Den 1. Maj 1898 var den 28-årige Yelva sammen med sin mor - og måske søsteren Anna på 22 - flyttet fra lejligheden på Nordre Frihavnsvej til en stuelejlighed i Willemoesgade 51. Her måtte de nu finde sig tilrette uden deres far og mangeårige ægtefælle og det lykkedes tilsyneladende også meget godt. "På sit dødsleje havde Otto Ferdinand sagt til sin ældste datter: ”Yelva, du må aldrig forlade din mor!” Og det gjorde hun heller ikke. Hun blev boende hos sin mor, havde ingen egen indtægt, og da moren døde i en høj alder, hun døde et par uger før sin 89 års fødselsdag, overtog Yelva hendes rolle. Det skal Harvey vist have sagt. Men Yelva var ikke spor kuet, så vidt jeg kan forstå. Hun styrede hjemmet, da moren blev ældre, havde styr på finanserne, opdrog sin søsters børn (Gudrun og Alice), og var ikke sådan at bide i skeer med. Mor (Alice) citerede tit Besa for at sige: ”Yelva, kan der blive til en cerut efter middagen?” (Marie-Louises tekst)

Det har nok ikke været helt uproblematisk. Hverken Yelva eller hendes mor havde som nævnt indtægter og det var måske også begrænset, hvad den nu 22-årige Anna kunne og lillesøsteren Astrid kunne bidrage med. Aage derimod fik en højere stilling i D.F.D.S. og måtte nok sørge for familiens underhold.

Ifølge Folketællingen den 1. Februar 1901 boede både den nu 28-29-årige Aage og den knap 25-årige Anna sammen med den 31-årige Yelva og deres mor på 53 år i Willemoesgade 51, men nu var de flyttet op i en lejlighed på 2.sal til højre. Aage angav her sin stilling som "Inspektør" ved Det Forenede Dampskibsselskab, mens Anna arbejdede som "Kontorist" i Nordisk Caffe Compagnie. Yelva derimod angives bare som "Datter". Og det var jo, hvad hun blev ved med at være resten af sit liv. Ikke officielt anerkendt for sit arbejde. Men familien anerkendte hende - og bekendtskabskredsen og vennerne. Hendes niece Alice fortalte tit om, hvor mange venner Yelva havde og hvor meget hun blev inviteret ud. Hun var vist nok en meget livlig og underholdende dame. Det fremgår også af de nedenstående fotografier fra hatteprøvning med søstrene Astrid (til højre på foto til venstre) og Anna (til højre på foto til højre):

................

På et tidspunkt i perioden 1901-1906 flyttede familien igen, denne gang op på 3.sal i samme ejendom i Willemoesgade 51. Yelva, der nu er 36 år, anføres selvfølgelig stadig blot som Datter, men Aage er nu blevet Kontorchef og Anna Bogholderske.

I 1907 blev Yelvas yngste søster Astrid gift. Hun var i lykkelige omstændigheder, så der blev ikke gjort så meget ud af brylluppet, som stod i Silkeborg Præstegaard den 22. Juni 1907. Brudgommen hed Chr.Holtet og det var sikkert ikke meget, familien kom til at se til ham. Han var knap nok blevet færdig med sit jurastudium og i gang med at finde sig et embede. Astrid boede i Bjerringbro inden brylluppet, men vi ved ikke, hvor hun boede efter.

Den lille niece Gudrun blev født i Vejle den 14. Oktober 1907, men hvor mor og barn så opholdt sig, forbliver i det dunkle. Ifølge Politiets Registerblade flyttede hun den 1. Maj 1909 fra Fakse og sammen med sin lille Gudrun ind hos sin mor og søstre i lejligheden på 2. sal i Willemoesgade 51. - Hov! 2. sal! - er familien nu flyttet ned fra 3.sal?

Samme år flyttede den nu 37-årige Aage hjemmefra, vel samtidig med at Astrid flyttede ind, da han blev gift i Vor Frue Kirke den 6. Maj 1909 med Rosa Jonina Petrea Bjarnesen.

Er fotografiet til højre mon taget ved denne lejlighed? Her ses Yelva til venstre med den lille Gudrun ved hånden. Damen til højre er Yelvas svigerinde Rosa.

Og familien flyttede atter, denne gang op til en lejlighed på 4. sal i samme ejendom. Flytningen skete i slutningen af 1909 eller i løbet af 1910, for ifølge Folketællingen den 1. Februar 1911 boede de på 4.sal.

Familien talte på dette tidspunkt: Deres mor, som efterhånden var blevet 63 år, "Datter" Yelva på 40 år,Anna, som nu er Bogholdersle hos N.K.K. i Frihavnen og 35 år, den 33-årige Astrid Holtet, som nu er Bogholderske i Dansk Cliche Fabrik på Raadhuspl.25, og hendes lille datter Gudrun på 3 1/2 år.

I lejligheden ved siden af boede Hr.og Fru Sønderhousen (Sønderhausen?) med 2 sønner. De var - eller blev - meget gode venner af familien og tilbragte meget tid sammen.

Den 4. Februar 1911 blev Yelva faster Aage og Rosa blev nemlig forældre til en lille dreng, som den 2. April i Davidskirken blev døbt Otto Gunnar Danielsen.

Det blev i det hele taget et år med mange glædelige begivenheder. Den 4. Marts blev Anna gift med Carl Ernest Westrup og i slutningen af året nedkom Astrid med endnu en lille pige den 25. November 1911.

1912 begyndte derfor også godt med en barnedåb i Frihavnskirken den 8. April, hvor den lille blev døbt Alice Inge Agnete Holtet.

Mon ikke fotografierne nedenfor blev taget ved denne lejlighed:

De næste mange år passede Yelva husholdningen i Willemoesgade 51, sin efterhånden gamle mor og sine 2 niecer. Astrids ægteskab kom aldrig til at fungere. Hun måtte arbejde for at holde familien kørende og var i mange år ansat i firmaet Tutein & Koch. Mens hun var hjemmefra måtte hendes mor, af børnebørnene kaldet Besa, og Yelva, af niecerne kaldet Moster Bell, sørge for de små, som knyttede tætte bånd til deres mormor og moster.

I 1918 blev familien atter forøget og Yelva blev endnu engang moster, denne gang til Annas lille datter, som blev født den 13. November og døbt året efter den 11. Marts 1919 i Lutherkirken. I dåben fik hun navnet Anne-Grete, men i familien blev hun aldrig kaldt andet end Bitten.

Den 23. April 1919 modtog Astrid sin skilsmissebevilling og båndene til Yelvas svoger blev nu helt skåret væk. Men "den lille familie", bestående af mormor Besa, Moster Bell, Astrid og pigebørnene Gudrun og Alice, levede videre som før. De tog på udflugter til Frederiksberg Have og de holdt sommerferier på pensionater ude på landet. Nogle gange kom Moster Johanne, Yelvas mellemste søster, ind fra Vordingborg og deltog i udflugterne, nogle gange rejste familien ned og besøgte hende. Hyppigt var der familiekomsammen'er, hvor familien Westrup: Anna, Ernest og lille Bitten, og Aage og Rosa med deres Otto, kom til spisning hos matriarken. Og lige så hyppigt begav hun og Yelva sig ud til andre sammenkomster. De havde en mængde venner og bekendte og mødtes ofte til forskellige arrangementer.

Sådan gik Yelvas liv og hun rundede efterhånden de 50 år. Mon ikke også familien har været samlet for at fejre det.

Der var dog også gnidninger i hverdagen. Besa havde ikke noget tilovers for sin svigersøn, som "havde forført" hendes datter og bagefter "forladt hende". Og hun kunne finde på at sige til Gudrun: "Du ligner HAM derovre i Skanderborg!", hvis barnet var uartigt. Og måske var Gudrun lidt trodsig og stædig ind i mellem - og så blev der skældt ud. Og var Astrid hjemme, måtte hun lægge øre til beklagelser over det uartige og trodsige barn, hun måtte mægle og hun måtte glatte ud - og hun måtte vel også trøste, selvom historien ikke melder så meget herom. Og jo ældre Gudrun blev, og jo ældre også Besa og Yelva blev, jo flere skænd og mugne miner. (Dog var de gode minder hos Alice og Gudrun flest!)

Men så skete der en drastisk ændring. I 1922, hvor Alice var 11 år og Gudrun 15 år, blev den evige hakken på hendes ældste datter Astrid for meget og hun sagde "Så FLYTTER vi!" og derpå fandt hun sig i løbet af ganske kort tid en lejlighed i Sjællandsgade 17 på Nørrebro og flyttede derind med Gudrun og Alice. Den 1.Maj 1922 er er Astrid registreret som tilmeldt adressen i Sjællandsgade ifølge Politiets Registerblade.

Nu var så Yelva alene tilbage i lejligheden i Willemoesgade med sin mor .