HISTORIEN om ALICE og ASMUS
- deres liv, deres forældre, deres slægt

På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om
ALICE INGE AGNETE THOMSEN, født HOLTET, og OTTO ASMUS THOMSEN fra Vejle

ANE CATHRINE OLSEN

- 1.3. 1793 - 25.11. 1847 -

Datter af Christian Olsen og Catharina Elisabeth Wikström (Tip2-oldeforældre til Alice)

Søster til: Ane Maria Christiansdatter (Olsen) (1791-1807), Ole Christiansen (Olsen) (1795-1795), Ole Christian Olsen (1796-1849), Johannes Olsen (1798-1798), Johannes Christian Olsen (1799-1831)

Gift med: Lorentz Peter Worm

Ægteskabet var barnløst


Den idag kendte LINIE er:
Oluf ??? og ??? (Tip5-oldeforældre til Alice)
Salve Olufsen og Mette Andersdatter (Tip4-oldeforældre til Alice)
Ole Salvesen og Anna Sophia Andersdatter (Tip3-oldeforælde til Alice)
Christian Olsen og Catharina Elisabeth Wikström (Tip2-oldeforældre til Alice)
Ole Christian Olsen og Dorthe Maria Birch (Tipoldeforældre til Alice)
Oline Christiane Olsen og Jens Peter Bek Holm (Oldeforældre til Alice)
Henriette Mathilde Holm og Otto Ferdinand Danielsen (Bedsteforældre til Alice)
Astrid Camilla Augusta Danielsen og Jens Christian Christensen Holtet (Forældre til Alice)

 

Ane Cathrine Christiansdatter / Olsen blev født den 1. Marts 1793 som datter af Christian Olsen og Catharina Elisabeth Wikström og døbt den 10. Marts samme år i Holmens Kirke.

Her står kun barnets fornavn anført: Ane Cathrine, og efter tidens skik skulle hendes efternavn tages efter hendes fars, Christian Olsens fornavn, altså: Christiansdatter. Og således kaldtes den lille Ane Cathrine da også i sine tidligste leveår. Men netop i denne periode ændredes reglerne for efternavne og der opfordredes til, at man valgte et familienavn, som gerne var lidt mere specielt end et -sen-navn. De fleste var dog så konservative, at de i stedet valgte at tage deres fars efternavn, og Ane Cathrine endte derfor med at hedde: Ane Cathrine Olsen.

Ane Cathrines far var som nævnt Christian Olsen, konstabel i 1. Artillerie Compagnie med nr. 28 og på dette tidspunkt omkring 28 år gammel, jævnaldrende med sin svenske hustru, Ane Cathrines mor, Catharina Elisabeth Wikström, der kom fra en lille by ved Skærgården i det nordlige Småland. Forældrene var blevet gift 2 1/2 år tidligere, den 26. November 1790, og havde derpå den 10. April 1791 fået deres første barn, datteren Ane Maria.

Ane Cathrine fik sit fornavn dels efter sin farmor Anna Sophia Andersdatter og dels efter sin mormor i Sverige: Catharina Andersdotter. De svenske morforældre skipperen Jonas Wikström og dennes hustru Catharina Andersdotter havde familien vist ellers ikke megen - om nogen overhovedet - kontakt til. Men farfar Ole Salvesen, der på dette tidspunkt var omkring 53 år gammel, og farmor Anna Sophia, som vist nok var omkring 62 år, boede på Amagergaden på Christianshavn, lige i nærheden af Ane Cathrines hjem. Hos farforældrene boede også Ane Cathrines farbror Johannes Peter Olsen på 20 år og fasteren Rebecca Maria Olsdatter, som i 1793 var 16 år gammel.

Fra Påsken 1792 havde Ane Cathrines far fået tildelt 1/2 hus af Holmens ejendomme på Christianshavn med adressen Laboratorie-Huus No.14 og det var altså her, at den lille pige blev født og voksede op.

Huset bestod af en trappe og nogle mindre rum kaldet "Sal og Kammer" med en skillevæg af bindingsværk og forsynet med et "Fyrsted" og et "Locum comune". Laboratoriehusene lå ved Ovengaden neden Vandet, helt mod sydvest og det, der idag kaldes Hammershøis Kaj. Her lå områderne kaldet Land Artilleriets Laboratorium (til højre, nr.169 på Geddes kort fra 1757) og Søe Artilleriets Laboratorium (til venstre, ud mod den tværgående kanal, nr. 170 på Geddes kort).

I Laboratoriet opbevaredes blandt andet krudt og bomber, granater og patroner. Måske ikke det tryggeste sted at bo, når man betænker, at det Gamle Laboratorium allerede var sprunget i luften 2 gange: den 6. August 1679 "formedelst Guds Vejr og Tordenslag" og den 16. Juni 1683, hvor eksplosionen forårsagde en "saadan Tummel og Alarm i Vejret, at Vinduer og Tage i de Huse som endog ogsaa laa langt derfra sprunge udi mange Tusinde Stykker og bleve ganske og i Grund fordærvede" (Dengang.dk). Ikke desto mindre blev Catharina Elisabeth og Christian boende her i mange år med deres lille familie, som stadigt øgedes.

Den 3. Maj 1792 udfærdigedes en liste over inventar og stand af ejendommen Laboratorie-Huuse No.14, hvori det lyder: "Opgang af 1 trappe med 11 Trin hvorfor 1 Lem med Hængsler, 1 Dør for Kammeret med Hængsler, Stabler og 1 Klinke ...2 1/2 Fag Vinduer i Kammer og Gangen med Karme, Ramme og behørig Beslag. Skillerum mellem Sahl og Kammer af Bindingsværk, Loft over Huuset. Gulvet i Kammeret og Gangen af Bræder for Fyrsteder mange Sten. Opgang til Loftet af 1 Trappe ned 16 Trin. ! Lem med Hængsler for Loftsrummet. Tag, Skorsten og Fyrsted samt Locum Comune".

Den 10. Marts 1793 blev Ane Cathrine altså døbt i Holmens Kirke. Som faddere havde hendes far valgt: "Berthel Christensen Bryggersvend, Lars Ambiørn Slagtermester, Ob.Cano. Carlsen, Porcelainshandler Mangor, Mad. Ane Cathrine Harboe og Jmfr. Hansen".


Fadderne: Ved storesøster Ane Marias dåb i 1791 havde der både været brændevinsbrændere og en høker blandt fadderne. Denne gang var valget så faldet på en bryggersvend, Berthel Christensen, som i 1787 lader til at have været tjenestekarl hos brændevinsbrænder Harboe, der også flere gange senere stod fadder, og en slagtermester, Lars Ambiørn, som vi heller ikke møder senere i familiens historie. Men som derfor alligevel godt kan have været nære bekendte. Eller blot småhandlende på Christianshavn?
Overkanoner Carlsen var vel en overordnet kollega til Ane Cathrines far. Der er måske tale om den Carl Carlsen, som i 1787 var 34 år gammel og Constabel ved Artillerie Corpset. Han boede dengang med hustru og børn på Christianshavn i Sofiegade.
Porcelænshandler Mangor ved vi lidt mere om. Det må have været Johan Sand. Mangor, der i 1801 var 46-årig porcellainshandler i Langebrogade Nr.1. Han stod også fadder til Ole Christian i 1796 og hans senere (i 1801) fuldmægtig Herman Carlsen, som i årene forud først var "Porcellainshandler" (i 1795) og derpå thehandler (i 1798), optrådte også som fadder til 2 af Ane Cathrines senere fødte små brødre.
Madame Ane Cathrine Harboe var gift med brændevinsbrænder Harboe, hvis familie hyppigst trådte til som faddere ved dåben af Ane Cathrine og hendes søskende. Lorentz Harboe boede også på Christianshavn, men i Brogade/Langebrogade 10. Han var fra 24. Januar 1783 gift (i sit første ægteskab) med den afdøde Svend Hansen Lunds enke, Anna Catharina, som medbragte nogle børn fra sit første ægteskab. Døtrene Bolette Kirstine og Edle Johanne, som var født i henholdsvis 1773 og 1778. Lorentz Harboe og Anne Cathrine fik i 1784 den fælles datter Signe Henriche/Hendriette. Harboe havde en pæn stor husholdning med 2 tjenestekarle - hvoraf den ene i 1787 vist nok var den bryggersvend Berthel Christensen, som også i 1793 var fadder til Ane Cathrine - samt en tjenestepige. Desuden logerede fuldmægtig Johan Harboe hos familien.
Den sidste fadder, den unge kvinde, Jomfru Hansen, der bar huen eller gik for ved dåben, var antagelig en af Harboes steddøtre, sikkert Bolette Kirstine, der her ville have været 17-18 år gammel, mens Edle Johanne i 1793 kun var 12-13 år gammel.


Da Ane Cathrine var 2 år gammel - og storesøster Ane Maria 4 år - blev hun, der selv var lillesøter, nu storesøster for første gang, da hendes mor den 11. April 1795 fødte en lille dreng. Ane Cathrine har jo nok været for lille til rigtig at kunne forstå, hvad der skete: stor ståhej, råb og skrig, jordemoder og nabokoner hastetilkaldt, barnegråd, lettelse, udmattelse ....

Og derpå far Christian, der gik til Holmens Kirke for at anmelde fødslen og angive de valgte fadderes navne og erhverv, samt at oplyse om det navn, som han nu havde bestemt for sin første søn: Ole efter barnets farfar Ole Salvesen og Christiansen, fordi barnet var søn af ham, Christian Olsen.

Dåben blev fastsat til ugen efter fødslen: den 19. April 1795, og kom til at foregå i Holmens Kirke som vanligt for folkene fra Holmens Faste Stok. Og lidt fest skulle der vel også være, når man kom tilbage fra Kirken:


I bogen "Nyboder og dets beboere" berettes på side 233f. : "Naar visse Nybodersfamilier skulde have et Drengebarn i Kirke, da ansaa "fornemme Herskaber" det ikke for at være under deres Værdighed at staa fadder til Barnet. Daaben fandt sted saa snart som muligt efter Fødslen - helst ottende Dagen efter, - og i Kirken. Barselstuer, som florerede paa Holbergs Tid, vare endnu hundrede Aar derefter i Brug i Nyboder. Moderen sad i en Lænestol, Faderen stod ved Døren for at modtage de fra Kirken tilbagevendende Faddere; han bukkede dybt for de fornemme Gæster; der var jo højstaaende Søofficerer, Præster og Rangspersoner iblandt dem; de kørte til Stadsen i deres egne Vogne, hvilke nu vakte stor Opsigt, medens de holdt uden for Døren. Det uvante Syn var Skyld i , at mangen Nabokone maatte trykke sin Næse ganske hvid mod Ruden for rigtigt at kunne tilfredsstille sin Nysgerrighed; medens Nyboders Ungdom med gabende Munde dannede to tætsluttende Rækker lige fra Husdøren og hen til Vognen, blot for at faa et Glimt af Herligheden at se. Inde i den lille festligt smykkede Stue diskuterede Fadderne imidlertid den nyfødtes fremtidige Livsstilling, - den var jo allerede saa godt som bestemt ved den Stand, hvortil Forældrene hørte, - og søgte at fordrive Tiden ved at læse Deviserne paa de Konditorsager, som vare fremsatte til Forfriskning. Nu brød Gæsterne endelig op; et Vinduesskod blev aftaget og lagt over Rendestenen for at lette dem indstigningen i Vognene; og da de fine Folk vare borte, aandede man jo nok lidt friere, medens man højligt undrede sig over, at de kun havde spist saa lidt af de mange gode og sjældne Sager; og dog følte man sig hædret ved den nedladende Venlighed, som de store Mænd havde vist, og som maatte anses for et Tegn paa den Agtelse, hvilken alle fordomsfrie nærede for de hæderligere blandt Nyboders befolkning". Selvom der her fortælles om selve Nyboder, gjaldt disse betragtninger sikkert også for beboerne i Laboratorio Huusene.


Også til denne dåb havde Christian valgt nogle underofficerer fra Laboratoriet og fra sin bekendtskabskreds, sammen med en murermester, en traktør og en urtekræmmer. Alle vel lidt mere velstående og af højere rang end konstabel Christian selv.

Men dagen endte brat og sørgeligt, da den lille "Ole Christian døde af Slag, 8 dg.gl. d. 19.4. 1795". Så istedet for et fejret dåbsbarn kom der nu til et ligge en lille død lillebror, som måtte lægges i en i hast fremskaffet kiste, måske af strå for at spare pengene til den dyre trækiste.

Så kom kisten til at stå den næste uge i den lille trange stue i Laboratorio-Huuset, inden far Christian og måske også de øvrige familiemedlemmer kunne gå med den ud til Skibskirkegården, hvor fattige folk fra Holmen kunne få begravet deres døde uden omkostninger, men også uden sten eller markering.


Skibskirkegården var i 1733 blevet hegnet ind, men da der fortsat kunne findes både køer og svin på kirkegården, blev den i 1769 omgivet af en bred grøft, hvortil kom en randbeplantning af hvidtjørn. Så var gravstederne fri for at blive rodet igennem af kreaturer, men de var stadig anonyme, for det blev først tilladt at markere dem med mindesmærker i 1790'erne.


Året efter kom der dog igen en lille dreng i huset og den nu 3-årige Ane Cathrine havde igen 2 søskende, den 5-årige storesøster Ane Maria og en ny lillebror. Den lille dreng var født den 13. Marts 1796 og blev døbt i Holmens Kirke den 20. Marts samme år med navnet Ole Christian, som han overtog efter sin afdøde bror og efter sin farfar og far.

Nu var Ane Cathrine måske så stor, at hun bedre kunne følge med i begivenhedernes gang og også nyde lidt af al den virak, som blev den lille ny til del ved dåben og det muligvis efterfølgende beskedne traktement til dåbsfadderne, der blandt andre bestod af både Porcelænshandler Mangor, Urtekræmmer Hausbild, Høker Erich Pedersen, en Overkanoner og Brændevinsbrænder Harboes steddatter Jomfru Edle Johanne Hansen.

Ane Cathrines far og mor var nu begge 31 år gamle og både hendes farfar Ole Salvesen og hendes farmor Anna Sophia levede stadig. De var nu henholdsvis omkring 56 og 66 år gamle. Også faster Rebecca Maria, der nu var 19 år gammel, og farbror Johannes Peter på 23 var i live. Han skulle dette år på togt med Orlogsskibet Schiold fra den 10. Maj til den 16. September. Og året efter stod han atter til søs. Den 19. Maj påmønstrede han Fregatten Iris, som skulle på togt til Vestindien, muligvis over flere år. Skibet sejlede "Sundet ud" den 14. Juni 1797 og tog kursen syd om England. Sejladsen til Vestindien varede ialt 50 dage, så skibet er altså nået frem omkring den 2. August. Her skulle Iris forblive i 440 dage, indtil omkring 15. Oktober 1798.

Men det blev ikke til så lang tid for Johannes Peters vedkommende, for den 28. November 1797 døde han i Vestindien. Eller måske døde han til søs og blev sænket i havet af sine kammerater. Den 27. December 1797 nåede meddelelsen til København fra Chefen på Fregatten Iris: at Johannes Peter Olsen var død den 28. November 1797 - blot 24 1/2 år gammel. Det må have været et hårdt slag for hans gamle forældre, Ane Cathrines farforældre, og ligeledes for resten af familien. Og uvisheden om, hvorledes han var død og hvordan han var blevet begravet, har været svær at bære. Måske er han død af infektion eller sygdom og begravet på en kirkegård på de Vestindiske Øer. Så familien havde ikke engang mulighed for at følge ham til Skibskirkegården på en sidste rejse. Men det var vilkårene får Flådens folk, også det at sidde derhjemme og først langt senere at få de frygtelige nyheder. Det kendte Ane Cathrines mor nu også fra sin egen opvækst ved Skærgården, hvor hendes far og brødre var fiskere og skippere.

Ane Cathrine voksede op på Christianshavn i de ovenfornævnte Laboratorio-Huuse, hvor der også i et par lokaler var indrettet en skole for søartilleristernes børn for at spare dem den lange vej til Nyboder. Her havde de ukonfirmerede børn indtil 1793 fået undervisning i "Christendom, Regning og Skrivning, men i Januar 1793 var skolen blevet ophævet, da der kun var enkelte småbørn, som undervistes i de sidste år. I stedet blev børnene flyttet til Skolen på Christianshavn og de mindre drenge kom til Divisionsskolerne i Nyboder, mens pigerne kom i Kvæsthusskolen, som lå udenfor Søkvæsthuset i Dronningens Bredgade på Christianshavn."

Ane Cathrine nåede dog nok ikke at komme i denne skole, for den blev nedlagt kort efter og børnene flyttedes til Christianshavns Fattig- eller Plejeskole, der var etableret i Christianshavns Arbejdsanstalt. "Børnenes navne skulle da opgives til Fattigvæsenet, men denne Ordning satte ondt blod hos folkene, der vel var fattige, men dog mente sig for gode til, at deres børn skulle overgives til Opdragelse af Fattigvæsenet." (Bidrag til Søartilleriets historie)

Da Ane Cathrine var 5 år gammel, blev familien igen forøget, og igen med en lille dreng, der fødtes den 3. Marts 1798 og den 11. Marts samme år blev døbt Johannes i Holmens Kirke. Navnet fik han måske efter sin svenske morfar Jonas Wikström, men vi ved ikke om familierne ellers havde nogen forbindelse med hinanden efter, at Ane Cathrines mor havde forladt sin svenske hjemby Västervik.

Den lille dreng levede dog ikke længe og allerede et halvt år senere døde han den 3. Oktober 1798 under et udbrud af kopper. Igen stod der i den trange stue en lille kiste og ventede på at blive båret til Skibskirkegården, hvor jordfæstelsen fandt sted den 8. Oktober.

I Januar 1799 blev Ane Cathrines snart 35-årige far Christian overført til nr. 19 i 1. Divisions 1. Artillerie Compagnie, hvor han stadig gjorde tjeneste som konstabel. Der er her noteret, at han skal tjene til 16.10. 1811. Christian har altså fået forlænget sin kontrakt, der tidligere kun gjaldt til 1801. Familien boede fortsat på Christianshavn i Laboratorio No.14.

Den 8. September 1799 blev Ane Cathrine storesøster for sidste gang, da hendes 35 år gamle mor Catharina Elisabeth nedkom med en lille dreng, som den 15. September samme år døbtes i Holmens Kirke, hvor han fik navnet Johannes Christian efter sin året før afdøde bror. Ane Cathrine var nu 6 år gammel og kunne vel sammen med den 8-årige Ane Maria følge med i hele forløbet omkring fødsel, dåb og festivitas. Og samtidig måtte vel småpigerne tage sig af lillebror Ole Christian på 3 1/2 og hjælpe deres mor i huset og med den lille nye.

Desværre tilstødte der kort tid efter, den 6. Januar 1800, en sørgelig begivenhed, da børnenes farfar Ole Salvesen døde, mens han var indlagt på Almindelig Hospital. Dødsårsagen var alderdom og han blev begravet på Skibskirkegården den 8. Januar. Ifølge kirkebogen for Holmens Kirke blev der i forbindelse med hans begravelse ikke betalt noget beløb, hverken til Kirken eller til Skolen (for sang). Det var der vel ikke råd til, så begravelsen har nok været meget enkel og den lange tur til kirkegården uden for Østerport på en mørk og grå, kold og trist Januar dag, der måske også var fuld af sne, sjap og slud, må have været ekstra tung. Om børnene har været med til ligfærden, ved vi ikke, måske måtte de blive hjemme for at passe den nye lillebror, der vel ikke så tidligt skulle udsættes for Januars udendørs kulde og frost.

Den 4. December 1800 blev Ane Cathrines ældste lillebror, den nu 4 1/2-årige Ole Christian, antaget som Rugdreng ved Holmen, tilknyttet 1. Artillerie Compagnie som nr. 83. På dette tidspunkt var forældrene Christian og Catharina Elisabeth begge 36 år gamle og det har nok været en lettelse for dem, at få deres dreng antaget til tjeneste ved Holmen, da det medførte ekstra rationer og muligheder for barnet. Men der var også ulemper, for til gengæld for goderne måtte forældrene binde deres barn til tjeneste i en meget lang årrække. I Ole Christians tilfælde faktisk for 30 år!

Nu var der så sørget for Ole Christian. Han fik klæder, kostrationer og skolegang. Og familien fik et måske tiltrængt tilskud til kosten og økonomien. Hvilken skolegang de 2 døtre fik, vides ikke. Måske er de kommet tidligt ud at tjene, ligesom det var deres mors lod i barndommen i Västervik i Sverige. Her i 1800 var Ane Maria 9 år gammel og Ane Cathrine 7 år. Man bemærker, at Ole Christian som kun 4 1/2 år gammel, var meget ung til at blive antaget som rugdreng.

Den 1. Februar 1801 afholdtes der folketælling i København og her noteredes Christian Olsen og Catharina Elisabeth som boende i Søetatens Laboratorium nr.14 sammen med børnene Ane Maria Christiansdatter på 10 år, Ane Cathrine Christiansdatter på 8 år, Ole Christiansen på 6 år og Johannes Christiansen på 2 år. Vi er her midt i efternavnenes brydningstid og børnene får stadig deres fars fornavn til efternavn, tilføjet -sen eller -datter. Senere valgtes i stedet faders efternavn som familienavn og de kom alle til at kalde sig Olsen. Lidt forvirring var der dog stadig med drengenes navne, men efterhånden blev det til, at "Ole Christiansen" kom til at hedde Ole Christian Olsen og "Johannes Christiansen" blev til Johannes Christian Olsen.

Den 2. April 1801 blev den danske flåde i farvandet ud for København angrebet af den engelske flåde og efter en kort kamp og mange faldne blev sagen afsluttet med en fredsforhandling. Dagene op til denne katastrofale begivenhed havde været ladet med forudanelser, forberedelser og bekymringer og vi kan vel godt formode, at Ane Cathrine og familien har følt sig trykket ved tanken om, at far Christian nu skulle i krig. Hvad skulle der blive af dem alle, hvis han endte med at blive fældet af en fjendtlig kugle? Christian selv har vel også været bekymret, men en følelse af national samling og forsvarsbegejstring havde bredt sig i byen, hvor frivillige meldte sig under fanerne, så hans følelser har måske været mere blandede end familiens.

Vi ved ikke, på hvilket skib Christian var stationeret under Slaget på Reden, men vi ved, at han slap fra kampen med livet i behold og kom velbeholden hjem til familien.

Den knap 8 år gamle Ane Cathrine har vel fulgt opmærksomt med i begivenhedernes gang, der var kulminationen på flere års krige og uroligheder:


Slaget på Reden: Fra 1797-1799 havde England og Frankrig været i Krig. Det var søkrig og under denne trivedes kapervæsenet og alle parter - også Danmark - beslaglagde hinandens skibe og overtog laster og materiel. I løbet af mindre end et år var over 150 danske skibe taget af engelske kapere og orlogsmænd. Et uheldigt træk for Danmark var det den 16. December 1800 at slutte et væbnet neutralitetsforbund med Rusland, hvilket straks medførte en reaktion fra England, der gav 149 danske skibe i engelske havne sejlforbud og i Marts 1801 sendte en flåde på 53 skibe mod Kronborg, hvortil den ankom den 21. Marts. Den betydelige danske orlogsflåde var, bortset fra de skibe der var på rejse, aftaklet for vinteren. Skibsbesætningerne var til søs med handelsskibene. I stedet begyndte man at presse folk til tjeneste. Kilometervis af tovværk, tonsvis af sejldug, master, ræer, blokke, skyts og ammunition lå parat i arsenalerne, men at gøre skibene sejl- og kampklare ville tage 6 uger. Den engelske flåde kunne nå hertil på mindre end 2. Skønt en engelsk aktion kunne forventes, undlod man at påbegynde klargøringen for ikke at udæske fjenden. For at lukke gabet mellem Prøvestenen og Trekroner blev armerede blokskibe lagt for anker i en række som flydende forter og med transportpramme imellem. Kommandoen over disse førtes af chefen for Københavns defension til søsiden Olfert Fischer, der hejste stander på blokskibet Dannebrog. Onsdag den 1. April sejlede den engelske flåde med en kampstyrke på 36, heraf 12 linjeskibe, ildkraft på 1206 kanoner og fjorten morterer, samt et mandskab på 8885 mand, med kurs mod den danske linie. Om morgenen den 2. April, kl. 10.30, løsnede den engelske flåde det første skud. Kampen blev hård, men overmagten var for stor og Kronprinsen lod skydningen indstille og man begyndte at forhandle en fredsaftale. Kampen havde kostet 370 døde og 665 sårede på dansk side. Begravelsen af de faldne blev en enstående national manifestation. Den foregik allerede påskedag med udgangspunkt fra Søkvæsthuset på Christianshavn, hvorefter processionen gik gennem byen, ud gennem Nørreport og ad Farimagsvejen til Skibskirkegården på Østerbro. Om begravelsen skriver Oehlenschläger: "De faldne blev jordede tilsammen i én stor grav og en høj blev kastet over dem ligesom over heltene i oldtiden". Begravelserne herude fortsatte endnu i lang tid, efterhånden som ligene blev taget op af søen og de hårdt sårede på hospitalerne døde. (Kilde: S.Cedergreen Bech: Storhandelens by : Københavns historie, Bind 3: 1728-1830. Side 276-287).


Den 6. November 1801 blev også lillebror Johannes Christian antaget som Dreng i 1. Artillerie Compagnie som nr. 88. Bemærk her, at drengen jo kun var 2 1/2 år gammel, da indskrivningen skete. Der har muligvis været akut behov for tilskud til kost og økonomi.

I November 1804 blev alle søartillerister med familier efter ordre fra højeste sted flyttet fra deres tidligere boliger ved Laboratoriet på Christianshavn og ind i ombyggede huse i 2 længer i Nyboder. For den nu 11-årige Ane Cathrine og hendes familie betød det, at de flyttede ind i en lille lejlighed i Balsamgaden 17, som antagelig var et såkaldt "halvt hus", bestående af 1 stue og 1 kammer med ialt 1 1/2 fag vinduer, samt et køkken. Gulvene var dækket af mursten og som varmekilde var der en "Jern Bilæggerovn med Fod". I køkkenet var der desuden et "Fyrsted". Der var ingen trappe op til loftet, men blot en "Loftslem med Hængsler". Heroppe kunne drengene vel klatre op af en rebstige og sove. Bag huset fandtes en lille gård, som havde "Fortouget brolagt". Og her var der også et "Locum med Dør, Hængsler og Klinkefald". (Dette "Inventarium" er fundet i Nyboders Husbøger for Balsamgaden nr. 10 mod Gården i perioden 1840-1853, men det har sandsynlivgis ikke været meget anderledes i 1804.)


Søartilleristernes indkvartering i Nyboder: "Naboskabet med Hæren ved "Laboratorie Vaaningerne" paa Christianshavn havde ofte givet Anledning til Klage; og endelig blev det bestemt, at disse Huse fra Michaeli Flyttedag 1804 helt skulle overlades til Landetaten; og at der i Nyboder skulde skaffes Plads til Søartilleristerne.
De gamle huse i Bjørnegade (nu en del af Fredericiagade) og i Balsamgade blev samme Aar ombyggede, saaledes at der i Bjørnegade blev 6 Boliger for Officerer, 10 for Overkanonerer samt 20 "halve Huse". Officersboligerne blev tildelte Undertøjmesteren, Tøjvarteren og de 4 Atilleriløjtnanter, der hidtil havde boet paa Christianshavn. (En af disse var forøvrigt Ane Cathrines fadder, tidligere Ob.Canon. Carlsen).
De 20 halve Huse skulde gives til de ordentligste Folk, da de var meget bedre end de andre boliger i Nyboder. Tøjmesteren eller Kompagnichefen fik overladt Husene "til Leye for Folket"; og ham paahvilede det at indeholde Huslejen i Mandskabets Lønning. Han udstedte ligeledes det saakaldte Husbrev; thi der var nemlig den Gangen ingen Kommandant i Nyboder; denne Post blev først oprettet den 22. September 1815.
Undertøjmester Lykke og Tøjvarter Lund maatte i Husleje betale 12 Rdl. 72 Skill. om Aaret; de 4 Artilleriløjtnanter Havn, Bøchmann, Høyer og Carlsen, der fik Bolig i Bjørnegade, led herfor et Lønningsafdrag af 9 Rdl. aarlig.
Da Søartilleristerne skulde fraflytte Husene paa Christianshavn, ansøgte de om at faa godtgjort de Penge, de havde anvendt til at forøge disse Boligers "Ziir og Bequemmelighed". Dette kunde Kollegiet ikke bifalde, men udvirkede ved kgl. Resolution, at de alle fik "en rundelig" Flytnings Hjælp fra 30 Rdl. til 5 Rdl.
Flytningen foregik lidt efter lidt, men omsider blev den tilendebragt; og Holmens Chef skrev da til Tøjmesteren:
"Jeg skulde ikke undlade herved at communicere Hr. Capitain og Tøymester Høyer, at Søe-Etatens Laboratorie Plads med Huuse og Tilbehør samt Bulværk paa Christianshavn i Overgaden neden Vandet er overdraget Land Etaten til Eyendom, saa at Søe Etaten ikke mere har Deel derude og altsaa eiheller har mere med Vedligeholdelse af Plads, Huuse og Bulværk at bestille.
Holmens Equipage Contoir, den 26. Novbr. 1804. A. Kierulff."
(Bidrag til Søartilleriets Historie. 1909, s.92-93.)


Efter flytningen til Nyboder flyttede alle søartilleristernes børn også skole og blev anbragte i Nyboders skoler. Ane Cathrine er nok kommet til at gå i den pigeskole, der var indrettet i Holmens Sogns Arbejdshus og som i 1810 blev flyttet til Nyboder, hvor der kom til at ligge én pigeskole i Klerkegade og en anden i Hoppenslænge. Her kunne ialt 460 piger få gratis undervisning. De havde færre læsetimer end børnene i de kommunale almueskoler. Det var sy-, spinde- og læseskoler med undervisning i religion og sang. Pigerne syede, strikkede strømper til flådens mandskab, leverede arbejde til de handlende og tjente på den måde penge i skoletiden. (Jørgen Green: Slægtsforskning i lægdsruller, søruller ... Grifo, 2009. s. 164).

Om livet i de nye boliger var mere kontrolleret end det havde været på Christianshavn, vides ikke med sikkerhed. Men Kollegiet udsendte dog nogle regler, hvori det blandt andet præciseredes:
at "det skal paasees, at Beboerne ikke kaste deres Urenlighed paa Gaden paa de Dage, at Bortførelse ikke skal ske; eyheller maae de om Vinteren kaste Vand paa Dyngerne!"
at "Boligerne daglig skulle inspiceres af Kompagnie Sergeanterne, een Gang ugentlig af en Officer og Chirurgus, og paa ubestemte Tider - men ey sjeldent - af Tøimesteren (Kompagniechefen) selv". - Ane Cathrine og hendes mor har nok haft et slid med at sørge for, at huset var pænt og ordentligt, når de sådan kunne få inspektionsbesøg både dagligt og ugentligt!
at "det skal paasees, at Værelserne ikke bepakkes med for mange Mennesker, at vaadt Linned ikke hænges til tørre her, at Kroehold ikke finder Sted hos nogen, og at Kaal, Urter, vaad Bark ikke oplægges i varme Stuer, samt at der luftes ud, naar Veyret tillader det".
Den mildeste Straf for at overtræde disse Bestemmelser var "at miste Huset" - og det må have været et skrækscenarie for de fattige og børnerige familier.

Balsamgade lå i den sydlige del af Nyboder, syd for Pladsen foran den senere opførte Sankt Pauls Kirke. Et stykke derfra, længere mod nord lå Delphingaden og her boede en person, som senere skulle få stor betydning for Ane Cathrine. Her i nr. 50 boede Matros Johan Peter Christian Worm med sin familie, der blandt andet talte sønnen Lorentz Peter Worm, som var født i 1797 og derfor 4 år yngre end Ane Cathrine, men 1 år ældre end hendes lillebror Ole Christian. Og de 2 drenge kom netop til at få næsten samme skæbne, da de begge blev antaget som Rugdrenge og fik deres uddannelse i Tøjhuset fra omkring 1810 for Lorentz Peters vedkommende, og fra 1808 for Ole Christians. Selvom Lorentz Peter kom fra en Matrosfamilie og Ole Christian altså fra en Søartillerist, er det muligt, at de 2 drenge har fundet ind i et fælles- og venskab her under deres uddannelse. Og måske også Ane Cathrine allerede tidligt har fattet sympati for lillebrorens kammerat. Men det kommer vi tilbage til.

I 1804 blev faster Rebecca Maria den 18. September trolovet med matros Jørgen Gundersen fra 4. Divisions 1. Compagnie. Ved brylluppet i Holmens Kirke den 19. Juli 1805 var far Christian forlover for sin søster og måske har der været en lille bryllupsfest, -fejring, eller spisning sammen med familien i dagens anledning. Under alle omstændigheder må den nu 13 1/2 år gamle Ane Maria og den 11 1/2 år gamle Ane Cathrine nok have været vældigt optaget af denne begivenhed. At blive gift var jo det, som alle piger dengang måtte tragte efter, Og det naturligvis med en Holmens mand, anderledes kunne det næsten ikke være. Selvom der selvfølgelig af og til kom folk ind udefra - det var jo dog også deres egen mor. Men mest almindeligt var det nok at vælge sig en kæreste og ægtemage blandt brødres eller fætres venner og medsoldater. Ja, en matros kunne altså også gå an.

Den 25. Juli 1805 nedkom så Rebecca Maria med en lille søn, Ane Cathrines fætter, som den 4. August blev døbt Christian (Jørgensen/Gundersen). Han var jo godt nok opkaldt efter sin morbror, men hverken Christian eller Catharina Elisabeth var blandt fadderne.

Den 6. Oktober 1805 - det år, hvor Christian og Catharina Elisabeth var blevet 41 år - blev storesøster Ane Maria - der her i kirkebogen kaldes Anne Maria Olsen - konfirmeret i Holmens Kirke som 14-årig. Nu var hun så at regne som voksen og måtte nok nu ud at tjene, hvis ikke det allerede var sket tidligere.

Den 6. November 1806 blev den nu 7-årige lillebror Johannes Christian antaget i 1. Artillerie Compagnie. Nu begyndte vel hans skolegang og pligter.

Det lader til, at Ane Maria har gået og skrantet i disse år. Måske var hun aldrig et stærkt og robust barn, det kan vi ikke vide. Hvad vi ved, er at hun blev angrebet af "tæring", som var et af mange navne for tuberkulose, der også kaldtes lungesot, svindsot, brystsyge eller phthisis. En frygtelig sygdom, der forårsagede store vægttab og nedbrydning af lungerne, og fik patienten til at blive svag og bleg, nærmest svinde ind, visne og hentære.


I 1700-1900 døde anslået en milliard mennesker verden over af tuberkulose, som er den sygdom, der har kostet flest menneskeliv gennem historien. End ikke pesten har flere ofre på samvittigheden. Mellem 20 og 25 % af alle dødsfald i europæiske byer i første halvdel af 1800-tallet skyldtes tuberkulose.
Chancen for at overleve tuberkulosesmitte var ringe på grund af de dårlige og utilstrækkelige behandlingsformer og for mange var lidelsen næsten det samme som en dødsdom.
Det kunne dog tage adskillige år, inden det kom såvidt. Og i denne tid svækkedes patienterne mere og mere. Indimellem var der dog bedre perioder, hvor man kunne håbe, at sygdommen var ovre, men så kom tilbagefaldene og selvom der på denne tid var mange, der havde et romantiseret billede af sygdommen, som kaldtes "den hvide død" og opfattedes som en smuk måde at dø på, var dette ikke tilfældet.
Et uddrag af et brev fra komponisten Chopin kan give en idé om de frygtelige lidelser, som stakkels Ane Maria måtte gå igennem - og som hele hendes ulykkelige familie var tilskuere til:
"Vi har sygdom i huset. Emilia (komponistens søster) har været i sengen i fire uger; hun hoster og er begyndt at spytte blod, og moder er bange. Malcz (deres læge) ordinerede åreladning. De tappede blod af hende én gang, to gange; igler uden ende, medicinske urter, sennepsplastre, rædsel, rædsel".
(Jakob Eberhardt: Verdenshistoriens største epidemier : fra pest til covid-19. 2.udgave. FADL's Forlag, 2020)


Den 28. April 1807 døde søster Ane Maria af sygdommen. Christian og Catharina Elisabeth mistede deres førstefødte, Ane Cathrine på 14 og brødrene Ole Christian på 10 og Johannes Christian på 2 år mistede en elsket søster og legekammerat. Kun 16 år gammel var hun, da hun måtte lægges i kisten, som stilledes op i den trange stue i Balsamgaden 17. Her stod den så indtil forældre og søskende den 4. Maj måtte gå den tunge gang til Skibskirkegården for at begrave en alt for ung død.

Måske kunne familien denne gang ligefrem sætte en lille sten - eller måske bare et beskedent trækors - på graven, for fra 1790'erne var det blevet tilladt at markere gravene med mindesmærker. "På denne tid opstod nemlig en almindelig interesse for grønne gravsteder og der kom blandt andet fokus på Holmens Kirkegård, som i 1798 blev nyanlagt med en bred, nord-syd gående hovedallé, hvortil kom, at den fik et nyt reglement, som tillod monumenter - og som, naturligvis, også satte en række priser på, hvad det skulle koste at have et gravsted med en sten".
(Kilde: Holmens Kirke / Ulla Kjær ... et al. - Gad, 2019. s. 198-200, 209)

Efter Ane Marias død og begravelse måtte jo livet gå videre og et lyspunkt var det måske, at Ane Cathrines faster Rebecca Maria den 7. Maj fødte en lille søn, som den 25. Maj døbtes Ole Jørgensen i Holmens Kirke. Hverken Christian eller Catharina Elisabeth var dog blandt fadderne.

Efteråret 1807 skulle blive endnu en prøvelse for Ane Cathrine og hendes familie. Da kom Danmark atter i konflikt med England, som i August sendte en hær mod København og den 2. September udsatte byen for et voldsomt og ødelæggende bombardement i flere dage, inden der måtte sluttes fred og flåden opgives, bortført af englænderne. Mange flygtninge fra den bombe- og brandhærgede indre by søgte husly på Christianshavn, visse fødemidler manglede og elendighed og mismod herskede. Men endnu engang kom familien hele og uskadte - i hvert fald så vidt vi ved - igennem den barske tid.


Københavns bombardement den 2. September 1807: England havde i 1807 udstedt et forbud mod al neutral skibsfart mellem dets fjenders havne. En dansk protest øgede den engelske regerings mistro og i August måned opererede en stor engelsk flåde i danske farvande. Englænderne foreslog derpå et engelsk-dansk forbund og den danske flådes midlertidige udlevering til England med løfte om erstaning og kompensation efter Krigen. De engelske krav blev afvist og forhandlingerne afbrudt, hvorefter englænderne den 16. August landsatte 31.000 kamptrænede soldater ved Vedbæk og rykkede frem mod København.

Moralen hos de danske forsvarere var høj, men de var håbløst underlegne. Den 16. August udsendte Københavns Politimester en løbeseddel med teksten: "Da der endnu behøves 400 Mand til Flaadens Tjeneste, saa maa jeg opfordre det Ofentlige til, hertil strax at aflevere dette Tal".

Den 29. August blev forstærkninger fra Sjælland og Lolland-Falster splittet ved Køge. I tiden op hertil havde Bystyret arrangeret, at alt korn uden for voldene i hast var blevet indhøstet, da man forventede en lang belejring. Den 19. August kunne det derfor oplyses, at der i et pakhus på Christianshavn lå 7.000 tønder rug. Alle i byen søgte at samle forråd og portneren ved Vesterport var ved at segne under arbejdet. Magistraten sørgede for en maksimalprisordning for fødevarer og der blev aftalt, at de 14 voldmøller skulle levere 200 tønder rugmel om ugen til Kastellets brødbagere, så hærens soldater kunne brødfødes.

Men der var andre problemer: et pund oksekød kostede 24 skilling, mælk var næsten ikke til at få, og da de engelske skar vandrenderne over uden for byen, frygtede man vandmangel. Heldigvis var der en del poste- og brøndvand, men desuagtet måtte enhver husejer lade samle vand i tønder og kar.

Efter mørkets frembrud den 2. September begyndte det engelske artilleri at slynge granater og brandbomber ind over København og bombardementet fortsatte de følgende nætter. De frygtelige ødelæggelser og store tab tvang byen i knæ. Mod flammerne kæmpede brandvæsenet en heltemodig, men håbløs kamp. Brandene endte med helt at atge magten fra slukningsmandskabet og hele kvarteret fra Vor Frue Kirke til volden mellem Studiestræde og Åbenrå udbrændte. Af offentlige bygninger brændte, foruden Domkirken, Universitetet, de to kollegier, Borchs og Valkendorffs og 6 professorgårde, samt byens hømagasin. Desuden fattigvæsenets nye tvangsarbejdsanstalt med administrationslokaler i Pustervig. I byen opgjordes ødelæggelserne til 305 huse og gårde, heraf 26 bryggergårde, 5 bagergårde, og over 20 brændevinsbrænderier.

Mange flygtede ud til Christianshavn, der syntes mest rolig. Men her var der så nu så fuldt af flygtede, at man næsten ikke kunne komme frem. Mange fandt husly i bydelens kirker.

Den 7. September kapitulerede danskerne og den 21. Oktober sejlede englænderne bort med det dansk-norske riges stolthed: 15 linieskibe, 15 fregatter, 8 brigger og 31 mindre fartøjer. Forinden havde de ødelagt alt af værdi på Holmen. I de 6 uger, som de havde fået til at gøre flåden klar til bortførelsen, fik de engelske soldater lov til i mindre grupper og uden våben at komme ind i byen, til gavn for de handlende, der endnu havde uskadte varer at afsætte, men til fortrydelse for mange af de besejrede.

Danmark var nu ikke længere en sømagt og den krig, der senere fulgte, blev helt ødelæggende for de handelshuse, der havde baseret deres eksistens på fjernhandelen. At genopbygge en flåde var en langvarig affære og den skulle finansieres af udenrigshandelen. Nu tabtes i stedet størsteparten af de udenlandske tilgodehavender, og i løbet af krigen blev ca. 1400 handelsskibe beslaglagt.

Tabet af flåden bevirkede, at danskerne indgik i forbund med Napoleon og erklærede England krig. Den engelske flåde afskar derefter forbindelsen mellem Danmark og Norge.

(Kilde: Danmarkshistoriens Hvornår skete det. Politikens Forlag, 1963; S.Cedergreen Bech: Storhandelens by : Københavns historie, Bind 3: 1728-1830. Side 288-308).


Året var endnu ikke omme, før der påny var død i familien, da faster Rebecca Marias førstefødte Christian døde den 30. December, kun 3 1/2 år gammel, af slag. Han begravedes den 4. Januar 1808, men om de 44-årige Christian og Catharina Elisabeth fulgte ham til graven, vides ikke.

Den 1. Oktober 1808 blev Ane Cathrines ældste lillebror, den nu 12-årige Ole Christian, sat til tjeneste i Tøyhuus Compagniet som nr. 129. Det var måske her, at han 3 år senere mødte Ane Cathrines kommende ægtemand Lorentz Peter Worm.

Vinteren 1808-1809 var meget streng og Kollegiet tilstod da Søartilleriets officerer og overkanonerer en sum af 20-15 Rigsdaler til brændsel. - Men de lavere underofficerer og menige fik ingen hjælp! - Og der var kulde og nød i mange små hjem i Nyboder! Og en favn brænde kostede 14 Rigsdaler, så det var en vanskelig tid. (Bidrag til Søartilleriets Hstorie, s. 104f.)

I 1809 var det blevet Ane Cathrines tur til at blive konfirmeret. I Holmens kirkebog står hun som Anne Cathrine Olsen, der blev konfirmeret den 16. April. Sandsynligvis måtte hun nu ud at tjene og forsørge sig selv, men det ved vi desværre ikke noget om.

Nu begyndte imidlertid mørke skyer at samle sig over familien. Den 9. Januar 1810 måtte far Christian indlægges på Søetatens Hospital. Han led - som så mange andre på denne tid - af Brystsyge, hvilket vel var tuberkulose. Og den 16. eller 18. Januar døde han af denne sygdom, 46 år gammel. Den 19. Januar 1810 blev Christian Olsen begravet på Skibskirkegårdens sydøstlige del i gravsted nr. J(?) 37.

De næste mange år kender vi ikke rigtig til Ane Cathrines liv og færden. Måske er hun gået fra tjeneste til tjeneste, med skift til Mikkelsdag, den 15. November, eller til Maj. Eller måske har hun fundet et godt sted, hvor hun har været tjenestepige i flere år. Det kan også tænkes, at hun efter farens død har hjulpet sin mor og holdt hus for hende og de 2 yngre brødre på knap 14 og 10 år. De var selvfølgelig forsørgede som kost- og kompagnidrenge og bragte vel også både kost og lidt penge til hjemmet. Men Ane Cathrine og hendes mor måtte sikkert også selv dørge for en indtjening, enten som tjenestepiger, vaskerkoner, eller syersker - de kunne ernære sig som fiskerkoner, måske falbydende varer rundt omkring i byen med en kurv over armen, sådan som Ole Christians senere hustru måtte. Det ved vi desværre ikke noget om.

Den 7. Oktober 1810 blev Ole Christian konfirmeret i Holmens Kirke. Og i 1814 blev han omsider "karl" og var nu færdiguddannet og kunne fra den 1. Januar tage fat på at aftjene tvangstjenestetiden, som er noteret at vare "til 21.1. 1830". Han var på dette tidspunkt 18 år og Halvbefaren Constabel. Mon ikke hans løn hjalp Catharina Elisabeth til at klare dagen og vejen for den lille familie.

Det var nu ikke fordi lønnen var fyrstelig for en halvbefaren konstabel, der blot oppebar 24 Rigsdaler og 69 1/2 skilling årligt, samt altså også en portion kost. Og så var der naturligvis fri beklædning og hus i Nyboder.

Ja, HUS - men hvor. Den lille familie har antagelig måttet forlade deres hjem i Balsamgaden og er måske flyttet ind som logerende hos andre søartillerister med lidt plads til overs. De beboere, der fik tildelt eget hus, som altså var en lejlighed til gaden eller til gården, evt. på 1.sal, i Nyboders små huse, var forpligtet til at tage andre "husløse" som logerende. Måske i Hjortelængen nr. 9, som nævnes ved lillebror Johannes Christians konfirmation.

Det var så den 1. April 1814, at yngstemanden Johannes Christian blev konfirmeret i Holmens Kirke og på dette tidspunkt - ifølge kirkebogen - boede hjemme hos sin mor i Hjortelængen nr.9.

I efteråret 1816 boede Ane Cathrines ældste lillebror Ole Christian i Løvegaden 17 i Nyboder. Om han først nu havde fået tildelt hus - som var en lejlighed i stuen til gården - eller han allerede havde boet her noget tid - eller haft tildelt en anden bolig, er usikkert på grund af Husbøgernes dårlige forfatning. Det er heller ikke muligt at vide, om Ane Cathrine og mor Catharina Elisabeth, samt lillebror Johannes Christian, nu boede sammen med Ole Christian i Løvegade. Det er tænkeligt, men ses altså ikke noteret nogetsteds.

Det må bemærkes, at både Ole Christian og Johannes Christian i deres tjeneste ved Holmen ganske mange gange var ude at sejle og væk fra hjemmet i længere perioder, måske på langfartstogter til Vestindien og andre fjerne steder.

Også den unge Lorentz Peter Worm, som på et tidspunkt begyndte at kurtisere Ane Cathrine, var i perioder ude at sejle som halvbefaren konstabel. Hans tjenestetid var fra 1815 sat til 16 år, så han ville være "udtjent" den 1. Oktober 1831. Til gengæld fik han så tildelt et hus i Nyboder, nemlig "Stuen til Gaden" i Løvegaden nr. 4. Her kunne han flytte ind fra Påsken 1817 og her blev han boende til Påsken 1829.

Således havde Lorentz Peter som konstabel fra 1. Divisions Artillerie Compagnie nu et hjem at kunne tilbyde sin udkårne Ane Cathrine og den 7. Marts 1823 blev de to unge viet i Holmens Kirke. Mens dette skete, var Ole Christian imidlertid på togt, men lillebror Johannes Christian, som tjente i samme division og kompagni som sin svoger, var forlover for bruden, da nu hendes storebror ikke var hjemme. Brudgommen var 26 år og ungkarl, mens bruden var 28 år og "Pige", noterer kirkebogen, der også anfører, at parret lod sig indskrive til bryllup den 5te. Måske i Februar måned, da sagen er indført i Jøvnførelsesregisteret for Februar 1823.

En interessant oplysning i kirkebogen er, at Ane Cathrine angives at bo Nytorv No. 65. Hun har antagelig haft arbejde som tjenestepige her, men det kan ikke verificeres.

Straks efter vielsen lader det til, at Lorentz Peter måtte ud at sejle i en længere periode, fra den 16. April 1823 til et ukendt tidspunkt og derpå fra den 9. Maj 1823 med briggen Møen. Divisionsbogens sidste kolonne med hjemkomster er desværre forsvundet i indbindingen. Men også året efter var han vist ude at sejle fra den 1. September 1824 med Corvetten Najaden.

Lorentz Peter var nu Helbefaren Konstabel og havde derfor lidt mere i lønningsposen. Han fik nemlig nu 56 Rigsdaler årligt, samt 1 portion kost, "mundering" og hus i Nyboder.

Og hvad kunne Ane Cathrine så få for Lorentz Peters 56 Rigsdaler? i perioden 1820-1829 kostede "et pund groft rugbrød i København mellem 2 og 4 skilling. Et pund oksekød mellem 4 og 8 skilling og et pund flæsk mellem 6 og 20 skilling. Et pund ost kostede mellem 5 og 10 skilling.
En tønde rug noteredes til mellem 3 og 5 rigsdaler, en tønde hvede til 3-7 rigsdaler, men nåede i 1829 op på 11 rigsdaler, En tønde kartofler kostede som regel omkring 1 rigsdaler.
Grøn sæbe kostede 10-20 skilling pr. pund. Bøgebrænde 3-5 rigsdaler pr. læs, tørv 4-13 rigsdaler, Tobak kunne fås for mellem 18-36 skilling pr. pund.
I 1820 var odenseanske arbejdsmænds dagløn 32 skilling." (Poul Thestrup: Mark og skilling, kroner og øre).

Der var jo ikke meget at gøre godt med, men til gengæld var de jo kun 2 om at bruge pengene, for nogen børn kom der ikke. Ikke nu og heller ikke senere i ægteskabet. Så hen ad vejen begyndte de at spekulere på at få en plejedatter til hjælp og hygge i hjemmet.

I 1823 blev Lorentz Peter forfremmet til Under Canoneer og lønningen steg derfor til 74 rigsdaler om året. Så nu var ægteparret måske rimeligt god kørende økonomisk.

Fra 28. August 1823 måtte Johannes Christian til søs med Corvetten Diana, mens Ole Christian igen var hjemme i Løvegade 17. Måske boede mor Catharina Elisabeth stadig hos ham og passede hans husholdning. Eller måske flyttede hun med Ane Cathrine ind til Worm i Løvegade 4. Det vides ikke, men hun var jo ikke ung længere - nu knap 60 år gammel - og der kunne vel godt trænges til en hjælp i huset. Desuden var beboerne jo forpligtede til at tage logerende, så det var måske blot det, der skete, da den 33-årige fraskilte Nyboderpige Dorthe Maria Birch skulle finde sig et logi.

Det må have været kort efter Ole Christians hjemkomst i 1823, for snart efter viste det sig, at Dorthe Maria var med barn. Det var jo ikke helt godt, Dorthe Maria var separeret, men endnu ikke skilt. Skilsmissen fik hun først ved en dom i Lands Over- samt Hof- og Stadsretten i 1825. Derfor var det en uægte datter, som blev født i Ole Christians hjem i Løvegaden 17 den 5. Juni 1824. Madam Schau fra Løvegaden fungerede som jordemoder og fadder i Holmens Kirke, da moderen bragte barnet til dåb den 16. Juli. Men Ole Christian vedkendte sig faderskabet, tilsyneladende uden problemer, og han åbnede sit hus for det lille "slegfredsbarn" og dets mor. Hvad syntes mon Ane Cathrine og mor Catharina Elisabeth om det? Tja, i morens egen svenske familie havde der jo været masser af uægte børn, så mon ikke hun tog imod familieforøgelsen uden vrøvl, måske endda hun kunne glæde sig over den lille nye sønnedatter, som fik navnet Oline Christiane. Det var dette lille pigebarn, som skulle blive gift med hoftapetserer J.P.B. Holm, oldemor til Alice og tipoldemor til mange andre efterkommere.

Ane Cathrines senere svigerinde Dorthe Maria var datter af Skibsmand og Quarteermester Lars Henrichsen (Birch), som boede med sin store familie i Krusemyntegade 19 i Nyboder. Dorthe Maria var født i 1793 og altså jævnaldrende med Ane Cathrine, så de har måske truffet hinanden i skolen eller ved ærinder i kvarteret. Det var i hvert fald ikke ved konfirmationen, for mens Ane Cathrine blev konfirmeret i 1809, var Dorthe Maria allerede blevet det i 1807. Derimod var Ole Christian i 1810 blevet konfirmeret sammen med Dorthe Marias yngre søster Lovise Amalie, så måske forbindelsen er opstået her. Krusemyntegade lå over mod Rigensgade og noget nordligere end Løvegaden, men til gengæld noget tættere på Balsamgaden, så familierne har i starten efter Olsen-familiens indflytning boet ret tæt på hverandre.

Da Ole Christian var kommet hjem fra togtet med Najaden den 10. September 1825, var det tid til at tænke på at lovliggøre forbindelsen med Dorthe Maria og gøre det lille slegfredsbarn til et ægtebarn. Med andre ord var det tid til at tænke på bryllup. Dette kunne nu lade sig gøre, fordi Dorthe Maria i foråret dette år havde modtaget skrivelse fra Lands Over- samt Hof- og Stadsretten om dennes dom af 14. Februar 1825, der kundgjorde, at "hendes forrige Ægteskab med Matros Andreas Engelbrechtsen (var) ophørt " og at Retten nu "haver tilladt nyt Ægteskab". Som forlovere optrådte nu Ane Cathrines mand, Ole Christians svoger, Konstabel Lorentz Worm, og en anden Konstabel ved navn Ole Jacobsen. Vielsen foregik naturligvis i Holmens Kirke den 7. Oktober 1825 - og samme dag blev også Dorthe Marias bror Christian Frederich Birch - der som de øvrige herrer tjente som konstabel i 1. Artilleri Compagni - gift i samme Kirke. Mens hendes anden bror, Henrich Christopher Birch, blev gift i Trinitatis Kirke. De 2 svigerinder var søstre. Det var jo en frygtelig masse bryllupper på én gang, så mon ikke man har slået pjalterne - og udgifterne - sammen og holdt et lille gilde for alle de nygifte.

I løbet af de næste år blev Ane Cathrine så faster til endnu 3 børn. Først kom Ole Christians datter Hansine Henriette, som blev født den 19. November 1826 og døbt den 1. December i Holmens Kirke. Herefter flyttede Ole Christians familie i Påsken 1827 fra Løvegaden 5 til Bjørnegaden 24, hvor de kom til at bo de næste 2 år.

I disse år var både brødrene Ole Christian og Johannes Christian, samt ægtemanden Lorentz Peter, ud at sejle i flere, nogle gange lange perioder. Ane Cathrine var således tilsyneladende alene hjemme fra 1. Januar 1825 til 10. September samme år, mens Lorentz Peter var på togt med Corvetten Najaden, og fra den 31. Marts til 14. December 1826, hvor han sejlede med Briggen Falster. Måske hun og hendes mor så har givet en hånd med ved pasningen af Ole Christians småpiger, der endnu var ganske små.

Mon det har pint Ane Cathrine at se svigerinden gravid og føde det ene barn efter det andet, mens hun selv ikke lykkedes med graviditet og moderskab? Men så kastede hun sig tilsyneladende over de små niecer, som det lader til, at hun fik et nært forhold til, så meget at hun senere sammen med Lorentz Peter åbner sit hjem for dem og tager dem til sig som plejedøtre, da behovet er der - for dem, men måske også for hende selv, der muligvis blev svagelig med alderen.

Igen i 1828 var Ole Christian ude at sejle med flere forskellige skibe og imedens han var på langfart med Briggen St.Croix, nedkom Dorthe Maria den 21. September 1828 med parrets tredie barn, endnu en lille pige, som hun og jordemoder Madam Schou bragte til dåb i Holmens Kirke den 31. Oktober, hvor barnet fik navnet Georgine Sophie. Familien flyttede da videre fra Biørnegaden 24 til Biørnegaden nr. 10. Forhåbentlig fik Dorthe Maria hjælp af sin svigermor og svoger i arbejdet med at flytte familiens sager og indbo. Som sikkert har været ganske beskedent, men alligevel - med 3 små børn i skørterne - ikke nemt.

I Påsken 1829 fik Lorentz Peter tildelt en ny bolig i Nyboder og denne gang flyttede han og Ane Cathrine ind i naboejendommen, hvor de i Løvegaden nr.3 også fik lejligheden "Stuen til Gaden". Fra et "Inventarium" i 1840 ved vi, hvordan huset var indrettet på dette tidspunkt, og parret boede her indtil 1835, så mon ikke det har set nogenlunde sådan ud også i de 6 år, de levede her.

Ifølge oplysningerne sad Ane Cathrine nu i et hus med 2 1/2 fag vinduer i stue, kammer og køkken, med karme, rammer, glas og beslag og forsynet med 2 1/2 fag vinduesskodder med beslag, "bolter og splitter". Der var en gadedør med karm, stabler og hængsler, en træklås med nøgle og et klinkefald. Til stuen og kammeret var der døre med stabler, hængsler og klinkefald. Der var desuden i lejligheden en jern bilæggerovn med fod og i køkkenet et fyrsted. Der var murstensgulve og til loftet var der en lem med hængsler, men ingen trappe. I gården, der her ikke var brolagt, fandtes der et "Locum" med dør, hængsler og klinkefald. Så var de ydre rammer i orden, nu var det kun op til Ane Cathrine at skabe hjemlig hygge i rummene.

Her opstillede hun et bord med 4 stole og langs væggene en kommode og en skammel, samt en ekstra stol, som stod ved et spejl. I sengestedet redte hun op med lagen, dyner og 2 puder. Mon ikke der også har været en lille smule pynt af en eller anden slags, et blad med en skillingsvise, en lille souvenir fra Worms rejser eller lignende?

Ane Cathrine kunne vist gode lide at pynte lidt op og holde hjemmet pænt og nydeligt. Efter hendes død kan man se, at hun har efterladt sig "lidt Fruentimmerpynt" udover sine "2 kjoler, 1 Klokke og 3 Særker".

Fra den 21. April 1829 blev Lorentz Peter tilknyttet Briggen Møen og sejlede med den til 14. December samme år. Også bror Ole Christian var på søen, men den 13. August var han hjemme igen i den nye bolig, dog kun for en kort bemærkning. For allerede omkring den 15. September blev han indlagt på Søetatens Hospital, hvor han åbenbart opholdt sig i knap 2 måneder, indtil den 4. November 1829. Har han mon hjembragt en sygdom fra sin rejse med St. Croix? Eller er kommet til skade på anden måde? Det vides desværre ikke, men den 1. Januar 1830 noteres han som "Afgaaet til No.60" i Mandskabsfortegnelsen.

Den 5. Juli 1830 blev Ane Cathrine igen faster, da Ole Christian blev far til en lille dreng, som han bragte til dåb i Holmens Kirke den 22. August samme år. Hvor kirkebogen ellers de tidligere år ikke har anført andre faddere end jordemoderen og moderen selv - måske fordi Ole Christian ikke har været hjemme? - har der denne gang deltaget ikke mindre end 5 andre personer ved dåben: Skipper Gamelgaards Hustru, Jomfru Dorthea Clausen, Baadsmand Lars Olsen og Opsynsmændene Frederik og Lars Sommerfeldt. Men ikke Ane Cathrine og Lorentz Peter!

Den lille dreng blev døbt Carl Christian Olsen, men levede desværre ikke så længe. Allerede den 8. Oktober 1830 døde han af krampe og familien måtte den 11. Oktober begrave ham på Skibskirkegården. Måske har Ole Christian sørget voldsomt over tabet af sin søn; måske har han været syg, haft smerter; måske begyndte han at drikke; måske er han og Dorthe Maria blot begyndt at gå hinanden på nerverne og ægteskabet at krakelere. Dorthe Maria har måske heller ikke været nem at leve sammen med, hun havde jo trods alt allerede et forlist ægteskab bag sig. I løbet af de kommende 3 år endte parret i hvert fald med at gå fra hinanden.

I 1830 besluttede "Collegiet, at anbefale Ole Christian indlagt i Almindelig Hospital med lønnen nedsat til det halve fra den 1. Oktober. I Mandskabsfortegnelsen står skrevet: "Efter Collegiets Resolution No. 1834/1830(?) er anbefaliget ham i Almindelig Hospital indlagt løn nedsat til det halve .. 3 ... daglig fra 1. Oct. 1830".

I starten af September 1831 fik Ane Cathrine og hendes familie en sørgelig besked. Fra den 11. Januar havde hendes yngste lillebror Johannes Christian været stationeret på "Jagten Larsens Plads" og hvad der egentlig er sket her, er aldrig fuldt opklaret. Men den 4. September kom han ulykkeligt af dage. Et sted omtales hændelsen som "Aflivet sig med et Pistolskud igennem Hovedet" et andet sted: "Med Sluppen "Larsens Plads var i 1831 udkommanderet to Søartillerister, Underkanoner J. Olsen og Konstabel Lindkloster, der begge skød sig den 4. September. Mange tvivlede dog om, at de havde begaaet Selvmord; der fortaltes, at de havde duelleret og begge var faldne i Duellen; men Sagen blev aldrig oplyst" (Bidrag til Søartilleriets Historie, s. 125).

Blev tragedien anset for selvmord, kunne familien ikke få lov til at begrave Johannes Christian i indviet jord. Og hans død og begravelse er da tilsyneladende heller ikke noteret i Holmens Kirkebog. Det må have været voldsomt traumatisk for både hans gamle mor på nu 65 år, Ane Cathrine på nu 38 og Ole Christian på 35, samt resten af familien, ikke at kunne tage den rette afsked med deres afdøde bror og søn. Og samtidig har tvivlen om, hvad der egentlig var sket og hvad der var årsagen til ulykken, sikkert martret dem alle. På dødstidspunktet boede den 32-årige Johannes Christian sammen med sin mor og meget tyder på, at han også var tæt knyttet til sine søskende, ligesom de var knyttet til hverandre i den grad, at Ane Cathrine senere tog sig af to af Ole Christians døtre.

Var der tale om en duel, var sagen heller ikke ligetil. Dueller var strengt forbudt, men forbudet overholdtes naturligvis ikke. "Endnu i 1800-tallet var dueller blandt især adelsmænd og officerer en naturlig måde at afgøre æresspørgsmål på, selvom retsvæsenet i de fleste lande søgte at standse uvæsenet gennem meget hårde straffe". (https://denstoredanske.lex.dk/duel).

Vi har måske i dette dødsfald en medvirkende årsag til, at Ole Christian havde svært ved at få livet til at fungere i de kommende år.

Fra skiftet efter Johannes Christian ved vi hvilke ejendele, han efterlod sig på skibet, hvor han tjente. Og både Ole Christians og Peter Lorentz' beklædning har jo antagelig - da de alle havde rang af underkanonerer - været af samme antal og beskaffenhed: 2 Klædes Trøier (værdi 3 Skilling), 1 Hat (1 Sk.), 3 Halstørklæder, 1 Lommetørklæde, 2 Skiorter, 2 Kraver til ialt 2 Skilling, 2 Par Strømper og 2 Par Skoe til 3 Skilling, 1 Dreiels Pose, 1 Kuffert uden Laas, 1 Messing Bestik, 1 Sy..se... ialt 2 Sk.

I disse år var Lorentz Peter stadig på farten. I 1830 fra den 14. September til den 26. August 1831 med Briggen St. Thomas, i 1832 fra den 28. April til 17. August med Fregatten Nymphen og i 1833 fra den 29. April til den 13. Maj året efter med Briggen Allart.

Det lader til, at Ole Christian atter var kortvarigt i arbejde fra den 10. til den 24. Juli 1833, samt fra den 15. til den 31. August. Men den 1. Oktober blev han degraderet fra at være Under Canoneer til at blive Arsenal Arbeidsmand i 1. Divisions 2. Compagni, nr.19, med tjenestid til 1. Januar 1834. Det nævnes senere, at han var "drukfældig og forsømmelig", og mon ikke, at den nu 67-årige Catharina Elisabeth har været ulykkelig over sin søn og trist over fremtiden, som tegnede sig mørk for de 3 små børnebørn.

Sorger og bekymringer, det hårde arbejde først i Västervik og siden i Laboratorie-husene og sidst i Nyoder, samt alderen, tærede på hende, der nu også døjede med brystsyge. Og den 14. Januar 1834 afgik Catharina Elisabeth ved døden. I kirkebogen for Holmens Kirke kaldes hun nu Ane Cathrine Elisabeth Olsen, Matros Christian Olsens Enke, 69 år gammel, død af brystsyge og begravet den 17. JanuarSkibskirkegården, "Gl. Kg., S.W. Ltr. P, Nr.27".

Der står også her, at hun boede i Hjortelængen Nr.5. I denne gades nr.9 havde Ane Cathrines mor jo boet sammen med lillebror Johannes Christian ved dennes konfirmation i 1814, har hun mon fundet et logi her igen? Eller er der tale om en skrivefejl? Hun har i hvert fald ikke boet hos Ole Christian, som indtil Påsken 1834 havde bolig i Bjørnegade nr. 10.

I 1834 blev Peter Lorentz flyttet til 1. Divisions 2.det Kompagni og fik titel af Arsenal Underofficer. Hans tjenestetid var nu også blevet forlænget, så han herefter skulle "tjene Livstid". i Divisionsbogen ses han at have fået et lån på 5 rigsdaler og 65 skilling, fordi han som underofficer selv skulle betale for kjolen, kappen og andet udstyr. Lånet måtte han derpå betale af i det meste af 1835 med 1 rigsdaler om måneden.

I Påsken 1835 - hvor Ane Cathrine efterhånden var 42 år gammel og Lorentz Peter 38 - fik de igen tildelt et nyt hus og flyttede nu til Ulvegaden nr.4. Også her fik de lejligheden "Stuen til Gaden", som ligesom huset i Løvegaden bestod af 1 stue og 1 kammer med ialt 3 døre med karme, "stabler og hængsler", hoveddøren desuden med træklås og nøgle, samt klinkefald. Der var 2 1/2 fag vinduer i stue, kammer og køkken, forsynede med karme, rammer, glas og beslag, samt 2 1/2 fag vinduesskodder med beslag, "bolter og splitter". Gulvene var af mursten og i stuen var der en jernbilæggerovn med fod. I køkkenet var der fyrsted og i gården "Locum med dør, hængsler og klinkefald". Der var heller ikke her nogen trappe til loftet, men en lem, så rummet deroppe kunne godt anvendes. Ulvegaden lå lidt nordligere end Løvegaden, på højde med Balsamgaden, og mellem Borgerdade og den gamle Adelgade. Her kom Worm til at bo til omkring 1850.

Den 1. Januar 1836 blev Lorentz Peter flyttet til 2. Compagni's nummer 7, stadig med titel af Arsenal Underofficer, men det ser ud til, at han fra den 12. Januar opholdt sig et stykke tid (tekst desværre ulæselig) på Søetatens Hospital, der lå i Balsamgade.

Om Ane Cathrine og Lorentz Peter, der jo nu havde erkendt, at deres ægteskab vedblivende ville være barnløst, allerede i disse år har taget plejebørn til sig, ved vi ikke, men få år efter tog de Ole Christians døtre i huset. Senere optegnelser viser, at Ane Cathrine var smittet med tuberkulose og denne sygdom kunne have et langt og opslidende forløb, så måske har det ikke alene været for at hjælpe sine brordøtre, at disse blev taget i huset, men også for at aflaste og hjælpe Ane Cathrine, der måske i perioder har været svag og sengeliggende.

I disse år gik det nedad bakke med Ole Christian, han blev som nævnt drikfældig og degraderedes til Arsenal Arbejdsmand og han og Dorthe Maria endte med at gå fra hinanden. I folketællingen i 1834 boede Dorthe Maria med de 2 yngste døtre for sig selv i Rigensgade, så måske den ældste Oline Christiane allerede da boede hos Ane Cathrine og Worm. Det gjorde hun i alt fald ved sin konfirmation i 1838, hvor der i kirkebogen for Holmens Kirke er noteret, at hun på det tidspunkt boede "hos Forældrene, Ulvegd 4".

Den 1. April 1841 fik den 44-årige Lorentz Peter igen et nyt nummer, da han blev nr. 60 i 1. Divisions 1. Compagni. Men livet i Ulvegade 4 mod gaden gik sin vante gang. Ane Cathrine, der nu var 46 år, har antagelig været svag og ofte sengeliggende, mens niecerne flyttede ind og ud, Oline altså måske allerede fra 1834, hvor hun var 10 år gammel, og ellers i hvert fald fra 1838, hvor hun var 14. Den 2 år yngre Hansine Henriette flyttede ind den 6. April 1841, mens Oline flyttede ud den 27. April 1842 for at tage til Charlottenlund, måske hun havde et kortvarigt job der, for allerede den 1. Juni samme år flyttede hun tilbage igen, nu som 18-årig. For så den 1. November 1843 at flytte ind i Dybensgade 185.

Her kom hun i huset hos Sadelmagermester Jens Peter Beck Holm, der et par år før havde oprettet sit eget firma, der senere fik navnet J. P. B. Holm & Søn's Eftf., tapetsererfirma. I 1840 boede denne med sin familie - der bestod af den 32-årige sadelmagermester, hans 27 år gamle hustru, og deres 4 børn - iflg. Folketællingen i Dybensgade nr. 185, stuen, sammen med 2 læredrenge på henholdsvis 20 og 18 år. Iflg. Folketællingen i 1845 boede familien i samme hus som i 1840, men her er ikke oplyst noget om etagen. Husholdningen var nu udvidet til at omfatte 1 tjenestepige udover 2 lærlinge. Desuden husede de en ugift 22-årig kvinde, der var beskæftiget med skrædersyning. Hendes navn var Oline Olsen!

Sadelmagermesterens hustru, Sophie Andresine, blev på et tidspunkt syg af "lungesvindsot" (tuberkulose) og "Brights sygdom" (en form for nyresygdom). Hun var muligvis skrantet meget efter det sidste barns fødsel i 1840. Det kunne i hvert fald forklare, hvorfor Alice's mormor Mathilde Henriette Holm der var datter af J.P.B.Holm og hans anden hustru - nemlig Ane Cathrines niece Oline, blev født allerede den 18. Maj 1847, næsten 2 år før J.P.B.'s første hustru døde. Fødslen skete "i dølgsmål" på Den Kongelige Fødselsstiftelse. Barnet blev døbt den 25. Maj 1847 på Fødselsstiftelsen.

I mellemtiden boede Hansine Henriette hos sin faster og onkel, antagelig fra 6. April 1841, da hun ifølge folketællingen 1840 dengang boede sammen med sin mor og yngste søster som logerende i Bjørnegade 3.

Den 8. April 1847 flyttede Hansine imidlertid ud igen og ind i Hummergade 232, da hun blev gift med en bror til den ovenfornævnte sadelmagermester. Hvem der så tog sig af Ane Cathrine nu, ved vi ikke. I Nyboders Husbøger for denne periode, er der ikke angivet andre personer før en del år senere.

I årene 1841-1843 ved vi, at Lorentz Peter som Arsenal Underofficer i 1. Divisions 1. Compagnie No. 60 oppebar en løn på 6 Rigsdaler om måneden, samtidig med at han også hver måned fik udbetalt de såkaldte "Quarteerspenge", som beløb sig til 64 Skilling. Den 14. April 1841 flyttedes han imidlertid fra 1. til 2. Compagni, hvor han fik nummeret 7. Og den 1. Januar 1843 flyttedes han indenfor dette kompagni til nr. 6.

I 1845 afholdtes der en folketælling, hvori man stadig finder "Lorentz Worm" på 48 år listet i Ulvegade nr. 4, til gaden, sammen med "Ane Olsen" på 49 og Hansine Olsen på 18.

Det var jo så i 1847, den 8. April, at Hansine flyttede fra sin faster og onkel, da hun som 20 1/4 år gammel på denne dato blev gift i Holmens Kirke med den 30 3/4 år gamle ungkarl og bødkersvend Hans Ferdinand Holm, der boede i Hummergade 232, hvor Hansine nu også flyttede ind. Underligt nok står der ved vielsen i kirkebogen, at Hansine boede i Haregaden nr. 4, så måske har hun en tid været tjenestepige her. Men i Nyboders Husbøger står hendes afgang fra Ulvegade 4 ellers tydeligt angivet til "d 8/4 47 til Hummergade 232".

Måske var det samtidig med, at Hansine flyttede, at Ane Cathrine blev indlagt på Søetatens Hospital. Som tidligere nævnt havde hun fået tuberkulose. Den samme sygdom som i 1807 havde taget livet af hendes storesøster Ane Maria. Nu var Ane Cathrine så også blevet smittet, hvornår ved vi ikke, men det kunne dog tage adskillige år, inden sygdommen udviklede sig dødeligt. Og i denne tid svækkedes patienterne mere og mere. Indimellem var der dog bedre perioder, hvor man kunne håbe, at sygdommen var ovre, men så kom tilbagefaldene og selvom der på denne tid var mange, der havde et romantiseret billede af sygdommen, som kaldtes "den hvide død" og opfattedes som en smuk måde at dø på, var dette ikke tilfældet.


Søetatens Hospital var blevet opført i 1806 i området mellem Balsamgade og Nellikegade i Nyboder. "Her kunne man yde både mandskabet og familierne ordentlig sygepleje i store luftige lokaler.
Der indførtes en streng disciplin i hospitalet. Børn, der tilsmudsede deres klæder, fik ris; de med udslet befængte patienter måtte save og hugge brænde nogle timer dagligt; rekonvalescenter blev sat til det samme arbejde den sidste dag, de opholdt sig i hospitalet.
Trods disse tvangsbestemmelser og trods den afkortning i lønnen, som den faste stok måtte lide under deres ophold på hospitalet, var der dog enkelte, som fandt hospitalslivet såre behageligt; de søgte derfor på alle måder at forlænge deres ophold i sygehuset; så meget, som reglementet tillod.
For koners og børns pleje på hospitalet blev der ikke fratrukket.
Der var også mangler ved hospitalet. Det holdt således i begyndelsen sin egen svinesti. Nyboderfolkene mente, at svinene fik for meget, og at de selv fik for lidt af den grød, der 9 gange om ugen skulle serveres for de syge.
Der kom også klager over hospitalets strenge tugt, men behandlings- og plejemæssigt lå Søetatens Hospital på højde med byens øvrige sygehuse, da det blev nedlagt i 1867.
(Kilde: Jørgen Green og Michael Green Schmidt: Slægtsforskerens ABC. Forlaget Grifo, 2011 (3. udgave). side 132, 140).


Den 23. November 1847 døde Ane Cathrine på Søetatens Hospital, hvorfra hun blev begravet på Skibskirkegården den 29. November. I kirkebogen (hvor dødsdagen fejlagtigt er oplyst som den 25. November, mens dødsattesten, som er underskrevet den 24. November, angiver dødsdagen som den 23. Novbr.) angives hun til at være 52 år og der er noteret, at Lorentz Peter har betalt 24 Skilling til "Skolen", det vil sige for sang til begravelsen. Det var dog ikke de eneste udgifter enkemanden havde til Ane Cathrines begravelse, som han senere ved bobehandlingen erklærede at have kostet hele "50 Rbd og 2 mk". Til hjælp havde han dog fra Søetatens Ligkasse fået udbetalt 20 rigsbankdaler.

Skiftet over Ane Cathrines bo fandt sted kort efter. Den 2. December 1847 foretoges forseglingen, som kan ses beskrevet i Forseglingsprotokollen for Landsover-, samt Hof- og Stadsretten:

No.225
Aar 1847 den 2 December indfandt SkfComm sig
ved Fuldmægtig Christensen og Sftskr. ved Copist
...amm med Betjenten Carstensen i
Ulvegaden No.4.i Nyboder, for at holde Skifte
efter Underofficer ved Holmen
Lorents Worms Kone Anne Catrine
Worm som den 23 fM. er død paa Søe
Etatens Hospital. Ved Forretnin-
gen var tilstede Johanne Marie Nielsen
som i Enkemandens Fraværelse
paaviste Boets Effecter, der ved
Betjenten vurderedes saal.:
1 Bord, 4 Stole 4 r
1 Speil, 1 do 4 -
1 Commode, 1 Skmle 4 -
et Sengested .. Dyner, 2 Puder
1 Pr Lagen 12 -
2 Kjoler, 1 Klokke, 3 Særker,
lidt Fruentimmerpynt 3 -
Videre blev ikke anviist. Enkeman-
den bekoster Begravelsen hvortil han af
en Liigkasse erholder 20 rbd
Herved beroer det.
Christensen ...amm Johanne M.Nielsen
Bhdl. p.82.

Hvorfor Lorentz Peter ikke kunne være tilstede ved Forseglingsforretningen, vides ikke, ligesom vi heller ikke ved hvem, denne Johanne Marie Nielsen, som istedet mødte op, var. Måske en Nabokone?

Da der derefter den 8. December afholdtes "Session" i boet, kunne Lorentz Peter heldigvis være tilstede. Forløbet er refereret i Behandlingsprotokollen således:

Aar 1847 den 8 December blev
foretaget Session i efternævnte Boe
Frs p 135. No.225
Afg Anne Cathrine Worms
og efterl. Mand Underofficeer ved
Holmen Lorentz Worms Boe. -
Enkemanden mødte og bemærkede
at have udgivet til den Afdødes Begra-
velse 50 Rbd 2 mk, hvori dog afgaaer de ham
af en Ligcasse udbetalte 20 rdb, men til Er-
statning for de overskydende 30 Rbd 2 mk
begjerede han sig udlagte Boets
registrerede og til 27 Rbd vurde-
rede Effecter. - Paa Companiets
Vegne var Sergeanten tilsagt
men mødte ikke. - Derpaa bleve
de registrerede Effecter udlagte
til Enkemanden paa den begjerte
Maade og Boet dermed sluttet. -
Lorentz Worm
Underofficeer i
Søeetaten.

Lorentz Peter fortsatte en tid med at bo i Ulvegade 4. Tilsyneladende alene, da der først den 30. November 1849 i Husbøgerne findes notat om en tilflyttet husmoder, Oline Nielsine Amalie Larsen på 19 år, der på netop denne dag i Holmens Kirke blev viet til enkemanden. Ægteparret fik hurtigt efter hinanden et par børn og tog også et plejebarn i huset. Den 19. April 1853 flyttede de til Rævegaden 9A og her døde Lorentz Peter den 29. Juli 1853 under det store koleraudbrud i København, som dræbte så mange mennesker.

PERSONER
(alfabetisk liste)

PERSONER
i ALICE's slægt

PERSONER
i ASMUS' slægt

HISTORIER
og
ÅRSTAL

STEDER
og
TING

FOTOS
TEKSTER

STAMTAVLER og SAMLESIDER

DOKUMENTER
ORDLISTE
KILDER og LINKS
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 31.12.2020 og sidst opdateret d. 6.7.2021