Ole Christian Olsen, der i begyndelsen af sit liv kaldtes Ole Christiansen, blev født den 13. Marts 1796 i København og døbt den 20. Marts samme år i Holmens Kirke. Her står kun hans fornavn anført: Ole Christian og efter tidens skik skulle hans efternavn tages efter hans fars, Christian Olsens fornavn, altså: Christiansen. Men netop i denne periode ændredes reglerne for efternavne og der opfordredes til, at man valgte et familienavn, som gerne var lidt mere specielt end et -sen-navn. De fleste var dog så konservative, at de i stedet valgte at tage deres fars efternavn, her altså: Olsen.

Ole Christians far var som nævnt Christian Olsen, konstabel i 1. Artillerie Compagnie og på dette tidspunkt 32 år gammel, jævnaldrende med sin svenske hustru, Ole Christians mor, Catharina Elisabeth Wikström, der kom fra en lille by ved skærgården i det nordlige Småland.

Ole Christians fornavn fik han efter sin farfar Ole Salvesen, der stadig levede ved Ole Christians fødsel og indtil han var 3 1/2 år gammel. Om farmor Anna Sophia Andersdatter også var i live, ved vi ikke noget om. Og Ole Christians svenske morforældre skipperen Jonas Wikström og dennes hustru Catharina Andersdotter havde familien vist ikke megen - om nogen overhovedet - kontakt til.

Ole Christian var sine forældres fjerde barn og anden søn. Men hans storebror Ole Christiansen var død som spæd året før, så Ole Christian blev forældrenes første livskraftige søn. Den lille dreng blev modtaget i hjemmet af de 2 større søstre, Ane Marie på 5 år og Ane Cathrine på 3.

Fra Påsken 1792 havde Ole Christians far fået tildelt 1/2 hus af Holmens ejendomme på Christianshavn med adressen Laboratorie-Huus No.14 og det var altså her, at den lille dreng blev født.

Huset bestod af en trappe og nogle mindre rum kaldet "Sal og Kammer" med en skillevæg af bindingsværk og forsynet med et "Fyrsted" og et "Locum comune". Laboratoriehusene lå ved Ovengaden neden Vandet, helt mod sydvest og det, der idag kaldes Hammershøis Kaj. Her lå områderne kaldet Land Artilleriets Laboratorium (til højre, nr.169 på Geddes kort fra 1757) og Søe Artilleriets Laboratorium (til venstre, ud mod den tværgående kanal, nr. 170 på Geddes kort). I Laboratoriet opbevaredes blandt andet krudt og bomber, granater og patroner. Måske ikke det tryggeste sted at bo, når man betænker, at det Gamle Laboratorium allerede var sprunget i luften 2 gange: den 6. August 1679 "formedelst Guds Vejr og Tordenslag" og den 16. Juni 1683, hvor eksplosionen forårsagde en "saadan Tummel og Alarm i Vejret, at Vinduer og Tage i de Huse som endog ogsaa laa langt derfra sprunge udi mange Tusinde Stykker og bleve ganske og i Grund fordærvede" (Dengang.dk).
Ikke desto mindre blev Ole Christians forældre boende her i mange år med deres lille familie, som stadigt øgedes.

Den 3. Maj 1792 udfærdigedes en liste over inventar og stand af ejendommen Laboratorie-Huuse No.14, hvori det lyder: "Opgang af 1 trappe med 11 Trin hvorfor 1 Lem med Hængsler, 1 Dør for Kammeret med Hængsler, Stabler og 1 Klinke ...2 1/2 Fag Vinduer i Kammer og Gangen med Karme, Ramme og behørig Beslag. Skillerum mellem Sahl og Kammer af Bindingsværk, Loft over Huuset. Gulvet i Kammeret og Gangen af Bræder for Fyrsteder mange Sten. Opgang til Loftet af 1 Trappe ned 16 Trin. ! Lem med Hængsler for Loftsrummet. Tag, Skorsten og Fyrsted samt Locum Comune".

Den 20. Marts 1796 lod Ole Christians far så sin søn døbe i Holmens Kirke. Som faddere havde han valgt nogle dygtige mennesker af god stand, som måske var gamle venner eller familie og ellers kunne kaste glans over begivenheden. Her mødte op: Porcellainshandler Mangor, Studiosus Thomsøn, Urtekræmmer Hausbild, Høker Erich Pedersen, Broemand Iversen, Ob:Canoneer Paul Hansen, Mad. Maren Cathrine Tux og Jomfru Edle Johanne Hansen.

Hr. Mangor, der i 1801 var 46-årig porcellainshandler i Langebrogade Nr.1. Johan Sand. Mangor stod fadder til Ane Cathrine i 1793 og til Ole Christian i 1796.

Det var tilsyneladende ikke ualmindeligt at kombinere hvervene som porcellænshandler og thehandler. I en annonce fra den københavnske avis "Kiøbenhavns Kongelig Allernaadigst privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger" den 7. Marts 1769 bekendtgjorde porcellæns- og thehandler Villum Mathias Neergaard, at han var i færd med at oprette et nyt udskænkningssted i sit hus i Badstuestræde. "hvor han agter fra om Morgenen Kl. 8te indtil Eftermiddagen Kl. 6, at holde Caffe, Chokolade og Thee færdig til Udskienkning, hvoraf enhver, som matte finde Behag udi at indfinde sig for at nyde noget af samme, skal uden synderlig Ophold blive til Fornøyelse beværtet efter enhvers eget Behag med én eller fleere Kopper". "Hver Koppe af Caffeen med eller foruden Fløde og Sukker for 3 Skilling, hver Kop af Chokoladen ligeledes for 3 Skilling, og hver Kop af Theen, som og bliver skiænket i Caffe-Kopper, med eller foruden Sukker og Melk, halvanden Skilling". "Skulle nogen finde Behag udi at nyde dertil et lille Stykke skaaret Smørre-Brød med Ost, Steg, Pølse eller Salt Kiød paalagt, kan samme og faaes for 2 Skilling hver Stykke". (Kilde: Annette Hoff: Den danske tehistorie. Wormianum, Den Gamle By, 2015).

I ovennævnte bog skriver forfatteren endvidere: "Det er nærliggende at spørge, hvem hans kommende kunder måtte være. Hvem havde råd til at gå ud og drikke te og spise smørrebrød? Svaret er, at der nok var en del, som kunne betale for denne opvartning, der var relativ billig. Især embedsmænd og håndværksmestre med en god indtjening, mens det nok var sværere for en arbejdsmand, hvis dagløn lå på 20-24 Skilling. Vi kan se, at en halv liter øl kostede 1-2 Skilling, et halvt kilo groft rugbrød nogenlunde det samme, mens et pund flæsk kostede 5-8 Skilling. Hvis der var mange munde at mætte hjemme og samtidig en kold vinter, der krævede godt med brænde (en favn bøgebrænde kostede 5-6 rigsdaler), var det næppe teskænkning, der stod øverst på udgiftslisten hos arbejderfamilien. For slet ikke at tale om fattige familier uden indkomst af betydning. På den anden side kan vi ikke udelukke, at netop konerne satte pris på at tillade sig denne luksus, hvis de f.eks. ved lidt småhandel, tøjreparation eller måske vask for andre, var kommet til lidt penge".

Familien havde også en tæt forbindelse med Urtekræmmer Hausbild, måske først den ældre Christian Hausbild, der i 1787 boede på Christianshavn, i Strandgade 46, sammen med hustruen Elisabeth og den 16-årige søn Gotfred. Hans forretning var lidt større end spækhøkerens og han beskæftigede både en svend og en dreng, samt naturligvis en tjenestepige. Den gamle urtekræmmer Hausbild døde i 1792, og sønnen overtog faderens erhverv, men flyttede på et tidspunkt til Laxegade 295. Det må være ham, der stod fadder både i 1795 og 1796 til den kun kort levende Ole Christiansen og til Ole Christian.

Andre varer har man måske handlet hos Høker Erich Pedersen, der både stod fadder til Ane Maria i 1791 og til Ole Christian i 1796.

Og så var der selvfølgelig Maren Cathrine Tax, som var fadder til både Ole Christiansen i 1795 og Ole Christian i 1796. Maren Tax var født omkring 1773 og inden 1801 gift med Fuldmægtig i Hof- og Stadsretten Christian Dirks, der boede på Amager Torv nr.46. Maren Cathrine, der også kaldtes Maria Catharina, stammede fra Norge og måske har hun og Catharina Elisabeth fået en vis samhørighed, fordi de begge var fremmede i København. Maren Cathrine og Christian Adolph Diriks (navnet staves forskelligt i kilderne) boede på Amager Torv og var blevet gift "i Huuset" i 1799. Da de var indskrevet i kirkebogen for Vor Frelser Kirke på Christianshavn, har de måske boet her, i nærheden af Christian og Catharina Elisabeth i starten af deres ægteskab. Deres 5 første børn blev imidlertid alle døbt i Sankt Petri Kirke og Christian og Catharina Elisabeth var ikke blandt fadderne her. På et tidspunkt efter 1805 rejste Maren med familien til Norge, hvor parrets øvrige børn blev født og hvor Maren og Christian Adolph døde i Kristiania i henholdsvis 1848 og 1837.

Endelig var der Jomfru Edle Johanne Hansen, som var steddatter af en anden person, der ofte med familien optrådte som fadder ved dåb i Ole Christians familie: Brændevinsbrænder Harboe: Lorentz Harboe boede også på Christianshavn, men i Brogade/Langebrogade 10. Han var fra 24. Januar 1783 gift (i sit første ægteskab) med den afdøde Svend Hansen Lunds enke, Anna Catharina, som medbragte nogle børn fra sit første ægteskab. Døtrene Bolette Kirstine og Edle Johanne, som var født i henholdsvis 1773 og 1778.

Da lille Ole Christian var 2 år gammel, blev han storebror til en lille ny bror, som blev født den 3. Marts 1798. Han blev døbt med navnet Johannes den 11. Marts samme år i Holmens Kirke, men Ole Christian har jo vok været for lille til at forstå al den ståhej. Jordemoder der hastigt tilkaldes, mors veer, stønnen og skrig. Hastige skridt og en helt ny lyd, babybrors skrig. Også vel også en dåbsfest af en art. Her troppede vel fadderne op: Artill.Lieutn. Lykke, Thehandler Carlsen, Hof-Kleinsmed Lange, Jomfru Bolette Harboe, Brænd.Datter, og Jomfru Karen Marie Lund.

Vi har en meget levende beskrivelse af en sådan fest i bogen "Nyboder og dets beboere", hvor der på side 233f. berettes: "Naar visse Nybodersfamilier skulde have et Drengebarn i Kirke, da ansaa "fornemme Herskaber" det ikke for at være under deres Værdighed at staa fadder til Barnet. Daaben fandt sted saa snart som muligt efter Fødslen - helst ottende Dagen efter, - og i Kirken. Barselstuer, som florerede paa Holbergs Tid, vare endnu hundrede Aar derefter i Brug i Nyboder. Moderen sad i en Lænestol, Faderen stod ved Døren for at modtage de fra Kirken tilbagevendende Faddere; han bukkede dybt for de fornemme Gæster; der var jo højstaaende Søofficerer, Præster og Rangspersoner iblandt dem; de kørte til Stadsen i deres egne Vogne, hvilke nu vakte stor Opsigt, medens de holdt uden for Døren. Det uvante Syn var Skyld i , at mangen Nabokone maatte trykke sin Næse ganske hvid mod Ruden for rigtigt at kunne tilfredsstille sin Nysgerrighed; medens Nyboders Ungdom med gabende Munde dannede to tætsluttende Rækker lige fra Husdøren og hen til Vognen, blot for at faa et Glimt af Herligheden at se. Inde i den lille festligt smykkede Stue diskuterede Fadderne imidlertid den nyfødtes fremtidige Livsstilling, - den var jo allerede saa godt som bestemt ved den Stand, hvortil Forældrene hørte, - og søgte at fordrive Tiden ved at læse Deviserne paa de Konditorsager, som vare fremsatte til Forfriskning. Nu brød Gæsterne endelig op; et Vinduesskod blev aftaget og lagt over Rendestenen for at lette dem indstigningen i Vognene; og da de fine Folk vare borte, aandede man jo nok lidt friere, medens man højligt undrede sig over, at de kun havde spist saa lidt af de mange gode og sjældne Sager; og dog følte man sig hædret ved den nedladende Venlighed, som de store Mænd havde vist, og som maatte anses for et Tegn paa den Agtelse, hvilken alle fordomsfrie nærede for de hæderligere blandt Nyboders befolkning".
Selvom der her fortælles om selve Nyboder, gjaldt disse betragtninger sikkert også for beboerne i Laboratorio Huusene.

Allerede den 3. Oktober 1798 døde lillebror Johannes af et anfald af kopper. Den 8. Oktober måtte familien - men Ole Christian var nok for lille til at deltage - gå den tunge gang til Skibskirkegården for at begrave den lille dreng.

Skibskirkegaarden: Mens rige og kendte københavnere kunne lade sig begrave i de kirkegårde, som omgav byens kirker, måtte de mindre formuende og fattige lade sig nøje med enten en grav i periferien, ved muren omkring kirkegården, eller søge ud mod "de supplerende, hjælpe- eller assistenskirkegårde, som fra 1500-tallet opstod udenfor bygrænserne. De var sværere at holde under opsyn og var ofte misligholdte, forstyrrede steder, hvor der ikke var rart at tænke på at skulle ligge. Derfor blev de fortrinsvis brugt under epidemier og af byens fattigste.

Til Holmens Kirke fandtes i tidens løb flere annekskirkegårde, men fra 1660'ernes begyndelse blev den nyligt indkaldte fæstningsingeniør Hendrik Rüse (Rüsensteen) bedt om at afstikke et par nye kirkegårde uden for voldene. Den ene af disse kirkegårde var beregnet til Hæren og den anden til Flåden, men Hærens, den senere Garnisons Kirkegård, lå tættere på stranden og havde en højere grundvandsstand, og den blev først for alvor taget i brug i 1700-tallet.

Flådens kirkegård, eller Skibskirkegården, som blev Holmens Kirkes tredje assistenskirkegård, blev indviet den 10. August 1666. Den fik en ganske anden varighed end sine forgængere, idet den nu er Københavns ældste kirkegård i brug. Den ligger uden for Østerport og var som alle andre kirkegårde uden for byerne fra første færd en fattigkirkegård, beregnet for dem, der, som det hed, ikke havde råd til at lade sig begrave "herinde", dvs: i byen. ... Menigheden var efter 1728 opdelt i lønklasser, der hver især fik en fast pris at lægge for en lod af jorden.

Holmens Kirkegård var dog stadig ikke et sted, hvor de afdøde kunne få et varigt minde. I 1733 blev den endelig hegnet ind, men da der fortsat kunne findes både køer og svin på kirkegården, blev den i 1769 omgivet af en bred grøft, hvortil kom en randbeplantning af hvidtjørn. Så var gravstederne fri for at blive rodet igennem af kreaturer, men de var stadig anonyme, for det blev først tilladt at markere dem med mindesmærker i 1790'erne.

På denne tid opstod en almindelig interesse for grønne gravsteder og der kom blandt andet fokus på Holmens Kirkegård, som i 1798 blev nyanlagt med en bred, nord-syd gående hovedallé, hvortil kom, at den fik et nyt reglement. som tillod monumenter - og som, naturligvis, også satte en række priser på, hvad det skulle koste at have et gravsted med en sten". (Kilde: Holmens Kirke / Ulla Kjær ... et al. - Gad, 2019. s. 198-200, 209)

Der gik dog ikke længe, inden familien igen blev forøget, for da Ole Christian var 3 1/2 år gammel, blev hans nye lillebror Johannes Christian født den 8. September 1799. Og nu var Ole Christian vel gammel nok til at følge med i forberedelserne til fødslen og glæde sig til at kunne lege med sin nye bror, som blev døbt den 15. September i Holmens Kirke, som jo var sognekirke for Holmens folk.

Igen var det de nære naboer og venner, som Ole Christians far valgte til faddere. Det var: "Jørgen Kruse, Snedkermester. Christian Breul, Spækhøker. Erich Møller, Broemand. Jørgen Holm, Havnefoged, samt jomfruerne Bolette Christine Hansen og Edle Johane Hansen" .... De 2 unge damer var døtre af Brændevinsbrænder Lorentz Harboes hustru Ane Christine fra hendes første ægteskab. Det lader ellers til, at præst eller degn har kludret lidt med faddernes erhverv, for Jørgen Kruse var spækhøker på Christianshavn, ca. 34 år, gift med Marie Bastian. Og Christian Breul var snedkermester, gift og med bopæl på Christianshavn.

Nu var der så 4 børn i familien og ialt 6 munde at mætte og lønnen som konstabel var ikke imponerende og ofte var udbetalingen forsinket, så det kunne være svært at holde sulten fra døren. Heldigvis havde familien jo tag over hovedet, men alligevel var det småt med penge. Men så var der en lille udvej. Forældrene kunne lade deres drengebørn skrive op som "Rugdrenge" og derved erhverve en ekstra portion rug, beklædning og skolegang til sønnerne - mod at disse var bundet til en levevej i Flådens tjeneste, som håndværker ved Holmen, som matros eller artillerist, hvor det nu blev besluttet af Admiralitetet. Normalt skulle børnene være 8 år gamle, men i Mandskabsfortegnelserne for Orlægsværftet er Ole Christian noteret som "Ny Antagen Rugdreng" i 1. Divisions 1. Artilleri Copagni, nr. 83" allerede den 4. December år 1800, hvor han jo dog kun var 4 1/2 år gammel! "Ole Christiansen, Kbhn" står han anført som.

"Det antages, at ordningen med at indskrive drenge i håndværkerstokken med efterfølgende uddannelse og tjeneste i den faste stok eller i marinen er sket siden 1730; formentlig også tidligere.
Som betingelse for et barns antagelse i den faste stok krævedes i 1756:
- at barnet var 8 år gammelt
- at det havde sin sundhed og førlighed, og
- at faderen stod i den kongelige søtjeneste.
Der var som regel 10 rugdrenge ved hvert kompagni. Man forudsatte uden videre, at barnet ejede både lyst og evne til livsstillingen. Drengen eller forældrene kunne ikke vælge, om drengen skulle være matros, artillerist eller håndværker, eller et bestemt håndværk. Drengen (og forældrene) måtte være tilfreds med, hvad man tilbød ham og de pladser, der tilfældigvis var ledige.
Det var ikke barnet, men forældrene, som lod deres søn indskrive i tjenesten. Det gjorde de oftest på grund af trang. Hvis deres barn kom i fast nummer og blev en af de 10 drenge, der var ved hvert kompagni, ville de forøge hjemmets indtægt med en portion rug foruden den gratis klædning og skolegang, som drengen selv nød godt af. Når forældrenes accept forelå, var barnet bundet til tjenesten og måtte i ventetiden - til uddannelsen startede - gå i skole og (efter 1800) også samtidig med skoleundervisningen pille værk for marinen).
Når skolegangen begyndte i divisionsskolen i Nyboder, fik drengen en uniform, der bestod af en høj sort hat, blå trøje med metalknapper, hvide ravdugsbukser og et par sko. Undermunderingen bestod af lærresskjorte og et par lange hvide uldstrømper.
De 2 første år kaldtes drengene for "rugdrenge".
Forældrene fik hver måned udleveret 2 skæpper rug (ca. 43 liter). Familien kunne sælge rugen til Nyboders bager, og på denne måde få tilskud til deres skrantende økonomi.
Efter de 2 år som rugdreng skulle drengen være "kostdreng" i yderligere 2 år. Rugportionen blev nu udskiftet med en månedlig ydelse på 4 mark og dertil en kostration.
Efter yderligere 2 år blev drengen en såkaldt "kompagnidreng". Lønnen blev hævet til 7 mark samt kostration, der svarede til en voksen matrosration, som igen svarede til: 2 skæpper rug, 8 pund saltet kød, 5 pund saltet flæsk, 4 pund smør og 2 otting (ca. 5,5 liter) byggryn. Som kompagnidreng var han 3 dage i skole. De andre 3 dage måtte han mod en ringe løn møde til arbejde på Holmen.
Derefter blev drengen "opløber" - en slags "jungmand".
Fra han var 11-12 år gammel, kunne han blive sendt til tjeneste og/eller uddannelse på kongens kadetskib.
Efter sin konfirmation blev han - hvis han ikke i mellemtiden var udtaget som kadet - enten håndværkerlærling på Orlogsværftet, matroslærling på et orlogsskib eller artillerist. Denne uddannelse tog ca. 4 år.
Når han var blevet udlært og var bleven "karl", kunne han begynde at aftjene de år, som han havde forpligtet sig til at blive i den faste tjeneste. Så længe denne tvangstjeneste varede, kunne han som hovedregel ikke forlange sin afsked.
Tvangstjenestens længde var i 1600-1700-tallet 12 til 18 år for matrosen, der som dreng var indtrådt i tjenesten. Håndværkeren, der fra rugdreng var avanceret til svend, var bunden på livstid.
Denne forskel i tjenestetidens længde blev i Frederik V's Søkrigsartikelsbrev begrundet med: "Vi have ladet Haandverkeren fra Barnsben oplære og underholde ham i Læren og saaledes bragt ham frem, at han i Vores Tjeneste haver Leve-Brød til sin Livs-Tid". (Kilde: Jørgen Green: Slægtsforskning i lægdsruller, søruller og i hærens og søværnets arkiver. 2009. s. 154).

I 1801 var der folketælling i København og her blev familien listet med bopæl i "Laboratoriet 14". Ole Christians far var dengang 34 år og "Constabel ved Comp.", mor "Catrine Lisbet" var listet som 35 år gammel, Ole Christians søstre Ane Maria Christiansdatter og Ane Cathrine Christiansdatter var henholdsvis 10 og 8 år, mens bror Johannes Christiansen var 2 år. Ole Christian selv kaldes også her "Ole Christiansen" og angives at være 6 år gammel. Vi er her midt i efternavnenes brydningstid og børnene får stadig deres fars fornavn til efternavn, tilføjet -sen eller -datter. Senere valgtes i stedet faders efternavn som familienavn og de kom alle til at kalde sig Olsen. Lidt forvirring var der dog stadig med drengenes navne, men efterhånden blev det til, at "Ole Christiansen" kom til at hedde Ole Christian Olsen og "Johannes Christiansen" blev til Johannes Christian Olsen.

Den 2. April 1801 blev den danske flåde i farvandet ud for København angrebet af den engelske flåde og efter en kort kamp og mange faldne blev sagen afsluttet med en fredsforhandling. Dagene op til denne katastrofale begivenhed havde været ladet med forudanelser, forberedelser og bekymringer og vi kan vel godt formode, at Ole Chrisinas mor Catharina Elisabeth har følt sig trykket ved tanken om, at hans far Christian nu skulle i krig. Hvad skulle der blive af hende og hendes børn, hvis han endte med at blive fældet af en fjendtlig kugle? Far Christian selv har vel også været bekymret, men en følelse af national samling og forsvarsbegejstring havde bredt sig i byen, hvor frivillige meldte sig under fanerne, så hans følelser har måske været mere blandede end mor Catharina Elisabeths.

Vi ved ikke, på hvilket skib Christians far var stationeret under Slaget på Reden, men vi ved, at han slap fra kampen med livet i behold og kom velbeholden hjem til familien.

Slaget på Reden: Fra 1797-1799 havde England og Frankrig været i Krig. Det var søkrig og under denne trivedes kapervæsenet og alle parter - også Danmark - beslaglagde hinandens skibe og overtog laster og materiel. I løbet af mindre end et år var over 150 danske skibe taget af engelske kapere og orlogsmænd. Et uheldigt træk for Danmark var det den 16. December 1800 at slutte et væbnet neutralitetsforbund med Rusland, hvilket straks medførte en reaktion fra England, der gav 149 danske skibe i engelske havne sejlforbud og i Marts 1801 sendte en flåde på 53 skibe mod Kronborg, hvortil den ankom den 21. Marts.

Den betydelige danske orlogsflåde var, bortset fra de skibe der var på rejse, aftaklet for vinteren. Skibsbesætningerne var til søs med handelsskibene. I stedet begyndte man at presse folk til tjeneste. Kilometervis af tovværk, tonsvis af sejldug, master, ræer, blokke, skyts og ammunition lå parat i arsenalerne, men at gøre skibene sejl- og kampklare ville tage 6 uger. Den engelske flåde kunne nå hertil på mindre end 2. Skønt en engelsk aktion kunne forventes, undlod man at påbegynde klargøringen for ikke at udæske fjenden.

For at lukke gabet mellem Prøvestenen og Trekroner blev armerede blokskibe lagt for anker i en række som flydende forter og med transportpramme imellem. Kommandoen over disse førtes af chefen for Københavns defension til søsiden Olfert Fischer, der hejste stander på blokskibet Dannebrog. Onsdag den 1. April sejlede den engelske flåde med en kampstyrke på 36, heraf 12 linjeskibe, ildkraft på 1206 kanoner og fjorten morterer, samt et mandskab på 8885 mand, med kurs mod den danske linie.

Om morgenen den 2. April, kl. 10.30, løsnede den engelske flåde det første skud. Kampen blev hård, men overmagten var for stor og Kronprinsen lod skydningen indstille og man begyndte at forhandle en fredsaftale.

Kampen havde kostet 370 døde og 665 sårede på dansk side. Begravelsen af de faldne blev en enstående national manifestation. Den foregik allerede påskedag med udgangspunkt fra Søkvæsthuset på Christianshavn, hvorefter processionen gik gennem byen, ud gennem Nørreport og ad Farimagsvejen til Skibskirkegården på Østerbro. Om begravelsen skriver Oehlenschläger: "De faldne blev jordede tilsammen i én stor grav og en høj blev kastet over dem ligesom over heltene i oldtiden". Begravelserne herude fortsatte endnu i lang tid, efterhånden som ligene blev taget op af søen og de hårdt sårede på hospitalerne døde.

(Kilde: S.Cedergreen Bech: Storhandelens by : Københavns historie, Bind 3: 1728-1830. Side 276-287).

Den 6. November 1801 blev også Ole Christians lillebror Johannes Christian antaget som Dreng i 1. Artillerie Compagnie som nr. 88. Bemærk her, at barnet jo kun var 2 1/2 år gammel, da indskrivningen skete. Der har muligvis været akut behov for tilskud til kost og økonomi.

I 1804 blev Ole Christians faster, far Christians yngre søster Rebecca Maria, den 18. September trolovet med matros Jørgen Gundersen fra 4. Divisions 1. Compagnie. Ved brylluppet i Holmens Kirke den 19. Juli 1805 var Christian forlover for sin søster og måske har der været en lille bryllupsfest, -fejring, eller spisning sammen med familien i dagens anledning. Ole Christian var her 8 år gammel, så mon ikke han har været optaget af begivenheden og spændt fulgt forberedelserne og måske også fået lov til at deltage i en evt. fejring. Hans to ældre søstre var her 14 og 12 år gamle, så de har helt sikkert været voldsomt optaget af det, der skulle ske, mens lillebror Johannes Christian med sine nu 5 år vel har været mere ligeglad.

Den 25. Juli 1805 nedkom så Rebecca Maria med en lille søn, som den 4. August blev døbt Christian. Han var jo godt nok opkaldt efter sin morbror, men hverken Christian eller Catharina Elisabeth var blandt fadderne. Derimod stod Kaptajn Lykke fadder - vel den samme som den Artilleri Løjtnant Lykke, der i sin tid stod fadder til Johannes i 1798. Også Madam Johanne Hansen deltog i dåben, måske den Edle Johanne Hansen, som var steddatter af Brændevinsbrænder Harboe og som var med til dåben af 3 af Christian og Catharina Elisabeths børn.

Den 6. Oktober 1805 blev den 9-årige Ole Christans ældste søster Ane Maria - der her i kirkebogen kaldes Anne Maria Olsen - konfirmeret i Holmens Kirke som 14-årig. Så var hun at regne som voksen og måtte nok nu ud at tjene, hvis ikke det allerede var sket tidligere.

Den 6. November 1806 blev lillebror, den nu 7-årige Johannes Christian, antaget i 1. Artillerie Compagnie, stadig med nummeret 88. Nu begyndte vel også hans skolegang og pligter.

Året efter blev et sorgens år, for her døde Ole Christians ældste søster, Ane Maria, den 28. April 1807 af tæring. Kun 16 år gammel blev hun og man kan nok formode, at hun har været svag og lidende af denne sygdom i nogen tid inden sin død. Den 4. Maj måtte forældre og søskende gå den tunge gang til Skibskirkegården for at begrave den elskede datter og søster.

Men livet går jo videre og et lyspunkt var det måske, at Ole Christians faster Rebecca Maria den 7. Maj fødte en lille søn, som den 25. Maj døbtes Ole Jørgensen i Holmens Kirke. Hverken Christian eller Catharina Elisabeth var dog blandt fadderne.

Efteråret 1807 skulle blive endnu en prøvelse for Ole Christian og hans familie. Da kom Danmark atter i konflikt med England, som i August sendte en hær mod København og den 2. September udsatte byen for et voldsomt og ødelæggende bombardement i flere dage, inden der måtte sluttes fred og flåden opgives, bortført af englænderne. Mange flygtninge fra den bombe- og brandhærgede indre by søgte husly på Christianshavn, visse fødemidler manglede og elendighed og mismod herskede. Men endnu engang kom Ole Christians familie hele og uskadte - i hvert fald så vidt vi ved - igennem den barske tid.

Københavns bombardement den 2. September 1807:
England havde i 1807 udstedt et forbud mod al neutral skibsfart mellem dets fjenders havne. En dansk protest øgede den engelske regerings mistro og i August måned opererede en stor engelsk flåde i danske farvande. Englænderne foreslog derpå et engelsk-dansk forbund og den danske flådes midlertidige udlevering til England med løfte om erstaning og kompensation efter Krigen. De engelske krav blev afvist og forhandlingerne afbrudt, hvorefter englænderne den 16. August landsatte 31.000 kamptrænede soldater ved Vedbæk og rykkede frem mod København.

Moralen hos de danske forsvarere var høj, men de var håbløst underlegne. Den 16. August udsendte Københavns Politimester en løbeseddel med teksten: "Da der endnu behøves 400 Mand til Flaadens Tjeneste, saa maa jeg opfordre det Ofentlige til, hertil strax at aflevere dette Tal".

Den 29. August blev forstærkninger fra Sjælland og Lolland-Falster splittet ved Køge. I tiden op hertil havde Bystyret arrangeret, at alt korn uden for voldene i hast var blevet indhøstet, da man forventede en lang belejring. Den 19. August kunne det derfor oplyses, at der i et pakhus på Christianshavn lå 7.000 tønder rug. Alle i byen søgte at samle forråd og portneren ved Vesterport var ved at segne under arbejdet. Magistraten sørgede for en maksimalprisordning for fødevarer og der blev aftalt, at de 14 voldmøller skulle levere 200 tønder rugmel om ugen til Kastellets brødbagere, så hærens soldater kunne brødfødes.

Men der var andre problemer: et pund oksekød kostede 24 skilling, mælk var næsten ikke til at få, og da de engelske skar vandrenderne over uden for byen, frygtede man vandmangel. Heldigvis var der en del poste- og brøndvand, men desuagtet måtte enhver husejer lade samle vand i tønder og kar.

Efter mørkets frembrud den 2. September begyndte det engelske artilleri at slynge granater og brandbomber ind over København og bombardementet fortsatte de følgende nætter. De frygtelige ødelæggelser og store tab tvang byen i knæ. Mod flammerne kæmpede brandvæsenet en heltemodig, men håbløs kamp. Brandene endte med helt at atge magten fra slukningsmandskabet og hele kvarteret fra Vor Frue Kirke til volden mellem Studiestræde og Åbenrå udbrændte. Af offentlige bygninger brændte, foruden Domkirken, Universitetet, de to kollegier, Borchs og Valkendorffs og 6 professorgårde, samt byens hømagasin. Desuden fattigvæsenets nye tvangsarbejdsanstalt med administrationslokaler i Pustervig. I byen opgjordes ødelæggelserne til 305 huse og gårde, heraf 26 bryggergårde, 5 bagergårde, og over 20 brændevinsbrænderier.

Mange flygtede ud til Christianshavn, der syntes mest rolig. Men her var der så nu så fuldt af flygtede, at man næsten ikke kunne komme frem. Mange fandt husly i bydelens kirker.

Den 7. September kapitulerede danskerne og den 21. Oktober sejlede englænderne bort med det dansk-norske riges stolthed: 15 linieskibe, 15 fregatter, 8 brigger og 31 mindre fartøjer. Forinden havde de ødelagt alt af værdi på Holmen. I de 6 uger, som de havde fået til at gøre flåden klar til bortførelsen, fik de engelske soldater lov til i mindre grupper og uden våben at komme ind i byen, til gavn for de handlende, der endnu havde uskadte varer at afsætte, men til fortrydelse for mange af de besejrede.

Danmark var nu ikke længere en sømagt og den krig, der senere fulgte, blev helt ødelæggende for de handelshuse, der havde baseret deres eksistens på fjernhandelen. At genopbygge en flåde var en langvarig affære og den skulle finansieres af udenrigshandelen. Nu tabtes i stedet størsteparten af de udenlandske tilgodehavender, og i løbet af krigen blev ca. 1400 handelsskibe beslaglagt.

Tabet af flåden bevirkede, at danskerne indgik i forbund med Napoleon og erklærede England krig. Den engelske flåde afskar derefter forbindelsen mellem Danmark og Norge.

(Kilde: Danmarkshistoriens Hvornår skete det. Politikens Forlag, 1963; S.Cedergreen Bech: Storhandelens by : Københavns historie, Bind 3: 1728-1830. Side 288-308).

Året var endnu ikke omme, før der påny var død i familien, da Ole Christians faster Rebecca Marias førstefødte Christian døde den 30. December, kun 3 1/2 år gammel, af slag. Han begravedes den 4. Januar 1808, men om nogen fra Ole Christians familie fulgte ham til graven, vides ikke.

Den 1. Oktober 1808 blev Ole Christian "hensat" til tjeneste i Tøyhuus Compagniet som nr. 129. Han kaldtes her stadig "Ole Christiansen / Kjøbh" og var nu 12 år gammel og hans forældre hver især 44 år.

I 1809 var det blevet søster Ane Cathrines tur til at blive konfirmeret. I Holmens kirkebog står hun som Anne Cathrine Olsen, der blev konfirmeret den 16. April. Endnu en af søskendeflokken var blevet voksen og måtte sendes ud i verden.

Men mørke skyer blev ved med at samle sig over familien. Den 9. Januar 1810 måtte far Christian indlægges på Søetatens Hospital. Han led - som så mange andre på denne tid - af Brystsyge, hvilket vel var tuberkulose. Og den 16. eller 18. Januar døde han af denne sygdom, 46 år gammel.

Den 19. Januar 1810 måtte Ole Christian og hans mor og søskende begrave far Christian på Skibskirkegårdens sydøstlige del i gravsted nr. J(?) 37.

Ole Christian var nu lige knap 14 år gammel og lillebror Johannes Christian kun 10, da de blev faderløse. Mor Catharina Elisabeth var 46 år gammel og måtte nu sørge for sine 2 drenge, mens Ane Cathrine vel var ude at tjene og måtte skøtte sig selv. Heldigvis var begge drenge jo på Holmens Mandskabslister og fik derfor både klæder og kostrationer, så måske klarede den lille familie sig nogenlunde.

Den 7. Oktober 1810 blev Ole Christian konfirmeret af Hr. Holm i Holmens Kirke sammen med 19 andre drenge og 44 piger, heriblandt en søster til hans senere hustru. Søstrene kom fra en stor børneflok i Nyboder, hvor deres far var Skibsmand ved 3. Divisions 2. Matroscompagni. Familien boede i Krusemyntegade 19 i Nyboder og det var datteren Lovise Amalie Birch, der blev konfirmeret samtidig med Ole Christian. Hun var født i Oktober 1795, mens hendes storesøster, der senere blev gift med Ole Christian, var født den 2. September 1793 og således 2 1/2 år ældre end sin kommende ægtemand.

Den 14-årige Ole Christian noteres ved konfirmationen stadig at være i tjeneste ved 1. Division, TøihusCompagniet, men var nu her avanceret til nr. 79.

Den 1. Januar 1814 blev Ole Christian omsider "karl" og var nu færdiguddannet og kunne fra denne dato i 1. Divisions 2. Artilleri Compagnie (som nr.101) tage fat på at aftjene tvangstjenestetiden, der er noteret at vare "til 21.1. 1830", altså de næste 16 år! Han var på dette tidspunkt knap 18 år og Halvbefaren Constabel. Mon ikke hans løn hjalp mor Catharina Elisabeth til at klare dagen og vejen for den lille familie.

Den 1. April 1814 var det så lillebror Johannes Christians tur til at blive konfirmeret i Holmens Kirke. Han boede ifølge kirkebogen hjemme hos sin mor i Hjortelængen nr.9. Catharina Elisabeth har altså måttet flytte fra sit og Christians hjem i Laboratorie-Husene 14 og er sikkert blevet logerende hos en Nybodermand i Hjortelængen. De beboere, der fik tildelt eget hus, som altså var en lejlighed til gaden eller til gården, evt. på 1.sal, i Nyboders små huse, var forpligtet til at tage andre "husløse" som logerende. Det er dog også muligt, at hun og Christian var flyttet med familien fra Christianshavn til Nyboder nogle år tidligere, men desværre er Nyboders Husbøger ikke i så god stand for netop denne periode.

Fra den 21. Maj 1814 og til 24. September var Ole Christian tilknyttet "Båden Falster", som var af typen "brig", påbegyndt bygget 2. November 1808 og med stabelafløbning den 14. April 1810, samt fulført 2. Oktober samme år. Falster havde 16 18-pundige kanoner ombord og en styrke af 99 besætningsmedlemmer samt en længde på 99 fod og bredde på 28 fod. Hvor den sejlede med Ole Christian ombord i 1814, vides pt ikke.

I 1815 fyldte Ole Christian 19 år og om efteråret blev han listet blandt de halvbefarne konstabler i "1. Divisions Artilleri Corps Compagniet" som nr. 101 - og stadig med bemærkningen: "Udtient 1.1. 1830" - der var laaang tid endnu. Mon han har længtes efter at blive frisat? Men hvad skulle han så tage sig til? Hans uddannelse var jo i artilleriet, så som så mange andre kunne frisættelsesdatoen blot blive en drøm og man kunne binde sig for en periode mere. Vilkårene i Flåden var ellers hårde nok. Der var steng disciplin og hård tugt. Selv små forseelser blev hårdt straffet. Mange deserterede, men det var vel heller ikke en løsning. Andre fortsatte til høj alder, aldeles nedslidte og for en ussel løn. Hvordan mon Ole Christian har tænkt sig sin fremtid?

Hvordan mon kosten var, når skibene var på togt? Fra 1866 har man en "spiseseddel" og mon ikke kosten i Ole Christians tid har været nogenlunde ligedan - ja snarere dårligere:
Hver morgen fik man til "frokost": Øllebrød eller Te, Brød og Smør.
Midt på dagen fik man "Middag", der Mandag var: Klipfisk og Kartofler med Smør, Brød og Øl. Tirsdag, Fredag og Søndag: Ærter, Flæsk, Brød og Øl. Onsdag fik man Bankebygs- eller Byggrynssuppe, salt Kød, Brød og Øl. Torsdag og Lørdag: Brød med Smør, Saltkød, Brød og Øl.
Til Aften vankede der hver dag: Brød, Smør, Te eller Brændevin, Øl.
(Kilde: "Søe-Spisekart for De Kongelige Skibe 1866" (fra Fregatten Jyllands facebookside))

Men endnu var han ung og vel frisk og stærk og kunne klare strabadserne. Fra 1. Februar 1816 blev han som knap 20-årig flyttet til Nr. 180 i 1. Division ArtilleriCorps Compagnie, dog stadig som halvbefaren konstabel.

Mon Ole Christian allerede på dette tidspunkt har haft et godt øje til - eller kendt til eksistensen af - sin tidligere konfirmationskammerats søster Dorthe Maria Birch? Og måske hørt, at hun nu var blevet gift den 7. Oktober 1816 med en enroulleret matros ved navn Anders Engelbrechtsen fra Amaliegade 138? Havde han allerede da gjort sig forhåbninger om den unge pige, var det jo i hvert fald slut nu, hvor hun var blevet en gift kone.

I efteråret 1816 boede Ole Christian i Løvegaden 17 i Nyboder. Om han først nu havde fået tildelt hus - som var en lejlighed i stuen til gården - eller han allerede havde boet her noget tid - eller haft tildelt en anden bolig, er usikkert på grund af Husbøgernes dårlige forfatning. Det er heller ikke muligt at vide, om mor Catharina Elisabeth og lillebror Johannes Christian boede sammen med Ole Christian i Løvegade. Det er tænkeligt, men ses altså ikke noteret nogetsteds.

Den 4. December 1816 fødte Dorthe Maria en lille pige i sine forældres hjem i Krusemyntegade 19. Mon Ole Christian har hørt om denne begivenhed? Eller måske først har fået det fortalt senere? Endnu en ting, vi ikke kan vide. Den lille pige døde forøvrigt hurtigt, allerede den 14. Februar måtte hun begraves fra Holmens Kirke. Hendes navn var Hansine Henriette - et navn, som senere en af Ole Christians døtre kom til at bære.

Nu var Ole Christian så 21 år gammel og fra 5. Marts eller 1. April 1817 sejlede han med Fregatten Minerva indtil den 7. eller 17. September 1818, stadig som halvbefaren konstabel i 1. Divisions ArtilleriCorps. Minerva var en større båd, som medførte 36 kanoner og ikke mindre end 322 mand. Den var påbegyndt bygget den 7. Juni 1812 med stabelafløbning den 13. Oktober 1813 og var færdiggjort 9. August 1815.

Efter sin tjeneste på Minerva kunne Ole Christian fra den 1. Januar 1819 kalde sig "Heelbefaren Constabel" og han blev derfor flyttet op i rækken til nr. 91 i 1. Divisions ArtilleriCorps Compagnie. Samtidig forlængede han sin tjenesteperiode - selvom den jo egentlig først udløb i 1830 - til at slutte den 1. Januar 1834.

Her i 1819 blev den nu 23 år gamle Ole Christian sat i tjeneste på Skibet Ternen, som var en lodsbåd, vist nok bygget i 1808. Tjenestetiden var fra 17. Marts til 8. November 1819.

Året efter blev Ole Christian flyttet til tjeneste på Skibet Svalen, som også var en Lodsbåd. Her tjente han fra 4. April 1820 og igen fra 10. November 1820 til 12. Januar 1821.

I 1821 fyldte Ole Christian 25 år og fra sidst i Marts til 12. December gjorde han nu igen tjeneste på Briggen Falster, stadig som helbefaren konstabel. Her havde han jo gjort tjeneste før, i 1814, på denne i 1808-1810 byggede båd, der havde 16 18-pundige kanoner ombord og en styrke af 99 besætningsmedlemmer samt en længde på 99 fod og bredde på 28 fod.

Efter en kort tid på land i vinteren 1821-1822, skiftede den nu 26-årige Ole Christian den 2. Maj 1822 til tjeneste på Briggen Møen, hvor han arbejdede indtil den 26. August, for derefter fra den 1. September 1822 og til den 28. August 1823 at sejle med Briggen Trekroner. Møen var bygget i 1811-1816 og havde 13 kanoner ombord, en styrke af 99 besætningsmedlemmer, samt en længde på 99 fod og bredde på 28 fod.

Mens Ole Christian var til søs, blev hans søster Ane Cathrine gift den 7. Marts 1823 med en konstabel fra 1. Divisions Artillerie Compagnie, Lorentz Peter Worm, der boede i Løvegaden nr. 4. Parret blev viet i Holmens Kirke og lillebror Johannes Christian var forlover for bruden, da nu hendes storebror ikke var hjemme.

Fra 28. August 1823 måtte Johannes Christian til søs med Corvetten Diana, men nu var Ole Christian jo så hjemme igen i Løvegade 17. Måske boede mor Catharina Elisabeth stadig hos ham og passede hans husholdning. Eller måske flyttede hun med Ane Cathrine ind til Worm i Løvegade 4. Det vides ikke, men hun var jo ikke ung længere og der kunne vel godt trænges til en hjælp i huset. Desuden var beboerne jo forpligtede til at tage logerende, så det var måske blot det, der skete, da den 33-årige fraskilte Nyboderpige Dorthe Maria Birch skulle finde sig et logi.

Det må have været kort efter Ole Christians hjemkomst i 1823, for snart efter viste det sig, at Dorthe Maria var med barn. Det var jo ikke helt godt, Dorthe Maria var separeret, men endnu ikke skilt. Skilsmissen fik hun først ved en dom i Lands Over- samt Hof- og Stadsretten i 1825. Derfor var det en uægte datter, som blev født i Ole Christians hjem i Løvegaden 17 den 5. Juni 1824. Madam Schau fra Løvegaden fungerede som jordemoder og fadder i Holmens Kirke, da moderen bragte barnet til dåb den 16. Juli. Men Ole Christian vedkendte sig faderskabet, tilsyneladende uden problemer, og han åbnede sit hus for det lille "slegfredsbarn" og dets mor. Hvad syntes mon mor Catharina Elisabeth om det? Tja, i hendes egen svenske familie havde der jo været masser af uægte børn, så mon ikke hun tog imod familieforøgelsen uden vrøvl, måske endda hun kunne glæde sig over den lille nye sønnedatter, som fik navnet Oline Christiane. Det var dette lille pigebarn, som skulle blive gift med hoftapetserer J.P.B. Holm, oldemor til Alice og tipoldemor til mange andre efterkommere.

Kort efter den lille datters fødsel måtte Ole Christian til søs igen, denne gang med korvetten Najaden, hvor han tjente fra 1. September 1824 til 10. September 1825. Najaden var et stort skib, som havde et mandskab på 130 mand og medførte 20 kanoner. Det var bygget i 1818-1820 og i brug indtl 1852, hvor det blev solgt.

I 1825 fik Ole Christian i løn 4 Rigsdaler om måneden sammen med "Qvarterpenge", der beløb sig til 64. I begyndelsen af 1800-tallet kostede et rugbrød 2 1/2 skilling og et pund flæsk 8 skilling. En arbejdsmand i København fik en dagløn på ca. 28 skilling. En "rigsbankdaler" svarede i 1813-1873 til 6 rigsbankmark og 96 rigsbankskilling. En arbejdsmand var altså en 3-4 dage om at tjene en rigsbankdaler, så man kan vel ikke ligefrem sige, at Ole Christians gage var fyrstelig. Til gengæld havde han jo ingen udgift til husleje, men det må alligevel have været svært at forsørge en familie.

Lidt om leveomkostninger i 1820-1829:
"Fødevarer: Et pund groft rugbrød kostede i København mellem 2 og 4 skilling. Et pund oksekød kostede mellem 4 og 8 skilling og et pund flæsk mellem 6 og 20 skilling. Et pund ost kostede mellem 5 og 10 skilling."
"Landbrugsprodukter: En tønde rug noteredes i periodens første del normalt til omkring 3 rigsdaler, men fra 1827 til 1829 var niveauet 4-5 rigsdaler. En tønde hvede noteredes det meste af perioden til 3-7 rigsdaler, men nåede i midten af 1829 op på 11 rigsdaler. En tønde kartofler kostede som regel omkring 1 rigsdaler."
"Andre priser: Grøn sæbe kostede 10-20 skilling pr. pund. Bøgebrænde kostede 3-5 rigsdaler pr. læs, tørv 4-13 rigsdaler pr. læs. Tobak kostede 18-36 skilling pr. pund."
(Kilde: Poul Thestrup: Mark og skilling, kroner og øre. Rigsarkivet, Gad, 1991. (Arkivernes Informationsserie). - Side 35.)

Da Ole Christian var kommet hjem fra togtet med Najaden den 10. September 1825, var det tid til at tænke på at lovliggøre hans forbindelse med Dorthe Maria og gøre det lille slegfredsbarn til et ægtebarn. Med andre ord var det tid til at tænke på bryllup. Dette kunne nu lade sig gøre, fordi Dorthe Maria i foråret dette år havde modtaget skrivelse fra Lands Over- samt Hof- og Stadsretten om dennes dom af. 14. Februar 1825, der kundgjorde, at "hendes forrige Ægteskab med Matros Andreas Engelbrechtsen (var) ophørt " og at Retten nu "haver tilladt nyt Ægteskab". Som forlovere optrådte Ole Christians svoger, Konstabel Lorentz Worm, og en anden Konstabel ved navn Ole Jacobsen. Vielsen foregik naturligvis i Holmens Kirke den 7. Oktober 1825 - og samme dag blev også Dorthe Marias bror Christian Frederich Birch - der som de øvrige herrer tjente som konstabel i 1. Artilleri Compagni - gift i samme Kirke. Mens hendes anden bror, Henrich Christopher Birch, blev gift i Trinitatis Kirke. De 2 svigerinder var søstre. Det var jo en frygtelig masse bryllupper på én gang, så mon ikke man har slået pjalterne - og udgifterne - sammen og holdt et lille gilde for alle de nygifte.

Fra den 28. Marts 1826 til den 15. Oktober 1827 var Ole Christian "permitteret til/ved Skibet Christianshavn". "Permitteret" betyder at være hjemsendt eller have orlov, men da han stadig var tilknyttet et skib, har der måske været tale om, at han arbejdede i land og ikke var til søs? Skibet Christianshavn var måske det fartøj, som kaldtes Briggen Christianshafn, en mindre båd med 12 kanoner.

I denne periode flyttede familien i Påsken 1826 fra lejligheden i Løvegaden 17 til en ny bopæl i Løvegaden 5, hvor de blev boende indtil Påsken 1827. Om den nye lejlighed var større, vides ikke, men grunden til flytningen kan vel meget vel have været, at der var familieforøgelse i farvandet.

Den 19. November 1826 blev den nu 30-årige Ole Christians og Dorthe Marias næste barn født, en lille pige, som den 1. December samme år i Holmens Kirke blev døbt Hansine Henriette. Det samme navn som hendes mors afdøde barn fra det første ægteskab havde båret. Tilstede ved dåben var "Gjordemoder Madm Schou i Kaninlængen 81", samt Dorthe Marias yngste søster Ellen Cathrine Birch.

I Påsken 1827 flyttede Ole Christians familie fra Løvegaden 5 til Bjørnegaden 24, hvor de kom til at bo de næste 2 år.

Den 15. Oktober 1827 noteres Ole Christian som "hjemkommet og møder til tjeneste". Han var nu 31 år gammel og hans to små piger var henholdsvis 3 og 1 år gamle.

I løbet af 1828 var Ole Christian tilknyttet flere forskellige skibe. Fra den 18. til 25. Juni tjente han ved "Dampsk. Skal...(?)", måske der er tale om Guineafareren "Skatmester Grev Schimmelmann", et 106 fod langt skib, bygget i 1782. Fra den 6. til den 7. Juli arbejdede han samme sted og det samme gjorde sig gældende for dagene 13. til 14. Juli, inden han for en længere periode fik tjeneste på Briggen St. Croix fra den 3. September 1828 til den 13. August året efter. St. Croix var bygget i 1818-1819 på Gammelholm. Skibet havde 12 stk 18-punds kanoner ombord, samt en styrke af 68 besætningsmedlemmer. Det var 93 fod langt og havde en bredde på 24 fod.

Imens Ole Christian var på langfart med St.Crioix, nedkom Dorthe Maria den 21. September 1828 med parrets tredie barn, endnu en lille pige, som hun og jordemoder Madam Schou bragte til dåb i Holmens Kirke den 31. Oktober, hvor barnet fik navnet Georgine Sophie.

I Påsken 1829 var Ole Christian stadig ude at sejle med Briggen St. Croix, da familien måtte flytte videre fra Biørnegaden 24 til Biørnegaden nr. 10. Forhåbentlig fik Dorthe Maria hjælp af sin svigermor og svoger i arbejdet med at flytte familiens sager og indbo. Som sikkert har været ganske beskedent, men alligevel - med 3 små børn i skørterne - ikke nemt.

Den 13. August 1829 var Ole Christian så hjemme igen i den nye bolig, men kun for en kort bemærkning. For allerede omkring den 15. September blev han indlagt på Søetatens Hospital, hvor han åbenbart opholdt sig i knap 2 måneder, indtil den 4. November 1829. Har han mon hjembragt en sygdom fra sin rejse med St. Croix? Eller er kommet til skade på anden måde? Det vides desværre ikke, men den 1. Januar 1830 noteres han som "Afgaaet til No.60" i Mandskabsfortegnelsen.

Søetatens Hospital var blevet opført i 1806 i området mellem Balsamgade og Nellikegade i Nyboder. "Her kunne man yde både mandskabet og familierne ordentlig sygepleje i store luftige lokaler.
Der indførtes en streng disciplin i hospitalet. Børn, der tilsmudsede deres klæder, fik ris; de med udslet befængte patienter måtte save og hugge brænde nogle timer dagligt; rekonvalescenter blev sat til det samme arbejde den sidste dag, de opholdt sig i hospitalet.
Trods disse tvangsbestemmelser og trods den afkortning i lønnen, som den faste stok måtte lide under deres ophold på hospitalet, var der dog enkelte, som fandt hospitalslivet såre behageligt; de søgte derfor på alle måder at forlænge deres ophold i sygehuset; så meget, som reglementet tillod.
For koners og børns pleje på hospitalet blev der ikke fratrukket.
Der var også mangler ved hospitalet. Det holdt således i begyndelsen sin egen svinesti. Nyboderfolkene mente, at svinene fik for meget, og at de selv fik for lidt af den grød, der 9 gange om ugen skulle serveres for de syge.
Der kom også klager over hospitalets strenge tugt, men behandlings- og plejemæssigt lå Søetatens Hospital på højde med byens øvrige sygehuse, da det blev nedlagt i 1867.
(Kilde: Jørgen Green og Michael Green Schmidt: Slægtsforskerens ABC. Forlaget Grifo, 2011 (3. udgave). side 132, 140).

Nu er den 34-årige Ole Christian imidlertid avanceret til Under Canoneer i Artilleri Corpset. Med den nye stilling har han vist også forlænget sin kontrakt, for der står nu noteret "Skal tiene Livstiid". Nogle år senere omtales han som "drikfældig", men det har vel ikke været tilfældet endnu, når han blev forfremmet til Underkanoner?

Den 5. Juli 1830 blev Ole Christian igen far, denne gang til en lille dreng, som han bragte til dåb i Holmens Kirke den 22. August samme år. Hvor kirkebogen ellers de tidligere år ikke har anført andre faddere end jordemoderen og moderen selv - måske fordi Ole Christian ikke har været hjemme? - har der denne gang deltaget ikke mindre end 5 andre personer ved dåben: Skipper Gamelgaards Hustru, Jomfru Dorthea Clausen, Baadsmand Lars Olsen og Opsynsmændene Frederik og Lars Sommerfeldt.

Den lille dreng blev døbt Carl Christian Olsen, men levede desværre ikke så længe. Allerede den 8. Oktober 1830 døde han af krampe og familien måtte den 11. Oktober begrave ham på Skibskirkegården.

Måske har Ole Christian sørget voldsomt over tabet af sin søn; måske har han været syg, haft smerter; måske begyndte han at drikke; måske er han og Dorthe Maria blot begyndt at gå hinanden på nerverne og ægteskabet at krakelere. Dorthe Maria har måske heller ikke været nem at leve sammen med, hun havde jo trods alt allerede et forlist ægteskab bag sig. I løbet af de kommende 3 år endte parret i hvert fald med at gå fra hinanden.

I 1830 besluttede "Collegiet, at anbefale Ole Christian indlagt i Almindelig Hospital med lønnen nedsat til det halve fra den 1. Oktober. I Mandskabsfortegnelsen står skrevet: "Efter Collegiets Resolution No. 1834/1830(?) er anbefaliget ham i Almindelig Hospital indlagt løn nedsat til det halve .. 3 ... daglig fra 1. Oct. 1830".

Almindelig Hospital i Amaliegade: "Indtil midten af 1700-tallet var de af Københavns fattige, syge og gamle, der ikke kunne klare sig selv eller bo hos familien, spredt over byen i forskellige mindre plejestiftelser. Det var en stor del af disse mennesker, der fra 1769 blev samlet i fattigvæsenets store prestigebyggeri, Almindelig Hospital i Amaliegade med plads til 700 lemmer af begge køn."
"Hospitalet blev opdelt i en mindre sygeafdeling og en større lemmeafdeling. Desuden blev der indrettet værksteder, hvor de arbejdsføre fattiglemmer blev sat til at arbejde."
"I løbet af 1800-tallet blev sygehusafdelingen på Almindelig Hospital kraftigt udbygget. Bla.a.blev personer med hudsygdomme og veneriske sygdomme henvist hertil, ligesom der også blev indlagt patienter, der på grund af pladsmangel ikke kunne blive behandlet på Frederiks Hospital".
"I 1863 blev størstedelen af Almindelig Hospitals sygeafdeling nedlagt og patienterne overflyttet til det nye Kommunehospital."
(Kilde: Jørgen Green og Michael Green Schmidt: Slægtsforskerens ABC. Forlaget Grifo, 2011 (3. udgave). side 28).

Det kan naturligvis heller ikke have været nemt for Dorthe Maria at forsørge sig selv og 3 børn på sin mands nu halverede løn. Men omvendt må det vel have været dyrere for hende at skulle ud og betale husleje for et logi i byen? Men måske måtte Ole Christian simpelthen overlade sin bolig til andre, når han var utjenstdygtig og indlagt.

Der er flere anmærkninger i Mandskabsfortegnelsen, hvoraf det fremgår, at Ole Christian var indlagt på Søetatens Hospital i 1830 og måske på Skt. Hans Hospital fra 3. Januar til 25. Juli, samt på Almindelig Hospital i 1830.

Sankt Hans Hospital: Den 19 Maj 1808 havde Københavns Fattigvæsen købt nogle nyligt opførte bygninger ved Bistrupgård ved Roskilde, tillige med de dertil hørende 657 tønder land for at kunne anbringe sine 73 afsindige og 274 almisselemmer der."
"Formålet var at oprette en "Dåreanstalt for hele Sjælland, en storartet Fattigkoloni og en Plejestiftelse", hvor lemmernes arbejdskraft kunne udnyttes ved jordbrug og industrielle foretagender."
"Bistrupgård blev taget i brug i 1816 og bestod af en ny hovedbygning og en ladegård. De gamle avlsbygninger blev omdannet til lemmestiftelse for "vanføre, blinde, epileptikere og sløve sindssyge. Til de urolige og farlige blev der opført to sidefløje i tilslutning til hovedbygningen. Den østre sidefløj indeholdt dårekister, dvs. celler forsynet med fast briks og latrin, samt et højtsiddende vindue, der tillod en sparsom mængde lys at trænge ind. Langs cellerne lå en lang gang, som anvendtes til udtømmelse af latrin, så dette kunne ske, uden at opsynet kom i berøring med de indsatte. Den ombyggede ladegård blev brugt som stiftelse for både fattige og sindssyge. Heraf udgjorde en trediedel uhelbredeligt afsindige." ...
"..den lægelige betjening var ringe. Lægen blev kun tilkaldt til beboerne, når de var legemligt syge. Lægen - oftest en yngre kirurg - var samtidig distriktslæge i København. Den lille gage på 300 rdl. om året gjorde det ikke muligt for den pågældende at hellige sig de syge og sindssyge på Skt. Hans Hospital."
"Tvangsmidler i form af tvangstrøjer, indespærring i mørke, kolde rum o.l. blev brugt ved raserianfald og kunne iværksættes af inspektøren.."
"I 1816 blev Johan Henrik Seidelin (1786-1855) udnævnt som overlæge på Sankt Hans Hospital og blev således den første psykiater i Danmark. ..."
"Inspireret af udviklingen i udlandet forsøgte Seidelin at indføre nye psykiske kurchokmetoder. Der blev anvendt kraftige disciplinariske midler, som f.eks. ørefigen, kolde styrtebade, tvangsstol, tvangstrøje, sult, tørst, kvalmemixtur, spansk flue osv., ja selv piskninger med ris blev brugt over for voksne kvinder, som straf for urenlighed og ødelæggelseslyst".
"Den hårde behandling gav anledning til kritik, og Seidelin blev afskediget med pension i 1831."
(Kilde: Jørgen Green og Michael Green Schmidt: Slægtsforskerens ABC. Forlaget Grifo, 2011 (3. udgave). side349-350).

Kan Ole Christian være blevet smittet med en kønssygdom, så det var årsagen til indlæggelserne og ægtefællernes separation?

Fra 1. Juli 1831 til den 9. Juli samme år blev den nu blot 35 år gamle Ole Christian sat i tjeneste på Chalouppen Delphinen. Der må her være tale om Skonnerten Delphinen, der var bygget under konstruktør A. Schifter ved Nyholm. Konstruktionen blev påbegyndt i 1827 og fuldført i 1827 med stabelafløbning samme år. Skibet havde 4 kanoner ombord, en styrke af 17 besætningsmedlemmer samt en længde på 54 fod og bredde på 16 fod. Ole Christian lader her stadig til at have rang af Underkanoner, men det skulle ikke vare ved.

Fra September 1831 hober der sig stadig gældsposter op for Ole Christian i Mandskabsbogen. Tidligere, måske fra Søetatens Hospital, et beløb på 35 (Rigsdaler??) og derpå hver måned til Marts 1832 et beløb på 1 (Rigsdaler?), så den samlede gæld ender på 38 Rigsdaler og 6 Skilling.

Midt i problemerne med helbred og gæld kom så også et ulykkeligt budskab i starten af September 1831. Fra den 11. Januar havde Ole Christians lillebror Johannes Christian været stationeret på "Jagten Larsens Plads" og hvad der egentlig er sket her, er aldrig fuldt opklaret. Men den 4. September kom han ulykkeligt af dage. Et sted omtales hændelsen som "Aflivet sig med et Pistolskud igennem Hovedet" et andet sted: "Med Sluppen "Larsens Plads var i 1831 udkommanderet to Søartillerister, Underkanoner J. Olsen og Konstabel Lindkloster, der begge skød sig den 4. September. Mange tvivlede dog om, at de havde begaaet Selvmord; der fortaltes, at de havde duelleret og begge var faldne i Duellen; men Sagen blev aldrig oplyst" (Bidrag til Søartilleriets Historie, s. 125).

Blev tragedien anset for selvmord, kunne familien ikke få lov til at begrave Johannes Christian i indviet jord. Og hans død og begravelse er da tilsyneladende heller ikke noteret i Holmens Kirkebog. Det må have været voldsomt traumatisk for både Ole Christian, hans mor og søster Ane Cathrine, samt resten af familien, ikke at kunne tage den rette afsked med deres afdøde bror og søn. Og samtidig har tvivlen om, hvad der egentlig var sket og hvad der var årsagen til ulykken, sikkert martret dem alle. På dødstidspunktet boede Johannes Christian sammen med sin mor og meget tyder på, at han også var tæt knyttet til sine søskende, ligesom de var knyttet til hverandre i den grad, at søster Ane Cathrine senere tog sig af to af Ole Christians døtre.

Var der tale om en duel, var sagen heller ikke ligetil. Dueller var strengt forbudt, men forbudet overholdtes naturligvis ikke. "Endnu i 1800-tallet var dueller blandt især adelsmænd og officerer en naturlig måde at afgøre æresspørgsmål på, selvom retsvæsenet i de fleste lande søgte at standse uvæsenet gennem meget hårde straffe". (https://denstoredanske.lex.dk/duel).

Vi har måske i dette dødsfald en medvirkende årsag til, at Ole Christian havde svært ved at få livet til at fungere i de kommende år.

Vi ved fra skiftet efter Johannes Christian hvilke ejendele, han efterlod sig på skibet, hvor han tjente. Og Ole Christians beklædning har jo antagelig - da de begge havde rang af underkanonerer - været af samme antal og beskaffenhed: 2 Klædes Trøier (værdi 3 Skilling), 1 Hat (1 Sk.), 3 Halstørklæder, 1 Lommetørklæde, 2 Skiorter, 2 Kraver til ialt 2 Skilling, 2 Par Strømper og 2 Par Skoe til 3 Skilling, 1 Dreiels Pose, 1 Kuffert uden Laas, 1 Messing Bestik, 1 Sy..se... ialt 2 Sk.

I 1832 afholdtes der den 7. Marts en samlet auktion over "en deel Gods og Løsøre", som havde tilhørt flere forskellige afdøde, heriblandt "afgangne Regskabsfører og Undercanoneer Johannes C. Olsen". Og endelig afholdtes den 24. Juli og den 13. September de to sidste behandlinger af skiftet, hvor mor Catharina Elisabeth måtte møde op og underskrive boets afslutning "med ført pen".

1833 blev ikke et godt år for Ole Christian. Det virker lidt, som om snoren er knækket og han er ved at gå i hundene. Måske har Dorthe Maria allerede taget sit gode tøj og sine børn og er flyttet. I hver fald opregner Mandskabsfortegnelsen dette år flere straffe, som Ole Christian er blevet idømt - for hvilke forseelser mon?

Således forløb 1833 for Ole Christian: Den 1. Maj 1833 - straffet med 242de..., fra 10. Juli til 24. Juli tjeneste på ikke identificeret båd, Den 3. August 1833 ... straffet med 243de ..., fra 15. August 1833 til 31. August 1833 med tjeneste på uidentificeret skib.

Og til sidst: degraderingen: "Afgaaet efter Antegning, er ar.... .... 1. Comp.(????) Nr.19. - 1.10. 1833". I divisionsbogen for 1. Division noteret som: "1. Oktober 1833 til 2.det Comp. No. 19".

Den nu 37 1/2 år gamle Ole Christian er nu degraderet til at være "Arsenal Arbeidsmand" og fik sat sin resterende tjenestetid til 1. Januar 1834, men den må nu være blevet forlænget et års tid, så lidt har han vel stadig kunnet arbejde.

Den 14. Januar 1834 døde Ole Christians mor, 69 år gammel, af Brystsyge. På det tidspunkt boede hun i Hjortelængen 5, mens Ole Christian tilsyneladende stadig havde sit "hus" i Bjørnegade 10. Men her boede han nu alene, da Dorthe Maria og de to yngste døtre Hansine Henriette og Georgine Sophie boede i Rigensgade 480, hvor hun angiver sig som værende Enke og Fisker Kone. Ældste datter Oline Christiane derimod er kommet i huset som plejedatter hos Ole Christians søster og svoger, Ane Cathrine Olsen og Lorentz Peter Worm i Ulvegaden 4.

Den 17. Januar 1834 blev Ole Christians mor begravet på Skibskirkegården og den 18. Februar var der folketælling i København, hvor nu kun resten af familien er registreret. I Påsken samme år flyttede Ole Christian fra Bjørnegaden 10 til samme gade nr. 36, hvor han dog kun blev boende et enkelt år. Fra 5. August til 14. August 1834 gjorde han desuden tjeneste på et ikke identificeret skib.

Også i starten af 1835 havde Ole Christian tjeneste ved et ukendt skib. Det var fra den 21. Januar til den 31. Marts, men den 1. April blev han "dimitteret" - her et pænere ord for "fyret" - med begrundelsen "drikfældig og ...". Det lader dog til, at han for sin lange tjeneste ved Holmen fik tildelt en lille pension.

Da Ole Christian jo nu ikke længere var del af Holmens faste stok, måtte han også i Påsken fraflytte sin bolig i Bjørnegade 36 og det er ikke usandsynligt, at han allerede på dette tidspunkt fandt logi i Krusemyntegade 8, hvor han boede ifølge folketællingen i 1840.

I 1838 blev Ole Christians ældste datter Oline Christiane konfirmeret i Holmens Kirke. Der er i kirkebogen noteret, at hun på det tidspunkt boede "hos Forældrene, Ulvegd 4". Her boede Oline jo hos sin faster Ane Cathrine og onkel Underofficer Lorentz Peter Worm, så hun må have betragtet dem som sine plejeforældre og det er nok sandsynligt, at kontakten mellem far og datter har været minimal. Hvor meget kontakt der har været med hendes mor, vides ikke. Men senere kom mellemste datter Hansine i huset hos Worms, så svigerinderne må have holdt forbindelsen.

Den 1. Februar 1840 var der atter folketælling i København og Ole Christian blev her listet i Krusemyntegade nr. 8 som 45-årig Enkemand og "Penge Pensionist", tilsyneladende logerende hos arbejdsmand Hans Mørkhøj og hustru Anna Krannike, hvor han fortsatte med at bo indtil slutningen af 1844.

I Krusemyntegade 8 boede Ole Christian i stuen til gården. Inventarie-listen for lejligheden lyder således:
1 Gaard Dør med Karm, Stabler og Hængsler, et Klinkefald, 2 Krog(e) med Krampe,
1 Stue, 1 Kammer og 1 Mellemdør med Stabler, Hængsler og Klinkefald.
1 1/2 Fag Vinduer i Stue, Kammer og Kjøkken med Karme, Rammer, Glas og Beslag.
1 Jern Bilæggerovn med Fod.
Gulvene af Muursteen.
Kjøkken og Fyrsted.
1 Loftslem med Hængsler,
Fortouget i Gaarden brolagt.
I Gaarden Locum med Dør, Hængsler og Klinkefald.

Året efter døde Ole Christians separerede hustru Dorthe Maria den 7. Marts 1841. Hun blev begravet på Skibskirkegården den 12. Marts, men det er vel tvivlsomt, at Ole Christian har fulgt hende til graven, da de jo stadig levede hver for sig. Dog måtte han møde op ved skiftet efter hende, da parret jo stadig på papiret var gift.

Allerede "den 9. Marts indfandt Skiftecommissionen sig ved Fuldmægtig Møller og Skifteskriveren Copist Mohr med Betjenten Gudum i Huset No 111 i Lille Brøndstrædet, for at foretage Skifte efter Pengepensionist ved Holmen Ole Christian Olsens Kone Dorthea Marie Olsen, som her d. 6. dM. er død".

Teksten i Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Forseglingsprotokol fortsætter: "Ved Forretningen var tilstede den Afdødes Søster, Skomagermester Nielsens Hustru Ellen, boende Vognmagergaden No. 73 i Stuen, som tilkjendegav, at den Afdøde efterlader 3 Døttre: Oline 16 Aar, Henriette 14 Aar og Georgine 13 Aar, og at den Afdøde og hendes efterlevende Mand der boer i Krusemyntegaden No. 8, levede adskilte fra hinanden, uden at være og registreret separerede. .....Comparentindens Mand besørger Begravelsen". --- Ja, det gør det vel ekstra tvivlsomt, at Ole Christian har fulgt Dorthe Marias kiste til graven.

Den 17. Marts 1841 afholdt Skiftecommissionen endnu et møde, der blev refereret i Behandlingsprotokollen. Her lader det til, at Ole Christian er mødt op med et pengekrav, som han måske ikke fik indfriet, for "Den Afdødes Svoger, Skomagermester Nielsen mødte og tilkjendegav at have bekostet Afdødes Begravelse med 40(?), og dertil at have anvendt ...4 S, som han havde oppebaaret af Sø Artilleriets Underofficers-Liigcasse ...... samt for den bortgangnedes Husslai, som han har betalt ... begiærer han sig Boets til 18 R. 4 S(?) Effekter udlagte. Enkemanden mødte og ... med begjært Udlæg at ..... Derefter udlagtes til Skomagermester Nielsen Boets Effekter, hvorved Behandlingen sluttede."

Søartilleriets Ligkasse: var belvet oprettet i 1755 og kun bestemt for underofficerer, der havde tvungent medlemsskab. Så snart en Bøsseskytte blev konstabel, skulle han meldes ind. Medlemmerne deltog i hinandens begravelser, iført sorte klæder og "Flor om Armen". Dog holdtes det indenfor hver rang. De fulgte og bar - i hvert fald i de tidlige år - kisten. Senere skulle man selv førge for at liget blev båret bort, "enten ved Ligvogn for 1 Rigsdl. fra Holmens Kirke, eller ved et af Byens Liig Laug, studenter eller andre."
Der ydedes også hjælp til begravelser af medlemmernes hustruer. Men hjælp udbetaltes ikke, hvis døden skete til søs eller ikke var "anstændig", herunder selvmord. (Kilde: Bidrag til Søartilleriets Historie- - side 42, 43, 58)

På dette tidspunkt var Ole Christians ældste datter Oline kommet ud at tjene og i stedet havde hans søster Ane Cathrine og svoger Lorentz Peter Worm taget den mellemste datter Hansine Henriette i huset som plejedatter i deres hjem i Ulvegaden 4. Sådan noteredes det også i kirkebogen, da hun den 3. Oktober 1841 blev konfirmeret i Holmens Kirke. Det lader ikke til, at Ole Christian har haft noget særligt at gøre med sine døtre eller noget særligt at skulle have sagt i forhold til deres opvækst.

Mens Hansine Henriette nu boede hos Worms, havde vist nok Dorthe Marias søster Ellen Cathrine og hendes mand Skomagermester Anders Nielsen taget Ole Christians yngste datter Georgine Sophie til sig i deres hjem i Kronprinsessegade 395, som det er anført i kirkebogen, da hun blev konfirmeret den 2. Oktober 1842 i Holmens Kirke: "hos Skoemager Nelsen".

I slutningen af 1843 flyttede ældste datter Oline ind hos Sadelmagermester J.P.B. Holm og dennes familie i Dybensgade. Oline ernærede sig som syerske og har vel på denne måde arbejdet for sadelmagermesteren, der også med tiden avancerede til hoftapetserer og "Decorateur" og derfor også beskæftigede sig med draperier og lignende. Med tiden kom Oline til at føde ham 4 børn og blev også gift med ham, da hans første kone døde. Men om Ole Christian kom til at få nogen del i Olines livs eventyr - det er nok ret usandsynligt.

Den 27. November 1844 blev Ole Christian "Lem på Alm. Hospital" og flyttede derfor fra Krusemyntegade, så i folketællingen den 1. Februar 1845 blev han listet i Amaliegade 128, hvor Almindelig Hospital holdt til, som: "Ole Christian Olsen - 49 år - Enkemand - Matros".

Den første af Ole Christians døtre, som blev gift, var den 21-årige Hansine Henriette, der den 8. April 1847 flyttede fra sine plejeforældre, faster Ane Cathrine og Onkel Worm, i Ulvegaden 4 til Hummergade. Samme dag blev hun i Holmens Kirke viet til Hans Ferdinand Holm - som var en yngre bror til Olines arbejdsgiver (og snart hendes uægte barns far) - og det var netop J.P.B. Holm og brødrenes halvbror Georg Wilhelm Neue, der var forlovere ved Hansines bryllup. Ole Christian figurerer ikke i kirkebogen, måske vidste han ikke engang noget om datterens vielse.

Og måske fik han heller aldrig at vide, at han den 18. Maj samme år blev morfar, da Oline fødte sin uægte datter på Fødselsstiftelsen. Barnet døbtes Henriette Mathilde - Henriette vel efter Olines søster, men hverken barnets mormor, Dorthe Maria, eller morfar, Ole Christian, fik deres navne videreført i den nye generation.

Den 25. November 1847 døde Ole Christians søster Ane Cathrine af "phtisis", som er svindsot eller tæring, måske lungesvindsot. Hun døde på Søquæsthusets Hospital, 52 år gammel og blev begravet fra Holmens Kirke den 29. November.

Så var Ole Christian den eneste tilbage af sin oprindelige familie, både far Christian Olsen og mor Catharina Elisabeth Wikström, bror Johannes Christian og søster Ane Cathrine var nu borte, og det samme gjaldt hans fraseparerede hustru - og døtrene var spredt for alle vinde, mens han sad alene tilbage på Almindelig Hospital eller Søkvæsthuset. Var han syg? Havde drikfældigheden fældet ham, så hans førlighed og åndsevner var svækkede? Havde det hårde liv til søs og på Holmen givet ham varige men, som måtte dulmes med alkohol og forårsage ophold på sygehusene? Havde han haft anfald af druk og delirium, været voldelig overfor kone og børn? Alt det ved vi intet om, men sikkert er det, at hans liv blev noget af en deroute.

Den 8. Februar 1849 døde Ole Christian Olsen af "Lunge Diorrhea" på Søquæsthuset. Han var da knap 53 år gammel - men der står på hans dødsattest: "49 Aar gl. - Lem i Almindelig Hospital. Bopæl: Lemmeafdelingen 2den Etage No.9."

Den 14. Februar 1849 blev Ole Christian Olsen begravet på Skibskirkegården. Mon hans døtre fulgte deres far til graven? Eller var forbindelsen for længst kappet?

Måske havde de også nok i deres eget? Den 29. April samme år døde Olines madmor, J.P.B. Holms første hustru og Oline måtte tage sig af de 4 moderløse børn foruden sin egen uægte datter. Hun var nu blevet "Huusjomfru" i familien. Og den 26. Juli døde også hendes søster Hansine Henriette "efter længere tids Brystsvaghed". Hun nåede ikke at få børn i sit korte ægteskab. Desuden døde den 9. December Sadelmagermesterens far og året efter Ole Christians yngste datter Georgine Sophie af lungehindebetændelse.

Så 1849 kan meget vel have været fuld af sygdom, - og i hvert fald af død - så ingen rigtig havde tid til at sørge over den gamle drikfældige Ole Christian.