum mellem Sahl og Kammer af Bindingsværk, Loft over Huuset. Gulvet i Kammeret og Gangen af Bræder for Fyrsteder mange Sten. Opgang til Loftet af 1 Trappe ned 16 Trin. ! Lem med Hængsler for Loftsrummet. Tag, Skorsten og Fyrsted samt Locum Comune".

Fra 1793 blev Christian overført til nr. 28 i 1. Artillerie Compagnie, hvor han stadig fungerede som konstabel. I denne bestilling forblev han indtil 1799.

I begyndelsen af Marts måned 1793 nedkom Catharina Elisabeth igen med en datter, der den 10. Marts blev døbt i Holmens Kirke, hvor hun fik navnet Ane Cathrine. Fadderne var denne gang en blanding af de gamle venner, samt nye - måske naboer til Laboratoriehusene. Det var: Berthel Christensen, Bryggersvend, Lars Ambiørn, Slagtermester, Ob:Canon: Carlsen, Porcelainshandler Mangor, samt Madame Ane Cathrine Harboe og Jomfru Hansen. Der er blandt andet tale om den 38-årige Johan Sand. Mangor, som var porcelainshandler på Christianshavn, og brændevinsbrænder Loretnz Harboes hustru Ane Cathrine.

I 1794 udbrød der en ødelæggende brand på det gamle Christiansborg Slot. Den startede om eftermiddagen den 26. Februar, antagelig som en skorstensbrand ved arveprinsens gemakker i hovedfløjen. I løbet af natten og den følgende dag nedbrændte slottet til grunden, blandt andet på grund af det utilstrækkelige slukningsmateriel. Man kæmpede febrilsk, men også meget uorganiseret for at redde de mange kostbarheder ud af bygningen; navnlig gjorde flådens folk her en kæmpe indsats. (Kilde: Wikipedia)

På gamle malerier ses, hvorledes flammerne slikker op over slottets tag og tårne og ilden og røgen må have kunnet ses viden om, mens det brændte hele natten. Mon ikke også Catharina Elisabeth har stået opskræmt - for ildsvåde var jo ikke til at spøge med - og betragtet flammerne i mørket. Måske har hun også været bekymret for Christians liv, og det viste sig da også at et stort antal af redningsfolkene omkom. Vi ved ikke, om Christian blev udkommanderet til at tage del i bekæmpelsen af branden, men det kan meget vel have været tilfældet.

I 1795 blev familien beriget med en lille dreng, som blev født den 11. April og døbt i Holmens Kirke den 19. April, hvor han fik navnet Ole Christiansen. Det er ved denne dåb, at Catharina Elisabeth i kirkebogen kaldes Thrine Lisbeth Wiigström, måske var det det, som hendes ægtemand kaldte hende: Trine? De faddere, som Christian valgte denne gang, var igen en skønsom blanding af naboer og kolleger: Urtekræmmer Housbil, Trakteur Aageman, Muurmester Sckottman, Ob:Canon: Bang, Ob:Canon: Wittrup, Porcellainshandler Carlsen, samt Jomfruerne Maren Cathrine Tax og Edle Johansen Hansen. Denne sidste var Edle Johanne Hansen, en datter af Lorentz Harboes hustru fra hendes første ægteskab. Mens den omtalte Carlsen antagelig var den 35-årige Hermann Carlsen, fuldmægtig hos porcellænshandler Lorentz Mangor, som jo tidligere stod fadder ved Ane Cathrines dåb. Urtekræmmer Housbild var den 25-årige Gotfried Hausbild. Murermesteren var nok den 28-årige Johan Christopher Schottman fra Christianshavn. Maren Tax var omkring 23 år og blev senere gift med fuldmægtig Christian Dirks.

Den lille Ole Christiansen levede desværre ikke så længe. Allerede den 19. April 1795 døde han, blot 8 dage gammel - og faktisk på sin dåbsdag - af et "slag". Den 22. April måtte Catharina Elisabeth og Christian, der nu begge var 31 år gamle, gå den tunge gang for at få begravet deres første drengebarn på Skibskirkegården, som var et noget mere uplejet sted end nutidens Holmens Kirkegård.


Skibskirkegaarden: Mens rige og kendte københavnere kunne lade sig begrave i de kirkegårde, som omgav byens kirker, måtte de mindre formuende og fattige lade sig nøje med enten en grav i periferien, ved muren omkring kirkegården, eller søge ud mod "de supplerende, hjælpe- eller assistenskirkegårde, som fra 1500-tallet opstod udenfor bygrænserne. De var sværere at holde under opsyn og var ofte misligholdte, forstyrrede steder, hvor der ikke var rart at tænke på at skulle ligge. Derfor blev de fortrinsvis brugt under epidemier og af byens fattigste.

Til Holmens Kirke fandtes i tidens løb flere annekskirkegårde, men fra 1660'ernes begyndelse blev den nyligt indkaldte fæstningsingeniør Hendrik Rüse (Rüsensteen) bedt om at afstikke et par nye kirkegårde uden for voldene. Den ene af disse kirkegårde var beregnet til Hæren og den anden til Flåden, men Hærens, den senere Garnisons Kirkegård, lå tættere på stranden og havde en højere grundvandsstand, og den blev først for alvor taget i brug i 1700-tallet.

Flådens kirkegård, eller Skibskirkegården, som blev Holmens Kirkes tredje assistenskirkegård, blev indviet den 10. August 1666. Den fik en ganske anden varighed end sine forgængere, idet den nu er Københavns ældste kirkegård i brug. Den ligger uden for Østerport og var som alle andre kirkegårde uden for byerne fra første færd en fattigkirkegård, beregnet for dem, der, som det hed, ikke havde råd til at lade sig begrave "herinde", dvs: i byen. ... Menigheden var efter 1728 opdelt i lønklasser, der hver især fik en fast pris at lægge for en lod af jorden.

Holmens Kirkegård var dog stadig ikke et sted, hvor de afdøde kunne få et varigt minde. I 1733 blev den endelig hegnet ind, men da der fortsat kunne findes både køer og svin på kirkegården, blev den i 1769 omgivet af en bred grøft, hvortil kom en randbeplantning af hvidtjørn. Så var gravstederne fri for at blive rodet igennem af kreaturer, men de var stadig anonyme, for det blev først tilladt at markere dem med mindesmærker i 1790'erne.

På denne tid opstod en almindelig interesse for grønne gravsteder og der kom blandt andet fokus på Holmens Kirkegård, som i 1798 blev nyanlagt med en bred, nord-syd gående hovedallé, hvortil kom, at den fik et nyt reglement. som tillod monumenter - og som, naturligvis, også satte en række priser på, hvad det skulle koste at have et gravsted med en sten". (Kilde: Holmens Kirke / Ulla Kjær ... et al. - Gad, 2019. s. 198-200, 209)


Den 5. Juni 1795 udbrød der en voldsom brand i København. Den opstod i Spaanehaven på Gammelholm og ødelagde en stor del af byen. "Søartilleristernes Boliger paa Christianshavn led dog ingen Skade og maatte efter Branden afgive Husly for talrige brandlidte Familier. Der var daarlig Plads i Forvejen i disse smaa Huse; og det var ikke med Glæde, at Beboerne modtog denne Indkvartering." (Kilde: P. Andersen: Bidrag til Søartilleriets Historie. 1909. s.80).

Der findes i Orlogsværftets Divisionsbøger ingen optegnelse, der kan fortælle, hvad Christian foretog sig i de 5 år som konstabel i 1. Artillerie Compagnie. Måske var han beskæftiget med krudt og kugler i Laboratoriet og slet ikke til søs i disse år. Til gengæld lader det til, at han og hans "Trine" kunne tilbringe lidt tid sammen, for efter den lille Ole Christiansens død, blev Catharina Elisabeth hurtigt gravid igen og den 13. Marts 1796 fødte hun endnu et drengebarn, der traditionen tro fik sin afdøde brors navn og den 20. Marts døbtes Ole Christian i Holmens Kirke. Igen var det mange af de gamle kendinge - venner og kolleger - som stod fadder: Porcellainshandler Mangor, Studiosus Thomsøn, Urtekræmmer Hausbild, Høker Erich Pedersen, Bromand Iversen, Ob:Canoneer Paul Hansen, Mad. Maren Cathrine Tux og Jomfru Edle Johanne Hansen.

Det var dette drengebarn, som kom til at føre slægten videre som far til Oline, Alices oldemor.

Men allerede 2 år efter nedkom den nu 34-årige Catharina Elisabeth med endnu en lille dreng, som blev født den 3. Marts 1798 og døbt Johannes i Holmens Kirke den 11. Marts. Der var denne gang kun enkelte gengangere mellem fadderne, som var: Artill.Lieutn. Lykke, Thehandler Carlsen, Hof-Kleinsmed Lange, Jomfru Bolette Harboe, Brænd.Datter, og Jomfru Karen Marie Lund.

Heller ikke den lille Johannes kom imidlertid til at leve længe. Et halvt år gammel afgik han ved døden den 3. Oktober, ramt af et udbrud af kopper. I kirkebogen kaldes han Johannes Christian ved indførslen af døden og begravelsen den 8. Oktober 1798.

I Januar 1799 blev den snart 35-årige Christian overført til nr. 19 i 1. Divisions 1. Artillerie Compagnie, hvor han stadig gjorde tjeneste som konstabel. Der er her noteret, at han skal tjene til 16.10.1811. Christian har altså fået forlænget sin kontrakt, der jo tidligere kun gjaldt til 1801. Familien boede fortsat på Christianshavn i Laboratorio No.14.

Nu blev den snart 35-årige Catharina Elisabeth igen gravid og den 8. September 1799 fødte hun igen en søn, som blev døbt i Holmens Kirke den 15. September med navnet Johannes Christian, overtaget fra sin afdøde bror, som sædvanen var. Igen var det de nære naboer og venner, som Christian valgte til faddere. Det var: "Jørgen Kruse, Snedkermester. Christian Breul, Spækhøker. Erich Møller, Broemand. Jørgen Holm, Havnefoged, samt jomfruerene Bolette Christine Hansen og Edle Johane Hansen" .... De 2 unge damer var døtre af Brændevinsbrænder Lorentz Harboes hustru Ane Christine fra hendes første ægteskab. Det lader ellers til, at præst eller degn har kludret lidt med faddernes erhverv, for Jørgen Kruse var spækhøker på Christianshavn, ca. 34 år, gift med Marie Bastian. Og Christian Breul var snedkermester, gift og med bopæl på Christianshavn.


Vi synes nu at kunne tegne et afrids af hvorledes Catharina Elisabeths liv formede sig her på Christianshavn i det første 10-år fra hun blev gift i 1790.

Hun kan have handlet de nødvendige varer hos spækhøkeren Jørgen Kruse i Lille Kongensgade 802. Han var ifølge Folketællingen 1801 på dette tidspunkt 36 år og har altså været 34 år, da han i 1799 stod fadder til Johannes Christian. Måske hans hustru Marie Bastian af og til har stået i butikken og fået sig en snak med kunderne, men hun havde selv små børn, født omkring 1797 og 1799, så det var måske oftere parrets unge tjenestepige, man kunne møde.

Andre varer har Catharina Elisabeth måske handlet hos Høker Erich Pedersen, der både stod fadder til Ane Maria i 1791 og til Ole Christian i 1796.

Eller mon der af og til har været mulighed for at få et stykke kød hos slagtermester Lars Ambiørn, som i 1793 stod fadder til Ane Cathrine?

Familien havde også en tæt forbindelse med Urtekræmmer Hausbild, måske først den ældre Christian Hausbild, der i 1787 boede på Christianshavn, i Strandgade 46, sammen med hustruen Elisabeth og den 16-årige søn Gotfred. Hans forretning var lidt større end spækhøkerens og han beskæftigede både en svend og en dreng, samt naturligvis en tjenestepige. Den gamle urtekræmmer Hausbild døde i 1792, og sønnen overtog faderens erhverv, men flyttede på et tidspunkt til Laxegade 295. Det må være ham, der stod fadder både i 1795 og 1796 til den kun kort levende Ole Christiansen og til Ole Christian Olsen.

Forbindelsen til brændevinsbrænderne var det måske Christian, der tog sig af? Der var jo blandt de faddere han valgte både brændevinsbrænder Musfeldt og brændevinsbrænder Harboe. Og dertil bryggersvenden Berthel Christensen, som i 1793 stod fadder ved Ane Cathrines dåb.

Brændevinsbrænder Hands Musfeldt boede i 1787 på Christianshavn i Store Torvegade 349. Da han i 1791 stod fadder til Ane Marias dåb, var han omkring 55 år gammel, mens hans hustru Anne var ca. 56. Datteren Anne eller Ane Maria, som også var med ved dåben i 1791, var da omkring 28 år gammel. Musfeldt havde også en pæn stor husholdning med 1 tjenestepige og 2 tjenestekarle. Desuden havde familien en logerende arbeidsmand.

Brændevinsbrænder Harboe's familie var imidlertid den, som hyppigst trådte til som faddere ved dåben af Catharina Elisabeth og Christians børn. Lorentz Harboe boede også på Christianshavn, men i Brogade/Langebrogade 10. Han var fra 24. Januar 1783 gift (i sit første ægteskab) med den afdøde Svend Hansen Lunds enke, Anna Catharina, som medbragte nogle børn fra sit første ægteskab. Døtrene Bolette Kirstine og Edle Johanne, som var født i henholdsvis 1773 og 1778. Lorentz Harboe og Anne Cathrine fik i 1784 den fælles datter Signe Henriche/Hendriette. Harboe havde som Musfeldt en pæn stor husholdning med 2 tjenestekarle - hvoraf den ene i 1787 vist nok var den bryggersvend Berthel Christensen, som i 1793 var fadder til Ane Cathrine Olsen - samt en tjenestepige. Desuden logerede fuldmægtig Johan Harboe hos familien.

Harboes optrådte ikke mindre end 8 gange som faddere til Olsen-børnene. Brændevinsbrænderen selv i 1791, da Ane Maria blev døbt. Hans hustru i 1793, da Ane Cathrine blev døbt. Hendes ældste datter Bolette (Bodil) Kirstine/Christine både i 1793, og 1798, samt 1799, hvor først Ane Cathrine døbtes, derpå den kortlevende Johannes blev døbt, og endelig da Johannes Christian blev døbt. Edle Johanne stod fadder til Ole Christiansen i 1795, til Ole Christian Olsen i 1796, og til Johannes Christian i 1799.

Drak Catharina Elisabeth mon the? Var der råd til det? Theen var kendt fra 1657 og populær længe før kaffen; og allerede før år 1700 var der 4 mænd, som havde søgt om borgerskab i København for at udskænke te, kaffe eller chokolade. Og så tidligt som 1689 omtaltes et "tehus" ved Nikolaj Kirke. I 1700-tallet blev thedrikningen endnu mere populær og flere søgte om borgerskab som "teskiænkere". Der var dog også folk, som ikke havde søgt om borgerskab, men holdt et lille udskænkningssted uden bystyrets tilladelse. Efter en voldsom brand i 1728 listedes byens borgere med deres erhverv og heri anføres, at der f.eks var en "Theskiænker" Andreas Kaarsberg i Langebro 9.

Var det mon på grund af thedrikning, at familien Olsen valgte Thehandler Carlsen til fadder ved Johannes' dåb i 1798? Der er vist tale om den Herman Carlsen, som i 1801 var 35-årig fuldmægtig hos Porcellainshandler Mangor - der også stod fadder ved 2 børns dåb. Carlsen var iøvrigt også fadder ved Ole Christiansens dåb i 1795, men da benævnes han "Porcellainshandler", altså ligesom Hr. Mangor, der i 1801 var 46-årig porcellainshandler i Langebrogade Nr.1. Johan Sand. Mangor stod fadder til Ane Cathrine i 1793 og til Ole Christian i 1796.

Det var tilsyneladende ikke ualmindeligt at kombinere hvervene som porcellænshandler og thehandler. I en annonce fra den københavnske avis "Kiøbenhavns Kongelig Allernaadigst privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger" den 7. Marts 1769 bekendtgjorde porcellæns- og thehandler Villum Mathias Neergaard, at han var i færd med at oprette et nyt udskænkningssted i sit hus i Badstuestræde. "hvor han agter fra om Morgenen Kl. 8te indtil Eftermiddagen Kl. 6, at holde Caffe, Chokolade og Thee færdig til Udskienkning, hvoraf enhver, som matte finde Behag udi at indfinde sig for at nyde noget af samme, skal uden synderlig Ophold blive til Fornøyelse beværtet efter enhvers eget Behag med én eller fleere Kopper". "Hver Koppe af Caffeen med eller foruden Fløde og Sukker for 3 Skilling, hver Kop af Chokoladen ligeledes for 3 Skilling, og hver Kop af Theen, som og bliver skiænket i Caffe-Kopper, med eller foruden Sukker og Melk, halvanden Skilling". "Skulle nogen finde Behag udi at nyde dertil et lille Stykke skaaret Smørre-Brød med Ost, Steg, Pølse eller Salt Kiød paalagt, kan samme og faaes for 2 Skilling hver Stykke". (Kilde: Annette Hoff: Den danske tehistorie. Wormianum, Den Gamle By, 2015).

I ovennævnte bog skriver forfatteren endvidere: "Det er nærliggende at spørge, hvem hans kommende kunder måtte være. Hvem havde råd til at gå ud og drikke te og spise smørrebrød? Svaret er, at der nok var en del, som kunne betale for denne opvartning, der var relativ billig. Især embedsmænd og håndværksmestre med en god indtjening, mens det nok var sværere for en arbejdsmand, hvis dagløn lå på 20-24 Skilling. Vi kan se, at en halv liter øl kostede 1-2 Skilling, et halvt kilo groft rugbrød nogenlunde det samme, mens et pund flæsk kostede 5-8 Skilling. Hvis der var mange munde at mætte hjemme og samtidig en kold vinter, der krævede godt med brænde (en favn bøgebrænde kostede 5-6 rigsdaler), var det næppe teskænkning, der stod øverst på udgiftslisten hos arbejderfamilien. For slet ikke at tale om fattige familier uden indkomst af betydning. På den anden side kan vi ikke udelukke, at netop konerne satte pris på at tillade sig denne luksus, hvis de f.eks. ved lidt småhandel, tøjreparation eller måske vask for andre, var kommet til lidt penge".

Udover disse hanlende, der også talte "Traktør Aageman, som i 1795 stod fadder til Ole Christiansen, var der naturligvis også flere af Christians kolleger i Søartilleriet, som trådte til som faddere. Mens Christian var konstabel, valgte han imidlertid de overordnede Ober-Canoneerer til faddere, så om der har været nogen venskabelig omgang med disse og deres familier, eller det blot var strategisk for at give børnene en mere formuende eller bedre stillet fadder, vides ikke.

I 1793 stod Ob:Canon: Carlsen fadder ved Ane Cathrines dåb. Om han var en slægtning til fuldmægtig, the- og porcellainshandler Carlsen, vides ikke. Der er måske tale om den Carl Carlsen, som i 1787 var 34 år gammel og Constabel ved Artillerie Corpset. Han boede dengang med hustru og børn på Christianshavn i Sofiegade.

I 1795 stod Ob: Canon: Bang og Ob:Canon: Wittrup fadder til Ole Christiansens dåb - der er vel her tale om henholdsvis Michel Rasmus Bang som i 1787 var Canoneer ved 1.Artil.Comp.Nr.11 og boede i Søetatens Laboratorier 7, altså tæt på Catharina Elisabeth og Christian, samt Jon Sørren Wittrup, Ober Canon ved 2.Art.Comp., boende i 1787 i Ulvegade 22 i Nyboder sammen med hustruen Maren Christiansdatter.

og i 1796 trådte Ob.Canon: Paul Hansen til som fadder for Ole Christian Olsen.

Også en anden Officer var blandt de af Christian valgte faddere. Det var Artill. Lieutn. A. Lykke, som stod fadder ved Johannes' dåb i 1798. Det var måske den i 1801 42-årige Søren Hansen Lykke, som boede med hustruen Ane Sophie Kielsen, der var blot 2 år yngre end Catharina Elisabeth, og børn i Laboratoriet 8, altså også en nærmest nabo til Olsen-familien. Også de 2 familieres børn var omtrent jævnaldrende.

Hvordan Studiosus Thomsen (fadder til Ole Christian Olsen i 1796), Jomfru Ane Maria Nielsdatter (ved Ane Marias dåb i 1791), Hof-Kleinsmed Lange (fadder til Johannes i 1798) og Karen Maria Lund, der deltog i samme i 1798, egentlig passer ind i billedet, er svært at vide.

Snedkermester Christian Breul, som stod fadder ved Johannes Christians dåb i 1799, boede i 1801 i Ovengaden neden Vandet 168, så han og familien var jo nærmest naboer til Catharina Elisabeth og Christian. Mens murermester Schottman (fadder til Ole Christiansen i 1795) antagelig er den i 1801 33-årige Johan Christopher Schottmann, der da boede i Strandgade 29 med hustru og børn. Hustruen Sophie Amalie var jævnaldrende med Olsen-parret og de havde børn i samme alder.

Der var blandt fadderne også 2 bromænd, nemlig: Bromand Iversen, som stod fadder til Ole Christian i 1796, og Bromand Erich Møller, som var fadder ved Johannes Christians dåb i 1799. Nævnes må også Havnefoged Jørgen Holm, som ligeledes var fadder til Johannes Christian. Det må være den Jørgen Jørgensen Holm, som i 1801 var 28 år gammel og boede med sin hustru i Store Kongensgade No.116.

Og så var der selvfølgelig Maren Cathrine Tax, som var fadder til både Ole Christiansen i 1795 og Ole Christian Olsen i 1796. Maren Tax var født omkring 1773 og inden 1801 gift med Fuldmægtig i Hof- og Stadsretten Christian Dirks, der boede på Amager Torv nr.46. Maren Cathrine, der også kaldtes Maria Catharina, stammede fra Norge og måske har hun og Catharina Elisabeth fået en vis samhørighed, fordi de begge var fremmede i København. Maren Cathrine og Christian Adolph Diriks (navnet staves forskelligt i kilderne) boede på Amager Torv og var blevet gift "i Huuset" i 1799. Da de var indskrevet i kirkebogen for Vor Frelser Kirke på Christianshavn, har de måske boet her, i nærheden af Catharina Elisabeth og Christian i starten af deres ægteskab. Deres 5 første børn blev imidlertid alle døbt i Sankt Petri Kirke og Catharina Elisabeth og Christian var ikke blandt fadderne her. På et tidspunkt efter 1805 rejste Maren med familien til Norge, hvor parrets øvrige børn blev født og hvor Maren og Christian Adolph døde i Kristiania i henholdsvis 1848 og 1837.


Den 6. Januar 1800 døde Christian Olsens far Ole Salvesen, som var indlagt på Almindeligt Hospital. Dødsårsagen var Alderdom og han blev begravet på Skibskirkegården den 8. Januar.

Den 4. December 1800 blev Catharina Elisabeths ældste søn, den nu 4 1/2-årige Ole Christian, antaget som Rugdreng ved Holmen, tilknyttet 1. Artillerie Compagnie som nr. 83. På dette tidspunkt var Catharina Elisabeth og Christian begge 36 år gamle og det har nok været en lettelse for dem, at få deres dreng antaget til tjeneste ved Holmen, da det medførte ekstra rationer og muligheder for barnet. Men der var også ulemper, for til gengæld for goderne måtte forældrene binde deres barn til tjeneste i en meget lang årrække. Her faktisk for 30 år!


"Det antages, at ordningen med at indskrive drenge i håndværkerstokken med efterfølgende uddannelse og tjeneste i den faste stok eller i marinen er sket siden 1730; formentlig også tidligere.
Som betingelse for et barns antagelse i den faste stok krævedes i 1756:
- at barnet var 8 år gammelt
- at det havde sin sundhed og førlighed, og
- at faderen stod i den kongelige søtjeneste.
Der var som regel 10 rugdrenge ved hvert kompagni. Man forudsatte uden videre, at barnet ejede både lyst og evne til livsstillingen. Drengen eller forældrene kunne ikke vælge, om drengen skulle være matros, artillerist eller håndværker, eller et bestemt håndværk. Drengen (og forældrene) måtte være tilfreds med, hvad man tilbød ham og de pladser, der tilfældigvis var ledige.
Det var ikke barnet, men forældrene, som lod deres søn indskrive i tjenesten. Det gjorde de oftest på grund af trang. Hvis deres barn kom i fast nummer og blev en af de 10 drenge, der var ved hvert kompagni, ville de forøge hjemmets indtægt med en portion rug foruden den gratis klædning og skolegang, som drengen selv nød godt af. Når forældrenes accept forelå, var barnet bundet til tjenesten og måtte i ventetiden - til uddannelsen startede - gå i skole og (efter 1800) også samtidig med skoleundervisningen pille værk for marinen).
Når skolegangen begyndte i divisionsskolen i Nyboder, fik drengen en uniform, der bestod af en høj sort hat, blå trøje med metalknapper, hvide ravdugsbukser og et par sko. Undermunderingen bestod af lærresskjorte og et par lange hvide uldstrømper.
De 2 første år kaldtes drengene for "rugdrenge".
Forældrene fik hver måned udleveret 2 skæpper rug (ca. 43 liter). Familien kunne sælge rugen til Nyboders bager, og på denne måde få tilskud til deres skrantende økonomi.
Efter de 2 år som rugdreng skulle drengen være "kostdreng" i yderligere 2 år. Rugportionen blev nu udskiftet med en månedlig ydelse på 4 mark og dertil en kostration.
Efter yderligere 2 år blev drengen en såkaldt "kompagnidreng". Lønnen blev hævet til 7 mark samt kostration, der svarede til en voksen matrosration, som igen svarede til: 2 skæpper rug, 8 pund saltet kød, 5 pund saltet flæsk, 4 pund smør og 2 otting (ca. 5,5 liter) byggryn. Som kompagnidreng var han 3 dage i skole. De andre 3 dage måtte han mod en ringe løn møde til arbejde på Holmen.
Derefter blev drengen "opløber" - en slags "jungmand".
Fra han var 11-12 år gammel, kunne han blive sendt til tjeneste og/eller uddannelse på kongens kadetskib.
Efter sin konfirmation blev han - hvis han ikke i mellemtiden var udtaget som kadet - enten håndværkerlærling på Orlogsværftet, matroslærling på et orlogsskib eller artillerist. Denne uddannelse tog ca. 4 år.
Når han var blevet udlært og var bleven "karl", kunne han begynde at aftjene de år, som han havde forpligtet sig til at blive i den faste tjeneste. Så længe denne tvangstjeneste varede, kunne han som hovedregel ikke forlange sin afsked.
Tvangstjenestens længde var i 1600-1700-tallet 12 til 18 år for matrosen, der som dreng var indtrådt i tjenesten. Håndværkeren, der fra rugdreng var avanceret til svend, var bunden på livstid.
Denne forskel i tjenestetidens længde blev i Frederik V's Søkrigsartikelsbrev begrundet med: "Vi have ladet Haandverkeren fra Barnsben oplære og underholde ham i Læren og saaledes bragt ham frem, at han i Vores Tjeneste haver Leve-Brød til sin Livs-Tid". (Kilde: Jørgen Green: Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver. 2009. s. 154).


Nu var der så sørget for Catharina Elisabeths ældste søn. Han fik klæder, kostrationer og skolegang. Og familien fik et måske tiltrængt tilskud til kosten og økonomien. Hvilken skolegang hendes 2 ældste døtre fik, vides ikke. Måske er de kommet tidligt ud at tjene, ligesom hun selv var det i sin pure ungdom i Västervik. Her i 1800 var Ane Maria 9 år gammel og Ane Cathrine 7 år. Man bemærker, at Ole Christian som kun 4 1/2 år gammel, var meget ung til at blive antaget som rugdreng.

Den 1. Februar 1801 afholdtes der folketælling i København og her noteredes Christian Olsen og Catharina Elisabeth som boende i Søetatens Laboratorium nr.14 sammen med børnene Ane Maria Christiansdatter på 10 år, Ane Cathrine Christiansdatter på 8 år, Ole Christiansen på 6 år og Johannes Christiansen på 2 år. Vi er her midt i efternavnenes brydningstid og børnene får stadig deres fars fornavn til efternavn, tilføjet -sen eller -datter. Senere valgtes i stedet faders efternavn som familienavn og de kom alle til at kalde sig Olsen. Lidt forvirring var der dog stadig med drengenes navne, men efterhånden blev det til, at "Ole Christiansen" kom til at hedde Ole Christian Olsen og "Johannes Christiansen" blev til Johannes Christian Olsen.

Den 2. April 1801 blev den danske flåde i farvandet ud for København angrebet af den engelske flåde og efter en kort kamp og mange faldne blev sagen afsluttet med en fredsforhandling. Dagene op til denne katastrofale begivenhed havde været ladet med forudanelser, forberedelser og bekymringer og vi kan vel godt formode, at Catharina Elisabeth har følt sig trykket ved tanken om, at Christian nu skulle i krig. Hvad skulle der blive af hende og hendes børn, hvis han endte med at blive fældet af en fjendtlig kugle? Christian selv har vel også været bekymret, men en følelse af national samling og forsvarsbegejstring havde bredt sig i byen, hvor frivillige meldte sig under fanerne, så hans følelser har måske været mere blandede end Catharina Elisabeths.

Vi ved ikke, på hvilket skib Christian var stationeret under Slaget på Reden, men vi ved, at han slap fra kampen med livet i behold og kom velbeholden hjem til familien.


Slaget på Reden: Fra 1797-1799 havde England og Frankrig været i Krig. Det var søkrig og under denne trivedes kapervæsenet og alle parter - også Danmark - beslaglagde hinandens skibe og overtog laster og materiel. I løbet af mindre end et år var over 150 danske skibe taget af engelske kapere og orlogsmænd. Et uheldigt træk for Danmark var det den 16. December 1800 at slutte et væbnet neutralitetsforbund med Rusland, hvilket straks medførte en reaktion fra England, der gav 149 danske skibe i engelske havne sejlforbud og i Marts 1801 sendte en flåde på 53 skibe mod Kronborg, hvortil den ankom den 21. Marts.

Den betydelige danske orlogsflåde var, bortset fra de skibe der var på rejse, aftaklet for vinteren. Skibsbesætningerne var til søs med handelsskibene. I stedet begyndte man at presse folk til tjeneste. Kilometervis af tovværk, tonsvis af sejldug, master, ræer, blokke, skyts og ammunition lå parat i arsenalerne, men at gøre skibene sejl- og kampklare ville tage 6 uger. Den engelske flåde kunne nå hertil på mindre end 2. Skønt en engelsk aktion kunne forventes, undlod man at påbegynde klargøringen for ikke at udæske fjenden.

For at lukke gabet mellem Prøvestenen og Trekroner blev armerede blokskibe lagt for anker i en række som flydende forter og med transportpramme imellem. Kommandoen over disse førtes af chefen for Københavns defension til søsiden Olfert Fischer, der hejste stander på blokskibet Dannebrog. Onsdag den 1. April sejlede den engelske flåde med en kampstyrke på 36, heraf 12 linjeskibe, ildkraft på 1206 kanoner og fjorten morterer, samt et mandskab på 8885 mand, med kurs mod den danske linie.

Om morgenen den 2. April, kl. 10.30, løsnede den engelske flåde det første skud. Kampen blev hård, men overmagten var for stor og Kronprinsen lod skydningen indstille og man begyndte at forhandle en fredsaftale.

Kampen havde kostet 370 døde og 665 sårede på dansk side. Begravelsen af de faldne blev en enstående national manifestation. Den foregik allerede påskedag med udgangspunkt fra Søkvæsthuset på Christianshavn, hvorefter processionen gik gennem byen, ud gennem Nørreport og ad Farimagsvejen til Skibskirkegården på Østerbro. Om begravelsen skriver Oehlenschläger: "De faldne blev jordede tilsammen i én stor grav og en høj blev kastet over dem ligesom over heltene i oldtiden". Begravelserne herude fortsatte endnu i lang tid, efterhånden som ligene blev taget op af søen og de hårdt sårede på hospitalerne døde.

(Kilde: S.Cedergreen Bech: Storhandelens by : Københavns historie, Bind 3: 1728-1830. Side 276-287).


Den 6. November 1801 måtte Catharina Elisabeth også give slip på sin yngste søn, der nu blev antaget som Dreng i 1. Artillerie Compagnie som nr. 88. Bemærk her, at barnet jo kun var 2 1/2 år gammel, da indskrivningen skete. Der har muligvis været akut behov for tilskud til kost og økonomi.

Christian Olsen havde en noget yngre søster ved navn Rebecca Maria, der den 18. September 1804 blev trolovet med matros Jørgen Gundersen fra 4. Divisions 1. Compagnie. Ved brylluppet i Holmens Kirke den 19. Juli 1805 var Christian forlover for sin søster og måske har der været en lille bryllupsfest, -fejring, eller spisning sammen med familien i dagens anledning.

Den 25. Juli 1805 nedkom så Rebecca Maria med en lille søn, som den 4. August blev døbt Christian. Han var jo godt nok opkaldt efter sin morbror, men hverken Christian eller Catharina Elisabeth ses blandt fadderne. Derimod stod Kaptajn Lykke fadder - vel den samme som den Artilleri Løjtnant Lykke, der i sin tid stod fadder til Johannes i 1798. Også Madam Johanne Hansen deltog i dåben, måske den Edle Johanne Hansen, som var steddatter af Brændevinsbrænder Harboe og som var med til dåben af 3 af Christians børn.

Den 6. Oktober 1805 - det år, hvor Catharina Elisabeth og Christian var blevet 41 år - blev deres ældste datter Ane Maria - der her i kirkebogen kaldes Anne Maria Olsen - konfirmeret i Holmens Kirke som 14-årig. Så var parrets ældste barn at regne som voksen og hun måtte nok nu ud at tjene, hvis ikke det allerede var sket tidligere.

Den 6. November 1806 blev den nu 7-årige Johannes Christian antaget i 1. Artillerie Compagnie, stadig med nummeret 88. Nu begyndte vel skolegang og pligter.

I 1807 indtraf en sørgelig begivenhed. Catharina Elisabeth og Christian mistede deres førstefødte, datteren Ane Maria, som døde den 28. April af tæring. Kun 16 år gammel blev hun og man kan nok formode, at hun har været svag og lidende af denne sygdom i nogen tid inden sin død. Den 4. Maj måtte forældre og søskende gå den tunge gang til Skibskirkegården for at begrave den elskede datter og søster.

Men livet går jo videre og et lyspunkt var det måske, at Christians søster Rebecca Maria den 7. Maj fødte en lille søn, som den 25. Maj døbtes Ole Jørgensen i Holmens Kirke. Hverken Christian eller Catharina Elisabeth var dog blandt fadderne.

Efteråret 1807 skulle blive endnu en prøvelse for Catharina Elisabeth og hendes familie. Da kom Danmark atter i konflikt med England, som i August sendte en hær mod København og den 2. September udsatte byen for et voldsomt og ødelæggende bombardement i flere dage, inden der måtte sluttes fred og flåden opgives, bortført af englænderne. Mange flygtninge fra den bombe- og brandhærgede indre by søgte husly på Christianshavn, visse fødemidler manglede og elendighed og mismod herskede. Men endnu engang kom Catharina Elisabeth og Christian med deres børn hele og uskadte - i hvert fald så vidt vi ved - igennem den barske tid.


Københavns bombardement den 2. September 1807:
England havde i 1807 udstedt et forbud mod al neutral skibsfart mellem dets fjenders havne. En dansk protest øgede den engelske regerings mistro og i August måned opererede en stor engelsk flåde i danske farvande. Englænderne foreslog derpå et engelsk-dansk forbund og den danske flådes midlertidige udlevering til England med løfte om erstaning og kompensation efter Krigen. De engelske krav blev afvist og forhandlingerne afbrudt, hvorefter englænderne den 16. August landsatte 31.000 kamptrænede soldater ved Vedbæk og rykkede frem mod København.

Moralen hos de danske forsvarere var høj, men de var håbløst underlegne. Den 16. August udsendte Københavns Politimester en løbeseddel med teksten: "Da der endnu behøves 400 Mand til Flaadens Tjeneste, saa maa jeg opfordre det Ofentlige til, hertil strax at aflevere dette Tal".

Den 29. August blev forstærkninger fra Sjælland og Lolland-Falster splittet ved Køge. I tiden op hertil havde Bystyret arrangeret, at alt korn uden for voldene i hast var blevet indhøstet, da man forventede en lang belejring. Den 19. August kunne det derfor oplyses, at der i et pakhus på Christianshavn lå 7.000 tønder rug. Alle i byen søgte at samle forråd og portneren ved Vesterport var ved at segne under arbejdet. Magistraten sørgede for en maksimalprisordning for fødevarer og der blev aftalt, at de 14 voldmøller skulle levere 200 tønder rugmel om ugen til Kastellets brødbagere, så hærens soldater kunne brødfødes.

Men der var andre problemer: et pund oksekød kostede 24 skilling, mælk var næsten ikke til at få, og da de engelske skar vandrenderne over uden for byen, frygtede man vandmangel. Heldigvis var der en del poste- og brøndvand, men desuagtet måtte enhver husejer lade samle vand i tønder og kar.

Efter mørkets frembrud den 2. September begyndte det engelske artilleri at slynge granater og brandbomber ind over København og bombardementet fortsatte de følgende nætter. De frygtelige ødelæggelser og store tab tvang byen i knæ. Mod flammerne kæmpede brandvæsenet en heltemodig, men håbløs kamp. Brandene endte med helt at atge magten fra slukningsmandskabet og hele kvarteret fra Vor Frue Kirke til volden mellem Studiestræde og Åbenrå udbrændte. Af offentlige bygninger brændte, foruden Domkirken, Universitetet, de to kollegier, Borchs og Valkendorffs og 6 professorgårde, samt byens hømagasin. Desuden fattigvæsenets nye tvangsarbejdsanstalt med administrationslokaler i Pustervig. I byen opgjordes ødelæggelserne til 305 huse og gårde, heraf 26 bryggergårde, 5 bagergårde, og over 20 brændevinsbrænderier.

Mange flygtede ud til Christianshavn, der syntes mest rolig. Men her var der så nu så fuldt af flygtede, at man næsten ikke kunne komme frem. Mange fandt husly i bydelens kirker.

Den 7. September kapitulerede danskerne og den 21. Oktober sejlede englænderne bort med det dansk-norske riges stolthed: 15 linieskibe, 15 fregatter, 8 brigger og 31 mindre fartøjer. Forinden havde de ødelagt alt af værdi på Holmen. I de 6 uger, som de havde fået til at gøre flåden klar til bortførelsen, fik de engelske soldater lov til i mindre grupper og uden våben at komme ind i byen, til gavn for de handlende, der endnu havde uskadte varer at afsætte, men til fortrydelse for mange af de besejrede.

Danmark var nu ikke længere en sømagt og den krig, der senere fulgte, blev helt ødelæggende for de handelshuse, der havde baseret deres eksistens på fjernhandelen. At genopbygge en flåde var en langvarig affære og den skulle finansieres af udenrigshandelen. Nu tabtes i stedet størsteparten af de udenlandske tilgodehavender, og i løbet af krigen blev ca. 1400 handelsskibe beslaglagt.

Tabet af flåden bevirkede, at danskerne indgik i forbund med Napoleon og erklærede England krig. Den engelske flåde afskar derefter forbindelsen mellem Danmark og Norge.

(Kilde: Danmarkshistoriens Hvornår skete det. Politikens Forlag, 1963; S.Cedergreen Bech: Storhandelens by : Københavns historie, Bind 3: 1728-1830. Side 288-308).


Året var endnu ikke omme, før der påny var død i familien, da Rebecca Marias førstefødte Christian døde den 30. December, kun 3 1/2 år gammel, af slag. Han begravedes den 4. Januar 1808, men om Catharina Elisabeth og Christian fulgte ham til graven, vides ikke.

Den 1. Oktober 1808 blev ældstesønnen Ole Christian sat til tjeneste i Tøyhuus Compagniet som nr. 129. Han var nu 12 år gammel og hans forældre hver især 44 år.

I 1809 var det blevet datteren Ane Cathrines tur til at blive konfirmeret. I Holmens kirkebog står hun som Anne Cathrine Olsen, der blev konfirmeret den 16. April. Endnu et barn var blevet voksen og måtte sendes ud i verden.

Men mørke skyer blev ved med at samle sig over familien. Den 9. Januar 1810 måtte Christian indlægges på Søetatens Hospital. Han led - som så mange andre på denne tid - af Brystsyge, hvilket vel var tuberkulose. Og den 16. eller 18. Januar døde han af denne sygdom, 46 år gammel.

Den 19. Januar 1810 blev han begravet på Skibskirkegårdens sydøstlige del i gravsted nr. J(?) 37.

Så stod Catherina Elisabeth pludselig som 46-årig alene med sine mindreårige børn. Ja Ane Cathrine på 16 forsørgede vel sig selv ved at være tjenestepige, men Ole Christian og Johannes Christian var jo kun knap 14 og 10 år gamle. Til gengæld var de selvfølgelig forsørgede som kost- og kompagnidrenge. Men Catherina Elisabeth skulle dog også selv have føden, måske hun måtte gå ud og gøre rent for folk, eller som hendes senere svigerdatters mor - ernære sig som fiskerkone, måske falbydende varer rundt omkring i byen med en kurv over armen. Det ved vi desværre ikke noget om.

Den 7. Oktober 1810 blev Ole Christian konfirmeret i Holmens Kirke. Pudsigt nok er her det gamle efternavn bibeholdt i kirkebogen: "Ole Christiansen, 1. Div., Tøih.C. No.79".

I 1814 blev Ole Christian omsider "karl" og var nu færdiguddannet og kunne fra den 1. Januar tage fat på at aftjene tvangstjenestetiden, som er noteret at vare "til 21.1.1830". Han var på dette tidspunkt 18 år og Halvbefaren Constabel.

Den 1. April var det så yngstemanden Johannes Christians tur til at blive konfirmeret i Holmens Kirke. Han boede ifølge kirkebogen hjemme hos sin mor i Hjortelængen nr.9. Catharina Elisabeth har altså måttet flytte fra sit og Christians hjem i Laboratorie-Husene 14 og er sikkert blevet logerende hos en Nybodermand i Hjortelængen. De beboere, der fik tildelt eget hus, som altså var en lejlighed til gaden eller til gården, evt. på 1.sal, i Nyboders små huse, var forpligtet til at tage andre "husløse" som logerende. Det er dog også muligt, at Christian var flyttet med familien fra Christianshavn til Nyboder nogle år inden sin død, men desværre er Nyboders Husbøger ikke i så god stand for netop denne periode.

Selvom Catharina Elisabeth måske boede sammen med sine sønner, er det ikke givet, at de var ret meget hjemme hos hende. De var begge knyttet til forskellige skibe på Holmen og af og til på søen med disse. Ole Christian var for eksempel ude med Båden Falster fra 21. Maj til 24. September 1814 og Johannses Christian var ude med et ikke navngivet skib fra 30. August til 20. September 1815, samt fra 2. April til 15. December 1816 med Briggen Samsøe.

I dette efterår fik Ole Christian tildelt en lejlighed i Stuen til Gaarden i Løvegade 17. Her kom han til at bo indtil Påsken 1826 og mon ikke hans mor har boet her også og holdt hus for ham. Måske også Johannes Christian har boet her, indtil han selv fik tildelt en bopæl i 1819.

I 1817 var Johannes Christian atter ude at sejle, denne gang først fra 1. Januar til 16. Marts med Skibet S e H, og derpå fra 16. Juli til 30. August med Skibet Falster. Også Ole Christian var på søen, fra 1. April 1817 til 7. September 1818, hvor han sejlede på Fregatten Minerva.

I 1818, den 1. Januar, blev Johannes Christian som 18-årig "Karl" og Halvbefaren Constabel med tvangstjeneste til 1. Januar 1838. Samtidig fik han tildelt en lejlighed i Stuen til Gaarden i Biørnegaden nr. 8, som han overtog efter en Hendrich C. Weith med indflytning til Michaelis 1819 (Onsdag den 29. September iflg. Bauers kalender). Her blev Johannes Christian boende indtil Påsken 1825. I 1818 var han forøvrigt til søs med Fregatten Diana fra 24. August til 16. September.

I 1819 avancerededen nu 23-årige Ole Christian til Heelbefaren Constabel og samtidig blev hans tjenestetid forlænget til 1. Januar 1834. Forfremmelsen skete fra 1. Januar og den 24. Maj stod han til søs med Skibet Jens...., eller var det Ternen, som han iflg Sørullen var tilknyttet fra 17. Marts til 8. November.

Året efter var det på Skibet Svalen, også benævnt Lodsbåden Svalen, at Ole Christian gjorde tjeneste, fra 4. April 1820 og igen fra 10. November 1820 til 12. januar 1821.

Den 30. April 1821 flyttedes Ole Christians tjeneste til Briggen Falken, men om efteråret var han også ombord på Briggen Falster indtil 12. December 1821. I samme tidsrum var Johannes Christian fra den 1. September atter til søs, denne gang med Briggen St: Jan. Datoerne er lidt usikre, fordi der i Divisionsbogen står forannævnte dato, mens slutdagen ikke kan læses, mens der i Sørullen står fra 20. August 1821 til 7. September 1822.

I 1822 gjorde Ole Christian til gengæld tjeneste på Briggen Møen fra 2. Maj til 26. August og derpå fra 1. September 1822 til 28. August 1823 på Briggen Trekroner. Han var derfor ikke hjemme, da hans søster, den nu 58-årige Catharina Elisabeths eneste overlevende datter, den 28-årige Ane Cathrine, blev gift med den 26-årige Lorentz Peter Worm, som boede i Løvegade nr. 4. Ved vielsen i Holmens Kirke den 7. Marts 1823 optrådte i stedet Johannes Christian som forlover for søsteren. Nu kunne Catharina Elisabeth vel ånde lettet op, nu hendes datter var blevet godt gift med en konstabel fra 1. Divisions Artillerie Compagnie. En af sønnernes kollegaer, og de kunne forhåbentlig sige god for, at han var en god og hæderlig mand.

Fra 28. August 1823 var Johannes Christian igen til søs med Corvetten Diana. Og nu var Ole Christian jo så hjemme igen i Løvegade 17. Måske boede Catharina Elisabeth stadig hos ham og passede hans husholdning. Eller måske flyttede hun med Ane Cathrine ind til Worm i Løvegade 4. Det vides ikke, men hun var jo ikke ung længere og der kunne vel godt trænges til en hjælp i huset. Desuden var beboerne jo forpligtede til at tage logerende, så det var måske blot det, der skete, da den 33-årige fraskilte Nyboderpige Dorthe Maria Birch skulle finde sig et logi.

Det må have været kort efter Ole Christians hjemkomst i 1823, for snart efter viste det sig, at Dorthe Maria var med barn. Det var jo ikke helt godt, Dorthe Maria var separeret, men endnu ikke skilt. Skilsmissen fik hun først ved en dom i Lands Over- samt Hof- og Stadsretten i 1825. Derfor var det en uægte datter, som blev født i Ole Christians hjem i Løvegaden 17 den 5. Juni 1824. Madam Schau fra Løvegaden fungerede som jordemoder og fadder i Holmens Kirke, da moderen bragte barnet til dåb den 16. Juli. Men Ole Christian vedkendte sig faderskabet, tilsyneladende uden problemer, og han åbnede sit hus for det lille "slegfredsbarn" og dets mor. Hvad syntes mon Catharina Elisabeth om det? Tja, i hendes egen svenske familie havde der jo været masser af uægte børn, så mon ikke hun tog imod familieforøgelsen uden vrøvl, måske endda hun kunne glæde sig over den lille nye sønnedatter, som fik navnet Oline Christiane.

Dorthe Maria var selv af Nyboderslægt og født og opvokset her - i modsætning til Ole Christian, der jo var opvokset på Christianshavn. Dorthe Marias far var matros og senere avanceret til Qvarteermester, Skibmand og underofficer. Det var en børnerig og livskraftig familie, hvor sønnerne gik i faderens fodspor og døtrene blev pænt gift og fik mange børn. Igen i modsætning til Ole Christians familie, hvor der kun var én søster, som rigtig nok blev pænt gift, men døde barnløs.

Senere i 1824 måtte Ole Christian vist til søs igen, fra den 1. September var han ombord på Corvetten Najaden og han kunne først afmønstre den 10. Juni 1825.

I 1824 var også Johannes Christian på søen, fra den 18. til den 21. August med skibet Diana.

Den 1. Januar 1825 avancerede den nu 25-årige Johannes Christian til Heelbefaren Constabel med en månedlig gage på 4 Rigsdaler og Qvarteerpenge på 64 Skilling. Han fik nu også tildelt en ny bolig, nemlig Stuen til Gaarden i Løvegade nr. 18. Han kom således til at være nabo til Ole Christian og dennes lille familie. Og selv Ane Cathrine boede jo ikke ret langt væk, da Worms hus lå i samme gade nr. 4. Mon ikke Catharina Elisabeth har været glad for at have sine børn omkring sig og i nærheden. Johannes Christian kunne flytte ind i sin nye bolig i Påsken 1825 og blev boende her til Påsken 1829. Hvor meget han egentlig opholdt sig her i 1825, er svært at vide, for han tjente fra den 2. Maj på Briggen San Jan, med hvilken han sejlede indtil den 1. April året efter.

I samme periode havde Ole Christian ligeledes som Heelbefaren Constabel en månedlig gage på 4 Rigsdaler og Qvarterpenge på 64 Skilling. Det lyder umiddelbart ikke af ret meget, når han også skulle forsørge en familie, men til gengæld var der ingen husleje at betale og hans beklædning var der også sørget for. Alligevel må det have været svært at få enderne til at mødes.

Den 14. Februar 1825 lykkedes det Dorthe Maria at få dom for sin skilsmisse og den 7. Oktober samme år blev hun og Ole Christian viet i Holmens Kirke. Det var en bemærkelsesværdig dag, for samtidig blev Dorthe Marias ene bror Christian Frederich Birch - der som Ole Christian tjente som konstabel i 1. Divisions Artillerie Compagnie - viet i samme kirke til Sophie Christine Jacobsen. Og en anden bror, Hendrich Christopher Birch blev i Trinitatis viet til Mariane Birgitte Jacobsen. Dorthe Marias 2 svigerinder var døtre af spiseværten Georg Daniel Jacobsen og søstre til Skomagersvenden Frederik Wilhelm Jacobsen, som i 1820 var blevet gift med Dorthe Marias søster Lovise Amalia. Som forlovere for Ole Christian stod søster Ane Cathrines mand Lorentz Peter Worm, mens en kollega fra 1.Divisions Artillerie Compagnie var forlover for Dorthe Maria.

I Påsken 1826 kunne Ole Christian med kone og barn - og måske også mor Catharina Elisabeth? - flytte fra Stuen til Gaarden i Løvegaden nr. 17 til en bedre- og måske lidt større - lejlighed i Stuen til Gaden i Løvegaden 5. Her blev familien boende indtil Påsken 1827.

Den 1. April 1826 kom Johannes Christian hjem fra togtet med Briggen St. Jan og kom tilsyneladende først til søs igen i September måned, hvor han fra den 6. eller 7. til den 20. September tjente på Briggen Fr. Lau....(?)

Den 1. April 1826 blev Ole Christian "permitteret ved Skibet Christianshavn", hvor han vist nok tjente indtil 15. Oktober 1827. I mellemtiden blev han far igen. Datteren Hansine Henriette Olsen blev født den 19. November 1826 og døbt den 1. December i Holmens Kirke. Faddere var Dorthe Marias yngre søster Ellen Cathrine Birch sammen med jordemoder Madam Schou fra Kaninlængen 81.

Til Påske 1827 var det igen flyttedag, og denne gang flyttede Ole Christian sammen med hustru og 2 døtre - og måske også sin mor, hvis ikke Catharina Elisabeth nu boede hos Johannes Christian i Løvegade nr. 18 eller hos Ane Cathrine og Worm i Løvegaden nr. 4. Denne gang flyttede Ole Christians familie ind i Stuen til Gaarden i Bjørnegade 24, hvor de kom til at bo i 2 år, til Påsken 1829.

I 1827 var Johannes Christian ude at sejle. Han var afsted fra den 30. April eller 12. Maj til den 30. August med Briggen Najaden.

Den 18. Oktober 1827 var Ole Christian "hjemkommet og møder til tjeneste" og i 1828 var han tilsyneladende på flere mindre søtogter. Fra den 18. til den 25. Juni med Dampskibet Skal..., fra 6. til 7. Juli gjorde han tjeneste samme sted og det gjorde han ligeledes fra den 13. til den 14. Juli. Den 3. September måtte han imidlertid på langfart med Briggen St. Croix og kom først tilbage herfra den 2. August 1829.

Mens Ole Christian var væk, nedkom Dorthe Maria med parrets tredie barn - og Catharina Elisabeths tredie barnebarn. Mon ikke hun har hjulpet sin svigerdatter lidt i denne situation, hvor hun var alene hjemme med de 2 små piger, Oline på 5 og Hansine på 3 år. Ole Christians søster Ane Cathrine er nok også trådt hjælpende til, senere ydede hun i hvert fald tit og ofte hjælp til sine niecer.

Georgine Sophie Olsen blev født den 21. September 1828 og døbt den 31. Oktober i Holmens Kirke, hvor kun Dorthe Maria og jordemoderen Madam Schou i Nygaden 2 var faddere.

Måske var Johannes Christian hjemme ved Georgines dåb, for han var i 1828 tilsyneladende kun ude at sejle fra den 28. April eller 13. Maj til den 19. August, vist nok med Briggen St. Thomas.

I Påsken 1829 flyttede Johannes Christian ind i Stuen til Gaden i Løvegaden nr. 4, som han overtog efter svogeren Lorentz Peter Worm, der havde boet her siden 1817 og de sidste år med Johannes Christians søster Ane Cathrine. Nu kunne Johannes Christian så bo her indtil Påsken 1832. Det nåede han så ikke, da han døde inden.

Da Ole Christian var vel hjemme igen og afmønstret den 13. August 1829, fandt han sig så som overhoved for en større familie, hustru og 3 små døtre. Og han fandt sig også i en helt ny bolig, for fra Påsken 1829 var familien flyttet fra Bjørnegade 24 til Bjørnegade 10, hvor de havde fået tildelt lejligheden i Stuen til Gaarden og kunne blive boende indtil Påsken 1834.

Men det var åbenbart ikke idel lykke at Ole Christian var vel hjemme igen, for fra den 15. September 1829 lader det til, at han måtte indlægges på Søetatens Hospital, hvor han tilsyneladende opholdt sig frem til den 4. November. Årsagen kendes ikke, men sygdommen må have været grund til megen bekymring for både Dorthe Maria og Catharina Elisabeth. Ikke mindst fordi Ole Christians løn blev nedsat i den forbindelse.


Søetatens Hospital var blevet opført i 1806 i området mellem Balsamgade og Nellikegade i Nyboder. "Her kunne man yde både mandskabet og familierne ordentlig sygepleje i store luftige lokaler.
Der indførtes en streng disciplin i hospitalet. Børn, der tilsmudsede deres klæder, fik ris; de med udslet befængte patienter måtte save og hugge brænde nogle timer dagligt; rekonvalescenter blev sat til det samme arbejde den sidste dag, de opholdt sig i hospitalet.
Trods disse tvangsbestemmelser og trods den afkortning i lønnen, som den faste stok måtte lide under deres ophold på hospitalet, var der dog enkelte, som fandt hospitalslivet såre behageligt; de søgte derfor på alle måder at forlænge deres ophold i sygehuset; så meget, som reglementet tillod.
For koners og børns pleje på hospitalet blev der ikke fratrukket.
Der var også mangler ved hospitalet. Det holdt således i begyndelsen sin egen svinesti. Nyboderfolkene mente, at svinene fik for meget, og at de selv fik for lidt af den grød, der 9 gange om ugen skulle serveres for de syge.
Der kom også klager over hospitalets strenge tugt, men behandlings- og plejemæssigt lå Søetatens Hospital på højde med byens øvrige sygehuse, da det blev nedlagt i 1867.
(Kilde: Jørgen Green og Michael Green Schmidt: Slægtsforskerens ABC. Forlaget Grifo, 2011 (3. udgave). side 132, 140).


Kort efter Ole Christians hjemkomst den 4. November må undfangelsen af hans og Dorthe Marias næste barn, den nu 65-årige Catharina Elisabeths fjerde barnebarn og første sønnesøn, være sket.

Den 1. Januar 1830 blev Catharina Elisabeths yngste søn Johannes Christian udnævnt til Under Canoneer med tjeneste på Livstiid og hus til 1832, så fremtiden tegnede lyst her og mon ikke han støttede sin mor økonomisk i disse år, hvor hun efter en oplysning fra 1831 boede i hans hus.

Til gengæld kunne hun bekymre sig om sin ældste søn. Det ser ud som om Ole Chrisitan atter er kommet på Søetatens Hospital fra 3. Januar til 25. Juli 1830 og derpå fra 26. Juli 1830 til 20. Januar 1832Almindelig Hospital. I Divisionsbøgerne er noteret: "Efter Collegiets Resolution No. 1834/1830 er anbefaliget ham i Almindelig Hospital indlagt løn nedsat til det halve ... 3... daglig fra 1. Oktober 1830. Afgaaet efter Antegning til Arsenalets Formand(?) 2. Comp. Nr.19 d. 1. October 1833".


Almindelig Hospital i Amaliegade: "I løbet af 1800-tallet blev sygehusafdelingen på Almindelig Hospital kraftigt udbygget. Bla.a.blev personer med hudsygdomme og veneriske sygdomme henvist hertil, ligesom der også blev indlagt patienter, der på grund af pladsmangel ikke kunne blive behandlet på Frederiks Hospital".
(Kilde: Jørgen Green og Michael Green Schmidt: Slægtsforskerens ABC. Forlaget Grifo, 2011 (3. udgave). side 28).


Imedens Ole Christian var indlagt på Almindelig Hospital - havde han mon pådraget sig en hudsygdom eller en kønssygdom under sine ophold til søs og på fremmede steder? - var hans lille nye søn, Carl Christian Olsen, blevet født den 5. Juli 1830 og døbt den 22. August i Holmens Kirke. Fadderne var Skipper Gammelgaards Hustru, Jomfru Dorthea Clausen, Baadsmand Lars Olsen, samt Opsynsmændene Frederik og Lars Sommerfeldt. Den lille dreng fik imidlertid kun et kort liv, da han døde allerede den 8. Oktober af krampe. Den 11. Oktober 1830 måtte familien derpå begrave hamSkibskirkegården.

Fra den 1. til den 9. Juli 1831 var Ole Christian ifølge sørullen og divisionsbogen tilknyttet Chaluppen Delphinen, så måske var det først fra 26. Juli 1831, at han var indlagt på Almindelig Hospital. I månederne September, Oktober, November og December 1831, samt i Januar, Februar og Marts 1832 samlede han sig en gæld på 6 rigsdaler og 38 Skilling, som må have tæret på hans i forvejen ikke så høje løn, selvom den vel var steget, da han blev udnævnt til Under Canoneer.

Måske bidrog det til Ole Christians sygdom og svagelighed - der tilsyneladende ifølge et senere notat skyldtes drikfældighed - at året 1831 endte skidt for hans lillebror. Fra 11. Januar 1831 havde Johannes Christian være stationeret på Jagten Larsens Plads, hvor han åbenbart skulle forblive året ud. Men den 4. September skete en katastrofe, som blev refereret således: "Med Sluppen "Larsens Plads" var i 1831 udkommanderet to Søartillerister, Underkanoner J. Olsen og Konstabel Lindkloster, der begge skød sig den 4. September. Mange tvivlede dog om, at de havde begaaet Selvmord; der fortaltes, at de havde duelleret og begge var faldne i Duellen; men Sagen blev aldrig oplyst. (Kilde: P.Andersen: Bidrag til Søartilleriets Historie. 1909. s.125.).

Det var jo en fygtelig ulykke, som i Divisionsbogen omtaltes som "Aflivet sig d. 4de September 1831 med et Pistolskud igennem Hovedet" og det må have rystet hele familien, både Johannes Christians søskende, Ane Cathrine og Ole Christian, men jo især deres mor Catharina Elisabeth, som nu ikke blot mistede sin yngste søn og den støtte, som han havde ydet hende, men også sin bolig i hans hus i Løvegaden nr. 4.

Den 7. December 1831 måtte Catharina Elisabeth give møde for Skifte Commissionen, der skulle foretage skiftet efter Johannes Christian og udfærdige Forseglingsprotokollen. Her blev der fremlagt en skrivelse fra "Premier Lieutenant og Chef for Quarantainen og Fyns Fartøiet "Larsens Plads" af 29. November 1831, samt en do fra Samme af 5te d.M., hvori han melder, at Regnskabsfører og .... No.46 af 1ste Divisions Artillerie Corps Johannes C. Olsen er død paa ovennævnte Skib den 4de Septbr. d.a. ". Med skivelsen fulgte en fortegnelse over Johannes Christians "paa Skibet efterladte og til Skifte Commissionen afleverede Effekter, hvilke af Betienten Bülow tilhand... bliver vurderet således: 2 Klædes Trøier ..... 3 sk.(?), 1 Hat ..... 1 (sk), 3 Halstørklæder, 1 Lommetørklæde, 2 Skjorter, 2 Kraver ..... 2 (sk.), 2 Par Strømper, 2 Par Skoe ..... 3 (sk.), 1 Dreiels (?) Pose, 1 Kuffert uden Laas, 1 Messing Bestik, 1 Sy...se ..... 2 Sk."

Endvidere noteres det i Forseglingsprotokollen, at "Sergeant O ... math mødte og tilkiendegav, at den Afdøde har været tilhuse hos sin moder der boer i Nyboder og at han ikke har .. efterladt sig noget. Derefter mødte Enken Anne Cathrine Olsen (sic!), den Afdødes Moder, boende i Løve Gaden No. 4, som afgav samme Forklaring som Sergeant Omoth. Procurator Petersen, som var mødt, blev derefter anmodet om at besørge det fornødne, hvorefter Boet til .. blev udsat". Underskrevet: "Anne Cathrine Olsen - med ført Pen".

Mærkeligt, at Catharina Elisabeth nu er blevet til Anne Cathrine. Måske er hun i mange år i familien og omgangskredsen kun blevet kaldet Cathrine eller Trine, som der engang stod i kirkebogen ved et af børnenes dåb. Og så har man blandet hendes og datteren Ane Cathrines navne sammen. Da Catharina Elisabeth jo også har "underskrevet" med ført pen, har hun antagelig heller ikke kunnet læse og derfor få rettet sit navn. Fejlen gentages også i den senere skiftebehandling.

For efter Forseglingsprotokollen var afsluttet, blev Johannes Christians øvrige ejendele - som vel har befundet sig i huset i Løvegaden 4 - sat på auktion. Dette skete den 7. Marts 1832, efter at der i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger var indrykket følgende annonce: "Onsdagen den 7de Marts førstkommende og følgende Dage, fra Kl. 9 om Formiddagen, bliver ved Auction i Krystalgade Nr.61 bortsolgt en Deel Gods og Løsøre, bestaaende af Guld, Sølv, Plet, Tin, Kobber, Messing, Jern og Bliktøi, Glas, Porcellain og Steentøi, Linned, Gang- og Senge-Klæder, Mahogni-, Ege-, Birke- og Fyrretræes-Meubler, samt andet Træting, tilhørende Stervboerne efter nedennævnte Afdøde, nemlig: .......... afg. Constabel Jacob Lindkloster, afg. Regnskabsfører og Undercanoneer Johannes C. Olsen ..... Betalingen erlægges til Procurator Petersen, boende i Compagnistræde Nr. 70, anden Sal, hvor Catalogerne erholdes for 6 Rbd. Stykket".

Der var altså her tale om effekter fra adskillige dødsboeer og vi kan derfor ikke vide, hvilke der har tilhørt Johannes Christian.

Efter auktionen kunne man gå over til at færdigbehandle dødsboet i 2 møder. Det første fandt sted den 24. Juli 1832 og her noteres i Behandlingsprotokollen: "Afg. heelbefaren Constabel af Søeetatens Artilleri-Korps, Johannes C. Olsens Bo. - Skiftecommissionen fremlagde en Skrivelse fra Admiralitets- og Commissariatets Collegium af 14de S.M., hvorefter den Afdøde bliver skyldig til den Kongl. Kasse - 48 rdl 33 Sølvmynt, som dette Collegium udbeder sig refunderet af den Afdødes Bo. - Boet blev til videre udsat"

Den 13. September - altså over 1 år efter Johannes Christians tragiske bortgang - kunne bobehandlingen så endelig afsluttes. Herom skriver Behandlingsprotokollen: Anno 1832 den 13de September blev foretaget Session i efterfølgende Bo: Afd. Undercanoner Johannes C. Olsens Bo. - Proc. Petersen modtog(?) og fremlagde hans Regnskab over Boet, af 28de Maj .... med Bilage, samt afleverede sin .... derefter for at tilsvare + 2 rd 4 Sk 1 Mark(?) Sedler og (?), som Skiftecommissionen imodtog.

Den Afdødes Moder Anne Cathrine Olsen mødte og tilkiendegav at hun intet hos den Afdøde havde tilgode, samt at det ei heller er hende bekiendt at han skylder andre noget. Boets for ommeldte Beholdning 2 rd 4 S 1 Mark(?) .. Sedler og (?), blev derefter udlagt det Kongl. Admiralitet og Commisariatets Collegium til Afdrag paa Omkostningerne ved den Afdødes Begravelse, hvormed Behandlingen af Boet er sluttet." - Underskrevet: "Anne Cathrine Olsen - med ført Pen. ..."

Så stod Catharina Elisabeth tilbage uden sin yngste søn og uden sit hjem hos ham. Det er nok mest sandsynligt, at hun derefter er flyttet ind hos Ane Cathrine, der stadig boede med ægtemanden Lorentz Peter Worm i Løvegaden nr. 3, i Stuen til Gaden. Desværre havde parret ikke fået nogen børn, men noget tyder på, at de i stedet var meget glade for Ole Christians 3 små piger, som nu var henholdsvis 8, 6 og 4 år gamle, og som de vistnok tog sig meget af.

Det lader til, at Ole Christian atter var kortvarigt i arbejde fra den 10. til den 24. Juli 1833, samt fra den 15. til den 31. August. Men den 1. Oktober blev han degraderet fra at være Under Canoneer til at blive Arsenal Arbeidsmand i 1. Divisions 2. Compagni, nr.19, med tjenestid til 1. januar 1834. Det nævnes senere, at han var "drukfældig og forsømmelig", og mon ikke, at den nu 67-årige Catharina Elisabeth har været ulykkelig over sin søn og trist over fremtiden, som tegnede sig mørk for de 3 små børnebørn.

Sorger og bekymringer, det hårde arbejde først i Västervik og siden i Laboratorie-husene og sidst i Nyoder, samt alderen, tærede på hende, der nu også døjede med brystsyge. Og den 14. Januar 1834 afgik Catharina Elisabeth ved døden. I kirkebogen for Holmens Kirke kaldes hun nu Ane Cathrine Elisabeth Olsen, Matros Christian Olsens Enke, 69 år gammel, død af brystsyge og begravet den 17. JanuarSkibskirkegården, "Gl. Kg., S.W. Ltr. P, Nr.27".

Der står også her, at hun boede i Hjortelængen Nr.5. I denne gades nr.9 havde Catharina Elisabeth joboet sammen med Johannes Christian ved dennes konfirmation i 1814, har hun mon fundet et logi her igen? Eller er der tale om en skrivefejl? Hun har i hvert fald ikke boet hos Ole Christian, som indtil Påsken 1834 havde bolig i Bjørnegade nr. 10.

Den 18. Februar 1834 var der folketælling og da finder vi Catharina Elisabeths svigerdatter Dorthe Maria og hendes 2 yngste døtre boende i Rigensgade nr. 480. Hun havde da forladt Ole Christian, vel på grund af hans drikfældighed, ernærede sig nu som "Fiskerkone" og kaldte sig "Enke". Sandsynligvis havde Ole Christians søster og svoger allerede da taget hans ældste datter Oline til sig som deres plejedatter, og hos dem boede hun i hvert fald ved sin konfirmation i 1838.

Men alt dette kom Catharina Elisabeth ikke til at opleve, ej heller at Ole Christian den 1. April 1835 blev løst fra arbejdet på Holmen, fik tildelt en lille pension og flyttede ind som logerende hos andre Nyboderfolk.

Mon familien i Västervik fik at vide, at Catharina Elisabeth var død? Men de var jo også døde og borte for længe siden, både hendes forældre og hendes søskende, storesøster Anna Maja i 1811, niecen Brita Lisa ca. 1825, bror Nils forsvundet på havet omkring 1797 og lillebror Jonas druknet i 1825. Om der var nogen forbindelse mellem familiemedlemmerne, mens de levede, ved vi ikke. Men nu var kontakten i hvert fald endeligt slukket.

Catharina Elisabeth Wikström, gift Olsen, efterlod sig datteren Ane Cathrine, der som barnløs levede med ægtemanden Lorentz Peter Worm indtil sin død i 1847. Samt sønnen Ole Christian, der i hvert fal efter 1834 kom til at leve separeret fra hustru og børn. Svigerdatteren Dorthe Maria Birch ernærede sig derpå som fiskerkone, men levede kun til 1841, mens Ole Christian levede til 1849, hvor han døde af lungesygdom. Han boede da som "lem" i Almindelig Hospitals Lemmeafdeling.

Af Catharina Elisabeths 3 børnebørn, fik de to yngste kun et kort liv. Hansine Henriette nåede at blive gift, men levede kun 2 år efter brylluppet og døde som blot 22-årig i 1849 af lungesvindsot. Georgine Sophie nåede også kun at blive 22 år gammel og døde ugift i 1850 af lungehindebetændelse.

Kun Catharina Elisabeths ældste barnebarn kom til at få et langt og lykkeligt liv. Oline Christiane blev i 1851 gift med den succesfulde sadelmagermester Jens Peter Bek Holm, med hvem hun allerede havde fået 2 børn og med hvem hun fik yderligere 2 sønner. Oline døde i 1886, 62 år gammel.

Men Catharina Elisabeths slægt lever stadig videre i efterkommerne efter Olines 3 ældste børn, Mathilde Henriette Holm, Jens Olaf Sophus Holm og Thorvald August Ferdinand Holm.

 

PERSONER
(alfabetisk liste)

PERSONER
i ALICE's slægt

PERSONER
i ASMUS' slægt

HISTORIER
og
ÅRSTAL

STEDER
og
TING

FOTOS
TEKSTER

STAMTAVLER og SAMLESIDER

DOKUMENTER
ORDLISTE
KILDER og LINKS
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 17.11.2020 og sidst opdateret d. 4.1.2021