Johannes Christian Olsen blev født den 8. September 1799 som søn af Christian Olsen og Catharina Elisabeth Wikström.

Johannes Christian var forældrenes 6. barn og fjerde søn efter at de var blevet gift den 26. November 1790. Én søn var dog allerede død, kun 8 dage gammel, i 1795 og en anden, Johannes Christians navnebror Johannes, var død kun 1/2 år gammel i 1798. Far Christian hørte til Holmens Faste Stok og tjente som Constabel i 1. Divisions Artilleri Compagnie som nr.19. Mor Catharina Elisabeth, som i kirkebogen kaldtes Cathrine Elisabeth Wigström, stammede fra Sverige. Hun var kommet til København sidst i 1780'erne fra den lille by Västervik, som ligger ved Skærgården i Smålands nordligste del. Forældrene var jævnaldrende, begge født i 1764 og derfor ca. 34 år, da deres femte barn blev født.

Fra Påsken 1792 havde Johannes Christians far fået tildelt et af flådens huse på Christianshavn, et af de såkaldte Laboratorio-Huuse, nærmere bestemt nr. 14. Og her boede han med sin familie på tidspunktet for sønnens fødsel i 1798. Vi må gå ud fra, at den lille Johannes Christian rent faktisk blev født her i hjemmet på Christianshavn.

Den lille ny havde 2 større søstre, Ane Maria, som var født i begyndelsen af April 1791 og derfor nu 8 år gammel og stor nok til at tage ansvar som storesøster og hjælpe til ved en ny lillebrors ankomst. Den næste storesøster var Ane Cathrine, som var født i begyndelsen af Marts 1793 og derfor 6 år gammel ved Johannes Christians ankomst. Altså også gammel nok til at hjælpe med de små brødre, den i 1796 fødte Ole Christian, der nu var 3 år gammel, og den lille nye Johannes Christian.

Ved Johannes Christians fødsel levede hans farfar, Ole Salvesen, der på dette tidspunkt var omkring 59 år gammel, og muligvis også hans farmor Anna Sophia Andersdatter, som vist nok har været omkring 69 år. Johannes Christians morforældre, Catharina Andersdotter og Jonas Wikström, var der vist ikke megen kontakt til, da de levede i Sverige sammen med mor Catharina Elisabeths søskende, mens farforældrene levede på Christianshavn ligesom Johannes Christians familie. Her levede også Johannes Christians faster Rebecca Maria, som i 1799 var 22 år gammel.

Efter Johannes Christians fødsel gik far Christian til Holmens Kirke for at anmelde fødslen og oplyse det navn, som barnet skulle havde i dåben, samt faddernes navne og stilling. Det lader til, at han til dette hverv valgte venner og naboer på Christianshavn, samt nogle overordnede fra Laboratoriet, og flere af disse havde også været faddere til Johannes Christians søskende.

Den 15. September 1799 blev lille Johannes Christian så døbt i Holmens Kirke med "Jørgen Kruse, Snedkermester. Christian Breul, Spækhøker. Erich Møller, Broemand. Jørgen Holm, Havnefoged, samt jomfruerne Bolette Christine Hansen og Edle Johane Hansen" som faddere. .... De 2 unge damer var døtre af Brændevinsbrænder Lorentz Harboes hustru Ane Christine fra hendes første ægteskab. Det lader ellers til, at præst eller degn har kludret lidt med faddernes erhverv, for Jørgen Kruse var spækhøker på Christianshavn, ca. 34 år, gift med Marie Bastian. Og Christian Breul var snedkermester, gift og med bopæl på Christianshavn.

Normalt var en barnedåb jo lidt af en festlig begivenhed, som det berettes i bogen "Nyboder og dets beboere" på side 233f. : "Naar visse Nybodersfamilier skulde have et Drengebarn i Kirke, da ansaa "fornemme Herskaber" det ikke for at være under deres Værdighed at staa fadder til Barnet. Daaben fandt sted saa snart som muligt efter Fødslen - helst ottende Dagen efter, - og i Kirken. Barselstuer, som florerede paa Holbergs Tid, vare endnu hundrede Aar derefter i Brug i Nyboder. Moderen sad i en Lænestol, Faderen stod ved Døren for at modtage de fra Kirken tilbagevendende Faddere; han bukkede dybt for de fornemme Gæster; der var jo højstaaende Søofficerer, Præster og Rangspersoner iblandt dem; de kørte til Stadsen i deres egne Vogne, hvilke nu vakte stor Opsigt, medens de holdt uden for Døren. Det uvante Syn var Skyld i , at mangen Nabokone maatte trykke sin Næse ganske hvid mod Ruden for rigtigt at kunne tilfredsstille sin Nysgerrighed; medens Nyboders Ungdom med gabende Munde dannede to tætsluttende Rækker lige fra Husdøren og hen til Vognen, blot for at faa et Glimt af Herligheden at se. Inde i den lille festligt smykkede Stue diskuterede Fadderne imidlertid den nyfødtes fremtidige Livsstilling, - den var jo allerede saa godt som bestemt ved den Stand, hvortil Forældrene hørte, - og søgte at fordrive Tiden ved at læse Deviserne paa de Konditorsager, som vare fremsatte til Forfriskning. Nu brød Gæsterne endelig op; et Vinduesskod blev aftaget og lagt over Rendestenen for at lette dem indstigningen i Vognene; og da de fine Folk vare borte, aandede man jo nok lidt friere, medens man højligt undrede sig over, at de kun havde spist saa lidt af de mange gode og sjældne Sager; og dog følte man sig hædret ved den nedladende Venlighed, som de store Mænd havde vist, og som maatte anses for et Tegn paa den Agtelse, hvilken alle fordomsfrie nærede for de hæderligere blandt Nyboders befolkning".
Selvom der her fortælles om selve Nyboder, gjaldt disse betragtninger sikkert også for beboerne i Laboratorio Huusene.

Velstående har Johannes Christians forældre ikke været. Far Christians stilling i 1. Divisions Artillerikompagni var konstabel, det vil sige menig artillerist og de var meget dårligt lønnede. Til gengæld var det jo en fast og nærmest livsvarig stilling og soldaten fik klæder og kostration, samt "hus", der oftest dog nærmere var en lejlighed, altså blot en del af et hus.

Det hus, hvori Johannes Christian blev født og voksede op de første år, Laboratoriet 14, bestod af en trappe og nogle mindre rum kaldet "Sal og Kammer" med en skillevæg af bindingsværk og forsynet med et "Fyrsted" og et "Locum comune". Laboratoriehusene lå ved Ovengaden neden Vandet, helt mod sydvest og det, der idag kaldes Hammershøis Kaj. Her lå områderne kaldet Land Artilleriets Laboratorium (til højre, nr.169 på Geddes kort fra 1757) og Søe Artilleriets Laboratorium (til venstre, ud mod den tværgående kanal, nr. 170 på Geddes kort).

I Laboratoriet opbevaredes blandt andet krudt og bomber, granater og patroner. Måske ikke det tryggeste sted at bo, når man betænker, at det Gamle Laboratorium allerede var sprunget i luften 2 gange: den 6. August 1679 "formedelst Guds Vejr og Tordenslag" og den 16. Juni 1683, hvor eksplosionen forårsagde en "saadan Tummel og Alarm i Vejret, at Vinduer og Tage i de Huse som endog ogsaa laa langt derfra sprunge udi mange Tusinde Stykker og bleve ganske og i Grund fordærvede" (Dengang.dk). Ikke desto mindre blev Catharina Elisabeth og Christian boende her i mange år med deres lille familie, som stadigt øgedes.

Ved familiens indflytning var der den 3. Maj 1792 udfærdiget en liste over inventar og stand af ejendommen Laboratorie-Huuse No.14, hvori det lyder: "Opgang af 1 trappe med 11 Trin hvorfor 1 Lem med Hængsler, 1 Dør for Kammeret med Hængsler, Stabler og 1 Klinke ...2 1/2 Fag Vinduer i Kammer og Gangen med Karme, Ramme og behørig Beslag. Skillerum mellem Sahl og Kammer af Bindingsværk, Loft over Huuset. Gulvet i Kammeret og Gangen af Bræder for Fyrsteder mange Sten. Opgang til Loftet af 1 Trappe ned 16 Trin. ! Lem med Hængsler for Loftsrummet. Tag, Skorsten og Fyrsted samt Locum Comune".

Hvad angår de økonomiske vilkår, som Johannes Christian blev født ind i, var der fra 1793 en bestemmelse om, at konstablerne skulle oppebære en løn på 22 Rigsdaler og 25 Skilling årligt, samt 2 Rigsdaler og 54 Skilling til "mundering", som bestod af lange, vide blå benklæder, en kort trøje og en læderkasket med skilt. Desuden fik far Christian en kostration.

Hvor langt disse årlige 22 Rigsdaler så rakte til fornødenheder for en familie på 6 - (far Christian måske til dels fraregnet, fordi han havde sin kostration og antagelig ofte var ude at sejle med Flådens skibe, men så i hvert fald for mor Catharina Elisabeth, de 2 storesøstre og storebror Ole Christian. Den endnu spæde Johannes Christian måtte vel opfødes med modermælk, hvis moderen ellers havde kræfter og formåenhed) - det kan man danne sig et indtryk af ved at se på priserne for forskellige basisvarer i 1790-1799:

1 pund groft rugbrød kostede i København mellem 1 og 2 1/2 Skilling. Et pund flæsk 6-10 Skilling og 1 pund oksekød 4 1/2-8 Skilling. Et pund svesker 7 Skilling og en pot brændevin 16-20 Skilling, mens en pot øl skunne fås for 1-2 Skilling. En tønde smør kostede 32-35 Rigsdaler - så det købtes der nok ikke så meget af i Johannes' fødehjem. Der skulle vel også både lys og varme til: et pund talglys kostede 15 Skilling, mens et pund vokslys kostede 52-56 Skilling. Man kan vist godt formode, at der var talglys, som lyste op i det lille hjem.

I ledige stunder slog søartilleristerne sig sammen om at fiske og fangsten solgte så deres koner ved at gå rundt i Københavns gader eller ved dørene. Måske mor Cathrine Elisabeth også har gjort det for at skaffe penge til huse.

Den 6. Januar 1800 døde farfar Ole Salvesen, som var indlagt på Almindelig Hospital. Dødsårsagen var Alderdom og han blev begravet på Skibskirkegården den 8. Januar. Så man kan roligt sige, at lille Johannes Christian aldrig nogensinde nåede at lære ham at kende. Om farmor Ane Sophia allerede var død, ved vi ikke, hun kan være død på et tidspunkt efter 1798, hvor vi hører om hende for sidste gang.

Den 4. December 1800 blev Johannes Christians storebror, den nu 4 1/2-årige Ole Christian, antaget som Rugdreng ved Holmen, tilknyttet 1. Artillerie Compagnie som nr. 83. På dette tidspunkt var Christian og Catharina Elisabeth begge 36 år gamle og det har nok været en lettelse for dem, at få deres dreng antaget til tjeneste ved Holmen, da det medførte ekstra rationer og muligheder for barnet. Men der var også ulemper, for til gengæld for goderne måtte forældrene binde deres barn til tjeneste i en meget lang årrække. I Ole Christians tilfælde faktisk for 30 år!

Nu var der så sørget for familiens ældste søn. Han fik klæder, kostrationer og skolegang. Og familien fik et måske tiltrængt tilskud til kosten og økonomien. Hvilken skolegang de 2 ældste døtre fik, vides ikke. Måske er de kommet tidligt ud at tjene, ligesom det var deres mors lod i barndommen i Västervik i Sverige. Her i år 1800 var Ane Maria 9 år gammel og Ane Cathrine 7 år. Man bemærker, at Ole Christian som kun 4 1/2 år gammel, var meget ung til at blive antaget som rugdreng.

Den 1. Februar 1801 afholdtes der folketælling i København og her noteredes Christian Olsen og Catharina Elisabeth som boende i Søetatens Laboratorium nr.14 sammen med børnene Ane Maria Christiansdatter på 10 år, Ane Cathrine Christiansdatter på 8 år, Ole Christiansen på 6 år og Johannes Christiansen på 2 år. Vi er her midt i efternavnenes brydningstid og børnene får stadig deres fars fornavn til efternavn, tilføjet -sen eller -datter. Senere valgtes i stedet faders efternavn som familienavn og de kom alle til at kalde sig Olsen. Lidt forvirring var der dog stadig med drengenes navne, men efterhånden blev det til, at "Ole Christiansen" kom til at hedde Ole Christian Olsen og "Johannes Christiansen" blev til Johannes Christian Olsen.

Den 2. April 1801 blev den danske flåde i farvandet ud for København angrebet af den engelske flåde og efter en kort kamp og mange faldne blev sagen afsluttet med en fredsforhandling. Dagene op til denne katastrofale begivenhed havde været ladet med forudanelser, forberedelser og bekymringer og vi kan vel godt formode, at Catharina Elisabeth har følt sig trykket ved tanken om, at Christian nu skulle i krig. Hvad skulle der blive af hende og hendes børn, hvis han endte med at blive fældet af en fjendtlig kugle? Christian selv har vel også været bekymret, men en følelse af national samling og forsvarsbegejstring havde bredt sig i byen, hvor frivillige meldte sig under fanerne, så hans følelser har måske været mere blandede end Catharina Elisabeths. Den nu 2-årige Johannes Christian har naturligvs været for lille til at forstå situationens alvor, men har vel været påvirket af den trykkede stemning.

Vi ved ikke, på hvilket skib Christian var stationeret under Slaget på Reden, men vi ved, at han slap fra kampen med livet i behold og kom velbeholden hjem til familien.

Den 6. November 1801 blev også Johannes Christian antaget som Dreng i 1. Artillerie Compagnie som nr. 88. Bemærk her, at han jo kun var 2 1/2 år gammel, da indskrivningen skete. Familien har muligvis haft akut behov for tilskud til kost og økonomi.

De yngste drenge, som familierne fik antaget til tjeneste ved Holmen, kaldtes Rugdrenge og der eksisterede klare regler for deres optagelse, opvækst og øvrige forhold:

"Det antages, at ordningen med at indskrive drenge i håndværkerstokken med efterfølgende uddannelse og tjeneste i den faste stok eller i marinen er sket siden 1730; formentlig også tidligere.
Som betingelse for et barns antagelse i den faste stok krævedes i 1756:
- at barnet var 8 år gammelt
- at det havde sin sundhed og førlighed, og
- at faderen stod i den kongelige søtjeneste.
Der var som regel 10 rugdrenge ved hvert kompagni. Man forudsatte uden videre, at barnet ejede både lyst og evne til livsstillingen. Drengen eller forældrene kunne ikke vælge, om drengen skulle være matros, artillerist eller håndværker, eller et bestemt håndværk. Drengen (og forældrene) måtte være tilfreds med, hvad man tilbød ham og de pladser, der tilfældigvis var ledige.
Det var ikke barnet, men forældrene, som lod deres søn indskrive i tjenesten. Det gjorde de oftest på grund af trang. Hvis deres barn kom i fast nummer og blev en af de 10 drenge, der var ved hvert kompagni, ville de forøge hjemmets indtægt med en portion rug foruden den gratis klædning og skolegang, som drengen selv nød godt af. Når forældrenes accept forelå, var barnet bundet til tjenesten og måtte i ventetiden - til uddannelsen startede - gå i skole og (efter 1800) også samtidig med skoleundervisningen pille værk for marinen).
Når skolegangen begyndte i divisionsskolen i Nyboder, fik drengen en uniform, der bestod af en høj sort hat, blå trøje med metalknapper, hvide ravdugsbukser og et par sko. Undermunderingen bestod af lærresskjorte og et par lange hvide uldstrømper.
De 2 første år kaldtes drengene for "rugdrenge".
Forældrene fik hver måned udleveret 2 skæpper rug (ca. 43 liter). Familien kunne sælge rugen til Nyboders bager, og på denne måde få tilskud til deres skrantende økonomi.
Efter de 2 år som rugdreng skulle drengen være "kostdreng" i yderligere 2 år. Rugportionen blev nu udskiftet med en månedlig ydelse på 4 mark og dertil en kostration.
Efter yderligere 2 år blev drengen en såkaldt "kompagnidreng". Lønnen blev hævet til 7 mark samt kostration, der svarede til en voksen matrosration, som igen svarede til: 2 skæpper rug, 8 pund saltet kød, 5 pund saltet flæsk, 4 pund smør og 2 otting (ca. 5,5 liter) byggryn. Som kompagnidreng var han 3 dage i skole. De andre 3 dage måtte han mod en ringe løn møde til arbejde på Holmen.
Derefter blev drengen "opløber" - en slags "jungmand".
Fra han var 11-12 år gammel, kunne han blive sendt til tjeneste og/eller uddannelse på kongens kadetskib.
Efter sin konfirmation blev han - hvis han ikke i mellemtiden var udtaget som kadet - enten håndværkerlærling på Orlogsværftet, matroslærling på et orlogsskib eller artillerist. Denne uddannelse tog ca. 4 år.
Når han var blevet udlært og var bleven "karl", kunne han begynde at aftjene de år, som han havde forpligtet sig til at blive i den faste tjeneste. Så længe denne tvangstjeneste varede, kunne han som hovedregel ikke forlange sin afsked.
Tvangstjenestens længde var i 1600-1700-tallet 12 til 18 år for matrosen, der som dreng var indtrådt i tjenesten. Håndværkeren, der fra rugdreng var avanceret til svend, var bunden på livstid.
Denne forskel i tjenestetidens længde blev i Frederik V's Søkrigsartikelsbrev begrundet med: "Vi have ladet Haandverkeren fra Barnsben oplære og underholde ham i Læren og saaledes bragt ham frem, at han i Vores Tjeneste haver Leve-Brød til sin Livs-Tid".
(Kilde: Jørgen Green: Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver. 2009. s. 154).

I 1804, da Johannes Christian var 5 år gammel, blev hans faster Rebecca Maria den 18. September trolovet med matros Jørgen Gundersen fra 4. Divisions 1. Compagnie.

I November 1804 blev alle søartillerister med familier efter ordre fra højeste sted flyttet fra deres tidligere boliger ved Laboratoriet på Christianshavn og ind i ombyggede huse i 2 længer i Nyboder. For den nu 5-årige Johannes Christian, den 8 år gamle Ole Christian, den 11-årige Ane Cathrine, den 13-årige Ane Maria og deres forældre betød det, at de flyttede ind i en lille lejlighed i Balsamgaden 17, som antagelig var et såkaldt "halvt hus", bestående af 1 stue og 1 kammer med ialt 1 1/2 fag vinduer, samt et køkken. Gulvene var dækket af mursten og som varmekilde var der en "Jern Bilæggerovn med Fod". I køkkenet var der desuden et "Fyrsted". Der var ingen trappe op til loftet, men blot en "Loftslem med Hængsler". Heroppe kunne drengene vel klatre op af en rebstige og sove. Bag huset fandtes en lille gård, som havde "Fortouget brolagt". Og her var der også et "Locum med Dør, Hængsler og Klinkefald". (Dette "Inventarium" er fundet i Nyboders Husbøger for Balsamgaden nr. 10 mod Gården i perioden 1840-1853, men det har sandsynligvis ikke været meget anderledes i 1804.)

Søartilleristernes indkvartering i Nyboder: "Naboskabet med Hæren ved "Laboratorie Vaaningerne" paa Christianshavn havde ofte givet Anledning til Klage; og endelig blev det bestemt, at disse Huse fra Michaeli Flyttedag 1804 helt skulle overlades til Landetaten; og at der i Nyboder skulde skaffes Plads til Søartilleristerne.
De gamle huse i Bjørnegade (nu en del af Fredericiagade) og i Balsamgade blev samme Aar ombyggede, saaledes at der i Bjørnegade blev 6 Boliger for Officerer, 10 for Overkanonerer samt 20 "halve Huse". Officersboligerne blev tildelte Undertøjmesteren, Tøjvarteren og de 4 Atilleriløjtnanter, der hidtil havde boet paa Christianshavn. (En af disse var forøvrigt Ane Cathrines fadder, tidligere Ob.Canon. Carlsen).
De 20 halve Huse skulde gives til de ordentligste Folk, da de var meget bedre end de andre boliger i Nyboder. Tøjmesteren eller Kompagnichefen fik overladt Husene "til Leye for Folket"; og ham paahvilede det at indeholde Huslejen i Mandskabets Lønning. Han udstedte ligeledes det saakaldte Husbrev; thi der var nemlig den Gangen ingen Kommandant i Nyboder; denne Post blev først oprettet den 22. September 1815.
Undertøjmester Lykke og Tøjvarter Lund maatte i Husleje betale 12 Rdl. 72 Skill. om Aaret; de 4 Artilleriløjtnanter Havn, Bøchmann, Høyer og Carlsen, der fik Bolig i Bjørnegade, led herfor et Lønningsafdrag af 9 Rdl. aarlig.
Da Søartilleristerne skulde fraflytte Husene paa Christianshavn, ansøgte de om at faa godtgjort de Penge, de havde anvendt til at forøge disse Boligers "Ziir og Bequemmelighed". Dette kunde Kollegiet ikke bifalde, men udvirkede ved kgl. Resolution, at de alle fik "en rundelig" Flytnings Hjælp fra 30 Rdl. til 5 Rdl.
Flytningen foregik lidt efter lidt, men omsider blev den tilendebragt; og Holmens Chef skrev da til Tøjmesteren:
"Jeg skulde ikke undlade herved at communicere Hr. Capitain og Tøymester Høyer, at Søe-Etatens Laboratorie Plads med Huuse og Tilbehør samt Bulværk paa Christianshavn i Overgaden neden Vandet er overdraget Land Etaten til Eyendom, saa at Søe Etaten ikke mere har Deel derude og altsaa eiheller har mere med Vedligeholdelse af Plads, Huuse og Bulværk at bestille.
Holmens Equipage Contoir, den 26. Novbr. 1804. A. Kierulff."
(Bidrag til Søartilleriets Historie. 1909, s.92-93.)

Efter flytningen til Nyboder flyttede alle søartilleristernes børn også skole og blev anbragte i Nyboders skoler. Pigerne er nok kommet til at gå i den pigeskole, der var indrettet i Holmens Sogns Arbejdshus og som i 1810 blev flyttet til Nyboder, hvor der kom til at ligge én pigeskole i Klerkegade og en anden i Hoppenslænge. Her kunne ialt 460 piger få gratis undervisning. De havde færre læsetimer end børnene i de kommunale almueskoler. Det var sy-, spinde- og læseskoler med undervisning i religion og sang. Pigerne syede, strikkede strømper til flådens mandskab, leverede arbejde til de handlende og tjente på den måde penge i skoletiden. (Jørgen Green: Slægtsforskning i lægdsruller, søruller ... Grifo, 2009. s. 164).

Johannes Christian og hans bror kom derimod nok til at frekventere 1.Divisions Skole, der lå på hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen og som tidligere kaldtes Broens Skole (antagelig fordi Borgergade sandsynligvis også kaldtes Stenbroen eller Broen). Her optog skolestuen samt skolemesterens bolig i 1721 tre hele Nyboderhuse. Skolestuen var i 1753 "et særdeles stort Værelse - rimeligvis fremkommet ved Bortfjærnelsen af alle Skillerummene mellem Husets fire Smaastuer. - i Midten stod den store Ovn, som var slem at føde." (H.D.Lind: Nyboder og dets Beboere. 1882, genoptryk 1981.- side 65, 68).

Om livet i de nye boliger var mere kontrolleret end det havde været på Christianshavn, vides ikke med sikkerhed. Men Kollegiet udsendte dog nogle regler, hvori det blandt andet præciseredes:
at "det skal paasees, at Beboerne ikke kaste deres Urenlighed paa Gaden paa de Dage, at Bortførelse ikke skal ske; eyheller maae de om Vinteren kaste Vand paa Dyngerne!"
at "Boligerne daglig skulle inspiceres af Kompagnie Sergeanterne, een Gang ugentlig af en Officer og Chirurgus, og paa ubestemte Tider - men ey sjeldent - af Tøimesteren (Kompagniechefen) selv". - mor Catharina Elisabeth har nok haft et slid med at sørge for, at huset var pænt og ordentligt, når de sådan kunne få inspektionsbesøg både dagligt og ugentligt!
at "det skal paasees, at Værelserne ikke bepakkes med for mange Mennesker, at vaadt Linned ikke hænges til tørre her, at Kroehold ikke finder Sted hos nogen, og at Kaal, Urter, vaad Bark ikke oplægges i varme Stuer, samt at der luftes ud, naar Veyret tillader det".
Den mildeste Straf for at overtræde disse Bestemmelser var "at miste Huset" - og det må have været et skrækscenarie for de fattige og børnerige familier.

Balsamgade lå i den sydlige del af Nyboder, syd for Pladsen foran den senere opførte Sankt Pauls Kirke. Et stykke derfra, længere mod nord lå Delphingaden og her boede en person, som senere skulle få stor betydning for søster Ane Cathrine. Her i nr. 50 boede Matros Johan Peter Christian Worm med sin familie, der blandt andet talte sønnen Lorentz Peter Worm, som var født i 1797 og derfor 4 år yngre end Ane Cathrine og 1 år yngre end Ole Christian, men 2 år ældre end Johannes Christian. Og de 3 drenge kom netop til at få næsten samme skæbne, da de alle blev antaget som Rugdrenge og fik deres uddannelse i Tøjhuset fra omkring 1810 for Lorentz Peters vedkommende, fra 1808 for Ole Christians og vel få år efter for Johannes Christians. Selvom Lorentz Peter kom fra en Matrosfamilie og brødrene altså fra en Søartillerist, er det muligt, at de 3 drenge har fundet ind i et fælles- og venskab her under deres uddannelse. Og måske også Ane Cathrine allerede tidligt har fattet sympati for brødrenes kammerat.

I 1805 blev faster Rebecca Maria gift og ved brylluppet i Holmens Kirke den 19. Juli 1805 var far Christian forlover for sin søster og måske har der været en lille bryllupsfest, -fejring, eller spisning sammen med familien i dagens anledning.

Den 25. Juli 1805 nedkom så Rebecca Maria med en lille søn, som den 4. August blev døbt Christian. Han var jo godt nok opkaldt efter sin morbror, men hverken Christian eller Catharina Elisabeth var blandt fadderne. Derimod stod Kaptajn Lykke fadder - vel den samme som den Artilleri Løjtnant Lykke, der i sin tid stod fadder til Johannes Christians tidligt afdøde storebror Johannes i 1798. Også Madam Johanne Hansen deltog i dåben, måske den Edle Johanne Hansen, som var steddatter af Brændevinsbrænder Harboe og som var med til dåben af 3 af Johannes Christians søskende.

Den 6. Oktober 1805 - det år, hvor Johannes Christians forældre var blevet 41 år - blev hans ældste storesøster Ane Maria - der her i kirkebogen kaldes Anne Maria Olsen - konfirmeret i Holmens Kirke som 14-årig. Så var familiens ældste barn at regne som voksen og hun måtte nok nu ud at tjene, hvis ikke det allerede var sket tidligere.

Det var også i 1805, at Johannes Christian blev koppevaccineret af Divisions Chirurg Machenhauer(?).

Den 6. November 1806 blev den nu 7-årige Johannes Christian antaget i 1. Artillerie Compagnie, stadig med nummeret 88. Nu begyndte vel skolegang og pligter.

"Undervisningen i Nyboders Skoler lededes fra 1786 efter en Plan, som en af Kapellanerne ved Holmens Kirke havde forfattet, og som Datiden kaldte "fortræffelig". Eleverne i hver Skole deltes efter deres Dygtighed og Alder i 4 Klasser. I første Klasse lærte man at kende Bogstaver og at stave; det foregik paa den Maade, at Disciplene "stod omkring en stor Tavle, hvorpaa Bogstaverne vare malede, og anførtes til den fornødne Kundskab". 2den Klasse læste "højt og distinkt" og lærte "saare korte" Stykker af Katekismo udenad. 3dje Klasse undervistes i Religionskundskab, hvori alle Elever havde en og samme Lektie for, som indøvedes ved Katekisation. I 4de Klasse foretoges Regne- og Skriveøvelser. De tvende ved Skolen ansatte Lærere bar hver sin Del af Undervisningens Byrde, thi "Skoleholderen" læste om Formiddagen (i Reglen fra Kl. 7 til 9) med 3dje Klasse og (fra Kl. 9 til 11) med 1ste, medens "Høreren" havde Eftermiddagstimerne med 2den (fra Kl. 1 til 3) og 4de Klasse (fra Kl. 3 til 5).".
"For saa meget som muligt at undgaa Forsømmelser, - hvorover der i øvrigt førtes en Protokol og en Liste, - meddeltes der hver Discipel et Kortblad, hvorpaa stod angivet, til hvilket Klokkeslet Barnet havde at møde."
"Med Forsømmelserne førte en Søofficer et skarpt Tilsyn; hvad Tilsynet med Undervisningen angaar, da havde Provsten, 1ste og 2den Kapellan ved Holmens Kirke delt Skolerne saaledes imellem sig, at hver Præst ogsaa konfirmerede de Børn, som i Skoletiden havde staaet under hans Inspektion." (H.D.Lind: Nyboder og dets Beboere. 1882, genoptryk 1981.- side 68-69).

Det lader til, at storesøster Ane Maria har gået og skrantet i disse år. Måske var hun aldrig et stærkt og robust barn, det kan vi ikke vide. Hvad vi ved, er at hun blev angrebet af "tæring", som var et af mange navne for tuberkulose, der også kaldtes lungesot, svindsot, brystsyge eller phthisis. En frygtelig sygdom, der forårsagede store vægttab og nedbrydning af lungerne, og fik patienten til at blive svag og bleg, nærmest svinde ind, visne og hentære.

Den 28. April 1807 døde søster Ane Maria af sygdommen. Christian og Catharina Elisabeth mistede deres førstefødte, Ane Cathrine på 14, Ole Christian på 10 og Johannes Christian på 8 år mistede en elsket søster og legekammerat. Kun 16 år gammel var hun, da hun måtte lægges i kisten, som stilledes op i den trange stue i Balsamgaden 17. Her stod den så indtil forældre og søskende den 4. Maj måtte gå den tunge gang til Skibskirkegården for at begrave en alt for ung død.

Måske kunne familien denne gang ligefrem sætte en lille sten - eller måske bare et beskedent trækors - på graven, for fra 1790'erne var det blevet tilladt at markere gravene med mindesmærker. "På denne tid opstod nemlig en almindelig interesse for grønne gravsteder og der kom blandt andet fokus på Holmens Kirkegård, som i 1798 blev nyanlagt med en bred, nord-syd gående hovedallé, hvortil kom, at den fik et nyt reglement, som tillod monumenter - og som, naturligvis, også satte en række priser på, hvad det skulle koste at have et gravsted med en sten".
(Kilde: Holmens Kirke / Ulla Kjær ... et al. - Gad, 2019. s. 198-200, 209)

Efter Ane Marias død og begravelse måtte jo livet gå videre og et lyspunkt var det måske, at Johannes Christians faster Rebecca Maria den 7. Maj 1807 fødte en lille søn, som den 25. Maj i Holmens Kirke døbtes Ole Jørgensen. Hverken Christian eller Catharina Elisabeth var dog blandt fadderne.

Efteråret 1807 skulle blive endnu en prøvelse for Johannes Christian og hans familie. Da kom Danmark atter i konflikt med England, som i August sendte en hær mod København og den 2. September udsatte byen for et voldsomt og ødelæggende bombardement i flere dage, inden der måtte sluttes fred og flåden opgives, bortført af englænderne. Mange flygtninge fra den bombe- og brandhærgede indre by søgte husly på Christianshavn, visse fødemidler manglede og elendighed og mismod herskede. Men endnu engang kom familien hele og uskadte - i hvert fald så vidt vi ved - igennem den barske tid.

Københavns bombardement den 2. September 1807: England havde i 1807 udstedt et forbud mod al neutral skibsfart mellem dets fjenders havne. En dansk protest øgede den engelske regerings mistro og i August måned opererede en stor engelsk flåde i danske farvande. Englænderne foreslog derpå et engelsk-dansk forbund og den danske flådes midlertidige udlevering til England med løfte om erstaning og kompensation efter Krigen. De engelske krav blev afvist og forhandlingerne afbrudt, hvorefter englænderne den 16. August landsatte 31.000 kamptrænede soldater ved Vedbæk og rykkede frem mod København.

Moralen hos de danske forsvarere var høj, men de var håbløst underlegne. Den 16. August udsendte Københavns Politimester en løbeseddel med teksten: "Da der endnu behøves 400 Mand til Flaadens Tjeneste, saa maa jeg opfordre det Ofentlige til, hertil strax at aflevere dette Tal".

Den 29. August blev forstærkninger fra Sjælland og Lolland-Falster splittet ved Køge. I tiden op hertil havde Bystyret arrangeret, at alt korn uden for voldene i hast var blevet indhøstet, da man forventede en lang belejring. Den 19. August kunne det derfor oplyses, at der i et pakhus på Christianshavn lå 7.000 tønder rug. Alle i byen søgte at samle forråd og portneren ved Vesterport var ved at segne under arbejdet. Magistraten sørgede for en maksimalprisordning for fødevarer og der blev aftalt, at de 14 voldmøller skulle levere 200 tønder rugmel om ugen til Kastellets brødbagere, så hærens soldater kunne brødfødes.

Men der var andre problemer: et pund oksekød kostede 24 skilling, mælk var næsten ikke til at få, og da de engelske skar vandrenderne over uden for byen, frygtede man vandmangel. Heldigvis var der en del poste- og brøndvand, men desuagtet måtte enhver husejer lade samle vand i tønder og kar.

Efter mørkets frembrud den 2. September begyndte det engelske artilleri at slynge granater og brandbomber ind over København og bombardementet fortsatte de følgende nætter. De frygtelige ødelæggelser og store tab tvang byen i knæ. Mod flammerne kæmpede brandvæsenet en heltemodig, men håbløs kamp. Brandene endte med helt at tage magten fra slukningsmandskabet og hele kvarteret fra Vor Frue Kirke til volden mellem Studiestræde og Åbenrå udbrændte. Af offentlige bygninger brændte, foruden Domkirken, Universitetet, de to kollegier, Borchs og Valkendorffs og 6 professorgårde, samt byens hømagasin. Desuden fattigvæsenets nye tvangsarbejdsanstalt med administrationslokaler i Pustervig. I byen opgjordes ødelæggelserne til 305 huse og gårde, heraf 26 bryggergårde, 5 bagergårde, og over 20 brændevinsbrænderier.

Mange flygtede ud til Christianshavn, der syntes mest rolig. Men her var der så nu så fuldt af flygtede, at man næsten ikke kunne komme frem. Mange fandt husly i bydelens kirker.

Den 7. September kapitulerede danskerne og den 21. Oktober sejlede englænderne bort med det dansk-norske riges stolthed: 15 linieskibe, 15 fregatter, 8 brigger og 31 mindre fartøjer. Forinden havde de ødelagt alt af værdi på Holmen. I de 6 uger, som de havde fået til at gøre flåden klar til bortførelsen, fik de engelske soldater lov til i mindre grupper og uden våben at komme ind i byen, til gavn for de handlende, der endnu havde uskadte varer at afsætte, men til fortrydelse for mange af de besejrede.

Danmark var nu ikke længere en sømagt og den krig, der senere fulgte, blev helt ødelæggende for de handelshuse, der havde baseret deres eksistens på fjernhandelen. At genopbygge en flåde var en langvarig affære og den skulle finansieres af udenrigshandelen. Nu tabtes i stedet størsteparten af de udenlandske tilgodehavender, og i løbet af krigen blev ca. 1400 handelsskibe beslaglagt.

Tabet af flåden bevirkede, at danskerne indgik i forbund med Napoleon og erklærede England krig. Den engelske flåde afskar derefter forbindelsen mellem Danmark og Norge.

(Kilde: Danmarkshistoriens Hvornår skete det. Politikens Forlag, 1963; S.Cedergreen Bech: Storhandelens by : Københavns historie, Bind 3: 1728-1830. Side 288-308).

Året var endnu ikke omme, før der påny var død i familien, da faster Rebecca Marias førstefødte Christian døde den 30. December, kun 3 1/2 år gammel, af slag. Han begravedes den 4. Januar 1808, men om de 44-årige Christian og Catharina Elisabeth, samt deres børn, fulgte ham til graven, vides ikke.

Den 1. Oktober 1808 blev Johannes Christians bror, den nu 12-årige Ole Christian, sat til tjeneste i Tøyhuus Compagniet som nr. 129. Det var måske her, at han 3 år senere mødte søster Ane Cathrines kommende ægtemand Lorentz Peter Worm.

Vinteren 1808-1809 var meget streng og Kollegiet tilstod da Søartilleriets officerer og overkanonerer en sum af 20-15 Rigsdaler til brændsel. - Men de lavere underofficerer og menige fik ingen hjælp! - Og der var kulde og nød i mange små hjem i Nyboder! Og en favn brænde kostede 14 Rigsdaler, så det var en vanskelig tid. (Bidrag til Søartilleriets Hstorie, s. 104f.)

I 1809 var det blevet Ane Cathrines tur til at blive konfirmeret. I Holmens kirkebog står hun som Anne Cathrine Olsen, der blev konfirmeret den 16. April. Sandsynligvis måtte hun nu ud at tjene og forsørge sig selv, men det ved vi desværre ikke noget om.

Nu begyndte imidlertid mørke skyer at samle sig over familien. Den 9. Januar 1810 måtte far Christian indlægges på Søetatens Hospital. Han led - som så mange andre på denne tid - af Brystsyge, hvilket vel var tuberkulose. Og den 16. eller 18. Januar døde han af denne sygdom, 46 år gammel. Den 19. Januar 1810 blev Christian Olsen begravet på Skibskirkegårdens sydøstlige del i gravsted nr. J(?) 37.

Johannes Christian var nu 10 år gammel og vel i fuld gang med at gå i divisionsskolen i Nyboder og samtidig med undervisningen at "pille værk for marinen". Han havde ved skolegangens begyndelse fået udleveret en uniform, der bestod af en høj sort hat, blå trøje med metalknapper, hvide ravdugsbukser og et par sko. Undermunderingen bestod af lærredskjorte og et par lange hvide uldstrømper.

De 2 første år kaldtes drengene som tidligere nævnt for "rugdrenge", hvorefter de i yderligere 2 år blev "kostdrenge". Den månedlige rugportion på 2 skæpper rug (ca. 43 liter) blev nu udskiftet med en månedlig ydelse på 4 mark og dertil en kostration.

Hele denne periode var Johannes Christian tilknyttet 1. Divisions Artillericompagni som nr. 88.

Den 7. Oktober 1810 blev storebror Ole Christian konfirmeret i Holmens Kirke. Mens lillebror Johannes Christian passede sin skole og mor Cathrina Elisabeth måtte sørge for hus og hjem.

Ja, HUS - men hvor. Den lille familie har antagelig måttet forlade deres hjem i Balsamgaden og er måske flyttet ind som logerende hos andre søartillerister med lidt plads til overs. De beboere, der fik tildelt eget hus, som altså var en lejlighed til gaden eller til gården, evt. på 1.sal, i Nyboders små huse, var forpligtet til at tage andre "husløse" som logerende.

Måske i Hjortelængen nr. 9, som nævnes ved Johannes Christians konfirmation i Holmens Kirke den 1. April 1814, hvor der i kirkebogen er noteret, at han boede hjemme hos sin mor i Hjortelængen nr.9. Han fik forøvrigt pæne bedømmelser ved denne lejlighed: "Særdeles gode Kundskaber, meget god Opførsel".

Allerede den 1. Januar samme år var den 14-årige Johannes Christian blevet flyttet til 2. Divisions 6. Compagni nr. 83, hvor han tjente som "Dreng i 2den Classe". Kort efter konfirmationen blev han imidlertid den 12. Maj flyttet tilbage til 1. Division, men denne gang sat i 2. Artilleri Compagnie som Artillerie Lærling nr. 149.

Men det var hårde år, "efter krigen mod Sverige i 1813 og freden i Kiel steg priserne på levnedsmidler til urimelig højde. Smalhans bankede på. Ganske vist fik mandskabet kosten, men hele familien kunne dog ikke leve af den. Rede penge sås næsten aldrig mere, sult og nød var følgen. Koner og børn sultede, mange mænd stjal - og fik hårde straffe". (Bidrag til Søartilleriets historie, s. 111-112)

"Som en form for trøst i nøden udstedtes den 24. Juli 1815 en kongelig befaling: "Alt Mandskab af Søe Etaten skal næstfølgende Torsdag møde på Gammelholm paaklædt som til Kirkeparade for derpaa at afgaae til Rosenborg Slot at see de kongelige Regalier".

Måske den snart 16-årige Johannes Christian havde mulighed for at deltage i dette arrangement, mens han måske om efteråret var en kort tur på søen. Han var i hvert fald i perioden 20. August til 20. September 1815 tilknyttet et skib, hvis navn desværre er ulæseligt i Divisionsbogens optegnelser.

Den 1. Oktober blev Johannes Christian endnu en gang flyttet, denne gang til 1. Divisions ArtilleriCorps som nr. 239 - og stadig som "Artillerie Lærling". Men allerede året efter blev han flyttet til samme korps den 1. Februar 1816. Denne gang fik han tildelt nummeret 196. Og som sådan kom han fra den 2. April til den 15. December til at udføre vagttjeneste i Øresund med Briggen Samsøe under Kaptajnløjtnant F. Grodtschilling.

"Briggen Samsøe, paa 18 Kanoner - af Dimensioner m.v. som "Allart" - løb af Stabelen 15 Oktober 1808; deltog med Freg. Najaden og Briggerne Kiel og Lolland i Kampen mod engelske Orlogsmænd 6. Juli 1812 ved Lyngør i Norge (Kaptl. F. Grodtschilling); Vagtskib i Sundet 1814 og 15 (Kpt. C.P. Flensborg) 1816 og 17 (Kptl. F. Grodtschilling), 1818 (Kpt. Grove); ophugget i Henhold til Kollegiets Ordre af 23 November 1819".
(H. Degenkolv: Den danske Flaade 1807 - 1872 : en Haandbog / udgiven af H. Degenkolv. - Anden Udgave af "Oversigt over den danske Flaade efter 1807". - Kjøbenhavn : C.C. Loses Bog- og Musikhandel (F. Borchorst), Thieles Bogtrykkeri - 1873. --- side 2)

I efteråret 1816 boede bror Ole Christian i Løvegaden 17 i Nyboder. Om han først nu havde fået tildelt hus - som var en lejlighed i stuen til gården - eller han allerede havde boet her noget tid - eller haft tildelt en anden bolig - er usikkert på grund af Husbøgernes dårlige forfatning. Det er heller ikke muligt at vide, om Johannes Christian, Ane Cathrine og mor Catharina Elisabeth nu boede sammen med Ole Christian i Løvegade. Det er tænkeligt, men ses altså ikke noteret nogetsteds.

Også den unge Lorentz Peter Worm, som på et tidspunkt begyndte at kurtisere Ane Cathrine, fik tildelt et hus i Nyboder, nemlig "Stuen til Gaden" i Løvegaden nr. 4. Her kunne han flytte ind fra Påsken 1817 og her blev han boende til Påsken 1829. Således havde han nu et hjem at kunne tilbyde sin udkårne, der senere flyttede herind.

Fra den 1. Januar til den 16. Marts 1817 var Johannes Christian som Artillerie Lærling tilknyttet "Skibet S e H" og fra den 16. Juli til den 30. August samme år tjente han på "Skibet Falster".

"Briggen Falster, paa 16 Kanoner - 99' 8" L. over St., 28' Br., 11' 2" Dybg. for, 12' Dybg agter, 230 3/4 Lst. Drægtighed - løb af Stabelen 17 Apr. 1810; Kadetskib 1811 og 12 (Kptl. C.F. Bagger), 1813-14-15-16-17-18 og 19 (Kpt. P.F. Wulff); Vagtskib 1821 (Kptl. M.Lütken), 1822 (Kptl. A.C. Cederfeldt), 1823 (Kptl. P.N. Skibsted), 1824 (Kptl. T.J. Lütken), 1825 (Kptl. J.W.C. Krieger), 1826 (Kptl. E. Blom); udgik af Flaadens Tal ved Kollegiets Resolution af 16 Juni 1827 og blev indrettet til Lastdrager." (Degenkolv, side 2).

På denne måde blev Johannes Christian nu oplært til at blive "Halvbefaren Constabel", hvilken stilling han fik den 1. Januar 1818, hvorved han flyttede fra 1. Division Artillerie Corpset no. 196 til nr. 139. Samtidig må han være blevet "Karl" og derved fået fastsat sin tvangstjenestetid, der skulle løbe til den 1. Januar 1838 - altså hele 20 år ! - fra han var 18 til han var 36 år gammel. Men så fik han til gengæld også nu tildelt "1 Huus", nemlig lejligheden i Bjørnegaden nr. 8, "Stuen til Gaarden". Med indflytning til Michaelis 1819.

Inden da var han dog på et længere togt med Fregatten Diana fra den 24. August 1818 til den 16. September 1820. Af nedenstående oplysning kan man se, at skibet afgik fra København den 24. August og at turen gik til Vestindien. Det har vel været en spændende oplevelse for den 19-20 år gamle Johannes Christian.

De næste år tjente Johannes Christian så i Flåden som Halvbefaren Constabel nr, 139 i 1. Divisions ArtillerieCorps, mens han blev 19, 20 og 21 år gammel.

Fra 20. August 1821 blev han så - stadig som halvbefaren konstabel - knyttet til Briggen S. Jan, der var løbet af stablen den 6. Juni samme år. Med dette skib var han derefter fra den 1. September 1821 til 7. September året efter på togt til Vestindien under Kaptajnløjtnant T. Lütken.

"Briggen St. Jan, paa 14 Kanoner - 92' 3" L. over St., 24' Br., 10' 1 3/4" Dybg. for, 11' 11 3/4" Dybg. agter, 142 3/10 Lst. Drægtighed - løb af Stabelen 6. Juni 1821; paa Togt til Vestindien fra 1 Septbr. 1821 til 7 Septbr. 1822 (Kptl. T. Lütken), 28 Aug. 1823-17 Aug. 1824 (Kptl. Krieger) ...." (Degenkolv, side 7-8)

Under dette togt sejlede Briggen St. Jan med en besætning på 68 mand fra den 27. Januar til den 9. Februar sammen med Korvetten Diana som konvoj til La Guaira "for at hjembringe penge til købmændene og aflevere breve".

"Pengetransport, beskyttelse og ledsagelse 1822 og 1823:
I januar og februar 1822 foretog korvetten Diana og briggen St Jan ialt tre togter til La Guaira.
Generalguvernørens ordre til det første togt lød på at opfylde købmændenes ønske om at få afhentet nogle tilgodehavende formuer, som de på grund af sørøvere var bange for at sende med handelsskíbe. Herom underrettede Rothe udenrigsminister Rosenkrantz.
Allerede i november havde købmændene anmodet om forholdsregler i forbindelse med et muligt spansk angreb på La Guaira med fare for købmændenes varelager. Guvernør Jessen anbefalede afsendelse af et orlogsfartøj, men først efter en ny henvendelse i december udstedtes ordren til en ekspedition. Af skibsjournalen fremgår det, at nogle passagerer blev landsat i La Guaira. Korvetten sejlede straks videre. På Curaçao blev penge taget ombord og hjembragt til St Thomas.
Om det andet togt indberettede chefen, at 4-5.000 plastre førtes med tilbage fra La Guaira. Endvidere ses, at to passagerer blev sat i land. Imidlertid kan til de officielle indberetninger om disse sejladser lægges et udsagn fra en lokal købmand J.P. Nissen, der i sine i 1838 udgivne kronologíske optegnelser under året 1822 nævnede, at Diana og St Jan ydede konvoj til kontinentet, og at kaptajnerne tjente på det."

"27.1-9.2.1822. Briggen St Jan, TJ. Lütken. La Guaira.
Off. formål: Hjembringe kontanter for købmændene, aflevere breve."

Med på togtet i 1821-1822 var en anden konstabel ved navn Peter Raagard, som tjente i Flåden fra 1806 til 1857. Han var født i 1792 og altså noget ældre end Johannes Christian, men var heller ikke "født ind i" Søartilleriet, men kom fra en gårdmandsfamilie fra Amager. Dog kom han omkring 1805 til Søetaten og blev i 1807 antaget "som Artilleridreng ved Sø-Tøjhus-Kompagniet nr. 138. Peter Raagaard har efterladt en dagbog, hvori han har skrevet lidt om togtet med St. Jan:

"Den 20. August 1821 (altså samme dag som Johannes Christian) mødte jeg i Briggen Sct. Jans Ekvipering. Den 1. Sept. hejstes Kommandoen under Kaptajnløjtnant og Ridder Th. Lytgen; d. 16. forlod København tilligemed Korvetten Diana, bestemt til Vestinden, hvor vi ankom d. 18. November.
Paa en Rejse til Sydamerika kom vi med Briggen d. 31. Januar 1822 i Attack med en spansk Orlogsskonnert-Brig Kometen fra Kadix paa 22 Kanoner; det var kl. 3 1/2 om Morgenen, da det endnu var mørkt, at den kom og fyrede efter os med skarpt, i Tanke, at vi var en Insurgenter (Spaniernes Fjende). Vi besvarede ham saa kækt igen, at han maatte flygte, med Tab af Folk og ilde tilredt paa Sejl og Skrog, og slap vi med at faa en Musketkugle igennem Stor bramsejl. Dog kom han om Middagen igen, undskyldte for sin Fejltagelse, og gav tre Gange Hurra for Danmark, hvilket vi besvarede med tre Gange Hurra for Spanien, derpaa gav han nok et Hurra, og hver fortsatte sin Rejse.
Den 24. Juli 1822 begav vi os paa Hjemrejsen, traf Korvetten Diana under Skagen, endskønt den var afgaaet 10 Dage førend vi, kom begge til København d. 2. Sept. lagde ind og afgik den 7. efter eet Aars Togt, i hvilken Tid vi med Briggen havde haft 3 Døde, deriblandt Premierløjtnant Brovn, som den 9. November forrige Aar faldt overbord og druknede paa Rejsen til Vestindien; Vi fik ham vel op; men han var død og blev Dagen efter sat overbord med behørig Ceromoni."
(Marinehistorisk Tidsskrift, Nr.4, November 2014. --- side 3-33: Peter Raagaards Dagbog 1792-1857 / Søren Nørby /Jakob Seerup.)

Det var altså ikke småting, som Johannes Christian nåede at opleve på dette togt. Til gengæld lader det til, at han forblev i København i det næste års tid, så han den 7. Marts 1823 kunne være forlover for søster Ane Cathrine, der som 30-årig blev viet i Holmens Kirke til sin udkårne, Lorentz Peter Worm, som også var konstabel fra 1. Divisions Artillerie Compagnie og boede i Løvegaden 4.

Straks efter vielsen lader det til, at Lorentz Peter måtte ud at sejle i en længere periode, fra den 16. April 1823 til et ukendt tidspunkt og derpå fra den 9. Maj 1823 med briggen Møen. Divisionsbogens sidste kolonne med hjemkomster er desværre forsvundet i indbindingen. Også Johannes Christian, der nu var knap 24 år gammel og stadig halvbefaren Constabel, måtte til søs igen i slutningen af 1823, hvor han fra den 28. August var knyttet til Korvetten Diana. En gang tidligere havde han jo sejlet med en båd af dette navn. Det var i 1818-1820, hvor han havde været på togt til Vestindien, men dette skib var i slutningen af 1822 blevet "kasseret til Ophugning". I stedet var der nu bygget et nyt skib, som også fik navnet Korvetten Diana. Den var af samme dimensioner som sin forgænger og havde ligeledes 20 kanoner. Den løb af stablen den 28. Maj 1823 og skulle nu under ledelse af Kaptajn E. Krieger på togt til Vestindien - igen med Johannes Christian ombord som Halvbefaren Constabel - fra den 28. August 1823 til den 21. August 1824.

I denne tid var storebror Ole Christian hjemme i Løvegade 17. Måske boede mor Catharina Elisabeth stadig hos ham og passede hans husholdning. Eller måske var hun flyttet med Ane Cathrine ind til Worm i Løvegade 4. Det vides ikke, men hun var jo ikke ung længere - nu knap 60 år gammel - og der kunne vel godt trænges til en hjælp i huset. Desuden var beboerne jo forpligtede til at tage logerende, så det var måske blot det, der skete, da den 33-årige fraskilte Nyboderpige Dorthe Maria Birch skulle finde sig et logi og kom til bo hos Ole Christian i Løvegade.

Det må have været kort efter Ole Christians hjemkomst i 1823, for snart efter viste det sig, at Dorthe Maria var med barn. Det var jo ikke helt godt, Dorthe Maria var separeret, men endnu ikke skilt. Skilsmissen fik hun først ved en dom i Lands Over- samt Hof- og Stadsretten i 1825. Derfor var det en uægte datter, som blev født i Ole Christians hjem i Løvegaden 17 den 5. Juni 1824. Madam Schau fra Løvegaden fungerede som jordemoder og fadder i Holmens Kirke, da moderen bragte barnet til dåb den 16. Juli. Men Ole Christian vedkendte sig faderskabet, tilsyneladende uden problemer, og han åbnede sit hus for det lille "slegfredsbarn" og dets mor. Hvad syntes mon søster Ane Cathrine og mor Catharina Elisabeth om det? Tja, i morens egen svenske familie havde der jo været masser af uægte børn, så mon ikke hun tog imod familieforøgelsen uden vrøvl, måske endda hun kunne glæde sig over den lille nye sønnedatter, som fik navnet Oline Christiane. Det var dette lille pigebarn, som skulle blive gift med hoftapetserer J.P.B. Holm, oldemor til Alice og tipoldemor til mange andre efterkommere.

Johannes Christian var jo ikke hjemme i denne periode og har først hørt om fødslen og den nye kvinde i brorens liv, da han kom hjem fra Vestindien den 21. August 1824. Hans senere svigerinde Dorthe Maria var datter af Skibsmand og Quarteermester Lars Henrichsen (Birch), som boede med sin store familie i Krusemyntegade 19 i Nyboder. Dorthe Maria var født i 1793 og altså jævnaldrende med Ane Cathrine, så de har måske truffet hinanden i skolen eller ved ærinder i kvarteret. Det var i hvert fald ikke ved konfirmationen, for mens Ane Cathrine blev konfirmeret i 1809, var Dorthe Maria allerede blevet det i 1807. Derimod var Ole Christian i 1810 blevet konfirmeret sammen med Dorthe Marias yngre søster Lovise Amalie, så måske forbindelsen er opstået her. Krusemyntegade lå over mod Rigensgade og noget nordligere end Løvegaden, men til gengæld noget tættere på Balsamgaden, så familierne har i starten efter Olsen-familiens indflytning boet ret tæt på hverandre.

Den 1. Januar 1825 blev den nu 25 år gamle Johannes Christian forfremmet til "Heelbefaren Constabel" med nummeret 71 i 1. Divisions Artilleri Corps. Forfremmelsen medførte også en højere lønning, så han fik nu en månedlig gage på 4 rigsdaler, det vil sige 48 rigsdaler om året, samt "Qvarteerpenge" på 64 skilling. Det blev vist til omkring 56 Rigsdaler årligt, samt 1 portion kost, "mundering" og hus i Nyboder.

Og hvad kunne man så få for 56 Rigsdaler? i perioden 1820-1829 kostede "et pund groft rugbrød i København mellem 2 og 4 skilling. Et pund oksekød mellem 4 og 8 skilling og et pund flæsk mellem 6 og 20 skilling. Et pund ost kostede mellem 5 og 10 skilling. En tønde rug noteredes til mellem 3 og 5 rigsdaler, en tønde hvede til 3-7 rigsdaler, men nåede i 1829 op på 11 rigsdaler, En tønde kartofler kostede som regel omkring 1 rigsdaler. Grøn sæbe kostede 10-20 skilling pr. pund. Bøgebrænde 3-5 rigsdaler pr. læs, tørv 4-13 rigsdaler, Tobak kunne fås for mellem 18-36 skilling pr. pund. Til sammenligning var odenseanske arbejdsmænds dagløn i 1820 på 32 skilling." (Poul Thestrup: Mark og skilling, kroner og øre).

Fra 11. Maj 1825 måtte Johannes Christian afsted igen og han kom derfor ikke til at opleve Ole Christians bryllup med Dorthe Maria, der i foråret dette år havde modtaget skrivelse fra Lands Over- samt Hof- og Stadsretten om dennes dom af 14. Februar 1825, der kundgjorde, at "hendes forrige Ægteskab med Matros Andreas Engelbrechtsen (var) ophørt " og at Retten nu "haver tilladt nyt Ægteskab". Som forlovere optrådte nu Ane Cathrines mand, Johannes Christians svoger, Konstabel Lorentz Worm, og en anden Konstabel ved navn Ole Jacobsen. Vielsen foregik naturligvis i Holmens Kirke den 7. Oktober 1825.

Men på dette tidspunkt befandt Johannes Christian sig i Vestindien, hvortil han var sejlet efter afgang fra København den 11. Maj med Briggen St. Jan under ledelse af Kaptajnløjtnant Hedemann (som døde på togtet den 19. Maj 1826). Under opholdet i Vestindien udførtes ligesom sidst Johannes Christian var afsted nogle rejser til Guaira. Fra den 31. August til den 14.September 1825 med det officielle formål "at aflevere kaperen Adolfos besætning og papierer, samt gen.guv. breve". Og fra den 12. til den 29. Maj 1826 til La Guaira og Puerto Cabello med det officielle formål "andre opgaver". Briggen fulgte her muligvis en dansk skonnert til Puerto Cabello. Det var under denne sidste sejlads, at Kaptajnløjtnant Hedemann døde den 19. Maj.
(Per Nielsen: Handelsflaget og Orlogsflaget : Dansk Vestindien, Venezuela, Colombia og Panmar 1815-1830. Kbh. Universitet, Historisk Institut, 1991. (Hovedfagsspeciale) - side 69/70 og 108)

I 1825-26 var C.C. Zahrtmann næstkommanderende på St. Jan til Vestindien og han kom til at hjemføre skibet efter chefens død.

"1825-07-26 Orkan ramte SC. Det erobrede sørøverskib ADOLPHO blev slået til vrag, før det var solgt. Vestindienfareren TIDSELHOLT forliste med sin sukkerladning, og HENRIETTE LOUISE kom i drift og sukkerladningen blev ødelagt. [10254 p.219, Udklip DV-01-039 af Kay Larsen]" http://www.jmarcussen.dk/historie/hart/rejser/vesti/vestihist.html

Den 8. September 1826 var den nu 27-årige Johannes Christian så tilbage i København og kunne være sammen med sin nu 62 år gamle mor, storesøster Ane Cathrine på 35 og hendes mand, samt bror Ole Christian og den nye - og igen højgravide - svigerinde Dorthe Maria, samt den lille niece Oline på 2 år. Og han nåede vel også at være hjemme i den periode, hvor Ole Christian igen den 19. November blev far til en lille pige, som den 1. December 1826 blev døbt Hansine Henriette i Holmens Kirke.

Men året efter måtte han igen afsted. Denne gang på en kortere tur med Korvetten Najaden fra den 12.Maj til den 30. August 1827. På denne sejlads fungerede Najaden som "Kadetskib" under kaptajn Kinck og her blev der "manøvret med Kadetterne". Hvorhenne vides ikke.

Som "Heelbefaren Constabel" drog Johannes Christian igen på togt med Briggen St Thomas, der skulle til Vestindien, ført af Kaptajnløjtnant Klaumann. Johannes Christian påmønstrede - eller som man dengang udtrykte det: "mødte i Ekvipering" - den 28. April 1828 på det den 22. Juni 1827 stabelafløbne 16 kanoners skib og den 13. Maj 1828 afgik det fra København for først at vende tilbage den 19. August 1829.

"Briggen St. Thomas, paa 16 Kanoner - 101' 4" L. over St., 26' 9" Br., 11' 8" Dybg. for, 13' 2" Dybg. agter, 190 1/3 Lst. Drægtighed - løb af Stabelen 22. Juni 1827; paa Togt til Vestindien fra 13. Maj 1828 til 19. Aug. 1829 (Kptl. Klaumann), ... Briggen udgik af Flaadens Tal ved kgl. Res. af 19. Dec. 1864 ..." (Degenkolv, side 11.)

Forskellige oplysninger om begivenheder og sejladser under dette togt:

"22.8. - 4.10. 1828. Briggen St Thomas, M.C. Klaumann. Trinidad, Cumaná, La Guaira, Puerto Cabello, Curaçao.
Off. formål: Vise dansk orlogsflag og holde briggen ude af 'orkanstrøget,' indhente efterretninger, om nødvendigt reklamere danske fartøjer, aflevere skrivelse til general Páez.
Andre opgaver: chefen var i Caracas, med en læge og en jurist fra S.Th. til middag hos den engelske gesandt.

"17.3 - 4.4. 1829. Briggen St Thomas, Klauman. La Guaira, Puerto Cabello og Curaçao.
Off. formål: Eftersøge og reklamere skib Neptunus af Helsingør.
Andre opgaver: Klauman hos general Páez i Caracas; konvoj til Neptunus til Curacao på den videre fart til Cuba."

"Før 9.12. 1828 dk fartøjer plyndret m1. Puerto Rim Og S.Th. af sørøver Bernard;
før 9.12. v.Sch1. udrustede skon. Laura, gik sm med St Thomas ud på jagt, men skon. var læk og måtte returnere, St Thomas fandt ikke sørøveren;
17.3. 29 Bernard set ved Crabben, St Thomas søgte efter den uden held. - (henv. Adm.1048-49.82 og 248)"

"10.3. 1829 skib Neptunus af Helsingør 100 kl. ført af Becker / Bakker, reder Jacob Holm, afg. Barca, Sp. med fr ejede varer til Havana, SØ for S.Cr. taget af Conquistador, Bernardo Ferrero, 5 af besætningen og 15 pass. ombord på kaperen, pass. sat på dk skon. tvunget til at landsætte dem på Crabben, skibet ført til PtoC, mistede roret, da den sejledes på grund på Roques, 17.3. ank. PtoC; nogle dage efter frigivet pga. Bol.s dekret af 17.9. 28 at deres kapere ikke fremover opbringer neutrale skibe med sp ladning;
17.3. St Thomas, Klauman afg. til La Guaira og PtoC. for at søge Bemard og skibet og reklam. sm; 20.3. briggen ank. La Guaira, fik víshed om, at skibet var i PtoC, til Caracas for hos Paez at udvirke skibets frigivelse, efter 4 Dages Ophold medgav han mig en aaben Ordre til Marine Tribunalet i Puerto Cabello at overlevere mig Skibet saafremt det ei var lovlig Prise;
26.3. ank. PtoC; Klauman indgav protest til priseretten om erstatning for ror og 5 mand, ophold m.m, afslået fordi kaperen havde lovlig ret til opbringelse (I) da de påstod han var uvidende om dekretet; da kaperens agenter ville appellere til Bog, påskyndede Klauman skibets afg, (han har antagelig fået gode råd af Porter!) 29.3, og gav konvoj til nord for Curacao, St Thomas anløb Curacao, kaperen havde ikke været der de sidste otte uger;
5.5. brig St Croix, Lütken ank. fra La Guaira efter at skulle reklam. 5 dk matroser fra Neptunus, var dagen før afsendt til S.Th. - (henv: Ad1n.1049.248,, 312, 333 og 377. Gtk.vi.søpas.)"

Opgaverne under dette togt var, som man kan se af ovenstående, mangfoldige. Der skulle vises orlogsflag og jages sørøvere, samt afleveres breve. Som på de tidligere togter må Johannes Christian have oplevet en masse og de rolige daglige rutiner med vagttjeneste, som skulle passes efter hjemkomsten til København, må have forekommet ham kedelige og farveløse sammenlignet med oplevelserne i Vestindien.

Dog hændte der jo også et og andet på de hjemlige breddegrader. Og da den nu 30-årige Johannes Christian kom hjem den 19. August 1829, blev han oplyst om, at han igen var blevet farbror, da svigerinde Dorthe Maria under hans fravær, den 21. September 1828, var nedkommet med endnu en lille pige, som den 31. Oktober samme år var blevet døbt Georgine Sophie.

Fra Påsken 1829 fik Johannes Christian tildelt hus i Nyboder, nemlig lejligheden i stuen til gaden i Løvegaden nr. 4, som han overtog efter sin søster Ane Cathrine og svoger Lorentz Peter Worm, der samtidig flyttede til Løvegaden nr. 3.

Af et senere "Inventarium", udfærdiget i 1840, kan man se, hvad det var for et hus, Johannes Christian kunne flytte ind i, måske sammen med sin nu 65 år gamle mor: Her var en stue og et kammer, samt køkken med ialt 2 1/2 fag vinduer i karme og rammer, med vinduesglas og beslag med "Bolter og Splitter". Mellem rummene var der døre med "Stabler, Hængsler og Klinkefald" og til gaden en gadedør i karm med stapler, hængsler og klinkefald, samt en træklås med nøgle.
Gulvene var belagt med mursten og jernbilæggerovnen stod på en fod af mursten. I køkkenet var der et fyrsted og i gården - som ikke var brolagt - var der et "Locum" med dør med hængsler og klinkefald. Endelig var der et loftsrum, hvortil der var adgang gennem en loftslem med hængsler, men trappen derop var sparet væk. Det var jo dog nok ikke noget problem for en Nybodermand, som var vant til at klatre i Orlogsskibenes master og nok kunne få lavet en rebstige, så rummet måske kunne benyttes.

Man må formode, at der har været et tæt forhold mellem familiemedlemmerne, når de ellers ikke var på langfart. Ane Cathrine og Lorentz Peter boede som nævnt i nabohuset, mens bror Ole Christian og hans familie boede i den nærliggende Bjørnegade nr. 10.

Den 1. Januar 1830 blev Johannes Christian forfremmet til "Undercanoneer" og fik nyt nr. 46 i 1. Divisions Artillerikorps. Med denne forfremmelse skulle han til gengæld "tiene Livstid". Hvad han har syntes om det, ved vi desværre ikke. Måske var tanken uudholdelig på grund af det hårde arbejde og den lave løn, og fordi den personlige frihed var meget lille. Men det er jo også muligt, at han egentlig holdt af det varierede liv med de lange rejser og spændende oplevelser. Måske trak det almindelige familieliv ikke så meget i ham? Han blev i hvert fald ikke gift og stiftede familie som sine søskende. Dette kunne sandelig også indebære ikke blot glæder men også sorger, som da Ole Christian den 5. Juli 1830 fik en lille søn, der den 22. August blev døbt Carl Christian, men allerede den 8. Oktober døde under et anfald af Krampe og den 11. Oktober måtte begraves på Skibskirkegården.

Sådanne sorger og bekymringer var Johannes Christian jo forskånet for og han sørgede måske i stedet for at forsørge sin gamle mor, da han nu ovenikøbet med den nye forfremmelse fik lidt mere i lønningsposen. Han fik nu 12 rigsdaler månedligt. Priserne var her omkring 1830 ved at stige en smule, men Johannes Christian - eller var det mon ikke mor Catharina Elisabeth som foretog indkøbene? - kunne stadig få et pund groft rugbrød for mellem 2 1/2 og 3 3/4 skilling, mens et pund oksekød var steget 2 skilling og kunne fåes for mellem 6 og 10 skilling og et pund flæsk for mellem 9 og 16 skilling. Ost kostede 4-7 skilling pundet og brændevinen kunne fåes for 10-16 skilling pr. pot. Om Johannes Christian konsumerede meget af denne vare, vides ikke. Men vi ved, at bror Ole Christian i disse år fik prædikatet "drikfældig".

Ville Johannes Christian have kartofler, måtte han spendere 1-2 rigsdaler for en tønde, men der var jo også andre fornødenheder i en husholdning. Grøn sæbe kostede f.eks. 10-12 skilling pr. pund, bøgebrænde 3 1/2-5 rigsdaler pr. læs og tørv 3 1/2-6 rigsdaler pr. læs. Ønskede han en pibe tobak, måtte han af med 18-34 skilling pr. pund.

Måske var livet ikke så tosset endda for Johannes Christian, der nu - den 11. Januar 1831 - i sit 31. år - blev hensat til tjeneste med "Jagten Larsens Plads". Det var tale om en dansk slup. Skibet blev bygget under en ukendt konstruktør og med stabelafløbning vistnok i 1830. Her var Johannes Christian som Underkanoner og dermed Underofficer udkommanderet som Regnskabsfører sammen med konstabel Lindkloster og hvordan de 2 havde det sammen i de kommende måneder, er ikke godt at vide, for opholdet endte tragisk med begges død den 4. September 1831.

Hvad der egentlig skete på sluppen Larsems Plads den 4. September, er aldrig blevet opklaret. I Divisionsbogen for 1. ArtilleriCorps står blot ud for No.46: Under Canoneer Johan Christian Olsen ... "Aflivet sig d. 4de September 1831 med et Pistolskud igennem Hovedet". Har vor stakkels slægtning været så ked af livet, at han har besluttet sig at ende det her og har begået selvmord? Hans død og begravelse er ikke fundet i de relevante kirkebøger, så herfra kan ikke hentes mere information.

Men i bogen Bidrag til Søartilleriets Historie fra 1909, står på side 125: "Med Sluppen "Larsens Plads" var i 1831 udkommanderet to Søartillerister, Underkanoner J. Olsen og Konstabel Lindkloster, der begge skød sig den 4. September. Mange tvivlede dog om, at de havde begaaet Selvmord; der fortaltes, at de havde duelleret og begge var faldne i Duellern; men Sagen blev aldrig oplyst".

Under alle omstændigheder var dødsfaldet jo forfærdeligt tragisk og traumatiserende for familien, der jo ikke kunne komme til at begrave en selvmorder i indviet jord. Om tragedien har bidraget til at accellerere bror Ole Christians alkoholisme, vides ikke, men han opholdt sig netop på denne tid og flere måneder derefter på Almindelig Hospital og i tiden fremover forværredes forholdene i hans ægteskab, så hans hustru forlod ham med børnene, som senere fandt husly og støtte hos søster Ane Cathrine og Worm.

Værst har det vel været for Johannes Christians mor, som ikke bare mistede sin yngste søn, men dermed også sin bolig i hans hus i Løvegaden nr. 4.

Den 7. December 1831 måtte Catharina Elisabeth give møde for Skifte Commissionen, der skulle foretage skiftet efter Johannes Christian og udfærdige Forseglingsprotokollen. Her blev der fremlagt en skrivelse fra "Premier Lieutenant og Chef for Quarantainen og Fyns Fartøiet "Larsens Plads" af 29. November 1831, samt en do fra Samme af 5te d.M., hvori han melder, at Regnskabsfører og .... No.46 af 1ste Divisions Artillerie Corps Johannes C. Olsen er død paa ovennævnte Skib den 4de Septbr. d.a. ". Med skivelsen fulgte en fortegnelse over Johannes Christians "paa Skibet efterladte og til Skifte Commissionen afleverede Effekter, hvilke af Betienten Bülow tilhand... bliver vurderet således: 2 Klædes Trøier ..... 3 sk.(?), 1 Hat ..... 1 (sk), 3 Halstørklæder, 1 Lommetørklæde, 2 Skjorter, 2 Kraver ..... 2 (sk.), 2 Par Strømper, 2 Par Skoe ..... 3 (sk.), 1 Dreiels (?) Pose, 1 Kuffert uden Laas, 1 Messing Bestik, 1 Sy...se ..... 2 Sk."

Endvidere noteres det i Forseglingsprotokollen, at "Sergeant O ... math mødte og tilkiendegav, at den Afdøde har været tilhuse hos sin moder der boer i Nyboder og at han ikke har .. efterladt sig noget. Derefter mødte Enken Anne Cathrine Olsen (sic!), den Afdødes Moder, boende i Løve Gaden No. 4, som afgav samme Forklaring som Sergeant Omoth. Procurator Petersen, som var mødt, blev derefter anmodet om at besørge det fornødne, hvorefter Boet til .. blev udsat". Underskrevet: "Anne Cathrine Olsen - med ført Pen".

Året efter solgtes Johannes Christians efterladte effekter på auktion den 7. Marts. Procurator Petersen havde den 28. Februar 1832 ladet indrykke en annonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger på side 5 med følgende ordlyd:

"Onsdagen den 7de Marts førstkommende og følgende Dage, fra Kl. 9 om Formiddagen, bliver ved Auction i Krystalgaden Nr. 61 bortsolgt en deel Gods og Løsøre, bestaaende af Guld, Sølv, Plet, Tin, Kobber, Messing, Jern og Bliktøi, Glas, Porcellain og Steentøi, Linned, Gang- og Senge-Klæder, Mahogni-, Ege-, Birke- og Fyrretræes-Meubler, samt andet Træfang, tilhørende Stervboerne efter nedennævnte Afdøde, nemlig
..... afg. Constabel Jacob Lindkloster, afg. Regnskabsfører og Undercanoneer Johannes C. Olsen, .....
Betalingen erlægges til Procurator Petersen, boende i Compagnistræde Nr. 70, anden Sal, hvor Catalogerne erholdes for 6 Rbd. Stykket."

Efter auktionen kunne man gå over til at færdigbehandle dødsboet i 2 møder. Det første fandt sted den 24. Juli 1832 og her noteres i Behandlingsprotokollen: "Afg. heelbefaren Constabel af Søeetatens Artilleri-Korps, Johannes C. Olsens Bo. - Skiftecommissionen fremlagde en Skrivelse fra Admiralitets- og Commissariatets Collegium af 14de S.M., hvorefter den Afdøde bliver skyldig til den Kongl. Kasse - 48 rdl 33 Sølvmynt, som dette Collegium udbeder sig refunderet af den Afdødes Bo. - Boet blev til videre udsat"

Den 13. September - altså over 1 år efter Johannes Christians tragiske bortgang - kunne bobehandlingen så endelig afsluttes. Herom skriver Behandlingsprotokollen: Anno 1832 den 13de September blev foretaget Session i efterfølgende Bo: Afd. Undercanoner Johannes C. Olsens Bo. - Proc. Petersen modtog(?) og fremlagde hans Regnskab over Boet, af 28de Maj .... med Bilage, samt afleverede sin .... derefter for at tilsvare + 2 rd 4 Sk 1 Mark(?) Sedler og (?), som Skiftecommissionen imodtog.

Den Afdødes Moder Anne Cathrine Olsen mødte og tilkiendegav at hun intet hos den Afdøde havde tilgode, samt at det ei heller er hende bekiendt at han skylder andre noget. Boets for ommeldte Beholdning 2 rd 4 S 1 Mark(?) .. Sedler og (?), blev derefter udlagt det Kongl. Admiralitet og Commisariatets Collegium til Afdrag paa Omkostningerne ved den Afdødes Begravelse, hvormed Behandlingen af Boet er sluttet." - Underskrevet: "Anne Cathrine Olsen - med ført Pen. ..."
... 2 65 ....
mod quit(?) Nr.518 af 25 Octb 1882. - quit(?) ... Petersen"

Så stod Catharina Elisabeth tilbage uden sin yngste søn og uden sit hjem hos ham. Det er nok mest sandsynligt, at hun derefter er flyttet ind hos Ane Cathrine, der stadig boede med ægtemanden Lorentz Peter Worm i Løvegaden nr. 3, i Stuen til Gaden. Desværre havde parret ikke fået nogen børn, men noget tyder på, at de i stedet var meget glade for Ole Christians 3 små piger, som nu var henholdsvis 8, 6 og 4 år gamle, og som de vistnok tog sig meget af.

Men for Johannes Christian Olsen var hans korte liv allerede forbi.